Szhirley er tilbage i spidsen for musicalen ”Elsk mig i nat”, som kaster blikket tilbage til 80’ernes danske musikscene. Hendes ungdoms musik er stadig levende og populær. Til gengæld er hendes frygt for hullet i ozonlaget er udskiftet med bekymring for den verden, hun i 2022 efterlader til sine børn. Men heldigvis kan vi lære – og det gør hende trods alt optimistisk.
– Jeg tænker meget over, hvilken verden vi giver videre til vores børn, siger Szhirley. – Jeg tror ikke, verden i dag er ”ondere” end den verden, jeg voksede op i, men vi er mere oplyste og ved mere om, hvad der sker rundt om i verden. Her i den privilegerede del af verden kan det godt blive lidt mig-mig-mig selvcentreret. Men noget går den rigtige vej.
– Jeg kan huske, jeg var bange, når min mor brugte hårspray, fordi jeg havde hørt om hullet i ozonlaget. Men vi handlede og se nu: hullet har lukket sig. Jeg tror, vi tager ved lære … og i den sammenhæng har corona-pandemien måske været en wakeupcall. Det har altid været en forfærdelig verden, men vi kan gøre noget ved det, hvis vi lægger egoismen væk og tænker i ”os”.
MR: Szhirleys hybridbil
Szhirley tager også personligt ansvar for at sætte så begrænset et carbon-aftryk som muligt:
– Vi er gået over til hybridbil, og vi overvejer elbil, men er lidt usikre, fordi det vist heller ikke er helt godt. I alle tilfælde kører vi på ferie, når det er i Europa, men det er selvfølgelig umuligt at køre til Mexico, hvor min familie bor.
Ellers har Szhirley gode minder om 80’erne, hvis musik fylder ”Elsk mig i nat”, der har repremiere i denne måned. Men hvad er det, der gør, at musikken fra det årti lever videre?
– 80’ernes musik skabte en ny lyd, som faktisk fortsatte ind i 90’erne. Og den har endda sine tentakler inde i vores tid – 40 år senere. Der er en nerve, en melankoli, men samtidig er det sindssyg god pop, der stadig er holdbar.
MR: Alle synger med
– Da vi havde premiere på ”Elsk mig i nat” for 13 år siden, kunne vi nogle gange kigge ned fra scenen. Publikum var meget blandet aldersmæssigt – fra de helt unge til dem, der havde fået pudset gangstativet og var i byen for første gang i 100 år – men de sang alle sammen med. Også de unge, som var født længe efter 80’erne, kendte teksterne og sang med.
– Selvfølgelig bliver vi påvirket af, hvad vores forældre har spillet, men man lærer jo ikke teksterne, hvis man ikke synes, de faktisk har en kvalitet.
Det er samtidig det årti, hvor Szhirley selv blev bevidst om musikken.
– I 80’erne levede vi stadig med DR’s monopol. Vi havde ikke 1.000 kanaler at vælge imellem og slet ikke streaming. Så vi tog, hvad vi blev budt. Og DR præsenterede meget dansk musik i de år med en masse fantastiske stjerner. Det blev soundtracket til vores teenageår eller vores 20’ere. Det var de danske navne, der var store – og enkelte svenske. De kom mere i 90’erne. Og en masse amerikanske. Der var ikke én, der skilte sig ud, men mere en fælles nerve i musikken som helhed.
MR: Moderskab og midt i livet
Men mens 80’erne ikke har ændret sig, så har verden og Szhirley gjort det:
– Der er ny scenografi på forestillingen. Den er helt up-to-date, for det foregår i dag. Manuskriptet er stort set det samme, men det med årstal og alder er lidt mere flydende (ellers skulle vi jo sige, det var 40 år siden). Vi er fire med fra det originale cast, Jimmy Jørgensen, Line Krogholm, Joakim Tranberg og mig – og vores kapelmester Joakim Pedersen. Men dejligt med alle de nye, for det gør det nemmere for Jimmy og mig at modernisere det, så det får lov til at leve på ny.
– Da vi spillede ”Elsk mig i nat” første gang var jeg heller ikke mor endnu – siden blev jeg gravid og havde en dreng på tre måneder i sidste omgang, vi spillede. Nu har jeg to drenge på snart 12 og 8. Det giver mig nok nogle flere nuancer at spille på i forhold til moderskabet.
– Det at være mor har lært mig meget. Som 11-12-årig tænker man, at livet det er nu, og at det er røvsygt at blive ældre. Nu er det fuldstændig omvendt. Jeg føler mig ikke gammel. Jeg synes ikke, jeg har nået noget og har stadig travlt. Jeg prøver at nyde livet hver dag og få det bedste ud af situationen, også når det går skævt. For hvad kan jeg lære af det? Så giver det mening, at jeg oplever det, jeg gør. Jeg siger, at livet er den eneste skole uden diplom. Vi lærer hele tiden. Det er trist, hvis vi tror, vi har lært det hele, for så lukker vi for ny læring.
MR: Den nødvendige pauseknap
Genne de seneste par år har vi alle og ikke mindst folk i underholdningsbranchen lært en masse om vira, smittetryk og lockdown. Szhirley er lykkelig over, at premieren ikke lå tidligere på året, hvor publikum kunne være bekymrede for den start/stop-politik, vi har oplevet, og måske været tilbageholdende med billetkøb.
– Men jeg er ikke sur på pandemien, siger hun. – Da vi oplevede den første lockdown, var det ligesom lidt lettere for mig at trykke på pauseknappen, og det havde jeg brug for. Jeg lever heldigvis heller ikke udelukkende af mit scenearbejde, en også af mit smykkedesign. Det kunne jeg så bruge tid på, indtil jeg kunne gå på scenen igen.
– Vores turné med ”Mødre” blev ramt sidste år, men det var kun de sidste to forestillinger, vi blev nødt til at aflyse, så vi var heldige.
– Til gengæld er jeg sikker på, at der er et opsparet behov for at gå ud nu. Ikke bare møde hinanden på Face time, men virkelig føle, at vi er en del af flokken, mærke samhørigheden.
MR: Et ansvar for de unge
Her tænker Szhirley i øvrigt ikke kun på underholdningsverdenen. Hun frygter, at isolationen har sat sig dybere spor i de unge generationer end de ældre, og hun mener, at vi (voksne) må tage det ansvar på os:
– Vi har et ansvar for at være opmærksomme på os selv, men også vores børn og unge, siger hun. – Pandemien har slidt specielt hårdt på dem. De har ikke så megen erfaring og har nok sværere ved at finde pyt-knappen. De føler, at en masse er blevet taget fra dem. Jeg tror, vi kommer til at se følger i de unges mentale helbred i de kommende år. Vi har ”håndteret” pandemien, men især for dem er der brug for, at vi også ”afvikler” den. Der er mange, der føler sig frygtelig alene. Og det er vores – vi voksnes – ansvar at hjælpe dem.
MR: Velgørenhed og en ny karriere
Om Szhirleys engagement kan der ikke herske tvivl. Men det med at tage ved lære af modgang kan selvfølgelig også anvendes på en succes. På den måde gav hendes støtte til Børnehjælpsdagen anstød til en helt ny karriere:
– Jeg har mange venner, der arbejder med smykker. Jeg synes, det er spændende, hvordan de bearbejder, varmer op og valser deres materialer. Jeg vil ikke sige, at jeg er ”pyntesyg”, men jeg elsker alt det, der glimter; sten og ædelmetal. Jeg har fået en del ideer, som jeg fik mine guldsmedevenner til at udføre.
– I 2015 blev jeg bedt om at designe et smykke i forbindelse med et velgørenhedsprojekt. Jeg havde valgt at overskuddet skulle gå til Børnehjælpsdagen. Det blev til min drømmefanger, der symboliserer, hvordan vi voksne skal slå ring om børnene, så de kan få lov til at drømme deres drømme. Efter tre måneder kunne jeg så overdrage en check på 36.000 kr.
– Det blev den gnist, der fik mig til at gøre mere ud af mine designs. Jeg gjorde det lidt med hovedet under armen. Ikke på fuld tid, men lidt som i musikbranchen, hvor jeg droppede en ny single en gang imellem. Så det blev Dropps by Szhirley – altså ikke kollektioner, som andre gør.
– Men på ferie på Lanzarote med familien gik det galt. Jeg havde fået en pige til at passe butikken, men det fungerede ikke, så kunderne fik ikke deres varer. Jeg blev ringet op på ferien og det endte med, at jeg lovede, vi selv ville køre ud med varerne, når vi kom hjem – klokken 12 om natten, efter vi var landet.
