Sara Blædel er aktuel med sin nye roman ’Elins død’ – 12 bind i serien om politiefterforskeren Louise Rick, der denne gang sendes til den lille ø Aarø ved Haderslev, hvor hun sammen med politiets rejseenhed P13 skal efterforske en drukneulykke. Liebhaverboligen har bedt forfatteren dele fem særlige oplevelser, der har rørt, glædet og givet minder for livet.

En film, der altid får mig til at græde?

”Jeg kan ikke se klassikeren Fried Green Tomatoes fra 1991 uden tårerne får frit løb. Jeg elsker den film og har set den masser af gange. Det er stemningen og den måde, der bliver klippet imellem scenerne fra fortiden i 1920’ernes Alabama til nutiden, hvor den gamle dame Evelyn på plejehjemmet begynder at fortælle den yngre husmor Ninny om sin fortid – særligt om venskabet mellem de to unge kvinder Idgie og Ruth, som sammen driver The Whistle Stop Café. Gennem historierne fra Evelyns liv dannes et nært venskab mellem de to kvinder, der inspirerer Ninny til at ændre sit liv. Min yndlingsscene er bee charmer-scenen, hvor Idgie stikker en bar arm ind i et hult træ og henter honning ud, mens bierne summer omkring hende – uden at stikke hende, mens Idgie ser måbende til.”

En rejse, jeg aldrig vil glemme?

”Det var uden tvivl, da min søn Adam og jeg var på en tre måneder lang road trip i USA. Adam var 11 år dengang, og vi kørte fra Seattle i den nordvestlige del af USA ned til San Diego i det sydlige Californien og rundede af med en hel måned på Hawaii. I begyndelsen ville jeg hele tiden videre, men efterhånden gik det op for mig, at det handlede om at være lige der, hvor vi nu var. Dagene blev sjældent, som vi havde planlagt det, men så skete der noget andet. Det var en god læring for mig, og det der med at få den oplevelse sammen var en kæmpe gave. Det er noget, vi altid vil have med os.”

En kulturoplevelse, der åbnede mine øjne?

”Min mor, Annegrethe Nissen, var skuespiller. Hun lavede blandt andet en masse børneteater, som jeg for det meste bare syntes var megapinligt, som barn, forholder man sig sjældent rigtigt til ens forældres profession. Det var bare et arbejde, som hun havde. Som 14-årig så jeg hende for første gang på scenen i et stykke, der hed ’Ventetid’ på Allé Scenen i 1978, og et var nok første gang, jeg forstod det meningsfulde i hendes arbejde. For det første havde jeg fået en alder, hvor jeg forstod stykket, og for det andet brændte hun igennem, og det gik op for mig, hvor meget hun elskede at fortælle historier. Den glæde har jeg arvet fra hende.”

Et måltid, der varmede mig?

”Jeg begyndte først at stå på ski i en ret sen alder. Jeg tror Adam var omkring 4 år, da jeg fik et par ski under fødderne for første gang. Vi var sammen men nogle venner oppe i fjeldet i Norge og var taget ud allerede fra morgenstunden med rygsækken pakket med madpakker og termoflasker. Det var sådan en smuk, klar solskinsdag, hvor frosten hang i træerne, og kulden stod ud i røg, når ånden ramte den kolde luft. Jeg var nærmest euforisk over, det var lykkedes mig at følge med de andre og komme ned ad bakkerne, og jeg husker tydeligt glæden ved at sidde der, trætte og udmattede, midt i snelandskabet og åbne boksene og spise spaghetti bolognese og drikke rødvin. Det var ikke et fint måltid, men der i kulden med forfrosne fingre og tæer og masser af kilometer i benene, var det det mest velgørende måltid, jeg nogensinde har spist. Det var i øvrigt på den tur, jeg fik min første ide til en krimi.”

Et museumsbesøg, der rørte mig?

