At være politiker er ingen komedie. Ikke at være, den rene tragedie. Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) føler sig som en heldig kartoffel. Hun er en erfaren politiker med et langt liv i dansk politik bag sig. Og foran sig. Hvis hun vil, og hvis tilliden, som kræves, fortsætter med at være til stede i det betroede erhverv som folkevalgt politiker. For det kræver et ædelt sind at tåle den vilde skæbnes pileskud og stenkast.

Jeg skal tale med landets indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V). Det ser jeg frem til, men da jeg ankommer til Slotsholmen 10, overvældes jeg af en mærkbar tristesse. Det går op for mig, at sidste gang jeg befandt mig på matriklen, var da jeg var på vej ind til en snak med den nu afdøde Søren Pape Poulsen i Justitsministeriet oppe på 3. sal. Hans abrupte bortgang gør ondt, kan jeg mærke. Som prins Hamlet på Kronborg har Pape Poulsen, som en kronprins på Christiansborg, forladt verdenen og efterladt et land og et politisk landskab i chok. Så med shakespeareske toner af tragedie i mit sind, trænger spørgsmålet om at være eller ikke at være sig på i mine tanker, mens jeg tager plads på ministerkontoret.

Det sætter unægtelig livet i perspektiv. Der bliver sat en tyk streg under, at man skal huske at leve, mens man har livet. Det er vi på tragisk vis blevet mindet om<, siger Sophie Løhde om tabet af Søren Pape Poulsen. Der er jo ingen tvivl om, at det kom som et chok for alle. I starten var det svært at begribe, at det overhovedet var sandt. Hans navn hænger stadig ved hans dør. Det er så uvirkeligt, at han ikke er her. Der er ingen tvivl om, at det har berørt ikke bare mig men alle på Christiansborg. Søren var, udover at være en partileder, et menneske, som var meget let at tale med. Et menneske, som man hurtigt faldt i godt selskab med og kunne tale med mange ting om. Også ting, der overhovedet ikke handlede om politik. Han havde en egenskab at kunne favne og samle på tværs af partierne på Christiansborg. Det er tabet af mere end en kollega.

Sophie Løhde om Søren Pape Poulsens død:

”Det er så uvirkeligt, at han ikke er her”

Jeg sad jo i regering med ham i 2016-2019, så vi har tilbragt meget tid sammen i regeringssamarbejde. Han var bare en person, som man havde stor respekt for og godt kunne lide at være sammen med. Han var decideret godt selskab, og det er jo en vigtig egenskab at have – ikke bare som politiker men som menneske. Det er også derfor, det har berørt så mange, som det har gjort på Christiansborg. Alle har nok følt, at selvom man måske ikke var helt tæt på ham, kendte man ham alligevel lidt.

Work Life Balance blot en drøm

At dø, at sove. At sove, måske drømme. Shakespeare sidder på min skulder og hvisker mig i øret om livets dilemmaer i en balancegang på kanten af afgrunden. Nutidens hektiske travlhed kræver ofre – og refleksion. Work Life Balance. I den ideelle verden holder man fri, når man har fri. Man parkerer arbejdet, mens man nyder sig selv og familien og tiden hjemme. I den ideelle verden. Jeg italesætter den iboende stress, der tilsyneladende ånder i arbejdsmiljøet på Borgen, hvor Work Life Balance-konceptet lader til at være blot en drøm. Sundhedsministeren bekræfter mine tanker om det stressbetonede landskab.

Dansk politik er forbundet med et højt niveau af stress. Ingen tvivl om det. At sidde i regering betyder lange og hårde arbejdsdage i et hårdt politisk miljø. Snakken om et meget stressende arbejdsmiljø på Christiansborg, og i dansk politik generelt, har jo været i gang, da flere fremtrædende politikere har været gået ned med stress. Alex Vanopslagh, Jakob Ellemann, Ida Auken; sygemeldinger, der har været forårsaget af stress. Og hele diskussionen om, hvordan vi kan indrette et bedre arbejdsmiljø, er på alle måder relevant.

”Jeg kan godt forstå, hvis mange er skræmt væk fra at engagere sig i politik – ofte ser man i medierne kun alle de negative sider”

 .Men en af de ting, der gør, at vi kan udholde et så hårdt arbejdsmiljø, og som ikke er synligt for andre, er, at vi også har det godt sammen os politikere – også på tværs af partierne. En særlig dansk værdi, som man ikke ser i ret mange andre lande, er, at vi kan gå ud og spise sammen eller sidde og hygge sig sammen med en fra den modsatte fløj. Og derfor, hvis vi bliver bedre til at tage noget af det med os ind i den måde, vi samarbejder på, at vi også har det godt med hinanden som mennesker, vil vi ikke bare gøre arbejdsvilkårene bedre men måske også være med til at vise omverdenen, at politik også er bedre end sit rygte. Jeg kan godt forstå, hvis mange er skræmt væk fra at engagere sig i politik – ofte ser man i medierne kun alle de negative sider. Men der er altså også en masse fantastiske ting, som ikke får så meget plads, men som er en del af fortællingen om at være i politik både som kommunal- eller landspolitiker.

Aldrig alene

Der skænkes kaffe og te og åbnes mini chokolader. Jeg kigger på væggen, hvor den danske kunstmaler Katrine Ærtebjergs værk Forvandling, forsvinding pryder Løhdes ministerkontor. Motivet er en siddende kvinde, der holder på en gren med gnavere; alt fra odder til hare og mår og rotte. Men også fugle. Sophie Løhde siger, at hun af de dyr, der ses på billedet, nok bedst identificerer sig med den frie fugl.