– Jeg stod for pakningen og min mand kørte hele Sjælland rundt med pakkerne. Men det gjorde ham lidt nysgerrig, og så kiggede han lidt på det, og så sagde han, at det var ”et genialt koncept”, og at han gerne ville hjælpe mig med at systematisere det. På den måde kom han ind i firmaet. Nu er vi begge chefer – jeg er den kreative chef, han er den forretningsmæssige chef. Vi komplementerer hinanden. Uden ham ville jeg ikke have fået det til at vokse i vores BetteBizness (som vi kalder det).
MR: Szhirley og kvinder musikbranchen
Succesen som smykkedesigner har givet Szhirley friheden til at vende musikbranchen ryggen. Der oplevede hun nemlig, at det blev stadig sværere at være skabende kunstner – som kvinde!
– Der er ingen tvivl om, at vi kvinder skal bevise mere i musikbranchen, siger hun. – Jeg gider ikke arbejde på en ny plade længere. Forstå mig ret: jeg elsker at skrive ny musik, med det er for meget arbejde at få lov til at indspille en plade og derefter kæmpe for at få musikken spillet.
– Nu har jeg prøvet at gøre det tidligt i karrieren, men da jeg kom op i 30’erne, blev det sværere. Jeg skulle kæmpe mere. Pludselig røg min musik over på P4. Fin kanal, men det er ikke der, man spiller ny musik. Jeg oplever mine mandlige kolleger også gå over til midt- eller downtempo-numre, og de bliver stadig spillet på P3. Så jo, lysten til et nyt album er der, men hvis det er et handicap fra start, at jeg er kvinde, så bliver det et maraton, og det gider jeg ikke.
– Heldigvis får jeg så afløb for at optræde og synge og udvikle mit skuespil i musicals som ”Elsk mig i nat”.
– Det kan godt være, vi tror, vi har ligestilling i 2022, men man skal ikke kratte ret meget i overfladen for at se, at det ikke helt er rigtigt. Jeg tror, det har rykket sig noget de senere år, så det er lettere for de kvinder, der starter i branchen i dag. De skal stadig kæmpe, men vejen er måske brolagt af min generation.
Rundt om Szhirley
Vi er på vej ind i foråret – vi er midt i maj, når jeres turné slutter – hvad glæder du dig så til at gøre?
Jeg glæder mig til, at vi ikke skal pakke os så meget ind, til at solens stråler får varme, til at åbne min kolonihave. Jeg nyder livet på mit lille grønne frimærke; forårsblomster, fuglesang og blomstrende træer.
Og selvfølgelig: hvor går sommerferien hen
Jeg ved det ikke endnu, men sandsynligvis kører vi igen til Sydeuropa – Sydfrankrig, Norditalien, Kroatien.
Elsker dig for evigt … men husker du dit første kys?
Ja, det gør jeg. Jeg har vel været 12-13 år. Jeg var virkelig vild med ham Danny. Jeg og en veninde og Danny var ovre i Fælledparken, og så besluttede vi, at nu skulle vi prøve det. Det blev med trutmund. Det var vildt: så havde jeg prøvet det med at kysse drenge. Men altså et tantekys … og det blev aldrig til noget med ham Danny.
Når du har fri – hvilken tv-serie følger du?
Jeg er i virkeligheden mere til podcasts, men både på podcast og på skærmen er jeg en sucker efter ”true crime”. For eksempel ”Evil Lives Here” – det er nogle virkelig hårrejsende beretninger.
Hvornår var du sidst i biografen – og hvad så du?
Det er lang tid siden … og det har nok været en børnefilm.
Hvad er din yndlingsret?
Du må gerne skrive, at jeg er et madøre, så det er svært. Men så må det nok være noget tapas, fordi det er en lille symfoni af mange ting; Lidt svinekæber, risotto, skaldyr. Og jeg vil foretrække at gå i byen og få det serveret.
Har du nået, hvad du drømte om som barn?
Ja – og mere til. Men jeg drømmer stadigvæk, både om natten og dagdrømme. Jeg drømmer f.eks. om egen lejlighed i Mexico. Så ville jeg have en base, når jeg var ovre at besøge mine søskende. Så ville jeg gøre det noget mere – bare mig og mine børn. Min mand har nok ikke tid. Og jeg drømmer om en villa på Frederiksberg – et håndværkertilbud, ellers koster det for mange millioner til mig.
Er der et drømmemål som du endnu ikke har nået/opfyldt?
Ja, det med lejligheden i Cancun – så ville jeg måske besøge Mexico 2-3 gange om året i stedet for bare en.
Frit valg på alle hylder: hvem ville du gerne synge duet med (og hvorfor)?
Prince – hvis han stadig levede – og Sade. For jeg har en kærlighed til 80’erne. Jeg tror, jeg var i L.A. første gang, jeg hørte Sade. Det gjorde stort indtryk. Og Prince … Jeg var i Mexico (i 1982, tror jeg) og så ham på MTV (det havde vi ikke herhjemme endnu), denne lille mand i lilla, der stod oppe på sit piano.
Blå Bog
Szhirley Nova Beanca Rokahaim er 45 år. Hun er kendt som sanger, skuespiller, radio- og tv-vært for blot at nævne et par titler. Privat er Szhirley gift med musikproducer Mads Møller, og sammen har de drengene Elton og Bille.
Elsk mig i nat
Musicalen ”Elsk mig i nat” handler om Sui, Iben, Pia, Frederik og Otto, som i deres teenageår spillede i bandet Up Front. Sui, som var forsanger i bandet, fik pludselig et tilbud fra USA og tog af sted for at gøre karriere uden at informere resten af bandet. Mange år efter mødes bandet igen på et gods i Danmark. Det er Sui, der har samlet gruppen for at dele en tragisk hemmelighed, som snart vil ændre livet for dem alle sammen.
Det sker til musik af bl.a. Thomas Helmig, Sneakers, TV2, Gnags, Tøsedrengene, Rugsted-Kreutzfeldt, Sanne Salomonsen, Ray Dee Ohh, Anne Linnet, Lis Sørensen, Tøsedrengene, One Two, Rocazino, Lars H.U.G., News og Halberg Larsen.
Der er premiere 16. marts i Scandic Falkoner. Siden flytter showet til Holstebro Musikteater og Vejle Musikteater.
Pullouts:
Jeg kan huske, jeg var bange, når min mor brugte hårspray, fordi jeg havde hørt om hullet i ozonlaget
I alle tilfælde kører vi på ferie, når det er i Europa, men det er selvfølgelig umuligt at køre til Mexico, hvor min familie bor
Som 11-12-årig tænker man, at livet det er nu, og at det er røvsygt at blive ældre. Nu er det fuldstændig omvendt
Jeg siger, at livet er den eneste skole uden diplom
Da vi oplevede den første lockdown, var det ligesom lidt lettere for mig at trykke på pauseknappen, og det havde jeg brug for
På den måde kom min mand ind i firmaet. Nu er vi begge chefer – jeg er den kreative chef, han er den forretningsmæssige chef
Det kan godt være, vi tror, vi har ligestilling i 2022, men man skal ikke kratte ret meget i overfladen for at se, at det ikke helt er rigtigt
Du må gerne skrive, at jeg er et madøre
Men jeg drømmer stadigvæk, både om natten og dagdrømme. Jeg drømmer f.eks. om egen lejlighed i Mexico
Jeg skal tale med Lars Løkke Rasmussen, og i mine forberedelser har jeg lagt mærke til, at han som oftest siger, hvis jeg bliver gammel. Hver gang jeg hører eller læser sætningen, begynder jeg at nynne GNAGS´ monsterhit fra 1989, Når jeg bliver gammel, og det undrer mig, at Moderaternes frontfigur, den tidligere statsminister og forhenværende Venstreformand, tvivler på sin alderdom. Hvis jeg…Når jeg bliver gammel. Det er umuligt for min hjerne at forhindre denne slidte skæring fra mit eget vinylbibliotek at kører rundt i mit system, men det er ikke en skidt ting – den gør mig glad. Den rør noget i mig. Måske er den mindet fra et ungdomsværelse på Vestegnen. Måske er det følelsen af en glad tid. Jeg ved det ikke. Men Peter A. G. og hans danske halskæve vokal gør mig glad helt ind til knoglerne. Der er en tone af noget dansk dna. En stemme. Lyden af et menneske, en statsborger.
Jeg er ankommet til Moderatens kvistværelse på Borgen – før ham selv. Jeg venter i hr. Rasmussens politiske væksthus under det funklende kobbertag i Prins Jørgens Gård 1, og mens jeg fumler min Spotify-app i klarposition, træder hovedpersonen ind ad sin egen dør. Kan du lide GNAGS, skynder jeg mig at spørge. Det kan han, svarer han. Absolut. Jeg er jo født mere eller mindre dengang, de blev dannet.
Perfekt. Press Play. Musikken går i gang.