”Som barn tog min mormor mig ofte med på Zoologisk Museum. Jeg elskede at komme der og fra det øjeblik, jeg trådte ind, synes jeg, luften sitrede af historie. Det var samme rutine ved hvert besøg; at sidde og se de samme film, som jeg troligt så fra start til slut, at stå og beundre det store dinosaurskelet, sidde sammen med andre børn og tegne og til slut at vælge lige præcis det lille fossil i museumsbutikken, jeg havde lyst til. Det var spændende hver gang. Da min søn Adam var lille, blev det min mor, der tog ham med derhen. Han elskede det også.”

Fem heldige læsere kan vinde Sara Blædels aktuelle bog “Elins død” ved at gå ind under konkurrencer og svare på følgende spørgsmål: Hvad hedder politiefterforskeren i Sara Blædels romanserie?

Et stykke der rørte mig

På det hyggeligste teater jeg har været på, nemlig Teatret ved sorte hest i København, har jeg lige set stykket, ”Inden vi dør synger vi en sang,” med Maria Stenz, Camilla Bendix, Peter Oliver Hansen & Olivier Antunes. Det er livets alvor, der møder galgenhumor og blander kabaret med skuespil på den fineste måde. Sammen med publikum både lo og græd jeg mig gennem en skarp time af smukke sange og hjerteskærende historier om livet, som det er. Med skønhed, overgreb, kræft, død, glæde og sorg vævet fint ind i hinanden. Maria Stenz står skarpt som en anden Meryl Streep og fortæller om forgængeligheden og forfængeligheden, der hænger stærkt sammen, når man som hende har rundet de 82 år. Camilla Bendix er skøn både som overgangsalder furie, og sorgfuld datter, der skal fortælle sine søstre om moderens død. Peter Oliver får publikum til at le, da han fortæller, at han overlevede 80’erne, og græde når han fortæller, at han ”desværre” også overlevede alle sine venner… Pianisten Olivier Antunes, måtte gerne sætte toner til mit liv, og alle mine sindsstemninger. Der er vist endnu ikke skrevet et nummer, han ikke kan spinde ind i sine fantastiske improvisationer.

Jeg bliver aldrig færdig med at rejse – heller ikke i Danmark

En stor del af mit liv går med at rejse. Set ud fra et klimamæssigt perspektiv er det noget hø, men set ud fra et kulturelt og menneskeligt aspekt, så er det nødvendigt. Vi bliver åndeligt fattigere, hvis ikke vi rejser og møder andre kulturer og mennesker, og lærer om hvordan de lever og hvorfor. Men hvis vi nu tager klimabrillerne på og bliver hjemme, så har Læsø åbnet sig for mig, siden jeg for tre år siden, første gang satte min fod på øen. En samarbejdspartner og veninde har købt Østergaard Kultur B&B på Læsø og da verden lukkede ned, så besluttede vi os for at lave Sundhedskurser der. Første gang jeg var på øen var en november og vi cyklede rundt tre mennesker ved siden af hinanden, på vejene i skovene uden at møde et øje. Læsø har strand, skov, sol, tanghuse, sydesalt og lynglam, og så er de folk, der bor på øen helt fantastisk hjertelige og venlige. Læsø er fantastisk.

I godt selskab med Agnes Henningsen

Noget af det bedste jeg har læst i nyere tid, er Agnes Henningsen. Jeg faldt over hendes erindringer og slugte alle fire bind på ingen tid. Mit liv bagefter var både rigere og fattigere. Jeg havde fået et skønt indblik i hendes kamp, forfatterskab, levevis og samtid, men jeg var også trist over at have mistet så god en ”veninde.” Hun skriver, så man selv er til stede og hvor er det skønt at dele bord med både skagensmalerne og datidens dygtigste forfattere. Samtidig er der kvindekamp, kønsroller og moderskab, og man lærer noget om, at leve fra hånden til munden, hver eneste dag. Aldrig rigtig at vide, hvad man har at gøre godt med og alligevel hjælpe, hvor man kan. Jeg er stor fan.