Jeg synes Katrine Ærtebjerg er helt fantastisk dygtig. Første gang jeg stiftede bekendtskab med værket var, da jeg sad som innovationsminister ovre i Finansministeriet, hvor vi fik lov til at låne det fra Statens Museum for Kunst sammen med et andet meget smukt værk af Ærtebjerg, Hun var aldrig alene. Udover at det var smukt, syntes jeg, det var sjovt at have hængende på ministerkontoret, da man som minister aldrig er alene – selvom man godt nok føler sig meget alene meget ofte.

Hvorfor føler man sig ofte alene som minister?

Fordi det i sidste ende er dig, der træffer beslutningerne. Og jeg er den ærekære type, der står op for mit ansvar fremfor at skyde skylden på alle andre. Du påtager du dig et stort ansvar for godt og dårligt. Nogle gange er der nødvendigvis ikke gode beslutninger men et valg mellem to dårlige, hvor det gælder om at finde den mindst ringe. Så det særlige ansvar, man har som minister, gør, at man kan føle sig meget alene, selvom man er omgivet af mennesker.

Så alene men ikke ensom?

“Netop”

Føler man sig svag i følelsen af at stå alene?

Nej, det gør jeg ikke.

Der er vel heller ikke plads til at være svag?

Nej. Politik er jo også magt. Og bliver magten ikke udfyldt af dig, bliver den udfyldt af andre. Når man er med i en regering, har man jo et ansvar for at udfylde magten. Jeg er den type minister, som ikke bare sidder her på Slotsholmen. Jeg sætter en stor ære i at være ude hos dem, som det hele drejer sig om; patienterne og de mange dygtige ansatte i vores fantastiske sundhedsvæsen – som i øvrigt er bedre end sit rygte.

”Tænk at være så heldig en kartoffel at være minister for det. Det er da det ultimative privilegium”

Masser af ting kan blive bedre, men grundlæggende har vi et fantastisk sundhedsvæsen i Danmark. Det inspirerer mig i mit arbejde at være ude på besøg; at være åben og lyttende, at blive belastet med viden i den bedste mening, værdsætter jeg meget højt. Og jeg ser det som en vigtig del af det at kunne arbejde politisk. Jeg har altid brændt for sundhed og har oparbejdet en meget stor viden omkring vores sundhedsvæsen. Tænk at være så heldig en kartoffel at være minister for det. Det er da det ultimative privilegium.

Beskedenhedens dygtighed

Den 40-årig Venstre-politiker kommer af en familie, der har været engageret lokalpolitisk. Og det har fyldt meget, siger hun. Det at være med til at tage ansvar for at lave tingene om, hvis man ikke var tilfreds, har præget Sophie Løhdes opvækst. Hamlet brøler i mit baghoved; bukker vi under, når vi konfronteres med skæbnes spydigheder, eller ruster vi os, bevæbnet med mod, mens vi beslutter at bekæmpe de plagefyldte oceaner af uretfærdigheder med strategisk snilde. Løhde lader til at have gjort det sidste.

Jeg kan huske, at mine forældre, som led i min opdragelse sagde, at hvis du er utilfreds med tingene, må du blande dig og gøre noget ved det i stedet for bare at sidde og brokke dig. Men jeg havde aldrig forestillet mig at skulle være i politik. Når jeg siger det, tænker mange, at den må jeg længere ud på landet med. Men helt ærlig; da jeg – og nu tænker jeg i forhold til Folketinget – stillede op, var der jo ingen, der troede på, at jeg vandt. Jeg stillede selvfølgelig op, fordi jeg troede på mig selv og troede på, at jeg havde en chance. Det var der godt nok ikke mange andre, der troede. Men jeg har aldrig lagt en eller anden køreplan for at være i politik i x eller y antal år. Derfor har jeg heller ingen planer for, hvor jeg længe jeg skal være i politik.

”Det handler om at have følelsen af at være hunden, der har fået færten af noget, du ikke kan slippe”

Måske er jeg involveret i politik om fem år. Men om jeg virkelig er det, ved jeg ikke. Jeg kan huske, da min mor valgte at stoppe i politik (Karin Løhde, tidl. borgmester i Birkerød, red.), tænkte jeg; hvorfor stopper du, mor? Midt i en periode? Hun fortalte, at hvis du en dag kan mærke, at det ekstra gear, du får af at være med i politik – også på de sure dage, hvor det hele er træls – forsvinder, så gælder det om at komme hurtig væk og lave noget andet. Ellers bliver man bare en bitter type i politik. Det handler om at have følelsen af at være hunden, der har fået færten af noget, du ikke kan slippe. Kan du ikke længere stå lystbetonet op om morgenen, og ser du det hele mere som en tung pligt end et betroet erhverv, som du brænder for, så tror jeg, det er et alvorligt vink med en vognstang om, at man bør lave noget andet end politik.

 En lortedag i Løhdes hverdag er..?

Jeg fornemmer, at Sophie Løhde elsker sit arbejde. Hun lever det. Derfor bliver jeg nysgerrig på, hvordan en såkaldt lortedag ser ud for en succesfuld politiker som Løhde.