/Når jeg bliver gammel/Så vil jeg sidde på en bænk/Der hvor havet slår ind over molen/
Mens det ikoniske danske rockorkester glammer som en anden ølhund fra min iPhone, indfinder vi os i det bløde læderarrangement, og jeg skruer ned, så musikken danner en blød bund af godt humør i Borgens lavloftede skammekrog.
/Når jeg bliver gammel/skal bugten være så fuld af liv/Der hvor havet slår ind/
Du har tidligere sagt og siger; hvis jeg bliver gammel. Ikke når jeg bliver gammel, ligesom GNAGS synger? Tror du ikke på, at du bliver gammel?
Jo, jeg tror da mere og mere på det for hver dag, der går. Hvis jeg bliver gammel, er titlen på en ældrepolitisk debatbog, jeg skrev tilbage i 1992. Dengang var jeg ung og kunne tillade mig at skrive en bog om ældrepolitik, da det jo intet havde med mig selv at gøre. Når jeg bliver gammel, er vel nok på en måde at skubbe livet foran sig. Men livet leves lige nu og her. Og Hvis jeg bliver gammel, betyder jo ikke, at man skal leve hver dag, som var det den sidste. Men det er da godt på alle livets parametre, at man må gøre sig umage, mens man er her. Man ved jo ikke hvornår det slutter.
Så du vil stadig sige, hvis jeg bliver gammel i dag, hvor du er blevet ældre?
Ja, det tror jeg. Alternativet er at sige, at nu er jeg faktisk blevet gammel. Og det synes jeg ikke, jeg er. Man føler sig aldrig så gammel, som man er, men jeg føler, at der sker noget med en. Det rykker sig enormt meget. Tag Bertel Haarder f.eks. Hvis bare ungdommens folketingsmedlemmer havde samme idérigdom som ham, ville vi være godt stillet. Hvor kommer den sult fra? Manden har været Undervisningsminister i en periode, der svarer til hele mit liv nærmest – og han har stadig friskheden til at kritisere det. Det er en enorm egenskab at have. Man behøver jo ikke fryse til, bare fordi man er oppe i alderen.
/At du kan fange det lis´så let/Som en dreng med et net på en bambuspind/
Stilstand er tilbagegang, som du siger. Så er forandring et vigtigt punkt for dig personligt, tænker jeg? Ligesom det er en mærkesag for Moderaterne?
Ja. Det har det været hele mit liv. Jeg ved ikke, hvad jeg er; jeg er et sammensat menneske – både utålmodig og doven. Jeg tror meget på opbrud, forandring og nye spilleregler. At vi som mennesker er kloge og logiske i vores opførsel, men at vi spiller med de regler, der er. Og hvis de spilleregler fremmer foretagsomhed eller kreativitet, så udlever vi det. Hvis de ikke gør, ja så bliver vi mere passive.
Nogle af de største forandringer, som jeg selv har lavet politisk, har været på sygehusområdet, hvor jeg overtog et sundhedsvæsen, som vi vred rundt. Vi lukkede amterne, lavede fem regioner, skabte supersygehuse og gav patienterne retten til at flytte sig osv., hvilket skabte afgørende forandringer på kræftområdet og er et eksempel på, at det er sundt at stikke spaden godt i jorden og ikke bare rive i overfladen.
Hvordan er det at være med til at skabe et samfund, sådan som du har?
Det prøvede jeg jo at tage temperaturen på, da jeg af uransagelige grunde måtte forlade mit gamle parti og formandsposten. Jeg satte mig ned og begyndte at skrive en bog. Jeg kørte ned ad barndommens gade og følte, at det blot var et øjeblik siden, jeg var seks år gammel. Dengang, hvor livet bestod uden SFO og daginstitutioner, hvor man havde fri, når man havde fri, og hvor man løb rundt og legede i kvarteret, hvor der var altid en mor, man kunne løbe hjem til, hvis man fik et søm op i foden, og hvor der var ingen med anden etnisk baggrund. Ibrahim, kvarterets eneste tyrker, kom til i 4. klasse.
”Hvis vi bare trisser rundt i nuet, får vi ikke greb om fremtiden” Lars Løkke Rasmussen, Moderaterne
Da jeg ramte gymnasietiden, var der 50.000 med anden etnisk baggrund i Danmark. I dag er der 500.000. Det er et meget forandret samfund. Det slog mig, at jeg ikke kan forudse fremtiden. Og jeg kan blive stakåndet, hvis jeg af og til tænker på, hvad der er sket de sidste ti år. Hvad vil der så ske de næste ti år? Hvis vi bare trisser rundt i nuet, får vi ikke greb om fremtiden.
/Når jeg bliver gammel/
Det slår mig at blive ældre. Jeg er født i 1964. Jeg er født tættere på afslutningen af 2. verdenskrig, end børn i dag er født på Berlinmurens fald.
Hvad gør det ved dig?
Det gør mange ting ved mig. Krigen stod skarpt i erindringen pga. historietimerne bl.a., men det var noget, der ikke rigtig var der. Det var noget, der var tæt på men ikke under huden på mig. Vi legede englændere og tyskere ude i skoven. Det var det. Men det der virkelig har været med til at forme mig og min generation som mennesker har jo været Berlinmurens fald; øst og vest, kommunisme kontra den frie verden.
Som ungt folketingsmedlem var i ex-Jugoslavien som observatør og tænkte, hvordan folk kunne gøre det mod hinanden? Har de ikke lært af historien? Men historien står jo ikke stille. Og så meget læring tager menneskeheden heller ikke med sig, at man bare kan regne med, at en lektie er lært.
Intet står – Romerriget faldt – og alligevel så tænker jeg; hvorfor tager vi ikke mere læring af det? Fordi vi lever vores liv, og nu snakker jeg som nation, som om, at det her fantastiske land, vi har, bare er en given ting. Sådan er Danmark bare, de muligheder har vi bare. Og det har vi da også. Og Danmark ville jo stadig være konkurrencedygtig selvom Christiansborg holdt sabbatår i tre år. Men er vores Danmark, som vi kender det, der også om 100 år? Den dimension havde jeg slet ikke som ung. Det er mærkeligt, jo mindre tid man har tilbage af livet, jo mere optaget bliver man af ting på den lange bane. Og der synes jeg, vi sover lidt i timen som nation. Hvor er det, at vi træffer beslutninger af en kaliber, hvor de om 50 år sidder og snakker om de forandringer, vi lavede i dag.
/Så vil jeg sidde på en bænk/Der hvor havet slår ind over molen/
Hvad er du kommet frem til?
Vi har jo bygget videre på Schlüters (Schlüter-regeringen – Poul Schlüter, Konservativ statsminister, 1982-1993, red.) ide om en arbejdsmarkedspension, der i dag betyder, at vi nu har lavet et pensionssystem, hvor folk, der forlader arbejdsmarkedet efter et helt liv faktisk kan sidde på en bænk og skrælle deres æble, da de både har råd til æblet og skrælleren – og en bænk med en fin udsigt. Det var enormt fremsynet.
/Og spise mandler med mynthe-stænk/Og æbler med lomm´kniv i solen/
Og den udlændingepolitiske konflikt?
Den er jo ikke gået væk. Vi er nødt til at erkende nogle ting. Nogle har stadig den mening, at det stadig bare er nemmere, hvis de rejste hjem, hvor de kom fra og blev smidt ud. Jeg har set forandringen fra den ene tyrkiske elev til de 500.000, så det er jo ikke en opskrift at sige, at det var nemmere, hvis de ikke var her. De er her. Og de har tilført en kompleksitet til vores samfund. Det har de jo. Og det er man nødt til at tage med sig og så tænke på, at os godt og vel seks millioner mennesker, der nu lever i Danmark, i højere grad bør kittes sammen. Det, der gør Danmark stærkt, er tilliden mellem mennesker, at der ikke er for stor forskel mellem høj og lav, at man tør opponere.
Men kan vi fastholde det danske sind med parallelsamfund? Derfor, har jeg mit forslag om borgerpligt, som jeg måske ville have kaldt flippet, hvis nogen spurgte mig for ti år siden. Borgerpligt er et udtryk som værnepligten med en pligt til at forsvare vores land. Det giver for mig rigtig god mening. Er truslerne mod Danmark udelukkende udefra? Nej. Der er også indre trusler. Noget der risikerer at krakelere, hvis det bliver dem og os. Så hvor møder vi hinanden på en forpligtende måde? Når jeg besøger højskoler, møder jeg ikke drenge fra Vollsmose. De er der ikke. Unge med de største behov er der ikke, og det har været med til at føde denne lidt voldsomme ide om at aftjene en slags borgerpligt, når man fylder 18. Du skal være med i et forpligtende samvær med andre unge på samme alder som dig selv – men som ikke er magen til dig. Det er tanken.