Mit bedste måltid

Sådan er madglad type som mig, bliver altid spurgt om mit bedste måltid. Men alt afhænger jo af mennesker, tid, sted og kontekst. Så en rugbrød med spegepølse og en kold øl på kanten af et køkkenbord, eller en hurtig fiskefrikadelle på en havnekaj med sand, der knaser mellem tænderne, kan jo være lige så godt som at spise på Michelin restaurant. Et af mine yndlingssteder i Århus, hvor jeg bor, er Mefisto. Her handler det om maden og stemningen. Værtskabet er eminent, der er ingen fikumdik, skum eller pulver. Det er vanvittig god, veltillavet mad, der smager af mere. Mefisto er stedet, hvor du går hen, hvis du har lyst til alt godt fra havet, om det er fruit de mer, bouillabaisse eller en sprødstegt fisk, og ja bare rolig, de er også eminente til kød og har endda et par grønne retter. Du kan sidde på gaden eller i gården, eller i den hyggelige restaurant, alt efter hvilken stemning du er i. Stik mig en lille sprød fisk, på en bund af grøntsager, så er jeg glad.

Naturen er mit helle

Jeg lufter bedst ud på de øverste etager, når jeg er i naturen. Skov, bjerge og strand har en helsebringende virkning på mig, hvis jeg har haft lidt for travlt. Når jeg er i naturen, så får jeg pulsen ned og trækker vejret bedre. Vesterhavet er et af de steder, der især har den virkning på mig. Og når jeg sidder i klitterne i Gl. Skagen og skuer ud over havet, så kan jeg mærke min barndoms lykkelige ferier deroppe, suse gennem hele kroppen. Så sidder jeg der med nostalgien brusende i årerne og nyder det. Men samtidig bliver jeg altid lidt melankolsk, fordi jeg aldrig får råd til et sommerhus i Gl. Skagen. I hvert fald ikke så længe jeg samtidig insisterer på at rejse verden tynd og møde nye kulturer

Journalist, tv-vært og forfatter til flere kogebøger, Anne Hjernøe, har senest haft stor succes med bøgerne, Stærk,let og mæt, Ligevægt – stærk, let og mæt og Spis dig stærk, let og mæt. Lige nu er hun aktuel med bogen Stærk overgang – alt det du har brug for at vide midt i livet.

Vind Anne Hjernøes nye bog! 

Fem heldige læsere kan vinde bogen ved at gå ind under konkurrencer.

Gribskovbanen er med sine mere end 142 år på bagen en af de ældste jernbaner herhjemme. Den hyggelige jernbane fra Hillerød til enten Tisvilde eller Gilleleje var oprindelig tænkt som transport af træ til hovedstaden, men med årene ’overtog’ badegæsterne og sommerhusejerne toget.

Gribskov har i flere århundreder været brændeleverandører til folk og fabrikker i København. I den første halvdel af det 1900-århundrede brugte man primært søvejen til at transportere træet, da staten havde anlagt Esrum Kanal fra Esrum Sø til Kattegatkysten ved Dronningmølle, men den var både dyr og omstændelig. Da Nordbanen blev ført frem til Hillerød, varede det ikke længe, før der kom forslag om at føre en jernbane op igennem skoven for at skabe bedre transportmuligheder.

I 1873 udstedte staten en koncession på anlæg og drift af en bane gennem Gribskov til et punkt nord eller nordvest for skoven. Man ønskede at bygge så billigt som muligt, og valgte i den sidste ende at benytte ingeniør W. R. Rowan afhandling fra 1877 ’Om benyttelsen af mekanisk bevægkraft for Sporveje’ – som forbillede for Gribskovbanen trods at flere eksperter udtalte sig negativt om systemet. At W.R. Rowan gav tilsagn om at medvirke økonomisk til baneanlægget var nok ikke skidt for at hans system blev foretrukket fremfor andre løsninger.

Højst usædvanlige træsveller
Den 10. marts 1879 fik Scandia i Randers kontrakt på anlægget af banen fra Hillerød til Græsted i hovedentreprise. Banen byggedes med et såkaldt grydespor som overbygning, dvs. de lette 15 kg/m skinner placeredes ikke på de sædvanlige træsveller, men på omvendte jerngryder eller potter, der blev lagt med bunden opad på ballasten, og de to skinnestrenge blev fastholdt med jernstænger fæstnet i grydeparrene, hvordan det så ellers ser ud og virker.

