Forfatteren, journalisten og tv-værten Mikael Kamber er aktuel med sin femte bog, Gå godt, der handler om at gå og om at finde et passende tempo i livet. Også hans tidligere bøger, bl.a. Sur for en sikkerheds skyld? og 3 gode ting udforsker med udgangspunkt i moderne forskning vejene til trivsel og et meningsfuldt liv. Her deler Mikael Kamber fem af de ting, han selv sætter mest pris på i hverdagen.

Fotograf: Kim Vadskær

Foto: Visit Fanø

Vandringer i naturen

Nogle af mine bedste øjeblikke opstår, når jeg går på mine to ben. Særligt når jeg går i naturen, får jeg de der intense oplevelser, som man kun kan få, når man er fuldstændigt til stede. Nogle af mine favoritsteder er stranden på Fanø, hvor jeg kommer fra, en tæt skov eller et bjergområde. Der er noget befriende over områder, hvor der ikke er mange spor af mennesker. Efter en halv times gang på sådan et sted har den værste støj inde i hovedet lagt sig, og så begynder sanserne at åbne sig, og man bliver mere og mere nærværende. Når man kommer hjem fra sådan en tur, er man stort set altid mere afklaret og lettere at have med at gøre, end før man tog afsted.

3 gode ting – en af verdens bedste vaner  

Det at hæfte sig ved 3 gode ting ved slutningen af dagen er for mig at se en af verdens bedste vaner. Både fordi metoden er ekstremt nyttig og samtidig er meget enkel. Man kan simpelt hen bare kaste sig ud i at lave 3 gode ting – enten ved at skrive dem ned eller tage en 3 gode ting-runde sammen med andre, f.eks. ved aftensbordet. Det handler naturligvis ikke om, at man skal fokusere på det positive til hver en tid og for enhver pris. Men når man laver 3 gode ting, sker der det, at man træner den måde, man oplever virkeligheden på. Jo mere opmærksom man er på det gode i sin hverdag, jo mere er det det gode, der fylder.

Fotograf: Kim Vadskær

Gåture i byen

Jeg bor på Christianshavn. Så snart jeg træder ud ad døren – allerhelst sammen med Annette, min hustru – er vi et sted, hvor gammelt og nyt blander sig, hvor kanalerne og havneløbet skærer sig mellem husene, og der altid er gang i noget spændende. For mig er en gåtur i byen et overflødighedshorn af overraskelser og uventede møder og spor som tankerne kan forfølge. Det er også fremragende omgivelser til en samtale. Ordene flyder let, når man går i byen, og pauserne er blot en anledning til at blive opmærksom på nye impulser.

Vegetarkassen fra Hello Fresh

Måltidskasser

Hvis man vil spise sundt og varieret, undgå madspild, køen i supermarkedet og spekulationer over dagens menu, er måltidskasser som sendt fra himlen. Det kan f.eks. være fra Aarstiderne, Simple Feast eller Hello Fresh. Hjemme hos os har vi fået måltidskasser i en årrække, og de har betydet, at jeg har genfundet glæden ved at lave mad. Alverdens herlige råvarer bliver leveret lige til køkkenbordet med opskrift og det hele. Og så er det skønt at kunne samles ved et aftenbord med sund og lækker mad, der næsten altid indeholder en ny og overraskende ingrediens.

La table d´Eglantine – min største luksus

Mine gode venner Eglantine Charrier og Jeppe Fonnesbæk har smittet mig med deres begejstring for antikt fransk porcelæn og andre fund fra franske loppemarkeder, der kan tilføre god stil og masser af charme til ethvert spisebord. Jeg besøger deres butik, La table d´Eglantine (det betyder ”Eglantines bord”), i Kompagnistræde midt i København meget tit. Jeg kan simpelt hen ikke lade være, for straks jeg træder ind ad døren, befinder jeg mig i en verden, hvor alt er godt.

La table d´Eglantine kan også besøges på latabledeglantine.com

 

Josephine Park har tilbragt et par måneder i en æbleplantage på Fyn under optagelserne til ”Venuseffekten”, så hun er en smule pinligt berørt over, at hun ikke kan huske, hvilken æblesort det var. Til gengæld er hun glad for, at filmen handler om kærlighed mellem to kvinder, uden at det bliver gjort til en problemfilm af den grund. Som i enhver anden kærlighedsfilm opstår der forviklinger. Men det kan faktisk også være ret sjovt. 

– Jeg holder meget af, at ”Venuseffekten” er en helt almindelig kærlighedsfilm, hvor det ikke bliver problematiseret, at kærligheden udspiller sig mellem to kvinder, Liv (Johanne Milland, red) og Andrea (Josephine, red.). Det kunne lige så godt have handlet om et heteroseksuelt par, siger Josephine Park. 