/Skal byen være så fuld af liv/der hvor solen går ned/
Hvad gjorde, at du overvejede stiftelsen af et nyt politisk parti?
Efter mit gamle parti (Venstre, red.) havde smidt mig på porten, sad jeg faktisk og tænkte; Når jeg bliver gammel. Jeg tænkte, at nu er jeg måske blevet for gammel til politik. Hyg dig, hvil på fortidens lauerbær, find på noget andet at lave. Og så skete der ting, der gjorde, at jeg alligevel tænkte; det duer jo ikke.
”Venstre så mig som en røst fra fortiden, en bagsædepolitiker, og hvis min stemme bare blev gjort til grin, ville jeg hellere sætte min stemme fri. Og så valgte jeg at være mig selv” Lars Løkke Rasmussen, Moderaterne
Jeg var ved at gå ud af mig selv, da jeg fulgte Corona-håndteringen. En enorm egenrådig statsminister, der fik nogle helt vilde kompetencer og en opposition, som bare var følgagtige. Jeg begyndte at skrive klummer i BT, og følte mig som en enmandshær. Jeg udfordrede statsministerens udsagn om, at ingen må dø af Corona, at én død er en for mange. Det duer jo ikke. Vi dør jo. Der må være en proportionalitet, men der var ingen modstand mod det udsagn. Og der begyndte jeg at agere politisk igen. Jeg nåede en konklusion om, at jeg ikke bare kan blive, hvor jeg er. Venstre så mig som en røst fra fortiden, en bagsædepolitiker, og hvis min stemme bare blev gjort til grin, ville jeg hellere sætte min stemme fri. Og så valgte jeg at være mig selv.
/For intet liv gemmes væk/for at forsvinde helt alene med sin ensomhed/
Hvordan føltes det, både som tidligere statsminister og politisk leder, at blive proppet i sådan et vakuum?
Det er da mærkeligt. Men dog selvvalgt. Jeg kunne også bare lade være at sætte min stemme fri og være ham, der hænger på et maleri på nationalhistorisk museum som tidligere statsminister.
Er du med Moderaterne ved at skabe et nyt eftermæle?
Det ved jeg ikke. Jeg er ikke så optaget af et eftermæle. Men jeg har i hvert fald valgt at sige, at mit eftermæle ikke er skrevet færdigt med mit brud med Venstre.
Da jeg stoppede i Venstre sagde folk hele tiden: Pas nu på dit eftermæle, Lars. Kast håndklædet i ringen, kom væk og bliv husket på den gode måde. Men uanset om jeg bliver gammel – eller meget gammel – så slutter det jo på et tidspunkt. Og hvad kan jeg så bruge et eftermæle til, når jeg ligger der? At gå og tænke, hvad folk skal mene, når man er død vil komme til at låse en i livet, mens man lever.
”At gå og tænke, hvad folk skal mene, når man er død vil komme til at låse en i livet, mens man lever” Lars Løkke Rasmussen, tidl. statsminister
Af og til når jeg går forbi billederne med tidligere statsministre, og hvor jeg jo selv kommer til at hænge, så møder jeg en skoleklasse, og de har ingen anelse om, hvem de er, dem, der hænger der på væggen. No clue. Thorning? Måske. Nyrup? Svagt. Anders Fog? Næ. Jens Otto Kragh? Meget få. Og hvorfor? Tiden går hurtigt. Derfor.
/Og dele rødvin og memoirer/Med de andre gamle i solen/
Vil du helst huskes for at være statsminister og Venstremand eller grundlægger af Moderaterne?
Venstre har betydet meget for mig i alle de mange år. Jeg vil jo gerne huskes for det hele. Og uanset om jeg ikke er medlem af Venstre mere og laver noget nyt, er Venstre en kæmpe del af min historie. Det håber og tror jeg da på, at jeg vil huskes for. Og så vil jeg gerne huskes for en, som hele tiden insisterede på at prøve at skubbe lidt til det hele, pressede på for forandringer og snakken om forandringer, der er med til at gøre det her samfund stadigt stærkere.
Hvad er din største frygt både politisk og personligt?
Jeg har da tænkt, om jeg er i gang med at lave en kæmpe maveplasker. Det er selvfølgelig ikke sjovt at møde op på valgaftenen i 2023 med 0,1 procent af stemmerne og taget helt fejl i alt, hvad jeg har troet på. Men det er jo risikoen, som man må leve med.
”Jeg vil gerne betragtes som et menneske med lune og god humor uden at være en joke” Lars Løkke Rasmussen, tidl. formand for Venstre
Hvad gør det ved dig? Bliver du stødt?
Nej. Jeg er jo gammel nok til at vide, hvordan mekanismerne er. Nu går Moderaterne ud og forslår ret voldsomme ting; skal vi indføre en borgerpligt og sige til alle på 18 år, at de skal i samfundets tjeneste. Det har fået en mediemæssig behandling, og jeg har noteret mig, at både Berlingske og Politiken, med hver deres afsæt, siger, at jeg gør noget, som de andre borgerlige partier har forsøgt. Men som Moderat, får mit budskab ikke samme wow-effekt, som hvis jeg havde været Venstremand. Og det skal det jo heller ikke have. Det har vi (Moderaterne, red.) slet ikke volumen nok i vores stemme til. Og sådan skal det være. Men for mig er det også en ansporing og samtidig et spejlbillede på, hvordan det er, samfundet fungerer. Ideelt set burde det være sådan, at vi diskuterede de gode ideer og ikke hvem, der har fået dem. Sådan er det bare ikke. Der er jo også forskel på, om det er Novo Nordisk, der måtte komme med et syn på sundhedspolitikken, eller om det er dr. Jensen, der gør det. Sådan er det jo.
/Der er et lys, der rækker helt ind til land/På den anden side af ensomheden/
Henvender du dig til dine jævnaldrende med Moderaterne?
Nej. Forslaget om fremtidens ældresystem i 2122 er jo faktisk en snak for de unge. Når man taler med de unge i dag, så siger de, at de da godt ved, at der ikke vil være folkepension, når de bliver gamle. Men spørger man politikerne, så garanterer de det hele. Vores ældrepleje er jo ikke værdig. Dagens tilbud i dag er dårligere, end da jeg var ung politiker. Så vi forsøger at rejse en debat, der fokuserer på, om vi bare skal se på, mens det hele bliver slidt mere og mere ned år for år, eller om vi kan tænke en ulovlig tanke højt, og begynde at udvide de nuværende arbejdsmarkedspensioner, så man også derigennem sparer op til ældrepleje sådan, at når mit ufødte barnebarn får brug for pleje om 70 år, så får det den pleje, det har brug for. Det er der ikke rigtig nogen, der tør tale om, for der er en risiko for, at ham der sidder i dag som 78-årig tænker; er der så ikke pleje til mig i dag?
Vi (Moderaterne, red.) forsøger at lave nogle garantier, der skal udleves, når jeg har været død i 50 år. Jeg har ingen ambitioner om, at vi ikke også skal være et ungt parti<.
/Når jeg bliver gammel/Så du selv gammel/
Hvor gammel tror du, du bliver? Hvilken alder vil du være tilfreds med at gå bort i?
Man læser da flere og flere dødsannoncer og opdager, at de faktisk ikke er ældre end en selv. Og så tænker man, at man kunne da sådan set godt være død nu. Jeg håber og tror på, at jeg ikke vil måle det i år men i liv.
”Man læser da flere og flere dødsannoncer og opdager, at de faktisk ikke er ældre end en selv. Og så tænker man, at man kunne da sådan set godt være død nu” Lars Løkke Rasmussen, 57
Min egen far døde i 2012. Jeg fulgte ham selv ind på Riget, vi gik ind sammen, han havde kræft. Han skulle ikke dø. Det var planen at modtage lidt refreshment. To dage efter vi gik derind sammen, brugte han rollator, fire dage efter sad han i kørestol og fem dage efter, døde han. Han var 76 år gammel. Det er nok forkert at sige, at man beslutter sig for at dø, men da det begyndte at stå klart for ham, at han ikke kom hjem igen, så kunne man mærke, at han gav slip. Og når jeg tænker over det nu, så tænker jeg, om det måske egentlig ikke var meget godt, at han døde, da han gjorde. Der var nogle få dårlige dage, og så var det slut.
Har du den dødsangst?
Ja, hvis jeg tænker over den. Jeg kan godt fremprovokere den. Jeg har haft den mere tidligere, end jeg har nu. Da jeg fyldte 40, havde jeg en periode med tungsind, og jeg spurgte mig selv, hvad jeg egentlig havde drevet det til i livet.
Hvad skal stå på din gravsten, når den tid kommer?