Driften på banen indledtes med tre blandede tog dagligt i hver retning den 20. januar 1880 uden nogen større publikumstilstrømning. Men i de følgende årtier udviklede Gribskovbanen sig, især efter forlængelserne til Gilleleje (1896) og Tisvildeleje (1924), til en efterspurgt togstrækning.

Kørte hver anden søndag til badestrande
I 1930’erne blev banen meget populær – især i weekenderne. Dengang nød det arbejdende folk godt af tilbuddet om billige togbilletter om søndagen, som var den eneste fridag. For nogle var det et problem, at Gribskovbanen kun hver anden søndag kørte til Gilleleje og hver anden til Tisvildeleje. I 1930’erne var de gode strande i Gilleleje i privat eje, hvorimod Tisvildelejes badestrande var offentligt tilgængelige. Dette ændrede sig i takt med at Selskabet Gilleleje Strandbakker langsomt købte strandene i Gilleleje fri – til glæde for de strandhungrende badegæster.

Gribskovbanen var naturligvis tilfredse med de mange søndagsgæster, men det var også med blandede følelser, at banen tog imod de mange billigrejsende. De særlige og billige morgen- og aftenafgange til Tisvildeleje eller Gilleleje var så propfulde med badegæster, at mange kunne komme gratis afsted, fordi personalet ikke kunne komme igennem toget.

De billige badetog fortsatte indtil slutningen af 1950’erne, hvor den kollektive weekendtrafik gradvist svandt ind. Familier flyttede til forstæderne, og flere fik egen bil. Den kollektive ferieglæde i badetogene – fyldt med legende børn, hunde, madkurve, poser og tasker – var ikke længere in. I dag kører den såkaldte gaffelbane stadig fra enten Hillerød til Tisvildeleje eller fra Hillerød til Gilleleje – ’udskilningen’ sker i lille Kagerup. Og som man kan konstatere på den ofte overfyldte parkeringsplads i Tisvildeleje, bruger badegæsterne i dag stort set kun bilen derop. Men turen med toget gennem skoven er stadig en hyggelig oplevelse.

En overdådig oplevelse

En rejsefavorit er uden tvivl Skotland. Edinburgh er spændende, højlandet mageløst smukt, men jeg har fuldstændig overgivet mig til øen, Isle of Skye, som er et overflødighedshorn af spændende og nærmest overnaturlige naturoplevelser som vilde vandfald, helt turkisgrønne naturskabte pools, et eventyrligt fe-landskab, røde og sorte bjergkæder, og et fyrtårn helt ude på spidsen af et overdådigt klippelandskab – og med græssende får overalt. Øen står uberørt og er så inspirerende, at jeg helt sikkert skal bruge den i en af mine kommende romaner.

Inspiration til uhygge

Ude i Øresund, en halv times sejlads fra Nyhavn, ligger endnu en spændende ø – Ungdomsøen, det tidligere Middelgrundsfort, som i dag er en ø som alle unge kan bruge som de vil – til overnatning, møder, happenings, events osv. Det er et ret fascinerende sted, også for os som ikke længere er unge, og jeg har været derude flere gange. Der er en lille badestrand, fine græsarealer, udekøkkener, og så rummer det gamle søfort masser af faciliterer som køkkener, soverum, mødelokaler og over to en halv kilometer(!) underjordiske gange og tunneller, som er så uhyggelige, at jeg måtte bruge øen i min nye krimi, ’Kryb’.

Uforpligtende fællesskab

Jeg har længtes efter fællesskabet, siden corona nedlagde verden, og derfor er jeg også vild med Kanalhusets koncept, hvor man kan spise et godt måltid bænket sammen med de øvrige gæster. Maden er dejlig og selvom det umiddelbart kan føles grænseoverskridende at skulle spise med vildt fremmede, så ender det hver gang med at være en hyggelig oplevelse, hvor man går beriget hjem. Kanalhuset ligger naturligvis ved kanalen på Christianshavn og er udover restaurant også hotel med både værelser og lejligheder. Her er også både løbeklub og yogasessioner for dem som måtte være interesserede.