Vækkeuret ringer før kl. 05:00 efter at være kommet hjem over midnat dagen før. Jeg tager på arbejde, hvor hele dagen går med proces i dansk politik; hvor det handler om at mundhugges uden at gøre en forskel, svare på spørgsmål uden at forandre eller forbedre noget, men hvor det udelukkende handler om at stikke hinanden politisk. Det synes jeg er en dårlig dag. Politik går desværre nogle gange lidt langsomt, og jeg er et forholdsvis utålmodigt menneske. Det kan godt være svært for mig, når jeg skal indstille mig på, at der er lang vej fra man træffer en beslutning til forandringen sker. Det synes jeg er svært i politik.

 Hvad gør et utålmodigt menneske som dig så?

Så går jeg i haven og slår græs. Der kan man virkelig se, at man gør en forskel. Jeg vender mig bare om og ser på sporet fra græsslåmaskinen. Jeg elsker at gå i haven. Jord under negle kan på mange måder gøre gode ting.

”Politik går desværre nogle gange lidt langsomt, og jeg er et forholdsvis utålmodigt menneske”

Men der er også de dårlige dage, hvor der sker uventede ting, som meget pludseligt ændrer dagsordenen, hvor alt, hvad du havde tænkt, at dagen skulle gå med, må tilsidesættes for at prioritere noget andet. Det sker meget ofte, at den altid tætpakkede kalender må ændres i løbet af dagen, fordi der dukker noget op, der skal håndteres på en eller anden måde. Som da DR afslørede kræftskandalen på Aarhus Universitetshospital. Det var ikke bare en lille mediehistorie. Der var noget grueligt galt, hvilket gjorde, at vi pludselig måtte beskæftige os meget indgående med udfordringer på kræftområdet, selvom vi troede, at det var noget vi skulle beskæftige os med lidt senere. Det viste jo pludselig, at der var nogle sprækker på et område, hvor vi ellers gik og troede, at det egentlig gik meget godt. Danmark har jo oplevet store forbedringer med en stigende kræftoverlevelse, og området er i det hele taget blevet løftet. Men jo altså ikke mere, end at der kan ske noget i hverdagen, hvor man pludselig må tilsidesætte andre ting.

Med SMK-kunsten på væggene og en Hamlet dunkende i både baghoved, skulder og sind, tænker jeg på, hvad kunsten og kulturen betyder for Sophie Løhde, inden jeg forlader ministeriet og slipper min Shakespeare. Om begrebet kunst og kultur ses som en naturlig forankret del af vores selvopfattelse som folk og grundlæggende del af vores identitet.

Kultur handler om, hvor vi kommer fra, hvordan vi er sammen som mennesker, hvilke værdier og normer, der gør sig gældende i vores samfund. Og derfor, når du spørger til min kulturforståelse, vil det være en relativ bred forståelse af, hvad jeg opfatter som kultur. Kultur er for mig mange ting; hvordan vi som private mennesker holder traditioner i hævd og fejrer højtider lige så vel, som det kan handle om musik og teater.

”Frivillige fællesskaber er noget af det fineste, vi kan have sammen med hinanden overhovedet”

 Min bedre halvdel derhjemme er i den grad et kulturmenneske. Han arbejder i en fodboldklub, hvor han er direktør for Brøndby IF. Det er jo også en del af vores kultur. Det kan i den grad samle mennesker, og det repræsenterer nogle enormt vigtige fællesskaber. En klub som Brøndby går meget op i det at være en del af noget i et fællesskab. Frivillige fællesskaber er noget af det fineste, vi kan have sammen med hinanden overhovedet. Det er en ekstrem afgørende del i vores samfund, og det repræsenterer sport på mange niveauer. Der er jo egentlig mange ligheder i fodbold og politik; hvis du har et par dårlige kampe i træk, så er det hele forfærdeligt, strategien må laves om, og folk bør omplaceres. På samme måde er det i politik, hvor der med et par dårlige meningsmålinger sås tvivl om det ene og andet. Er du derimod inde i en god stime, så er det hele bare genialt. Det er meget følelsesbetonet. Der er mange følelser involveret. Det er der jo både i politik og indenfor sports- og kulturverdenen.

Hvad er din seneste kulturelle oplevelse?

Jeg skulle have været til premieren på den nye Matador-musical men blev forhindret. Det havde jeg glædet mig til. Jeg betragter jo mig selv som en af landets største fans af tv-serien Matador. Intet andet kommer i nærheden af Matador. Lise Nørgaard er ubetinget en af mine største idoler<.

Hvilken karakter i Matador identificerer du dig mest med?

Katrine. (Katrine Larsen, Ingeborg Skjerns mor, spillet af Lily Broberg, red.) Hun repræsenterer for mig snusfornuft. Hun er god til at passe på pengene, og så er hun der for andre mennesker. Dermed repræsenterer hun også en stor kærlighed for alle dem, der har det svært og har brug for hjælp. Og så er det selvfølgelig heller ikke for sjov, at hun stemmer Venstre.

Jeg siger tak og rejser mig. På vej ud standser jeg kort i døren og betragter Katrine Ærtebjergs Forvandling, forsvinding en sidste gang. Jeg ved ikke, hvilket dyr jeg er af dem på grenen. Jeg ville nok også forvandle mig til en fugl, tænker jeg, inden jeg laver min forsvinding.