Min kone mener, der skal stå: Undskyld, jeg kom for sent.
Du kom da til tiden i dag?
Ja. Men det er ualmindeligt. Jeg har det med at komme for sent. Jeg har meget svært ved at slippe det, jeg er i. Jeg bliver grebet. Undskyld, jeg kom for sent ville måske være meget godt, da det ville være et udtryk for, at jeg også kom for sent til min egen begravelse.
Det har taget dig ét år fra idé til fødsel af Moderaterne. Det er da gået ret hurtigt for er det ikke?
Nogle ville mene, at det har taget for lang tid<.
Men så kan du jo bare sige; Undskyld jeg kom for sent.. Kan du ikke?
Jo, smiler Lars Løkke Rasmussen.
/Når jeg bliver gammel/Er du selv gammel/
Jeg venter på, at min telefon ringer fra Amerika. Jeg har nemlig en aftale med den udstationerede danske ESA-astronaut, Andreas Mogensen, der som eneste dansker i historien har været på en mission i rummet. Jeg er lidt spændt. Jeg har aldrig før talt med en vaskeægte astronaut, og da vi mailede sammen, tog jeg mig selv i at blive godt gammeldags imponeret over en mailadresse, der slutter med @NASA.GOV
Jeg smånynner lidt med på Frank Sinatra og Fly Me to the Moon, da telefonen afbryder mig og Frank. Jeg kigger på displayet. Der står et udenlandsk nummer efterfulgt af lokationen: Houston, Texas.
Jeg smiler. Jeg kan ikke lade med at tænke på den 51 år gamle sætning fra Apollo 13: Houston, we´ve had a problem here. Men der er bestemt ikke noget galt lige nu. Hverken her eller der. For jeg har ikke Jack Swigert i røret. Jeg har derimod en glad og overskudsagtig Andreas Mogensen igennem på noget, der mest af alt minder om en fjern satellitforbindelse. Han befinder sig i Johnsons Space Center i Texas, USA – den vestlige verdens epicenter, når det kommer til rumfart. Og selvom manden nærmest har strejfet stjernerne med sin pegefinger, virker han umiddelbart som en mand med begge ben solidt plantet på jorden – hvis man da overhovedet kan sige det om en astronaut.
At være en del af fortællingen om rummet og udforskningen af det, er præcis hvad jeg altid har drømt om; ikke blot at være astronaut men også være en del af den proces, der handler om at udforske rummet og udvide vores horisont. Så at være hos NASA er spændende at være en del af, lyder det fra Andreas Mogensen på den skrattende linje. Efter en pause uden ord, der får mig til at tænke, om Houston måske har et problem, eller om manden mon pludselig er forsvundet om på den anden side af månen uden radiokontakt, fortsætter han: Jeg arbejder for European Space Agency, ESA, den europæiske rumfartsadministration, og når det kommer til bemandet rumfart, er der altid én europæisk astronaut udstationeret i Johnsons Space Center i Houston, Texas, da ESA samarbejder med NASA, den amerikanske rumfartsadministration.
Andreas Mogensen overtog pladsen som europæisk astronaut hos NASA i 2016 og flyttede samme år til Houston med familien. Det var meningen, de skulle være der i to-tre år, men da tiden var ved at være gået, var der ikke nogen af de andre europæiske astronauter, der var klar til at flytte over Atlanten, så han forlængede opholdet.
Jeg bliver formentlig boende indtil min næste mission, som forhåbentlig finder sted indenfor de næste to til tre år. Familien og jeg kan godt lide det, og vi er rigtig glade for at være her.
Hvordan har du det med at opholde dig midt i rumforskningens epicenter?
Det er jo netop en af grundene til, at jeg elsker at være herovre. Det er et af to steder på Jorden, hvor dagligdagen indenfor bemandet rumfart finder sted. Hér i Johnson Space Center og så i Star City, Moskva, hvor kosmonauter holder til. Men jo, Johnson Space Center er stedet, hvor al udvikling indenfor bemandet rumfart har fundet sted indenfor de sidste 50-60 år. Det er utrolig spændende at være her, fortæller den 45-årige dansker med knap ti dages rumerfaring fra sin første mission tilbage i 2015 og fortsætter:
I går havde jeg vagt i Mission Control, Cap Com (Capsule Communicator, red.) – en rolle i Mission Control, som er afgørende, da det er Cap Com, som taler med astronauterne på månen. Cap Com var dem som talte med Apollo 13, da der blev sagt Houston we´ve had a problem, og hvor astronauten, som modtog beskeden på Jorden, var med til at vejlede de astronauter, der befandt sig i rummet.
Det må være specielt for dig at stå, hvor du står i dag?
Ja, det er meget specielt at være en del af. I Mission Control arbejder du side om side med astronauterne på rumstationen. Rumstationen er jo så stor at astronauterne umuligt kan have indsigt i alting. Den måde vi arbejder på er, at vi gennem procedurer vejleder dem. I går sad jeg dagen igennem og talte med astronauterne på rumstationen og var med til at guide dem gennem deres arbejde – det er specielt, for man føler jo, at man er en del af det arbejde, som de foretager sig ude i rummet på rumstationen.
Det gør det vel også nemmere at komme derop næste gang?
Helt sikkert. Det er med til, at jeg vedligeholder min viden om al det tekniske, som foregår deroppe.
Bliver det hverdag som astronaut?
Ja, man ender jo hurtigt i en hverdag, hvor det bliver et arbejde som alt andet med gode og dårlige dage. Men der er øjeblikke, hvor man træder lidt tilbage og niver sig selv i armen og siger: Wow! Det er mit job. Som nu at sidde i Mission Control og kigge op på skærmen, som viser et billede fra det HD-kamera, som sidder på rumstationen og som lige i det øjeblik, jeg kiggede viste, at vi fløj over Galapagosøerne. Sådanne øjeblikke er vilde.
Har du på noget tidspunkt været udfordret mentalt i astronautkarrieren? Er du bange eller kæmper med en eller anden form for frygt?
Jeg er måske ikke ligefrem bange, men jeg er meget bevidst om faren. Der er jo en risiko. Min første tur i rummet var med Soyuz, et gammelt russisk fartøj fra 1960´erne, hvilket betød, at det nok var gammelt men også velkendt, robust og pålideligt. Så jeg havde ingen betænkeligheder med at flyve med det. Næste gang bliver det formentlig med et af de nye amerikanske fartøjer, hvilket måske gør mig lidt mere betænkelig. Ikke fordi jeg har mindre tiltro til det, men fordi det er nyt. Og når man har med ny teknologi at gøre, så er der altid uvisheder, ting man lærer undervejs, da de ikke helt fungerer, som man havde regnet med.
”Frygten i sig selv er jo helt naturlig.
Hvis du ikke har frygt, er der formentlig noget i vejen med dig”
Men hvad frygt angår, så tror jeg, det kan sammenlignes med at sætte sig i et fly som passager eller pilot. Der er stor forskel. Som passager har du ingen kontrol over situationen, mens du som pilot har følelsen af at være i kontrol. Og det påvirker måden at tænke over situationen på. Frygten i sig selv er jo helt naturlig. Hvis du ikke har frygt, er der formentlig noget i vejen med dig. Men det handler om at bruge frygten til noget positivt. Det handler om at tilsidesætte frygten og så bruge adrenalinen til at øge evnen til at fokusere og reagere hurtigt osv. Vi får jo masser og masser af træning op til en mission. I træningen får vi indblik i alle systemerne, og vi træner de forskellige procedurer, så vi kan handle korrekt i akut opståede situationer – alt sammen noget, som er med til at opbygge en tiltro til, at tingene fungerer.
Hvilken følelse sidder man med, når man `sætter sig bare rattet´ i en raket?
Det er en blanding af følelser. Man går jo længe og venter på at komme afsted. Jeg gik og ventede i seks år, hvoraf de sidste to var intensivt. Så man har glædet sig. Det er formentlig samme følelse, som atleter har, når de endelig er kommet til OL. Samtidig en stor ydmyghed, for det er en utrolig stor ting.
Så snart vi var kommet i kredsløb, og motoren slukket, kiggede jeg ud ad vinduet og mærkede pludselig stilheden. Jeg mærkede, hvordan vi langsomt fløj over Jorden, mens jeg kiggede på Jorden, som pludselig lå nedeover os. Den så så stille og fredelig ud. Jeg tænkte på dem før mig, Yuri Gargarin, der var helt alene. Jeg tænkte på, hvordan han må have haft det, hans tanker om tingene ville fungere eller ej – eller om han overhovedet ville komme levende tilbage til Jorden.
Nu er du jo snart en garvet rumforsker. Bliver det abstrakte mindre abstrakt med tiden som astronaut?