– Det er ikke en historie, vi før har set i dansk film.  

Som det hører sig til i en kærlighedsfilm, er det modsætninger, der mødes, og de problemer, som det giver, er dramaets brændstof. Og anledning til en del komik. 

Kernefamilie og vennefamilie 

– Selvfølgelig bliver vi alle påvirket af vores opvækst. Liv og Andrea er meget forskellige. Liv er vokset op i en kernefamilieidyl, og det præger hendes billede af, hvordan kærligheden ser ud. Andrea har mere en ”vennefamilie”. Det svære er, når vores kærlighed ikke ser ud som det billede, vi er vokset op med. 

– Andreas omgangskreds af kvinder – det er hendes familie. Du kan se det som ekstrovert, men det er også en umiddelbarhed. En livsstil, som hun elsker. Til gengæld har hun lidt et blind spot for, at Liv ikke har det på samme måde. Ingen af dem har ret. Det er bare to forskellige liv, som de prøver at forene. Og det er meget mere det, det handler om i ”Venuseffekten”, end at det er to kvinder. 

I filmen er Livs bror (også) homoseksuel, så en pointe er, at Liv måske føler en forventning om, at hun skal levere familiens børnebørn. Det er selvfølgelig ikke teknisk noget problem, som det også vises i filmen, og som Josephine Park selv demonstrerer. Hun er mor til Nelson på snart fire – og har Kirstine Høgsbros 17-årige som bonussøn. 

Og Josephines egne forældre får i den grad lov til at være bedsteforældre: 

– Min søn kommer tit hos min mor, fordi vi arbejder så meget, som vi gør. Jeg føler, at de er bedste venner. Han har også fået et stærkt forhold til min far. Der er et andet forhold mellem børn og bedsteforældre, der er nærmest en magi over det. Mine forældre føler i hvert fald ikke, at de behøver opdrage. Når Nelson er hos min mor eller far, så er det deres verden. Og forleden, da jeg ville blive lidt og hygge efter at have afleveret min søn, kiggede han på mig på den der måde: ”du skal ikke være her? Jeg vil have mormor for mig selv”. Alle andre steder vil han gerne have jeg er der, eller min kone er der, men her … 

At finde den rigtige 

I ”Venuseffekten” viser det sig, at familieidyllen på Fyn heller ikke er så let at opretholde – børnebørn eller ej. Men mange går jo og bøvler med kærligheden. Om det nu er at få parforholdet til at fungere eller overhovedet at finde kærligheden. Josephine selv er gift på syvende år, men det er så også det længste forhold, hun har været i. 

– Det er svært at finde nogen, som man tænker, er ”den rigtige”. At finde en at dele livet med, en som kan rumme en, og som man selv kan rumme? Det er et stykke arbejde, man gør.  

– Der er en brug-og-smid-væk-kultur, også hvad parforhold angår. Mit ægteskab er faktisk mit længste forhold. Det er spændende at være i. Og jo, nogle gange får man nogle kriser, men så kommer man over dem og opdager, at der måske endda er mere kærlighed på den anden side. 

– Det med kærligheden, det er svært for alle. Jeg kender ikke nogen – jo, jeg kender par, der har det godt – men ikke nogen, der synes, det er vildt nemt. Slet ikke nogen, der hele tiden har haft det nemt. 

At åbne verden for hinanden 

– Der alle mulige hverdagsskænderier, man kan have. For mig er det vigtigt at have samme livssyn – at der stadig kan være samtaler til klokken tre om natten. Det kan der for Kirstine og mig.  

– Men der, hvor man begynder at gøre verden mindre for hinanden, må man overveje, om det er rigtigt at være i et forhold. Når et forhold er godt, så åbner man verden for hinanden. Det er måske en utopi at gøre hele tiden. Men når parforholdet gør rummene mindre, så må man i hvert fald overveje, om man kan begynde at åbne dem igen. 

Det hjælper muligvis, at parterne har forståelse for hinandens arbejde. For Josephine Park betyder det, at hun er blevet utrolig god til at lukke ned for den permanente forstyrrelse, som mails, beskeder og sociale medier udgør i hverdagen.  

– I optageperioder får jeg forsømt nogle mennesker. Så samler jeg stumperne op bagefter. Heldigvis har jeg gode venner og en forstående familie.  

Den brudte familie 

Nogle gange holder det bare ikke. Forholdet ender i skilsmisse, og det kan ikke mindst være hårdt for børnene. Så er det de voksnes ansvar, at få det til at fungere. Josephine selv kan ikke huske sine forældre som andet end skilt fra hinanden, men husker det ikke som problematisk: 

– Mine forældre blev skilt, da jeg var to. Dengang gav de udtryk for at være gode venner – og det er de i hvert fald nu – selv om der nok var flere følelser i klemme dengang. Men det var ikke noget, jeg mærkede. Det har de været gode til.  