Sæt dig ned

De fleste af os kender Pantomimeteatret med sit påfugletæppe, som er placeret lige indenfor Tivolis hovedindgang, men man skal ikke bare gå forbi det. Sæt dig i stedet på bænkene eller en af de mange liggestole, og nyd denne lille kulturperle som har over 150 år på bagen. Hver dag opføres skægge gamle pantomimer og de fineste balletter, som vores dronning blandt andet har skabt kostumer og scenografier til flere af, ligesom Oh Land har kreeret musikken til feks. Askepot.

At sidde der og nyde dansen og musikken er et dejligt åndehul i infernoet af forlystelser.

Fra filmens verden

En filmfavorit blandt mange er ’The Talented Mr. Ripley’. Filmatiseringen af Patricia Highsmiths roman er vellykket, og hele castet er enormt stærkt, ikke mindst hovedpersonen, Tom Ripley, som spilles fabelagtigt godt af Matt Damon. Handlingen foregår i Italien, blandt andet på den lille ø i Napolibugten, Procida, som jeg var så heldig at besøge for et par år siden. At slentre rundt mellem de pastelfarvede huse og den lille kirke føltes pludselig som at være med i filmen selv, og jeg forventede nærmest, at Tom Ripley, eller endnu bedre Dickie Greenleaf, spillet af Jude Law, skulle komme fræsende rundt om hjørnet på en scooter.

Faktaboks:

Julie Hastrup er krimiforfatter og aktuel med Kryb, niende bind i serien om drabsefterforsker Rebekka Holm. Julie deler her fem favoritter, som hun er glad for.

Du kan vinde Julie Hastrups nye bog, “Kryb” – se hvordan under konkurrencer. 

Rasmus Botoft har vænnet sig til, at folk ikke helt ved, hvad han taler om, når han fortæller, at han vil genoplive varieteen i Tivoli. Ikke revy, men et underholdningskoncept, hvor alting kan ske, og hvor hver eneste forestilling bliver unik. Ikke mindst handler det om at være fælles om at opleve noget oven på pandemien og med klimakrise og krig som truende skyer i horisonten.

– Det var en mærkelig fornemmelse at stå på Det Kongelige Teater og spille ”Matilda” samme dag som Putin sendte den russiske hær ind i Ukraine, husker Rasmus Botoft. – Men det, jeg tager med mig, er, at vi stod der sammen – at det var en fælles oplevelse. Og at publikum havde en oplevelse sammen med os.

Den nye version af Tivoli Varieteen – i 2022 sjovt nok præcis 50 år efter den sidste i 1972 – vil nok have Rasmus Botoft som vært hver aften og en del kunstnere vil dukke op flere gange, men det er en pointe, at ikke to aftener bliver ens. På den måde vil publikum (og de optrædende) dele noget unikt med alle de andre, der var der den aften.

Det sker kun i aften
– Vi lavede nogle enkelte shows forrige år mellem to nedlukninger og med restriktioner, så der kun sad publikum på hvert tredje sæde. To af mine gæster – som også kommer med i år – var Claus Meyer og John Kørner. Claus lavede hummersuppe, og den fik nogle heldige fra publikum lov at smage oppe på scenen, mens Peter Sommer sang en sang til dem. John lavede en skulptur af vandmeloner. Den spiste vi også. Det er forgængeligt og kommer kun til at ske denne ene aften, men forestillingen taler til alle sanser – i Claus tilfælde også lugtesansen.

– I virkeligheden havde jeg en idé om, at vi kunne forære Johns værk til en af aftenens gæster, men i betragtning af, hvad et originalt værk af John Kørner sælges til, så nedlagde hans gallerist forbud. Så hvad vi end skaber, så bliver det destrueret bagefter (eller spist, hvis det kan lade sig gøre).