Nej egentlig ikke. Vi arbejder på højtryk med at sende mennesker tilbage til månen indenfor de næste fem år. Det, vi laver, er jo meget konkret; hvad har vi brug for ombord på rumskibet osv. Så på den måde bliver det mindre abstrakt men så igen; når arbejdsdagen er overstået, og man tænker på, at vi om nogle år ser mennesker gå rundt på månen, så tænker man wow! Vi taler også om at rejse videre til Mars, og det synes jeg er helt utroligt. Det er abstrakt, synes jeg.
Hvad tænker du om Bjarke Ingels Group, BIGs projekt om at bygge huse på månen?
Jeg tænker, at flere og flere mennesker indser, at det scenarie er en mulig fremtid, vi går i møde, hvor vi vil se beboelser på månen og Mars. Det synes jeg er rigtig spændende.
”I Danmark tænker man ofte på rumfart som rumforskning,
men rumfart i dag er meget mere end forskning – det er en del af vores samfund”
I Danmark tænker man ofte på rumfart som rumforskning, men rumfart i dag er meget mere end forskning – det er en del af vores samfund. Navigation meteorologi, jordobservation. Det påvirker vores hverdag og er en del af vores samfund. Og det tror jeg vil vokse i fremtiden og blive en større og større del af vores samfund i fremtiden.
Så du mener vi bevæger i retning af, at det mere handler om at finde og udnytte ressourcer, end det handler om at udforske liv i andre galakser og universet tilblivelse?
Der vil altid være forskning forbundet med rumfart, men jeg tror også på, at det er meget mere end det. Og det gør det hele så spændende. Rumfart handler om vore fremtid, vores samfund, hvordan vores civilisation ser ud ikke om 10 år men om 100 eller 500 år. Og der tror jeg, at det arbejde vi laver i dag, er en start på vores rejse længere ud i solsystemet.
Hvad mener en professionel astronaut egentlig om begrebet rumturist? Devalurer det astronauternes status som rumpionere?
Jeg ved det ikke rigtigt. Det som jeg og de fleste astronauter håber på, det er, at det er med til at gøre alting billigere – ikke blot det at sende mennesker ud i rummet men også grej. Den største udfordring, vi står overfor, er stadigvæk, at det er enormt dyrt at sende noget ud i rummet. Og hvis der skal være en fremtid i rummet, er det nødt til at blive langt billigere, end det er i dag. Og det er netop hovedformålet med NASAs samarbejde med de private virksomheder som SpaceX (privat rumfartsvirksomhed ejet af Elon Musk, red.) – at gøre rumfart billigere. NASA samarbejder ikke så meget med rumturistfirmaer som eksempelvis Virgin Galactic, men håbet er, gennem samarbejdet med SpaceX, at de kan være med til at udvikle ny teknologi, som vil påvirke prisen og gøre tingene billigere. Så på den måde tror jeg, vi astronauter ser positivt på det.
Personligt så tror jeg, at det vi ser i rumfarten i dag, er ligesom det, der skete for 100 år siden, da man startede med at flyve. I starten af det 20. århundrede, hvor Wright-brødrene udviklede den første flyvemaskine, var det noget meget, meget specielt at lære at flyve, og hvis du så lærte det, kunne du kalde dig pilot. Der var så få, der kunne det. I dag kan alle gå ned på den lokale lille lufthavn og lærer at flyve og få et pilotcertifikat. Men det betyder jo ikke, at man så er pilot. Selvom jeg kan flyve en lille flyvemaskine, vil jeg ikke kalde mig pilot i dag.
”Der er så få mennesker, der har været i rummet i dag, at rumturisterne har lyst til at kalde sig astronauter, bare fordi de har være afsted i ti minutter”
Det samme kommer til at ske for astronauten i fremtiden. Der er så få mennesker, der har været i rummet i dag, at rumturisterne har lyst til at kalde sig astronauter, bare fordi de har være afsted i ti minutter. Men hvis alt går efter planen, vil der om 10-15 år være 1000 mennesker, der har været rumturister. Men i dag er der så få, at det er helt fint at man som rumturist kalder sig astronaut.
Hvad betyder det for dig at formidle din viden videre til næste generation?
Først og fremmest mener jeg, at forskere generelt har et ansvar om at komme ud at fortælle om deres arbejde og forskning. Og hvis man som ESA og NASA modtager skattepenge, har vi også et ansvar om at komme ud og fortælle, hvad det er, vi bruger skatteydernes penge på – og hvorfor det er vigtigt. Og så synes jeg også, det er vigtigt at udbrede kendskabet til naturvidenskab og teknologi. Vores fremtid afhænger af netop dette. Naturvidenskab og teknik kommer til at spille en større og større rolle og derfor, er det vigtigt, at vi alle sammen kender til det. Da jeg selv var barn, oplevede jeg, at forskere og ingeniører kom ud og fortalte mig og mine klassekammerater om tingene, og derfor er det vigtigt for mig også at inspirere næste generation på en måde, som jeg selv blev inspireret på som barn.
Det der gør jobbet som astronaut specielt for mig er bl.a. at kunne komme ud og fortælle børn og unge om det, for så oplever jeg samme glæde og entusiasme, som jeg selv havde som barn. Det er det fantastiske ved mit job, for man kan virkelig se på børnene og de unge, hvor fascineret de er af rumfart og -forskning. Det giver mig meget tilbage at kunne fortælle om mit arbejde. Det er jo fantastisk, når en hel skole kan sidde tryllebundet i 45 min. Bagefter kommer læreren hen til mig og er fuldstændig forbavset over, hvor stille og lyttende børnene kan være. Det er utrolig dejligt.
Kan du huske, hvad du tænkte som lille dreng, da du kiggede op på stjernerne?
Det er jo netop det, som er så fascinerende. Man kan jo tænke hvad som helst, fordi når du kigger op på stjernehimlen, er det umuligt ikke at blive imponeret over, hvor stort universet er. Og man kan lade fantasien få frit spil og tænke på, hvad der er derude. Det var det, jeg gjorde som barn. Vi boede fem år i Californien – i slut 80erne og start 90erne – og en gang imellem kørte mig familie og jeg på lange ture. Det med børnesæder var ikke så vigtigt, så jeg lå omme i det åbne bagagerum om aftenen og kiggede op på stjernehimlen. Jeg elskede at kigge derop som barn og tænke, hvad der mon er deroppe. Der må være noget derude, når det er så stort, tænkte jeg.
”Jeg elskede at kigge derop som barn og tænke, hvad der mon er deroppe. Der må være noget derude, når det er så stort, tænkte jeg”
En af mine oplevelser på min mission i 2015 var at sidde ude i vores vinduesmodul Cupola og kigge ud på de milliarder af stjerne omkring sig, når man ser på stjernehimlen deroppe. Der er stjerner overalt. Og man får den klare fornemmelse, at vi på Jorden vitterlig blot er en lille del af noget langt, langt større. Og netop fordi det er så stort, må der være noget derude. Hvem ved, hvad vi finder derude. Pointen er jo, at vi jo først finder ud af det, når vi søger det. Seek and you shall find.
Så indtil vi rejser derud og begynder at udforske det, er det en lukket verden. Jeg tror, at vi om 500 år vil tænke tilbage og sige; selvfølgelig rejste vi ud. Et spørgsmål jeg ofte får er: Hvad skal vi med rummet? Hvad skal vi derude? Hvorfor rejse derud? Jeg tror, det er lidt ligesom de spørgsmål Columbus fik, da han i 1492 rejste til Amerika. I dag, tænker vi: Selvfølgelig rejste han over Atlanten. Hvorfor ikke? Det var da det mest naturlige. Det samme tror jeg, vi siger om rummet om 500 år.
Ender universet? Er der en kant?
Nej, ikke på den måde, vi forstår en kant. Vores forståelse er jo meget begrænset. Vi lever i en tredimensionel verden. Forestil dig todimensionelle væsner; de bor på overfladen af et stykke papir og kan kun bevæge sig frem og tilbage på det stykke papir. Papiret har en kant, og hvis de bevægede sig langt nok til siden, ville de på et tidspunkt ramme kanten. Og falde af. Men forestil dig i stedet, at de bor på overfladen af en ballon. Så er der pludselig ikke nogen kant. Og, hvis de bevæger sig langt nok til den ene side, kommer de tilbage til udgangspunktet. Det er uforklarligt for dem. En af ideerne omkring universet er, at det er bøjet – krummet – og derfor ikke har en kant. Men det er næsten umuligt for os at forstå, da vi ikke kan forstille og tingene i fire dimensioner.
Og det er jo abstrakt. Man taler også om, at når universet udvider sig, så skaber det sig selv. Men hvad vil det egentlig sige. Hvad udvider det sig ind i? Det er næsten umuligt for os at forstå det.