– Selv er jeg havnet i det, fordi min kone har et barn fra tidligere forhold. Vi tager vi i sommerhus alle sammen – det er uproblematisk. Det kræver, at der er nogle voksne, der er klar til at gøre sig umage for at det fungerer. Min far og mor kan i dag sidde og få grineflip sammen, så de ja – de har været dygtige. Og sikkert også gjort sig hamrende umage dengang. 

De fleste forbinder nok Josephine Park med hendes rolle i ”Doggystyle”, der har indbragt hende en Robert både for første og anden sæson (og så må vi se om den kommende tredje sæson er lykkens gang), men hun fik allerede sin tv-debut i ”Arvingerne”, mens hun stadig gik på teaterskolen i Århus. 

– Jeg syntes, jeg var meget heldig, husker Josephine. – Det var jo en god serie, og jeg blev taget ekstremt godt imod. Jeg gik jo stadig på skole, da jeg fik rollen. Jeg havde aldrig lavet noget film før, men jeg følte mig passet sindssygt godt på af de garvede spillere. De tog mig lidt i hånden, så det blev en god oplevelse.  

Anerkendelse og berømmelse  

Siden kom en masse teaterroller. Josephine har også en Talent Reumert i bagagen.  

– Det ville være løgn at sige, at det ikke betyder noget at få anerkendelse. At nogen sætter pris på en. Men jeg glemmer det tre sekunder efter, fordi jeg står i nyt projekt, og Gud nej, kan jeg overhovedet finde ud af noget? Sådan får jeg det hver gang – kan jeg nu finde ud af det? Opdager de nu, at jeg ingenting kan? Det er sådan noget helt selvoptaget noget. Så svaret er, at priser betyder meget, og de betyder lidt på samme tid. 

Josephine er nu sluppet ret godt fra det og har haft travlt foran kameraet i de seneste år, så vi får set en del mere til hende i den kommende tid. 

– Jeg synes, det er vildt sjovt at optage i udlandet. Noget af ”Natten har øjne” optog vi i London og det meste af filmen er på engelsk. Det er megasjovt at kunne arbejde alle mulige steder. Det gad jeg godt mere af, men jeg har ikke drøm om at flytte til L.A. 

Egentlig var det nu teatret, der greb Josephine, da hun kun var 15 år. Hun blev introduceret til det gennem sin fars kæreste og var solgt med det samme.  

– Det er lidt ligesom at læse bøger, siger hun. – Min mor var hurtig til at insistere på, at det skulle jeg. Jeg er taknemmelig for at have fået det univers at træde ind i. Jeg elsker at læse gode romaner. Det skal man lære. 

Det klassiske drama 

– På samme måde med teater. Man skal lære at lade sig rive med af det. Film og tv lettere at lade sig rive med af – hjulpet af nærbilleder, musik og effekter. Med teater skal man gøre sig lidt mere umage. Men det er fantastisk at gå i teatret, især oven på pandemien. Jeg var med i ”Kirsebærhaven”, der blev lukket ned efter halvanden uge – og vi tænkte, ”jamen, vi ses igen om en uge”. Hvad vi ikke gjorde. Så igen at se noget live – sammen med andre mennesker – det er magisk.  

Og efter to år udelukkende med film- og tv-arbejde står Josephine Park igen på scenen til marts, hvor hun skal spille ”Elektra” på Odense Teater. 

– Jeg har længe haft lyst til at lave noget rigtig tungt: Shakespeare eller en græsk tragedie – det har jeg faktisk ikke prøvet. Og apropos rum, der åbner sig. Hver gang man prøver noget nyt, åbner man rum i sig selv. Nu har jeg fået åbnet noget i filmafdelingen. Så er det dejligt at holde i det udtryk, man bruger på teatret. Det vil jeg ikke være foruden.  

 

Rundt om Josephine 

Hvad er dit yndlingsæble? 

Jeg ville elske at kunne det med æblesorter – især efter ”Venuseffekten” – men jeg er dårlig til alt med sorter af ting. Men i øvrigt kan jeg godt lide æbler. 

 

Er der en ret, som du er særlig godt til at lave? 

Jeg er ikke god til at lave mad. Det er lidt tosset, for jeg elsker at have gæster. Derfor ender det med at jeg køber dyrt ind af vin og snacks – en kæmpe salat og nogle lækre ting, man kan hapse af – fordi jeg ikke kan lave gæstemad. Eller min kone laver mad. Sjovt nok elsker jeg selv mad, så det er et underudviklet område. Jeg er uopfindsom og det med at følge en opskrift går ikke, for så kan jeg jo ikke have musik i ørerne samtidig. 