Ideen om at genoplive Tivoli Varieteen har boblet i Rasmus, siden han optrådte i Glassalen med Rytteriet for et par år siden, og Tivoli var med på ideen. Der var bare ét problem:

– Jeg oplevede, at ingen vidste, hvad det betød. De fleste troede, jeg talte om Tivoli Revyen. Varieteen som genre har været uddød i Danmark, men det var stort i 50’erne og 60’erne, hvor der ikke var samme konkurrence fra tv, og folk nød at komme ind i Tivoli for at se vilde ting og store stjerner.

Oven på corona
På den anden side synes Rasmus, at nu er det helt rigtige tidspunkt at genstarte denne tradition:

– Jeg tror, at vi oven på corona har brug for en hyldest til kunsten og kærligheden og det at være sammen. Varieteen har noget på hjerte; vi skal både blive underholdt, blive rørt og måske endda lære noget nyt.

Varieteens line-up er virkelig varieret, men hver aften er der meget stærke kvinder på scenen. Der er blandt andet den australske sabelsluger Lucky Hell (”Og det er ikke fake – der er vist kun 5 i verden, der kan hendes kunst. Lucky sætter faktisk livet på spil, hver gang hun optræder”.), flamencodanseren Selene Munoz, komikeren Eva Jin (”Jeg har en mistanke om, at hun har Jørgen Ryg boende inde i maven”).

– Den italienske jazzsangerinde Alice Carreri er også med, og digteren Lone Hørslev har lovet at lægge vejen forbi – og som nævnt Claus Meyer og John Kørner. Foruden en masse andre skønne og dygtige kunstnere fra ind og udland.

– Vi har respekt for traditionerne, men det skal ikke være musealt eller en hyldest til Preben Uglebjerg og de gode gamle dage. Det er et forsøg på at genstarte og modernisere … og når vi så gør det tredje år, så er det en ny tradition. Min Tivoli Varieté er en genfødsel af en glemt tradition.

I den nye tradition er hverken varieteens renommé eller budget til at få de store verdensstjerner ind, som man engang havde, men man har da lov at drømme:

– Drømmen? Det ville være sejt, hvis Lady Gaga kom forbi og gav et nummer. Vi har haft nogle ambitioner fra start, der er tråde ude, så who knows? Man skal huske at drømme.

– Men ellers bliver det meget loose, hvor jeg som vært skal prøve at gribe det, der sker, og improvisere. Det er megafedt at være i nuet og lade stemningen opstå. Sidste gang optrådte Else (fra Rytteriet, red.) med ”Sånt er livet” – ja undskyld, jeg tænker på hende som en person – og det kan da godt være, hun kommer med igen. Måske med en klassisk tekst, måske med en ny. Der kan også sagtens være et satirisk element, en kommentar til noget aktuel,

– Mødet i varieteen kan også sprænge rammerne. Til vores testsshows forrige år optrådte Peter Sommer og den berømte italienske violinist Davide Rossi samme aften, og på Peters seneste album er Davide Rossi med på et par numre. Kunstnerne ser hinanden, og så opstår den energi.

Krig, krise og kunst
– Det er det fællesskab, vi har mere brug for nu, end vi længe har haft det, siger Rasmus med reference til krigen i Ukraine.

– Det har påvirket mig meget, fortsætter han. – Jeg havde ikke troet, at jeg ville opleve krig så tæt på igen. Nu har jeg en søn på 15, og han har lige oplevet en pandemi og så en europæisk krig oven i hatten.

– Vi kan ikke ignorere det, der sker. Heller ikke i kunsten. Så aflysninger giver mening. Det kan godt være, at en aften med den russiske sopran Anna Netrepko i Musikhuset havde været magisk, men vi bliver nødt til at forholde os til, hvad der sker ude i verden. Så må det også betyde, at sportshold går uden om Rusland. Det ville være absurd, hvis vi ikke reagerede.

– Præcis på samme måde som vi bliver nødt til at tænke miljøet ind i alting nu. Også på teatret må vi tænke på at genbruge dele af scenografien. Den bevidsthed er kommet for at blive, for alting tæller med.

Rasmus Botoft er selvfølgelig også blevet klimabevidst derhjemme med affaldssortering og mere økologiske indkøb.

