Købmand Lisbeth Dalgaard står i spidsen for Dalgaard Supermarked – Hørsholms lokale fødevaremarked. Butikken har siden starten i 1962 udviklet sig fra en Købmandsbutik på 80 kvm. til et one-stop fødevaremarked på mere end 3.500 kvm. Siden 2008 har Dalgaard Supermarked været en del af SuperBest-kæden. Liebhaverboligen har shoppet svar hos Fru Dalgaard.
Hvad er Dalgaard Supermarked – det lokale fødevaremarked i Hørsholm eller SuperBest?
Vi er for en meget stor del af vores trofaste kunder ”Dalgaard” og dermed stedet, hvor alle de vigtige dagligvare-, specialvare- og ferskvareindkøb foretages. Vi oplever det, når mobilen bliver taget i butikken, og svaret er: ”Hej, jeg er lige nede i Dalgaard”. Men vi er jo også SuperBest, hvad angår grundsortiment, ugens tilbudsavis og de faste lave hverdagspriser.
På hvilken måde skal Dalgaard Supermarked udvikle sig i fremtiden?
Vi forholder os selvfølgelig til den omverden, vi er en del af og de vilkår, der hersker i markedet– det være sig discount i fremmarch og alt for mange daglig-varekvadratmeter. Vi har derfor besluttet, at vi hele tiden skal blive bedre til det, vi er gode til! Det vil sige innovativ udvikling af varesortimentet, massiv fokus på hele tiden at have de bedste kvaliteter inden for alle vareområder, overraske kunderne positivt med oplevelser, arrangementer og smagninger og sidst, men ikke mindst, fortsat at sikre den interessante dialog mellem medarbejdere og kunder. Vi har rigtig mange medlemmer i vores kundeklub, og vi har en sjov og spændende dialog med mange af vores kunder på facebook – så det stopper ikke ved butikken.
Hvis Rotunden i Hellerup er Nordsjællands svar på Whole Foods Market og Torvehallerne … hvad er Dalgaard så?
Vi har længe benævnt os selv som et ”Fødevare-mekka”, og vi ligner jo på mange områder hinanden. Vi samarbejder selvfølgelig også omkring udvikling og føler vel et fællesskab omkring fødevareudvikling og innovation.
Ok, men Rotunden i Hellerup har stør gående i bassiner, friske hummere, smukt designede private label produkter og østers en masse … hvad har Dalgaard Supermarked af wauw-faktor til de handlende?
Ja, vi har ikke stør gående og kan heller ikke lige se formålet … ha, ha, men vi har friske hummere gående i et stor bassin, så kunderne kan få en levende hummer med hjem, hvis de skulle ønske det – vi koger og flækker dog også gerne… Vi har masser af smukke produkter, men nok mere fra idealistiske producenter fra lokalområdet. Østers sælger vi gerne og har mange faste kunder til denne delikatesse, men frem for alt søger vi hele tiden den bedste smagsoplevelse i produktet, hvad enten det drejer sig om frisk pasta, danske, lokale æbler, organisk opdrættet laks, krogmodnet kød, de bedste affineur-oste, skønne patéer; pølser fra Slagter Munch og Hallegård, udsøgte vine og meget, meget mere. Vi har desuden et stort produktions- køkken og kan herfra levere mad ud af huset på et meget højt niveau.
Er vi virkelig interesseret i mere end 40 forskellige typer af balsamico … skal vi ikke bare have et godt tilbud på den bedste flaske?
Ja, det er vi og nej, det skal vi ikke. Glæden ved at sætte sig til et veldækket bord i kærlige omgivelser og lade sig forføre og overraske af farver, dufte og smag, er uerstattelig. Jeg mener faktisk, at mange familiers stress og jag kan mindskes og håndteres langt bedre ved at fastholde det omsorgsfulde break et godt aftensmåltid giver. Sæt dig ned, lad roen falde på dig og nyd livet og dine nærmeste – det er balsam for sjælen! Og er tiden knap, så kan vi hjælpe alle familier et meget langt stykke hen af vejen med vores mange velsmagende og lødige måltidsløsninger og tilbehør. Det behøver ikke at være så svært. Det så vi i øvrigt ved selvsyn, da vi kørte Chef Challenge med en flok virkelig dygtige elever på Rungsted skole. Her var der madglæde, nysgerrighed, evner og iver, så det at frembringe et velsmagende måltid gik som en leg. Der er håb forude!
Hvad kan Dalgaard som Føtex, Bilka, Irma m.m. ikke kan?
Vi er først og fremmest meget lokalt forankret. Vi er ikke et gennemsnit af den danske smag og slet ikke konceptstyret på sortiment, præsentation og medarbejdere. Vi lytter til vores kundes ønsker, behov og ideer, og vi tilpasser os derefter. Vi kan agere ekstremt hurtigt og skal ikke først have en stor kategoriorganisation til at tage stilling til dette og hint. Det er jo ikke sværere end at prøve at købe et kolli af varen hjem og så se, hvad de øvrige kunder siger til det. Vi kan dække rigtig mange behov – også, når opskrifterne bliver avancerede. Vi har over 40.000 aktive varenumre, så det er meget sjældent, at vi må melde pas til kundernes ønsker!