 

Din yndlingsserie? 

Lige nu er det ting som ”White Lotus” på HBO, og jeg er vild med ”Mare of Easttown”. For nylig har jeg også genset ”Sopranos” og ”Fleabag” 

 

Dit første kys? 

Det må være Emil fra parallelklassen … måske det var til en klubfest. 

 

Hvilken skuespiller kunne du godt drømme om at spille sammen med? 

Det skifter med, hvad jeg ser. Jeg bliver draget af universet i en serie, så det skifter.  

 

Hvilken klassisk rolle ville du gerne gøre til din? 

Jeg glæder mig til at spille ”Elektra”, men der er også mange Shakespeare-roller. Julie er måske lidt passé nu, men derudover noget, uanset hvad. Det er et guddommeligt sprog, mage til poesi finder man ikke. Men klart bedst på engelsk. 

 

Hvis ikke skuespiller – hvad kunne du så drømme om? 

Det ved jeg vitterligt ikke! Jeg var hooked på skuespillet som 15-årig … men måske noget før det. I mine meget unge år måske sygeplejerske. Det var mine mostre, og jeg syntes, de var seje. 

 

Verden åbner igen: hvor kunne du drømme dig hen på ferie? 

Et eller andet varmt sted – Kenya har jeg gået og tænkt på. Eller måske en efterårstur til Italien og gå rundt og nyde Firenze i det der støvede efterårslys. 

 

Den tid på året: din bedste og værste jul? 

Jeg synes alle mine juleaftener som barn var det bedste. Vi holdt den i mine bedsteforældres hus i Charlottenlund, og alle mine fætre og kusiner var der også. Den værste jul må helt klart være den, efter min søster døde. Men generelt har jeg gode juleminder. Til gengæld kan jeg få helt ondt i maven over folk, som ikke har en god jul. Det kan gøre mig lidt melankolsk. 

Sidste år var det første år, hvor Nelson egentlig forstod, hvad det gik ud på. Nu er han 4 år, og så bliver julen for ham. 

 

Og den klassiske: and, flæskesteg eller? 

Vi får det hele; flæskesteg, and og nogle gange kalkun. Jeg holder af både and og flæskesteg – og det er vel at mærke ikke mig der laver maden. Det er mine fætre, der har overtaget tjansen, og de beder mig rent ud sagt lade være med at hjælpe. 

 

Venuseffekten 

25-årige Liv lever et ganske konventionelt liv i provinsen. Hun arbejder på forældrenes gartneri og er netop flyttet i egen lejlighed for i det mindste at få lidt afstand til sin mor og noget, der ligner optakten til et borgerligt ægteskab med kæresten. Og så er det, hun møder Andrea, der holder en lille pause fra sin stressende københavnerhverdag i en campingvogn midt i onklens æbleplantage. Andrea er lesbisk og finder ikke noget unaturligt i at blive tiltrukket af en anden kvinde, men Liv er uforberedt på følelserne og det eventyr, som nu venter. For det første kys er blot starten på en lang række udfordringer for Liv og Andrea. 

Anne Emma Haudal, der også står bag ”Doggystyle”, fortsætter sin udforskning af kærlighedens vildveje i ”Venuseffekten”, hvor hun både har skrevet manuskript og instrueret. Johanne Milland (der rent faktisk er fra Fyn) spiller Liv og Josephine Park (der er ærkekøbenhavner og opvokset i København K og på Østerbro) Andrea. Som Livs forældre ses Sofie Gråbøl og Lars Mikkelsen. 

Josephine Park 

Josephine Park ankom med et brag i danskernes bevidsthed som Isa i 2. sæson af ”Arvingerne”. Siden har hun gjort sig bemærket på teatret og bl.a. i to sæsoner af den roste tv-serie ”Doggystyle”. 

Josephine er gift med dramatikeren Kirstine Høgsbro, og sammen har de sønnen Nelson. 

 

 

Jeg befinder på Christiansborg. Ved min side er Nye Borgerliges stifter og partiformand, Pernille Vermund. Hun er iklædt sin kvindelighed; langt lyst hår kompletteret af hvid skjorte, stram nederdel, bare ben og stilletter. Klik, klak, klik, klak, klik, klak..  

