Som så mange unge følte Julie Berthelsen trang til at lægge afstand til sin familie og dens omklamring, da hun var ung. Det gjorde hun effektivt ved at flytte fra Grønland til Danmark. Men hun er vendt tilbage til familiens trygge favn; den, hun voksede op med, og den, hun har skabt med sin mand og to børn. Nu er hun oven i købet blevet ambassadør for Hele Danmarks Familieklub – og netop i denne måned samler hun andre familier til sine julekoncerter.

– Det med Nordstjerne-julekoncerterne er faktisk en ret ny ting, fortæller Julie Berthelsen. – Det er noget, jeg først begyndte at bygge op for tre år siden. Det var et projekt om at gøre det til en god tradition. Jeg elsker julen og ville gerne lave nogle koncerter med kvalitet. Jeg har udvalgt mit akustiske band meget  omhyggeligt. De kan alle sammen synge! – Spillestederne har heldigvis taget godt imod det, og vi kan trygt sige, at vi kommer igen.

Julesange i nye arrangementer – og country

Det lå egentlig til højrebenet, at Julie Berthelsen, der indsang julekalenderhittet ”Jesus og Josefine” skulle lave julekoncerter, men det er nu ikke derfor. Selv om den selvfølgelig er med. Ellers er det er udvalg af nye arrangementer af klassiske sange. – I år har vi også en lille hyldestbuket med. En hyldest til Bent Fabricius-Bjerre, til Michael Bundesen og til min biologiske far, Ole ”Big Ole” Andersen – så jeg kommer til at synge country. Det har jeg ikke prøvet før, selv om mit band driller mig med, at vi alle er skabs-country-sangere.

Julekoncerterne har været i gang nogle uger nu. Nogle steder er de tilpasset situationen i ét langt set, så der ikke opstår problemer med, at folk står for tæt i pausen. – Men mange steder er der allerede udsolgt på grund af begrænset kapacitet på grund af reglerne, og samtidig er der en opsparet trang til at komme ud at opleve noget.

”Familier kan også føle sig fremmede og isolerede. Vi har selv flyttet otte gange inden for 12 år, så jeg kan sagtens sætte mig ind i, hvordan man kan føle sig fortabt i nye omgivelser.”

Julestjerner og andre traditioner

For Julie selv kommer julekoncerterne selvfølgelig oven på en lang periode, hvor hendes forretning som selvstændig kunstner helt var forsvundet. Hun glæder sig – ikke mindst fordi hun elsker julen. Det gælder også privat, hvor det hele indledes 1. søndag i advent (”eller 1. december, hvis den kommer først”). – For mig er det en tradition, at den orange julestjerner skal op at hænge. Den ses ikke så meget hernede, men den hænger i vinduet hos alle i Grønland. Selvfølgelig skal vi også have kalenderlys. Nu om dage lavet og pyntet af alle – selv om der provokerer min indre perfektionist. Og adventskransen skal vi også have. Børnene får selvfølgelig pakkekalender. Det er noget, der skal koordineres omhyggeligt med Minik, for jeg er ikke altid hjemme. Der har én gang manglet en pakke i  julesokken til Casper. Det skal ikke ske igen.

Den trygge kernefamilie med Minik og børnene Casper og Sia er ikke nogen selvfølge. Julie har mange venner, der skiftes til at holde jul med den ene og den anden familie. Når hun beskæftiger sig med velgørenhedsarbejde, står hun også nogle gange ansigt til ansigt med dem, der ikke kan finde ud af det: – Det er ikke alle, der kan finde ud af at samarbejde. Det er svært at se på udefra, siger hun. – Mine børns bedsteforældre bor i samme by (i Grønland), så det har aldrig været et problem for os at ses alle sammen. Det er måske en naiv drøm, at andre vil kunne gøre det samme.

Familier mødes om maden

Arbejdet i Hele Danmarks Familieklub handler ikke specifikt om udsatte familier, men om, at alle slags familier skal kunne finde sammen. – Vi har en meget ensidig forståelse af, hvad ensomhed betyder; at det er noget, man kan opleve, når man er alene. Men familier kan også føle sig fremmede og isolerede. Vi har selv flyttet 8 gange inden for 12 år, så jeg kan sagtens sætte mig ind i, hvordan man kan føle sig fortabt i nye omgivelser.