Vi kan ikke helt forklare det, men universet udvider sig. Og ikke alene det, udvidelsen er også accelererende. Vil det så det i al uendelighed? Indtil der ikke er noget tilbage? Eller vil det blive bremset? Det bliver der forsket i. Og hvorfor det udvider sig, forstår vi heller ikke. Al masse i universet skaber jo tyngdekraft, og den tyngdekraft burde bremse udvidelsen. Så der er et eller andet derude, vi ikke helt forstår endnu. Måske laver vi en opdagelse indenfor de næste ti år som fuldstændig vil ændre vores opfattelse af universet.
Andreas, hvad er din ambition for 2022?
Jeg håber meget, at 2022 bliver året, hvor jeg får tildelt min næste mission, som så forhåbentlig vil blive i 2023 eller 2024, slutter Andreas Mogensen.
Vi siger farvel. Houston takker af, og skratlyden ophører og bliver afløst af total stilhed. Jeg tænker, at det er lyden af rummet. Jeg har talt med en astronaut. Det er optur på ren raket-manér. Jeg har fået bekræftet, at når det handler om universet, er der mange ubekendte – og som sikkert vil fortsætte med at være det i nogen tid. Men med Andreas Mogensen hos NASA i Johnson Space Center er én ting sikker: Houston har IKKE et problem. De har en fordel. Og de vil ganske givet være ét skridt nærmere opklaringen på de mange mysterier ude i intetheden med danskeren ombord. Over and out.
Små 10 år efter premieren på ”Hvidsten gruppen” fortsætter historien i ”Hvidsten gruppen 2 – de efterladte”. Fokus skifter fra mændene, der blev henrettet, til kvinderne, der overlevede. En af dem er Tulle Fiil, der blev spillet af den dengang ret ukendte Marie Bach Hansen. Nu – ti år senere – fortsætter historien med Marie/Tulle som den centrale skikkelse stort set, hvor den første slap.
– Det føles lidt mærkeligt, siger Marie Bach Hansen om ”gensynet” med Tulle Fiil. – Som at møde sig selv for 10 år siden. Der er faktisk mange, der ikke anede, jeg var med i den første film. Der var fokus på mændene, familien. Men nu havde jeg haft historien inde på livet, så jeg følte, at rollen som Tulle Fiil, den skulle jeg føre videre.
– Det sjove er, at da jeg første gang hørte om projektet, så troede jeg, den skulle foregå mange år efter den første film – og ikke bogstavelig talt dagen efter.
– Jeg går til rollen med samme ærefrygt som sidste gang. Jeg er vant til at gestalte personer, som jeg finder på, men det er noget helt andet end at gestalte en virkelig person. Selvfølgelig har jeg nu en erfaring, som jeg ikke havde dengang. I denne film er det Tulle, der får spotlightet. Der er rum til at gå i dybden med mennesket, mens vi følger en hård periode i hendes liv.
MR: Nu er det kvindernes tur
Der er flere grunde til at fortælle denne historie nu for, hvor historien har hyldet mændene, der døde for deres sag, så fik kvinderne mindre opmærksomhed. Ligesom talen var meget mere om dem, der ”døde for Danmark”, end om de mange, der overlevede – med dybe traumer.
– Det siges, at traumer kan nedarves i en familie i tre led, før de bliver udvandet, siger Marie Bach Hansen.
– Jeg er bare en ydmyg gæst. Jeg var der ikke og kan kun fortolke, hvad der skete. I filmen er der et par scener ovre på Hvidsten Kro. Gulle – altså Tulles datter – og hendes søn, Søren, var der. Så skulle vi optage en scene, hvor jeg ikke helt kunne føle min karakter, men så kiggede jeg over på Søren. Jeg kunne se Tulles ansigtstræk i hans. Så var hun der for mig. Det giver en ekstra dimension, en ekstra vigtighed.
– Der var mange – mænd såvel som kvinder – som i mange år ikke snakkede om deres oplevelser. Jeg synes, vi skylder at fortælle den historie. I det hele taget er der mange kvinder, hvis historie ikke er blevet fortalt. Det er kvinder, som vi står på skuldrene af i dag, men som ikke er fremtrædende i historiebøgerne. Det glæder mig, at vi i disse tider åbner øjnene for, at de historier har en berettigelse.
MR: Fiktion, men autentisk
Marie understreger, at ”Hvidsten gruppen 2 – de efterladte” er en fiktionaliseret gengivelse af begivenhederne i krigens sidste år, men at alt, der fortælles, er rigtigt. Noget er sket for andre, nogle historier er lagt sammen i den samme figur. Alt sammen baseret på dagbøger, journaler og vidneudsagn.
– Det gælder også det digt, som Tulle skriver til sin datter, mens hun sidder i isolation uden kontakt til familien hjemme i Danmark. Hun skrev det for at holde sin lille Gulle i live i sit sind.
Isolationsfængslingen var en del af nazisternes Nacht und Nebel-program, hvor de pårørende mistede kontakten til fangerne og intet fik at vide om deres helbred eller opholdssted. Her ser Marie en klar parallel til vores egen tid:
– Jeg har tit tænkt, at vi skal være taknemmelig over det, vi har. Der er steder i verden, hvor det, som for os ligger 80 år tilbage i tiden, foregår lige nu. Fængslinger, tortur, mord på journalister, undertrykkelse af ytringsfriheden.
– Hvis jeg skal prøve at uddrage et større budskab, så må det være at prøve at forstå ”de andre”, lede efter medfølelse, skabe broer i stedet for kløfter. Hvis man har ressourcerne, selvfølgelig. Det gælder både verdenssituationen og i parforholdet. At forstå den anden frem for at indlede en skyttegravskrig blå mod rød, kvinde mod mand, religion mod religion, rig mod fattig. Men selvfølgelig også være opmærksom på strømninger, som kan føre mod vanvid som Hitlers.
Hvad sidstnævnte angår, kan der i øvrigt være noget om, at traumer nedarves – også i et helt folk:
– Jeg oplevede, at de tyske skuespillere havde det svært med deres nazi-kostumer. Det var smerteligt for de unge piger, der spillede fangevogtere. Jeg tror ikke, traumet helt har sluppet dem.
MR: Ækle kryb
For Marie Bach Hansen var det nu ikke kun krigsminder eller at sætte sig ind i at være kold og udsultet, der var den en stor udfordring. Det var også kryb.
– Vi havde nogle scener med nogle ækle kryb – biller og kakerlakker og et sted, hvor jeg skulle fjerne en mide fra et stykke brød. Det er noget, jeg har det virkelig svært med. For eksempel at ligge på sengen i cellen med et tæppe over mig, og hvor der kravler en bille på tæppet – arg, jeg sprang op og løb væk så snart jeg kunne.
– Sjovt nok skulle jeg i ”Hvide Sande” netop spille en kvinde, der ikke var bange for den slags kryb, mens Carsten (Bjørnlund) var bange for edderkopper og så videre. Det er altså helt omvendt.
-Jeg ved, der har været mange ønsker om en ”Hvide Sande 2”, fortsætter Marie. – Men mig bekendt er der ingen planer. Endnu. Jeg ville gerne lave en sæson mere sammen med Carsten. Vi har en fin humor sammen – han er jo min ene filmbror fra ”Arvingerne”.
– Nu har jeg lige været i Sverige på optagelser til en ny film – en parforholdsthriller af Karoline Lyngbye, men den skal vi ikke tale om endnu – med bl.a. Mikkel Boe Følsgaard, min anden filmbror. Det har været dejligt at kunne møde mine gamle ”søskende” og kolleger fra ”Arvingerne” i arbejdet igen. Nu mangler jeg bare Trine Dyrholm, så har jeg været hele raden rundt.
MR: Det udfordrende og det fede
Selv om Marie har gode minder fra sine 4 år – 3 sæsoner – som Signe i ”Arvingerne”, så er det også – når hun bliver spurgt til sin mest udfordrende rolle – den hun peger på:
– At være ren/sød/god og godtroende over en periode på 3-4 år. At være den karakter, som de andre spejler sig i. At være god og sød i så laaaang tid var overraskende udfordrende. Jeg længtes nærmest efter at kaste en sko efter nogen eller smadre en vase. Men det var også fedt.
Det fedeste i Maries øjne er ellers netop afvekslingen i skuespillerfaget:
– Jeg har en kæmpe fantasi og indlevelsestrang – også i forhold til mennesker, jeg møder på gaden – og det får jeg afløb for, når jeg skal gestalte forskellige karakterer. Så det bedste ved at være skuespiller er at lege og være nysgerrig og mærke, når det er det rigtige, og man er i flow med de andre skuespillere. At leve mig ind i forskellige mennesker, være ”i praktik” som noget, at være i lære som menneske. Jeg har lært af Tulle ligesom jeg har lært af Signe og alle de andre karakterer.