Vi skal interessere os for de unge
– Og vi smider ikke batterier i skraldespanden, for så bliver vi skældt ud af Bodil Jørgensen. Og hvis vi ikke husker at være klima- og miljøbevidste, så skal vores søn nok minde os om det.

I det hele taget er Rasmus optimistisk på den unge generations vegne. Og den kender han ganske godt, fordi han i nogle år har været træner i sønnens fodboldklub på Vesterbro, Vestia, hvor han har lært mange af dem at kende.

– Jeg synes, at de unge er meget bevidste om de udfordringer, de står overfor. Jeg oplever, at mange skoleledere og lærere, der er fantastiske til at motivere dem og hjælpe dem i gang med livet. For vi skal huske, at det er vigtigt, at vi voksne er en del af de unges verden. Mange af os har for travlt med at realisere os selv og passe vores karrierer. Det er vigtigt, at vi interesserer os for dem. Jeg har nydt at engagere mig som frivillig fodboldtræner, og det har været en gave at lære de unge at kende.

Travlhed i karrieren kender Rasmus selvfølgelig til. Men som skuespiller også til de pauser der pludselig opstår ind imellem.

– Det er forbundet med en vis usikkerhed at være skuespiller. Jeg har f.eks. ikke arbejde fra 1. september. I andre perioder kan der være mange opgaver oven i hinanden, og nogle gange må man takke nej til et godt projekt, fordi der simpelthen ikke er plads i kalenderen. Opgaverne har det med at lande oven i hinanden og så pludselig er der en periode hvor der ingenting sker. Det er indimellem nervepirrende, men jeg trives efterhånden godt i den vekselvirkning.

Jeg savner det, når jeg ikke arbejder samme med Lisbeth
– Det er klart en fordel at være gift med en anden skuespiller (Lisbeth Wulff, red.) som kender den præmis; arbejde på vekslende tider, travlhed og fritid i vekslende mængder. Heldigvis har jeg meget glæde af at kunne arbejde sammen med Lisbeth. Vi gør det bestemt ikke hele tiden, men når vi ikke gør det, så savner jeg det faktisk.

– Jeg synes, det er skønt, at vi kan skrive ting sammen og bruge hinanden.

En af tingene er selvfølgelig Rytteriet, som Rasmus Botoft og Martin Buch er blevet nærmest uløseligt forbundet med.

– Jeg har altid sagt, at det ikke var noget problem, siger Rasmus. – Men succesen er et tveægget sværd. Jeg er stolt af Rytteriet og elsker figurerne. Jeg kan selvfølgelig ikke vide, hvilke roller jeg ikke er blevet tilbudt. Men det er kommet lidt bag på mig, at nogle mennesker kun tænker på Rytteriet, når de hører mit navn. Danmark er et lille land, så det spænder lidt ben.

Rasmus og Martin
Til Rytteriets fans har han imidlertid godt nyt:

– Vi tager en pause lige nu, hvor vi laver andre ting, men ja, det er planen, at vi vender tilbage med et nyt stort show. Om Martin kunne tænkes at dukke op i Tivoli Varieteen? Det kunne da tænkes … jeg har spurgt ham, men man ved aldrig, hvad han svarer.

Foreløbig er det sikkert, at Rasmus Botoft selv er på hver aften i Tivoli Varieteen fra 9. juni, men derudover er det altså et overraskelsernes show.

Rundt om Rasmus:
Hvad er det mest magiske eller romantiske ved Tivoli?

Alene det, at vi midt i en storby med høje huse og på en af byens dyreste adresser har gjort plads til en fortryllet park med blomster, lys og lamper. I det hele taget Tivoli om aftenen med sit lys. Og pantomimeteatret – at vi holder liv i denne gamle tradition og har en balletskole. I det hele taget holder Tivoli fast i mange af de fine gamle traditioner og kunster.

Hvilken teateroplevelse overbeviste dig om at søge den vej?