Er det sundt at sove i totalt mærke med mørklægningsgardiner for vinduerne eller sove maske for øjnene? Det giver certificeret søvncoach og indehaver af søvnklinikken The Sleep Institute i Rungsted, Laura Kanadel, svarene på.

Laura Kanadel fra Rungsted er certificeret søvn vejleder og hjælper mennesker til at få bedre og mere soøvn. At være udhvilet bidrager til sundhed, velvære, koncentration, tålmodighed og humør. Foto: The Sleep Institute

Er der bevis for, at det er sundere at sove i fuldt mørke?

“Vi ved fra forskning, at to kontrolgrup per, som sov med henholdsvis lys og

mørke, udviste forskelle på deres puls, blodsukker og mængde af søvnhormo net melatonin i blodet. Kontrolgruppen med lys havde forhøjet puls, var mere vågne og havde svært ved at regulere blodsukkeret dagen efter en nat med lys. Samtidig havde de mindre melatonin i kroppen, så deres indsovning blev ikke så effektiv, som den kunne have været.”

Søvnhormonet melatonin pavirkes af lys og mørke. Jo mere melatonin i kroppen, jo bedre søvn.

Grunde til at sove dårligt:

• Tankemylder og bekymringer
• Stress
• Uhensigtsmæssig adfærd før sengetid
• Ændret døgnrytme

Tegn på søvnunderskud: 

• Afhængighed af vækkeur for at vågne
• Træt og døsig under bilkørsel
• Afhængig af kaffe
• Laver fejl og er glemsom
• Er i dårligt humør, irritabel og ofte syg

Forfatterens fem favoritter

Journalist og forfatter Line Holm er aktuel med tredje del af krimiserien om politihistoriker Maria Just. ”Natjæger” er skrevet i fællesskab med Stine Bolther og begynder som seriens første dele ­– ”For barnets bedste” og ”Lovløs” – med en nutidig forbrydelse, som viser sig at have forbindelse til en årtier gammel ”cold case”. Her deler forfatteren fem særlige oplevelser med Liebhaverboligen.

 En film, der har rørt dig?

Livet med mindre børn betyder, at de seneste års biografture har været noget med ”Paw Patrol” og ”Minions”. Til gengæld er jeg passioneret TV-serie-nyder.

Den netop afsluttede ”Succession” om den aldrende mediemogul Logan Roy og hans fire håbefulde arvinger går for mig over i historien som noget af det mest velskrevne TV-dramatik. Jeg har set de første tre sæsoner flere gange og opdager hele tiden nye finesser i manuskriptet, i billedsproget og i referencer på kryds og tværs af sæsonerne. Særlig Kendall Roys (Jeremy Strong) skiftende oprør mod og anglen efter sin fars kærlighed er rørende på en underspillet, shakespeare’sk facon.

Den vigtigste bog, du har læst?

Den vigtigste bog, jeg har læst i min karriere, er nok Jon Krakauers ”Into Thin Air” (på dansk ”Op i det blå”) fra 1997. Den handler om en katastrofal nat på Mount Everest i 96, hvor et vejrskifte, rivalisering mellem guider, amatørisme og simpel ærgerrighed kostede otte personer livet. Krakauer, der selv er en habil bjergbestiger, var på bjerget det døgn, udsendt af et amerikansk outdoor-magasin. I ”Into Thin Air” genfortæller han ikke bare de konkrete begivenheder, han dissekerer den menneskelige trang til at sætte et aftryk på historien – selv når det er livsfarligt. Bogen er velskrevet og neglebidende spændende. Jeg læste den under en reportagetur til Nepal, og den åbnede mine øjne for, at journalistik ikke bare er nyheder og hårdtslående afsløringer, men også kan være en bevægende rejse ind i fremmede verdener og fremmede sind, fuldstændig som litteratur. ­­­”Into Thin Air” var anledning til, at jeg begyndte at nærstudere dramaturgi, skrive- og plotteknik.

En rejse, du aldrig glemmer?

Jeg holder utrolig meget af Afrika. Jeg elsker kulturen, naturen og livsglæden. Men i 2006 var jeg på en reportagetur til Kenya sammen med fire andre journalister. og en sen eftermiddag var vi på vej retur til Nairobi, da vores minivan blev påkørt frontalt. Formentlig af en spritbilist. Vores minibus blev slynget op og rundt og rullede flere gange sidelæns, før den landede i grøften. Til alt held havde alle i vores bil sele på og kunne ­– chokerede og forslåede – kravle ud af en siderude på den totalsmadrede Toyota Hiace. Vi fik prajet et lift af en tilfældigt forbipasserende og blev fragtet væk, i første omgang til en primitiv lægeklinik i nærheden. I flere år havde jeg en vis angst for at returnere til Afrika, men jeg overvandt heldigvis oplevelsen og har besøgt både Sydafrika og Etiopien sidenhen.

En kulturoplevelse, der åbnede dine øjne.

De største kulturelle oplevelser for mig har været at møde befolkningen i andre lande ”ad bagvejen”. Som journalist oplever man ting, som man aldrig ville komme i nærheden af som almindelig turist. Jeg dækkede eksempelvis begravelsen af Nelson Mandela i 2014 og så, hvordan begravelsen af ham udviklede sig til en folkefest med spontan dans og sang i gaderne – ikke en sørgemarch, men en veritabel fejring af en stor mands liv. En livsbekræftende og egentlig også tankevækkende oplevelse.

Et måltid, der varmede mig?