– Hvad tv-serierne angår, så var det der tiltrak mig ved ”Mord uden grænser” netop, at det havde jeg aldrig prøvet før. Så tænkte jeg ”fedt”. Jeg skulle spille sammen med et hold at internationale skuespillere. Jeg skulle i praktik hos politiet, og jeg trænede fysisk. I ”Hvide Sande” var det noget andet, der tiltrak mig. Den var lidt lysere med mere humor af den tørre slags. Jeg går meget op i at grine. Og det gjorde vi meget på optagelserne. Og så hyggede jeg mig med, at der var en kærlighedshistorie i ”Hvide Sande”.
MR: Slip kontrollen
Om det nu er en komisk rolle på scenen, en hårdtslående krimi på tv, eller en dramatisk præstation som i ”Hvidsten gruppen 2 – de efterladte”, så stiller Marie sig i alle tilfælde til rådighed for en rolle – og for en instruktørs vision:
– Det vigtige er at lægge sig ind i en instruktørs vision, at turde give slip. Det er skrøbeligt, et kontroltab. Det er federe end at bekymre mig om, om det er godt eller dårligt. Jeg tror også det kontroltab er godt for mig som menneske. Så kan jeg være i nuet og nyde livet, være taknemmelig og ikke bekymre mig.
– Det er et kort liv på jorden. Det er sagt af andre 1000 gange før, men slip kontrollen med fortid og nutid. Det er bedre at se andre, for vi har ikke kontrol. Og det kræver mod at gøre.
Rundt om Marie Bach Hansen
Post-corona: Hvad er den vigtigste lære for dig?
Helt er vi jo ikke sluppet endnu. Der er mange i min omgangskreds, der er blevet smittet lige nu. Men det står tydeligt for mig, hvor vigtig kulturen er for samfundet. Der har manglet live oplevelser; fortællinger, musik, noget vi kan være fælles om. Kulturen er ikke flødeskummet på toppen, men selve motoren i samfundet.
På det personlige plan har jeg lært kun at skulle en ting om dagen. At gå lange ture. Det har tvunget mig til at sætte farten ned, fordi vi nok har for meget fart på i hverdagen (og det er godt i gang igen). Så jeg har opdaget en introvert side i mig selv – at jeg måske er en introvert fanget i en extrovert krop.
Post-corona: hvilket rejsemål står øverst på din liste?
Jeg skal med min kæreste til Tenerife. Han er musiker og har noget arbejde dernede, og jeg har fået lov at tage med. Ellers kunne jeg godt fortsætte tanken om at sætte farten ned. Måske en togtur til Schweiz. Nyde naturen. Mærke, hvor stor naturen er, og hvor små vi mennesker er.
Skuespillere mødes på film og bliver bedste venner, og når filmen er slut, så spredes de for alle vinde. Så: er der nogen, der hænger ved?
Jeg prøver at holde fast, og mange af mine næreste venner er faktisk tidligere eller nuværende kolleger. Så vidt muligt tager jeg gode mennesker med mig, som jeg møder. Men jeg synes også, der er noget smukt i de mere kortvarige venskaber, man kan have, når man deler garderobe med en god kollega i 3 måneder. Der kan man opbygge et fællesskab og en nærhed, som i øjeblikket kan blive lige så tæt, som den man har med gamle gymnasievenner. Det at være her og nu og skabe noget sammen, synes jeg, kan være næste lige så stort som de langvarige relationer.
Når du ikke ligefrem skal ligne en fangelejrfange, så ser du jo strålende ud: Et godt skønheds- eller sundhedsråd som du følger?
Jeg er elendig til at holde, hvad det nu end er, jeg beslutter mig for at gøre – træning, sund kost og så videre. Jeg beslutter mig for det, men overholder det ikke. Men lige nu har jeg fokus på at drikke tilstrækkeligt med vand. Og så er der en råd, som jeg har fra min mor, og som jeg overholder: At huske at grine hver dag. Rigtig grine!
Film, tv, teater … hvor føler du dig bedst tilpas?
Der, hvor der sker noget nyt. Jeg elsker at komme fra film til teater og fra teater til film og tv. Jeh håber, jeg får lov til at blive ved med at blande.
En skuespiller, du godt kunne tænke dig at spille sammen med?
Will Ferrell. Jeg elsker ham (også i når det er en dårlig film). Jeg synes også, han er sjov i sine fraklip. Hans improvisationer og hans ”deadpan” humor. Og Leonardo Di Caprio – det er helt imponerende, som han har forvaltet sin karriere … og så er han miljøforkæmper.
I samme boldgade: hvis nu det kom til en genindspilning – hvilken film og hvilken rolle?
”En kvinde under indflydelse” – Gena Rowlands rolle.
Hvilken eller hvilke tv-serier følger du for tiden?
”Curb Your Enthusiasm! – nu på 11. sæson. Selv om jeg normalt er mere til britisk satire, så er jeg blevet vild med Larry David & Co.Der var jeg ikke helt med fra starten, men nu holder jeg af den. Og så selvfølgelig ”Succession” 3. sæson.
Hvilken musik lytter du til?
Anna Fedorova – klaverkoncerter, gerne på YouTube, så jeg kan følge med i hendes passion. Norske Susanne Sundfør. Mens vi indspillede ”Hvidsten gruppen 2 – de efterladte”, lyttede jeg en del til Miles Davis og John Coltrane.
Når man siger Hvidsten, så siger man også æggekage: Hvad er din livret?
Min mors æbleskiver – med et æblestykke i og lavet på fløde. Jeg kan spise … 28 på en gang. De er nu også helt små.
Og da det er til decembernummeret: juleaften; and, steg eller?
Vi spiser juleand med kartofler, brunede kartofler og hjemmelavet rødkål.
Hvor ser du dig selv om 5 år?
Jeg har … medvirket i tre teaterstykker, lavet fire spillefilm (heraf de to i udlandet) og så tager jeg to måneders pause i sommerhuset, hvor jeg absolut intet skal lave.
Blå Bog:
Marie Bach Hansen er 36 år gammel og fra Borum. Straks efter uddannelse på Statens Teaterskole i 2010 blev hun del af ensemblet på Mungo Park, men har også optrådt på bl.a. Teater Republique, Betty Nansen Teatret og Det kongelige Teater. Hendes populære gennembrud kom med ”Hvidsten Gruppen” 2012 og især tv-serien ”Arvingerne” (2014-17), hvor hun spillede Signe Larsen. Senest har hun været tv-aktuel i serien ”Hvide Sande”.
Privat er Marie kæreste med musikeren Stefan Pasborg.
Hvidsten gruppen 2 – de efterladte
Handlingen fortsætter, hvor ”Hvidsten Gruppen” sluttede, nemlig umiddelbart efter henrettelsen af de mandlige medlemmer af gruppen, herunder Tulle Fiils far, bror og mand. Mens hendes mor sidder tilbage på Hvidsten Kro, bliver Tulle og lillesøsteren overført til tysk fængsel og under Hitlers ordre Nacht und Nebel forhindres familien i at følge, hvad der sker med kvinderne. Under forfærdende forhold forsøger Tulle at holde fast i sin menneskelighed alene og sammen med andre fanger.
Pullouts
Det siges, at traumer kan nedarves i en familie i tre led, før de bliver udvandet
Jeg er bare en ydmyg gæst. Jeg var der ikke og kan kun fortolke, hvad der skete
Det er kvinder, som vi står på skuldrene af i dag, men som ikke er fremtrædende i historiebøgerne
Jeg har tit tænkt, at vi skal være taknemmelig over det, vi har. Der er steder i verden, hvor det, som for os ligger 80 år tilbage i tiden, foregår lige nu
At være god og sød i så laaaang tid var overraskende udfordrende
Det bedste ved at være skuespiller er at lege og være nysgerrig og mærke, når det er det rigtige, og man er i flow med de andre skuespillere. At leve mig ind i forskellige mennesker, være ”i praktik” som noget, at være i lære som menneske. Jeg har lært af Tulle ligesom jeg har lært af Signe og alle de andre karakterer
Jeg tror også det kontroltab er godt for mig som menneske. Så kan jeg være i nuet og nyde livet, være taknemmelig og ikke bekymre mig
Kulturen er ikke flødeskummet på toppen, men selve motoren i samfundet
Måske en togtur til Schweiz. Nyde naturen. Mærke, hvor stor naturen er, og hvor små vi mennesker er
Men jeg synes også, der er noget smukt i de mere kortvarige venskaber, man kan have, når man deler garderobe med en god kollega i 3 måneder
Jeg er elendig til at holde, hvad det nu end er, jeg beslutter mig for at gøre – træning, sund kost og så videre
