For 4.000 år siden drejede nytårsforsætter sig om at betale sin gæld og levere lånte ting tilbage. I gamle bondesamfund bad man om overlevelse og mad på bordet for det kommende år. De seneste 50 år har nytårsforsætter handlet om at tabe i vægt, komme i bedre form og holde op med at ryge.
Farvel til overflødige kilo, for meget slik og fed mad. Og goddag til sund livsstil med færre kalorier, mindre alkohol og mere motion. Det handler et typisk nytårsforsæt om, og dertil kommer ambitioner om at være sødere mod andre mennesker og drage omsorg for dem, være mere flittig, se mindre tv m.m. Hvorfor sætter vi ofte mål, som er dømt til fiasko, fordi de er næsten umulige at efterleve?
Vi har trang til at starte på en frisk med optimistiske nytårsforsætter i en pagt, vi indgår med os selv, mens champagnen og den søde kransekage sættes til livs, og 31. december bliver til 1. januar. Undersøgelser viser, at kun få procent lever op til de høje idealer og løfter, de havde planer om at leve efter – som eksempelvis at besøge fitnesscenteret oftere og komme mere ud i naturen:
Man har større chance for at lykkes med forandringer, hvis de kobles på noget, man allerede gør, mener sociolog, foredragsholder og forfatter Anette Prehn. Hun har skrevet mere end 20 bøger blandt andet om, hvordan hjernens evner kan hjælpe os til at ændre noget i vores liv.
”Nytårsforsætter svarer til at fri til kæresten, når man er fuld. Intensionen er god men timingen dårlig. Det bliver let højstemte mål, snarere end bæredygtige”, udtaler Anette Prehn, der som sociolog, foredragsholder, underviser i Hjernesmart vaneændring og forfatter til ”Hjernesmart ledelse”.
Faktisk er nytårsforsætter deciderede uheldige, hvis man virkelig ønsker at ændre noget og have succes med at gennemføre det, mener hun. Så hellere vente til at andet tidspunkt på året, hvor motivationen virkelig er der:
”Man læner sig op ad en højere magt, som man håber kan hjælpe eller lige frem frelse én. I den situation glemmer man gamle vaner og bagage, som kan gøre intensionerne om den perfekte forandring til et håbløst anliggende”.
Anette Prehn opfordrer til at være mere realistisk og skabe snedige ændringer, som passer til netop os og ikke kun er et glansbillede:
”Hvis man for eksempel har den ambition at ville mere udendørs, er januar måske ikke det bedste tidspunkt. Så hvorfor ikke sætte sig det mål, at det nye skal starte sammen med foråret og fortsætte derefter?”, spørger Anette Prehn, som har endnu et konstruktivt forslag:
”Hvis man taler i telefon med sin far et par gange om ugen, kan man stille det krav til sig selv, at man skal have snøret vandrestøvlerne og være på vej ud, når man ringer op. Så slås to fluer med ét smæk”.
Skal andre indvies?
Holder man fast ved sine nytårsforsætter, vil man måske overveje, om andre skal have det at vide. Kan det hjælpe til at holde fast og gennemføre, hvis man først har betroet andre, at man for eksempel vil holde op med at ryge? Eller er det bedre at holde planerne tæt til kroppen og først fortælle andre om det, hvis forehavendet lykkes?
”Det er forskelligt, hvor stort behov for støtte og solidaritet, vi har. Det kan være godt at få et par betroede hjælpere med. Men at indvie hele verden på sociale medier, vil jeg fraråde. Her er tavshed snarere guld. For nederlaget føles større, når omverden kan bevidne, at man har fejlet – igen”.
Babylonien og Rom
Traditionen med nytårsforsæt går tilbage til Babylonien i det nuværende Irak for 4.000 år siden og handlede dengang om at levere lånte materialer og redskaber retur og betale sin gæld. I Romerriget lovede folk ofte at være gode ved andre mennesker omkring nytår. Da kristendommen vandt indpas, blev løfterne udskiftet med bønner og faste. I de gamle bondesamfund fremkom man med ønsker og bønner om overlevelse og mad på bordet det følgende år. Nytårsforsætter, som vi kender dem, stammer formentlig fra 1800-tallet.
Nytårsforsætter har i årtier drejet sig om slankekure, rygestop og om at sætte turbo på motionen.
Nytårsforsæt kredser stadig om at skære ned på fed og sød mad og trække i træningstøjet.