Jeg er solomor til to børn lavet med donor, og til begge mine fødsler har min meget gode veninde, Lizette, været ved min side. Men ikke nok med det: Efter min første fødsel dukkede hun op på barselshotellet dagen derpå med en ”fødselsdagskage”; den lækreste mandelmarengskage med hyldeblomstcreme og friske, røde bær. Det var så rørende, at hun ikke bare var der, men også markerede min store livsbegivenhed på så overskudsagtig en måde. Kagen er blevet et must hjemme hos os nu. Ingen fødselsdag uden den kage.

Fem heldige læsere kan vinde Line Holms aktuelle bog “Natjæger” ved at gå ind under konkurrencer og besvare spørgsmålet!

Christiane Schaumburg-Müller Åxman er lykkelig. Hun er nygift, og livet er et eventyr, hvor siderne skrives af hende selv.  Hun er nede med de fede i det nærmest uopnåelige ophøjede – og hun er det på den gode måde, den schaumburgsk-åxmanske måde.

Préface. Jeg skal være helt ærlig; jeg aner ikke, hvad der venter mig. Men i samme øjeblik mine fødder nærmer sig den massive hoveddør på stentrappens øverste trin, føler jeg mig pludselig som en Klodshans på vej til slottet. Jeg kigger mig over skulderen, og følelsen forstørres, da jeg ser de vinterslidte hove på min parkerede gedebuk kysse kantstenen efter mit vilde ridt mod denne residens.  Ding dong. Jeg ringer på. Ringeklokken er lydløs, men jeg bilder mig ind, det er sådan, det skal være. Der går en del tid, inden jeg hører puslen på den anden side af døren. Det generer mig ikke det mindste. Det er et stort hus, så vejen må være lang, tænker jeg. Den tunge dør åbner sig. Voila. ”Hej, kom indenfor”. Christiane Schaumburg-Müller Åxman, byder mig indenfor murene, og jeg bevæger mig forsigtigt over dørtærsklen og videre ind i husets hall. Jeg kigger mig omkring. Her er eventyrligt, tænker jeg, og lader Klodshansen stille træskoene af respekt for huset og dets nygifte frue.

Jeg komplimenterer den ejendommelige matrikel på min vej ud i køkkenet. ”Jeg har altid boet dejligt”, svarer hun. ”Lige meget hvor jeg har befundet mig i livet, har jeg altid boet vildt lækkert. Om det har været en ét-værelses, 3-værelses eller hus, så har jeg elsket at komme hjem. Boliger har stemninger, og man kan mærke det, så snart man træder ind ad døren. Og uanset hvor jeg har boet, har stedet omfavnet mig med god stemning. Men du ret; huset hér er noget særligt. Der er en unik historie knyttet til stedet, og folk fra vores omgangskreds i området kender stedet og er kommet i huset i tiden fra før, vi flyttede ind. Det er ret specielt. Jeg regner med at skulle bo her i mange, mange år”.

Fra frøken til frue

Chapitre un. Vi bevæger os fra køkkenet og ind mod de tilstødende stu.. nej, saloner og jeg betages yderligere af de schaumburg-åxmanske rammer. Det er en helt almindelig grå ugedag, men stedets stilrene pompøsitet indgyder mere til kanapéer og lange kjoler end leverpostej og legeaftaler, som ellers er hverdag for de fleste familier med teenagere og små skolebørn. ”Vi holdt bryllupskalas lige her for ti dage siden”. Christiane stiller teen fra sig og griber fjernbetjeningen, der med eventyrlig trolddom puster ild i pejsen med et nærmest lydløst klik. Glem Tordenskiold; ild uden tændstikker er ren magi, tænker jeg, og spørger, hvad det betyder for hende at være blevet gift med sit livs flamme, erhvervsmogul og far til to, Daniel Åxman. ”Kærester var et fattigt ord. At være mand og hustru er for mig det helt rigtige. Jeg syntes, det er fantastisk at være Daniels hustru. At blive gift, har, for mig, føltes som det mest indlysende i hele verden. Jeg er ikke Daniels kæreste, jeg er klart hans hustru”. Christiane ler, nærmest flov over det banale statement, hun lige kom med – og så alligevel ikke. ”Det er bare rigtigt. Jeg har slet ikke ord, der kan omfavne den kærlighed, respekt og ømhed, jeg har for min mand. Han er min elsker, min partner, min ven, min støtte og min klippe. Jeg er en meget heldig kvinde”.

”Vi blev viet på Gentofte Rådhus, og så tog vi hjem og holdt lidt fest hér. Det var fantastisk – og så på en torsdag!”. Vi ler. Der lader til at være noget befriende jordnært over Christianes tilgang til tilværelsen. De ekstravagante omgivelser, der så naturligt bliver taget i hånden med en energisk uhøjtidelighed, gør hende nærmest til et levende oxymoron bag egne mure. Det er en beundringsværdig kunstart at kunne, en ejendommelig egenskab at besidde at skabe denne uhøjtidelige ekstravagance – og sikkert nok en af de kvaliteter, hun tager med sig, hvor end hun står og går, tænker jeg, mens hun fortæller, at hele familien netop er returneret fra bryllupsrejsen.