De højhælede skos ekko klapper ned mod os som en salut fra Borgens bombastiske mure, mens vi med raske skridt bevæger os gennem magtens korridorer mod Ridebanen. Jeg forsøger uden held at afvise min indre trang til at smånynne ZZ Top-hittet Legs fra 1983. She´s got legs/She knows how to use them. For det ved hun virkelig, damen med stort D ved min side. Hun ved præcis, hvordan hun bruger de ben, hun går på. Det er næsten et omvandrende statement. Stærk politiker med dameben i næsen, kvinde uden frygt for at skilte med sin femininitet på politikkens maskuline højborg. Legs – et uomtvisteligt aktiv i den kønspolitiske magtkamp om ligestilling. Nærmest stakåndet frister jeg mig til at spørge, om hun tror, det er blevet sværere at være mand.

Ja. Det er det, svarer hun.

Vi bevæger os videre, op ad trapperne og ned ad den buede gang. Jeg er selvfølgelig nødt til at spørge, om det så også blevet sværere at være kvinde.

Nej. Det er ikke blevet sværere, men når vi taler ligestilling, er der stadig forhindringer for kvinden i forhold til at kunne være et helt menneske – i bl.a. politik. Mænd og kvinder skal have lov til at være hele mennesker og ikke bare et jakkesæt, som ligner hinanden, fordi vi på arbejdsmarkedet skal uniformeres væk fra vores personlighed.

Jeg pruster og stønner i det hæsblæsende tempo, som er sat for dagen. Men jeg følger trop.

Jeg er glad for at være kvinde – med alt, hvad det indebærer. Ligesom jeg synes, at mænd skal være glade for at være mænd med alt det, som dét indebærer. En del af identitetspolitikken går på, at man prøver at udviske de vidunderlige karaktertræk i os som mennesker, som også er forbundet med vores køn. Jeg mærker, som politiker, at jeg helst skal iføre mig en blazer og et par bukser. Og skulle jeg fristes til at iføre mig en kjole og få taget billeder af mig selv til en artikel, så er jeg jo lige pludselig alt for feminin, ik. Jeg tror, at hvis man kan få lov til at tage sin personlighed – sit hele menneske – med ind i det man laver og i vores kultur, så får vi mere ud af vores liv.

Jeg sveder nu. Ikke på grund af det, Pernille Vermund siger, men fordi jeg i min maskuline naivitet har klædt mig på til et iskoldt udendørs-interview ved Ridebanen – uden at ane, at den omtalte lokation er stedet på Borgen, hvor Nye Borgerliges leder har sit kontor. Nuvel, jeg nægter at afklæde mig. Jeg føler mig polstret. Beskyttet. Det er varmt, ja. Men sveden minder mig løbende om min mandighed, hvilket giver mig en eller anden form for falsk tryghed i mødet med den stærke kvindelige leder over for mig.

Jeg bruger min kvindelighed, fordi jeg ville være en virkelig dårlig mand – selvom jeg laver en sindssygt god parallelparkering.

Pernille Vermund smiler, mens hun siger det. Vi griner. Jeg er et kort øjeblik i tvivl, om det er sagt som privatperson eller politiker. Men det er egentlig underordnet, for vi griner. Det er det vigtigste. Døren lukkes, og jeg drager et lettelsens suk, mens vi sætter os over for hinanden. Den forpustede får sig en puster. Der er disket op. Kaffe og Karen Volf-vaniljekranse stirrer op på os fra bordet, men ingen af os rører ved buffeten. Endnu.

Kvinder er jo heldigvis forskellige. Men hvis vi som kvinder tillader vores kvindelighed at tage med os på arbejde, så tror jeg, vi kan bidrage med flere nuancer. Jeg generaliserer, når jeg nu siger, at mænd i højere grad er mere målrettede og risikovillige end kvinder. På det punkt er jeg nok lidt maskulin – ellers ville jeg ikke have stiftet partiet – men det kan indimellem betyde, at man glemmer at stoppe op og se sig lidt til siderne og få de kvaliteter med, som er på vejen mod målet. Kvinder derimod kan være mere i nuet, hvor de ser bredden, bedre end mændene gør det.

”Jeg bruger min kvindelighed fordi, jeg ville være en virkelig dårlig mand – selvom jeg laver en sindssygt god parallelparkering” Pernille Vermund, politiker

Så fremfor at jeg skal lægge låg på min kvindelighed og du på din maskulinitet, så tror jeg faktisk på, at vi kan opnå mere, hvis vi kan opnå en kombination af de evner, vi kan byde ind med som kvinder og mænd. For mig ville det være et stort tab at gøre mig til intetkøn. Jeg har ikke lyst til at afkønne mig.

Den maskuline retorik

Haps. Dér nappede Vermund en vaniljekrans. Snakken ligger egentlig også på et tidspunkt på dagen, hvor frokosten måske burde indtages, og jeg tænker, at Nye Borgerliges frontfigur må være sulten. Det er jeg. Hun spørger, om jeg vil have en. I en non-verbal retorisk dans med hovedet, ryster jeg et kønsløst men velopdragent nej-tak afsted. Jeg vil så gerne bevare dekorationen bedst muligt. Kald mig kvindeligt afbalanceret, mandhaftig eller respektfuld maskulin, men jeg nænner bare ikke at krumme på magthaverens bord.