Jeg kom meget i teatret med som barn og så mange forestillinger sammen med mine forældre. Men jeg tror nok, at den, der gjorde det afgørende indtryk på mig, var en forestilling om Roald Ammundsen på Posthusteatret. Det var magisk. Og barsk – nogle døde, andre fik koldbrand. Det står helt tydeligt for mig, og den startede noget i mig.

Hvad gør du for at holde dig i form til at stå på scenen?

Jeg vinterbader på Helgoland hele året – eller bader, når det ikke er vinter. Derudover har jeg en personlig træner, der er fysioterapeut. Og endelig er jeg træner i fodboldklubben Vestia. Men det stopper denne sæson. Jeg kan ikke rigtig følge med mere og var forleden ved at få endnu en fibersprængning i den 50-årige krop. Derudover går jeg rigtig meget. Det har jeg ikke mindst gjort under corona. Coronaen gav mig gålysten tilbage, så jeg har genopdaget en masse pragtfulde steder i København, f.eks. Solbjerg Kirkegård bag Frederiksberg Have. Der er vidunderligt stille.

Hvis udlandet kaldte: hvad ville du så gerne medvirke i?

Jeg har lavet lidt i Tyskland og har lige været til casting til endnu en tysk tv-serie. Det er i øvrigt en proces, jeg hader. Men jeg synes, det er sjovt og udfordrende at arbejde i udlandet, og jeg elsker at rejse og opleve nye steder og møde mennesker. Helst vil jeg have lov til at spille noget seriøst drama, sådan som vi kan se det i ”Borgen” lige nu – ikke noget med for mange kostumer og parykker.

Hvad har du lært under corona?

At tage det roligt. Det blev den pause, jeg ikke vidste, jeg havde brug for. Især under første nedlukning gik det op for mig, at jeg havde godt af at geare ned. På en måde var det en vild tid, men det er også vildt, hvor hurtigt vi har vænnet os til tempoet fra før pandemien igen. Jeg tror, det er vigtigt at holde fast i det, vi lærte under corona.

Hvad har du savnet mest under corona?

At rejse. Vi er en meget rejselysten familie, men i lyset af klimakrisen kan det godt være, at vi skal vænne os til ikke at rejse så langt væk

Hvilket stykke moderne teknologi er du blevet afhængig af?

Mobiltelefonen!

Hvis du kunne vælge en drømmeferie, hvor gik den så hen?

Jeg har aldrig været i Sydamerika. Jeg har rejst en del i Mellem- og Centralamerika, men jeg kunne godt tænke mig at komme længere sydpå til Brasilien og Argentina. Måske på en måneds rundrejse. Med tog, naturligvis.

Er der nogle fejl, som du kunne ønske, din søn slap for at begå?

Vi kan ikke undgå at begå fejl, at træde ved siden af. At lave fejl er en del af det at leve som menneske. Men vi kan lære at tilgive os selv og lære af det. At rejse os, når vi er faldet (for du skal nok komme til at falde igen).

Rasmus Botoft
Rasmus Botoft er uddannet fra Aarhus Teaterskole i 1999. Han var i en årrække tilknyttet Det kongelige Teater, men optrådte samtidig i en række satiriske programmer på DR. Det store populære gennembrud kom imidlertid med Rytteriet, som han har skabt sammen med sin mangeårige partner Martin Buch – først som radioshow, siden på tv og endelig som sceneshows bl.a. i Glassalen. Rasmus er gift med skuespilleren Lisbeth Wulff, som bl.a. er ophavskvinde til ”Trines mor”-monologerne med Bodil Jørgensen. Ud over det professionelle samarbejde har Rasmus og Lisbeth også produceret sønnen Wili.

Tivoli Varieteen
Tivoli Varieteen blev født i 1959, men fik først efter et par år succes, hvor Preben Uglebjerg var konferencier og med sit talent var med til at gøre varieteen til en succes, der tiltrak verdensstjerner som Marlene Dietrich, Elle Fitzgerald og Josephine Baker. Efter Uglebjergs tragiske død i 1968 fortsatte andre i konferencier-rollen, indtil sommeren 1972. I øvrigt samme år, som Rasmus Botoft blev født.