”Vi var i Firenze, Italien. Daniel og jeg og alle vores børn. Det var vidunderligt”. Vi tager simultant en stille tår af teen foran os, mens der reflekteres kort. ”Fra det øjeblik vi mødte hinanden, har Daniel og jeg været enormt familiefokuserede. Vi elsker at være familie, også at være kærester – men familie er vores ét og alt. Vi har begge børn fra tidligere forhold, og når man møder hinanden, hver især med børn i hånden, er det allervigtigste at skabe en base, som alle kan være trygge i. Sammen danner vi en enhed og en base for vores familie, der er lavet af kærlighed, tryghed og rummelighed. Og for mig er den enhed også symboliseret i ægteskabet. Vores børn kan regne med os. Vi går ingen vegne. Vi er lige hér til enden”.

Pyt-knappen

Chapitre deux. Christiane Schaumburg-Müller Åxman er født samtidig med Commodore 64´eren i 1982. Men modsat hjemmecomputerens stamfader, står moderen og modellen foran mig ikke stille og samler støv. Hun fortæller mig, hun er glad for makeup, er ansigt for de sagnomspundne Max Faktor – vist nok dem med Makeup for Makeup Artists – men kunsten her er vist, at den makeup, der er blevet lagt, ikke er lagt for at dække nogen tegn på ælde eller andre ujævnheder; den ses, men er utydelig – endnu et schaumburgsk paradoks. Alderen gror tilsyneladende indefra på hende. Hun ligner sig selv udadtil, men hun fortæller mig, at hun med årene har ændret sig, at hun er blevet mere ligeglad.

”At være ligeglad er et hårdt ord. Og det er relativt – som med alt andet. Når jeg siger ligeglad, så siger jeg det ud fra, at man ikke skal bekymre sig om alt. Man skal være bedre til at skære de ting fra, som ikke fodrer dig positivt. Man skal kigge mere indad og ikke danne egne standarder ud fra andres. Jeg jagter hverken idealer eller samfundsmæssige perfektioner i en alder af 41. Jeg er, som jeg er. Jeg har karriere, jeg har unger, en mand og tag over hovedet. Jeg har en større pyt-knap. Det hele skal nok gå – jeg trækker vejret, og hver dag står solen op på ny.”

”I takt med at blive ældre, sker der ting. Min barndom var fantastisk, og mine 20’ere og 30´ere var fantastiske. Nu er jeg i mine 40´ere, og ved du hvad; det er min opgave at gøre dem fantastiske også. Indtil videre har de været outstanding. Jeg lever et liv, hvor jeg meget sjældent tillader mig selv at gå ned i et sort hul. Hvis mine tanker bliver for sorte og bekymrende, så har jeg to valg; jeg kan enten gøre noget ved det, der bekymrer mig, eller jeg kan stoppe med at tænke på det og fokusere på noget andet. Begge valgmuligheder kræver handling eller et indstillingsskifte. I de fleste tilfælde, er det at fokusere på noget andet, det, der virker for mig, for det er simpelthen noget pjat inderst inde, det jeg går og bekymrer mig om. At flytte mig fysik kan hjælpe; tage ned og handle eller bage en kage, eller hvad end der nu kan aktivere mig og min hjerne og få mig væk fra det tankespind, der end måtte køre”.

 ”Lige siden jeg var lille, har jeg altid vågnet med en glædesfølelse i kroppen; ny dag – dejligt! Selv hvis jeg går seng om aftenen, og der i løbet af dagen har været nogle udfordringer, så er det yderst sjældent, at jeg tager de tanker eller følelser med mig til næste dag. Jeg vågner med et rent lærred klar til dagen. Og hvad end der måtte være udfordringen fra dagen før er nu så meget på afstand, at jeg har en meget rationel tilgang til det. Så enten ifører jeg mig de positive briller og handler på det, eller også var det bare det og hey, lad os komme videre. Og her snakker jeg jo bare hverdagsting. Jeg er altid blevet refereret til af mine venner og familie som en glasset-halvt-fyldt-pige”.

S-M-Å som taget ud af H-C-A

Chapitre trois. Christiane Schaumburg-Müller.. Åxman er mange ting; udover at være nygift hustru, mor til en søn og stedmor – den gode, ej den onde – til to teenagere, er hun også fotomodel, influencer, kreativ designer, iværksætter, skuespiller, tv-vært etc. ChriChri, RAW, Lille Kanin og nu er jeg forpustet. ”Jeg har altid haft mange bolde i luften. Nogle gange kan jeg ikke kan styre mine ideer – jeg ser bare muligheder alle vegne”, fortæller hun – uden at være stakåndet. ”Det er lysten, der driver værket, men tid er også bare en faktor, vi ikke kan ændre. Der er jo kun 24 timer på et døgn. Så med alderen har jeg lært også at skære fra og fordybe mig i få ting frem for mange. Nogle mennesker vil nok stadig mene, at jeg alligevel har gang i meget – for meget – men for mig er det overskueligt”, griner hun ubesværet.

”Jeg har også taget en beslutning om, at jeg, som udgangspunkt, ikke arbejder om aftenen længere. Det har jeg gjort i så mange år, jeg har arbejdet i døgndrift med mine startups og alt det andet oveni siden gymnasiet. Det betyder også, at jeg har fået skabt en stor og sund forretning, der er mere end bare velkørende, og nu føler jeg, at jeg med ro kan sige, at det er mig, der bestemmer tempoet. Work smart – Not Hard, sagde min veninde engang til mig. Det vil jeg mene, at jeg kan tillade mig nu, da jeg i så mange år har knoklet for at skabe det fundament, der nu ligger. Man taler om work/life-balance. Mit arbejde er mit liv og mit liv er mit arbejde. Min lyst har drevet værket hele vejen igennem. Og har det betalt sig? Nu sidder jeg her og har kunne købe mit drømmehus. Heldig? Ja, jeg var heldig, at netop dette hus var til salg. Men det er hårdt arbejde og satsninger, der i sidste ende har givet mig tag over hovedet”.