Nu er kvindelighed jo mere end bare udseende. Det er bl.a. også, hvordan man kommunikerer. Og lige på dét punkt er jeg nok mindre feminin. Jeg tror, at en af mine udfordringer er min maskuline retorik. Men det er sådan, jeg er. Jeg ønsker ikke at foregive noget, jeg ikke er. Og derfor lyder jeg som mig. Jeg baserer eksempelvis i højere grad mine argumenter på statistik og logik end på følelser. Og det kommer så til udtryk i måden, jeg kommunikerer på. Jeg ved, at der er kvinder, der synes, jeg er for hård og kontant og bedre kan lide de kvindelige politikere, som er både blødere og blidere. Og dér overrasker jeg nok nogen. Jeg oplever ikke, at jeg er supermaskulin af udseende, men med et maskulint tankesæt, og der vil nok være nogen, der tænker, at det er meget mærkeligt. Og det er netop på dét punkt, at jeg vil fastholde, at vi som kvinder skal kunne få lov til at være hele mennesker.

”Mine rådgivere har det ikke nemt med mig. Man kan ikke fortælle mig, hvordan jeg skal være” Pernille Vermund, 45

Mine rådgivere har det ikke nemt med mig. Man kan ikke fortælle mig, hvordan jeg skal være. Min pressechef rådgiver mig men ved udmærket godt, at jeg gør, som det passer mig alligevel. Det er enormt vigtigt for mig, at jeg altid kan se mig selv i øjnene, at jeg står på egne ben, når jeg eksempelvis sidder her med dig. At jeg ikke står på et fundament, som en anden har skabt for mig, så jeg ikke lige ved, hvor jeg skal trippe hen, hvis jeg får et spørgsmål, som jeg ikke forventede. Det gør det hele meget nemt for mig. Derfor er jeg også rolig, når vi to taler sammen, for uanset hvad du spørger mig om, så svarer jeg bare det, jeg mener.

Så du er fuldstændig tro mod dig selv, når du sidder over for mig hér?

Ét hundrede procent. Hvis jeg skulle styles til at være i politik, ville jeg formentlig være blevet bedt om at lægge noget af min kvindelighed på hylden. Jeg ville formentlig være blevet bedt om at være, sige og gøre noget på en anden måde, end jeg gør nu. Pernille Vermund skænker sig en kop kaffe og gafler endnu en småkage. Jeg melder stadig pas. Hvis dekorationen skal smuldre, er det i hvert fald ikke min skyld, tænker jeg og rækker i stedet ud efter en af de danske vand fra Borgens kontor-buffet foran mig. Jeg har, fra jeg stiftede partiet, sagt, at jeg vil have lov til at være mig selv. Det betyder jo ikke, at man ikke udvikler sig. Jeg er selvfølgelig ikke den, jeg var for seks år siden. Jeg er ikke det samme sted. Man bliver klogere og ældre og modnes som menneske. Men jeg ville ikke på noget tidspunkt kunne leve et liv, hvor jeg skulle påtage mig en eller anden rolle, som ikke er mig. Det er også derfor, at folk indimellem slår sig på mig, når jeg insisterer på, at jeg taler et andet sprog med mine venner og veninder, end måden man ellers er vant til at høre politikere gøre. Jeg siger tingene ligeud. Sådan er jeg. Jeg har ikke bare rendt rundt med akademikere med høje lixtal. Jeg er arkitekt, jeg har været i skurvogne med håndværkere, som har præget mig. Jeg er ikke så poleret et menneske, som man måske havde foretrukket, hvis man havde designet et parti og dets ledelse.

”Jeg er ikke så poleret et menneske, som man måske havde foretrukket, hvis man havde designet et parti og dets ledelse” Pernille Vermund, stifter og formand for Nye Borgerlige

Men hele opbygningen af vores sekretariat-kultur er nok en mere feminin ledelse med frihed og ansvar til medarbejderne. Jeg ønsker ikke et hierarkisk, maskulint system, hvor alt skal detailreguleres af mig. Jeg skal selvfølgelig nok tage det overordnede ansvar, hvis tingene går helt galt. Men som udgangspunkt stoler jeg på folkene omkring mig, og jeg ønsker, at medarbejderne vokser i det, de laver. Hvis jeg kan give dem trygheden om, at det i sidste ende er mig, der tager ansvaret, men lader friheden råde for den iboende kreativitet i den enkelte, er jeg ret sikker på, at vi vil få en organisation og et sekretariat, som vil blomstre. Det synes jeg faktisk er lykkedes meget godt hér to år inde i folketingsarbejdet.