Jeg kigger mig rundt på de fortryllende omgivelser og tænker, at livet behandler hende godt. Som om mine tanker er blevet læst, vender hun sig mod mig med ordene: ”Jeg har det, som om mit liv er et eventyr, og jeg selv skriver siderne”.

Jeg smiler. Det kunne ikke være sagt bedre. Så jeg siger ingenting. Og mens jeg tjekker om tekanden nu ikke også er levende og koppens hank har følelser, læner jeg mig trygt tilbage på salonens divaneser og lytter.

”Jeg er min egen lykkesmed. Jeg er en lystdrevet person, der elsker at drømme, lægge planer og organisere. Jeg god til at gå konkret til værks på et fokuseret projekt. Jeg synes, det er rigtig sjovt at have en specifik opgave, der skal løses og så researche helt vildt. Jeg tror på, at jeg kan, hvad jeg vil – ud fra realistiske målsætninger; hvis jeg nu sagde, at jeg vil skrive en roman, så går jeg ikke direkte til et forlag, får mig et afslag, og føler mig som en fiasko. Jeg skalerer drømmen. En roman siger du; så ville jeg starte med at skrive en lille historie – måske flere – printe dem, eventuelt bestille sådan en hardcover-fotobog, så det lignede en rigtig bog, og så: Voila! Jeg har skrevet min første bog! Det kan godt være, den måske kun er på ti sider, men trods alt med en start og en slutning. Måske ville jeg ligefrem give et eksemplar til alle i min familie juleaften – og sikkert og vist er det; jeg ville være pisse stolt”.

”Det er ikke destinationen – det er rejsen derhen. Fordybelsen. Alt kan lade sig gøre, især hvis man ikke er bange for at skalere. Du har set The Kardashians, og du tænker; gud, jeg vil også gerne være på en yacht på den franske riviera. Så finder du ud af, hvad en yacht koster og er ved at falde ned af stolen. Du tjekker igen – og skal lige sunde dig lidt. Not gonna happen! Men hvis du virkelig gerne vil, så skaler drømmen: Make the feeling happen!  En dags sejltur i en lille skallet motorbåd i stedet for. Fiasko? Nej, langt fra. Kæmpe succes. Jeg ville tage en stor solhat på, dresse mig totalt up til lejligheden, champagne køler og lille højtaler til musik – hele molevitten. Jeg er på havet, solen skinner, og jeg er sikker på, at jeg ville have det great”.

”Jeg er et visuelt drevet menneske. Nu drømmer jeg selv sjældent om materielle ting, men mit eksempel er et forsøg på at skabe et visuelt billede og en stemning for at forklare min pointe; vi skal passe på med ikke bare at slukke drømme, fordi vi med det samme tænker, at det er umuligt”.

Merci Madamme ChriChri

Chapitre quatre. Ding Dong. Som en markering af det åbenlyse, ringer det på døren. Indenfor gemakkerne høres dørklokkens melodi i al dens tydelighed. Er det mon den nygifte prins på den hvide hest? Nej, for hvem ringer på hos sig selv. Jeg samler mig. Det er fotografen. Der hilses goddag og farvel, og jeg takker husets i øvrigt meget frankofile frue for vores snak. Klodshansens træsko trækker i mig, men jeg er for nysgerrig til at gå med det samme, selvom min forlegenhed egentlig byder mig det.

”Sig hvad du vil have”, siger Christiane til manden med fotoapparatet, mens hun poserer på en puf i entreen. Det virker så ligetil. Det er ikke sværere for hende at posere foran kameraet, end det var at lave teen ved Quookeren i køkkenet. Der knipses. Fotografen kigger på mig og spørger mig, om jeg har noget bestemt i tankerne. Jeg skulle være gået, tænker jeg, men foreslår dem at afsøge noget eventyrligt. Noget, der passer på paradokset Schaumburg-Müller Åxman. Noget coolness i den konservative konformitet, noget piget i de voksnes verden. Eller noget. Det bliver godt uanset hvad. Det er sikkert og vist. La fin.

Biodiversitet spreder sig

Ifølge World Economic Forum vil 2023 blive året, hvor der for alvor bliver sat gang i projekter med henblik på mere biodiversitet. Flere skovprojekter bliver igangsat, og fra at være løfter og forpligtelser kommer der nu skub i at plante nye træer. Samtidig træder den nye landbrugsreform i kraft herhjemme og åbner for helt nye muligheder og tilskudsordninger, der gavner klima, miljø og biodiversiteten.

Vi skal hylde hverdagen

Som Dan Turell skrev i sit digt: ” Mest af alt holder jeg af hverdagen. Den langsomme opvågnen til den kendte udsigt, der alligevel ikke er helt så kendt”, så kommer vi til at hylde hverdagen i 2023. De foregående år har været præget af ekstremer af alle mulige slags. Ekstreme boligpriser, ekstreme verdenssituationer som pandemi og krig og ekstremt forbrug. 2023 bliver året, hvor vi igen finder os til rette i hverdagen og i sovs og kartofler – dog på en ny måde. Vi køber mere basis, vi tænker på miljøet samtidig, vi bliver mere bevidste om vores forbrug.

Vi lander på månen – igen

2023 bliver året, hvor der igen bliver nye måneekspeditioner. Faktisk forventes den første rumfærge at lande på månen i april. Den er dog ubemandet og er sendt afsted af et japansk firma kaldet Ispace, som opsendte sin M1-mission på en SpaceX-raket i december. Med sig har den blandt andet en rover bygget af De Forenede Arabiske Emirater samt en robot bygget af Japans rumagentur JAXA. Også Nasa har en raket på vej mod månen, som skal teste udstyret før der skal mennesker med i 2024. Men hvorfor er det så vigtigt, at vi endelig kan genoptage udforskningen af månen? Månen byder blandt andet på en masse energiformer, som vi håber at kunne udnytte til en ny form for vedvarende energi. Derudover vil det være oplagt at bygge en raketplatform på månen, der på grund af tyngdekraften kan skyde raketter til yderligere udforskning af rummet afsted meget lettere.

Det skal være skidt før det bliver godt

Læser man både internationale og nationale analyser af økonomien i 2023, så er der heldigvis spor af optimisme – men selvfølgelig også en grad af uvished. Men overordnet set, spår de fleste, at det bliver hårdt i begyndelsen, og at alt derefter forhåbentlig vil udligne sig lidt. Hvad angår herhjemme skriver Carl-Johan Dalgaard, professor og formand for De Økonomiske Råd i et indlæg på rådets hjemmeside om udsigter for 2023: ”Der er dog endnu basis for optimisme. Dansk økonomi er blevet ugunstigt påvirket udefra, men den står på et stærkt fundament. De offentlige finanser er stærke, beskæftigelsen er høj, og der er i øvrigt spæde tegn på, at inflationen måske allerede er på vej ned. Der er dermed grund til at tillade sig at håbe, at dansk økonomi er i god gænge næste år ved denne tid.” Det håber vi også.

Der er skruet ned for varmen både ude og inde i den her tid. Uanset hvor du er, og hvor koldt, der er, så kan vi faktisk sagtens vænne vores kroppe til kolde temperaturer.

Vi giver gode tips til, hvordan vi vender kroppen til at fryse lidt, uden at vi sidder og ryster, eller behøver pakke os ind i fem tykke striktrøjer.

Lad os starte ved den hollandske ekstrematlet Wim Hof, der har fået tilnavnet The Iceman. Han er kendt for en række af opsigtsvækkende rekorder – blandt andet at bestige Mount Everest kun iført shorts og at løbe et halvmaraton i bare fødder tværs over polarcirklen og at stå i en beholder dækket af isterninger i over 112 minutter. Det er alt sammen ekstremer, men vi kan alligevel bruge de teknikker, som Wim Hof praktiserer.

Han har nemlig trænet sig op til at han ved at kontrollere sin vejrtrækning, sin puls og blodcirkulation kan modstå virkelig kolde temperaturer. Og hvis ikke man træner det, som han har gjort, så vil man dø, hvis man forsøgte at gøre ham det efter.

Tanker skaber eurofi i kroppen

Forskere ved Wayne State University’s School of Medicine har kortlagt, hvordan Wim Hof kan modstå kulden. Resultaterne viser, at han formår at fremkalde en slags eufori i kroppen med sine tanker. Ved hjælp af helt særlige åndedrætsøvelser bedøver han sin krop – ved helt basalt at få et lavt niveau af kuldioxidindhold i blodet. Derefter chokerer han kroppen ved at udsætte den for en trussel, som ekstrem kulde jo er, men på grund af kroppens rolige tilstand fremkalder han nogle stoffer – kaldet opioider og cannabinoider – som hæmmer kroppens naturlige smertetilstande. Wim Hof sammenligner det med, hvis man er ved at løbe fra et vildt dyr, men har forstuvet sin ankel, så hæmmer kroppen smerten i anklen, fordi hjernen ved, at tigeren er en endnu større trussel. Det er netop det, Wim Hof har formået at skabe, når hans krop ikke reagerer på kulden.

Overfør det til hverdagen

Det betyder altså, at vi selv kan mentaltræne os til at kunne modstå meget mere, end vi tror. I den forbindelse er vejrtrækning et vigtigt redskab. Wim Hof-metoden er blevet et anerkendt ’våben’ til at modvirke stress, men også andre autoimmune sygdomme. Men hvordan kan du overføre nogle af Wim Hofs metoder til den ganske almindelige dagligdag på kontoret, eller hvis du virkelig fryser meget ude i kulden? Eller hvis bilen sidder fast i en snestorm, og der ikke er mere benzin på?

Her får du nogle af de bedste tips, der både stammer fra militærtræning og Wim Hof:

1. Hvis du fryser, så tag nogle dybe indåndinger – gerne gennem næsen – for at få din krop til at slappe af.
2. Tænk på noget varmt, som for eksempel ild i pejsen, et varmt kram, tænk på juleaften, en god fest eller noget andet. Det hjælper faktisk.
3. Rejs dig op, og bevæg dig, og få gang i blodcirkulationen.
4. Drik en masse og gerne noget varmt, men koldt er også fint. En dehydreret krop er nemlig ikke god til at holde varmen.