Det politiske iværksætterprojekt

Pernille Vermund sprudler om kap med boblerne i min kildevand. Jeg kan mærke, hun brænder for sin sag, D – Nye Borgerlige, et nu seks år gammelt nationalkonservativt, økonomisk liberalt, højreorienteret politisk parti, som hun sammen med Peter Seier Christensen stiftede tilbage i 2015, mens migranter i tusindevis krydsede grænserne og bevægede sig videre op ad de danske motorveje. Vi så nogle store udfordringer, som vi egentlig håbede, at de andre borgerlige partier ville løse, men som jo på ingen måde blev det. De var gået til valg på straksopbremsninger, og på at løse migrantkrisen, men lod migranter i tusindvis strømme ind over vores grænser.

”Jeg følte en form for borgerpligt ved at stifte partiet, men jeg frygtede også, at det ikke ville gå” Pernille Vermund, politisk iværksætter

Jeg følte en form for borgerpligt ved at stifte partiet, men jeg frygtede også, at det ikke ville gå. Som de fleste iværksættere, ved man godt inderst inde, at sandsynligheden for at være på markedet efter fem eller ti år er meget lille. Jeg havde aldrig turdet tro, håbe eller drømme om, at vi skulle sidde hér i dag, være valgt i folketinget og stå i meningsmålingerne til knap en firdobling af vores mandater.

Ser du da Nye Borgerlige som et iværksætterprojekt?

Det er jo det, det er. Man starter tingene op fra bunden og skaber værdigrundlaget. Det handler om at have en mission, man ikke kan lade ligge – og så bare gøre det. Så må det briste eller bære. Det kræver en iværksætterånd. Det er jo også det, der gør, at vi mod alle odds stiftede partiet og holdt fast. Iværksættere gør det samme. De ved godt, at risikoen for at fejle er til stede, men man gør det alligevel.

Men det er vel ikke hånden på kogepladen?

Mange iværksættere brugere hele deres formue og tager lån, som de risikerer at forgælde sig på. Det har vi ikke gjort. Men fra perioden mellem vi stiftede partiet, og til der var valg, havde jeg jo min forretning, Vermund Gere Arkitekter MAA, der skulle passes, og som jeg var nødt til at drosle ned på for at engagere mig politisk. Så det har da haft økonomiske omkostninger for mig personligt og for min familie. Jeg havde nogle drenge derhjemme, som nok syntes, det var sejt, at mor havde stiftet et politisk parti, men de kunne selvfølgelig også godt lide, dengang vi havde råd til en Tivoli-tur. Og det er der bare ikke råd til, når man satser alt. Ligesom når man stifter en virksomhed. Man ser ind i en periode, hvor der ingen indtjening er. Og så sætter man tæring efter næring.

”Jeg havde nogle drenge derhjemme, som nok syntes, det var sejt, at mor havde stiftet et politisk parti, men de kunne selvfølgelig også godt lide, dengang vi havde råd til en Tivoli-tur” Pernille Vermund, alenemor til tre

Dilemmaet er, at man føler en virkelyst, der kræver, at man gør det. Der kommer som regel noget udefra, som påvirker én til at blive opmærksom på en bold ved fødderne, som skal spilles. Man ser det for sig. Det er sjældent, man møder den følelse. Det er som i kærlighed; pludselig er forelskelsen der bare. Den kan ikke forceres. Jeg tror, der er nogle drivkrafter i os som mennesker, som man kan vælge at undertrykke. Nogle mennesker er mere afhængige af tryghed eller forudsigelighed. Derfor undertrykker de deres lyst, mens vi andre, der mærker instinkterne meget kraftigt – og er risikovillige – bare må realisere drømmene og tankerne.

Er det en filosofi, der praktiseres i partiet?

Det har været vigtigt fra begyndelsen at sige, at der skal være en decentral struktur i Nye Borgerlige, hvor vi skal sikre, at de mennesker vi ansætter, kan få lov til at udfolde deres fulde potentiale. De skal være villige til at tage ansvar for deres respektive område, have så meget frihed til at løse deres opgaver som overhovedet muligt, fordi jeg tror på, at det får mennesker til at give plads til den drivkraft. Og selvom de måske ikke ligefrem går ud og stifter et nyt parti, så tror jeg på, at alle har den iboende kraft i sig.

Kan tanken kanaliseres ud på vælgerne?

Ja. Når man taler politik og indretning af vores samfund, så synes jeg, det er noget af det, jeg ser som en udfordring i måden, vi har indrettet samfundet på. Vores samfund er blevet meget centraliseret og ensrettet. Vi er som danskere vidt forskellige. Vi lever og indretter os forskelligt, og alligevel accepterer vi et velfærdssystem, hvor vi alle sammen skal passe ind i de samme formler.

Den kønsløse barsel

Jeg sipper til min vand. Jeg registrerer, at det kulsyreholdige indhold gør, at jo mere jeg drikker, jo mere tørstig bliver jeg. Som at drukne på land gætter jeg på. Snakken om at passe ind i velfærdssystemets formler, giver mig trang til at fødes på ny i et land uden direktiver, og det lader til at være en naturlig overgang til at spørge om den øremærkede barsel, der som forslag nu skal til behandling i Folketinget.

Det er et glimrende eksempel på politisk ideologi. Det handler jo om, at ligestilling trumfer borgernes ønsker og indretning af hverdagen. Man har et ideologisk projekt, som handler om ligestilling, som man så vil køre ned over fordelingen af barslen. På den måde siger man også til borgerne, at der har været masser af muligheder for at fordele barslen frit mellem jer, men I har truffet valg, som vi politikere ikke synes er de rigtige valg. Der gribes ind i noget her, som for mig er noget af det mest sårbare, vi har; familielivet med helt små børn. Vi er som familier og som mennesker forskellige med forskellige behov, og jeg synes, at denne her øremærkning af barslen bliver en meget grænseoverskridende indgriben i danskernes privatliv.

”Tiden lige nu gør, at man næsten ikke tør sige, at der er forskel på mænd og kvinder” Pernille Vermund om barsel

Forslaget udspringer af et legitimt ønske om mænd og kvinders ligestilling og deres lige muligheder på arbejdsmarkedet. Men de fleste kvinder vælger altså åbenlyst, at de hellere vil være sammen med deres spædbørn end hurtigt at komme ud på arbejdsmarkedet. Det er der, hvor det både bliver et ligestillingsprojekt og et arbejdsmarkedsprojekt. Borgerne bliver betragtet som skaffedyr til velfærdsstaten, i stedet for at velfærdstaten ser borgerne som familie – mennesker, der kan have andre værdier end at tjene mange penge og gå på arbejde. Jeg kan godt forstå, at man stiller spørgsmål ved tingene, når noget, der er et familieprojekt, f.eks. skal have konsekvenser for kvindens pension. Jeg så gerne, at vi som kvinder forhandlede os til bedre barselsvilkår. Tiden lige nu gør, at man næsten ikke tør sige, at der er forskel på mænd og kvinder, men lad os da sikre, at vi i højere grad kompenseres for den tid, hvor vi som kvinder spiller vores biologiske rolle som mødre – perioden, hvor det anbefales, at barnet bliver ammet.

Den der fremtid

Jeg griber det berømte faldereb, der dingler usynligt over bordet foran mig. Tiden er egentlig gået, men den umulige tanke om, at Nye Borgerlige en dag måske skulle kollapse og forsvinde lige så hurtigt og overraskende, som det dukkede op, prikker til spørgsmålet, om deres frontfigur, Vermund, da vil genopfinde sig selv som arkitekt på tegnestuen.

Ja. Og det vil jeg også, når min tid som formand for Nye Borgerlige slutter. For den slutter på et tids – punkt. Jeg skal ikke sidde her, til jeg går på pension. Jo længere tid der går væk fra den virkelige verden, jo sværere bliver det at fastholde erindringen om de udfordringer, man mærker uden for Christiansborgs tykke mure.

”Jeg tror på, at der er risiko for magtblindhed ved at sidde på Christiansborg for længe” Pernille Vermund, D

Og jeg tror på, at der er risiko for magtblindhed ved at sidde på Christiansborg for længe. Man bliver så optaget af den magt og de muligheder, det giver at være politiker, at man kan glemme dét, som man egentlig var her for. Jeg vil helst ikke gro fast herin – de. Men der er store udfordringer i vores samfund, som skal løses. Og så længe de ikke er løst, så klør jeg på. Vi rejser os op. Snakken har nået vejs ende, og vi knejser. Jeg føler mig høj som Burj Khalifa, og mens jeg svajer mod døren til exit, stopper jeg nysgerrigt op for at spørge arkitektpolitikeren, Pernille Ver – mund, hvilken bygning hun ville være, hvis hun var en bygning.

Eiffeltårnet er jo noget helt særligt. Det er interes – sant at noget kan stå og være så ikonisk og på den ene side virke skrøbeligt, mens det på den anden side er så utrolig potent. Det er en fin kombination af det maskuline og feminine.

Burj Khalifa bøjer sig i støvet. Jeg forlader byg – ningen. She´s got legs/She knows how to use them….