Hele Danmarks Familieklub er et civilt samfundsprojekt under KFUM’s sociale arbejde, hvis mål det er at skabe fællesskaber omkring samtale, aktiviteter og leg. Hvilket kan være svært, når en travl hverdag presser logistikken i familien. – Det kan være svært at finde tid til det sociale samvær. Her er der så nogle frivillige, der står for det praktiske arrangement om at mødes om spisning en eller to gange om måneden. Det er faktisk meget dansk, at vi netop vælger et madfællesskab.

– Man mødes på kryds og tværs. Det kan være med til at normalisere, at der er mange forskellige slags familier. Uanset ægteskabelig status, herkomst, boform og så videre. Målet er, at vi gør noget godt sammen, og vi har lov til at være dem, vi er. – Jeg glæder mig til at repræsentere Hele Danmarks Familieklub som ambassadør, og også til at komme ud og deltage ved nogle af arrangementerne. Lige nu må jeg holde lidt igen af hensyn til covid-19, fordi Minik er svært astmatisk, så jeg kan ikke risikere at tage smitte med hjem. Så til at begynde med vil mit arbejde ligge i at være til stede på de sociale medier.

”Vi er i hvert fald ikke sådan en familie, hvor der står hjemmelavet mad på bordet hver dag klokken 18. Men der skal nok komme mad på et tidspunkt, om den nu er hjemmelavet eller kommer udefra.”

Musikkarriere og familieliv

Når Julie føler sig godt tilpas i denne ramme skyldes det, at familie har en høj prioritet hos hende: – Familie betyder stort set alt for mig. På et tidspunkt kunne jeg ikke komme hurtigt nok væk fra familien. Jeg havde brug for at stå på egne ben. Siden er jeg vendt tilbage til familien og har også startet min egen. Det har ændret mine prioriteringer igen, f.eks. den bekymringsbombe som følger med børnene.

– Det er svært at kombinere mor-rollen med at være selvstændig og med at være i min branche. Det sådan i livet, at alting kommer i klaser. Jeg har sluttet fred med, at jeg nogle gange må fravælge at være mor, der læser godnathistorie. Omvendt giver det jo også en frihed, at jeg selv kan styre min tid. Men ingen tvivl om det: jeg var Mor fra det sekund, Casper var født. – For mig repræsenterer familien sammenhold. Jeg har altid følt tryghed hjemmefra, at jeg havde en base. Jeg stod aldrig alene. Når du har en familie, har du altid nogen, der interesserer sig for dig.

Julies og Miniks familie opstod for 12 år siden. De havde ikke kendt hinanden ret længe, før hun foreslog, at hun flyttede ind hos ham. Det sagde han heldigvis ja til. Snart efter blev de enige om at få børn – men først sidste år blev de enige om at gifte sig. – Ægteskabet betyder meget for mig, siger Julie. – Jeg kunne godt have giftet mig før. Jeg har været i to langvarige forhold, uden børn og ægteskab. Jeg er den romantiske type, men samtidig realistisk. Det er noget med intuitivt at vide, at det er helt rigtigt.

– Jeg synes, det var stort, at Minik var klar til børn som 26-årig, og sidste år var han så klar til næste skridt. Vi kommer fra samme fundament; vi er døbt, og vi går – en gang imellem – i kirke. Det er noget vi er vokset op med i Grønland. Så vi vidste også, at det skulle være kirkeligt bryllup. – Fordi det er vigtigt, ville jeg gerne vente til det var rigtigt.

Mad på bordet – før eller siden

Julies og Miniks karrierer er heldigvis kompatible. Minik har fulgt sin sportskarriere rundt i landet, mens Julie som sanger har hele landet som sin arbejdsplads. Lige nu er basen i Solrød, og det må gerne blive permanent, mener Julie: – Jeg er nok en flyvsk sjæl, men nu begynder jeg at føle behov for en fast base. Vi har et mål om at købe hus snart. Gerne her i området, hvor vi og børnene har venner. Egentlig har vi ikke et sted i Danmark, der er ”hjemme”. Begge børn er født i Odense, men Solrød har jeg også en forbindelse til, fordi min søster boede har i 10 år, før hun flyttede til Grønland.

Julie indrømmer gerne, at hun nogle gange har følt, hun havde odds mod sig som mor. – Vi er i hvert fald ikke sådan en familie, hvor der står hjemmelavet mad på bordet hver dag klokken 18. Men der skal nok komme mad på et tidspunkt, om den nu er hjemmelavet eller kommer udefra. Jeg har da tit tænkt, hvad det gør ved mine børn? Børn indeholder lidt af den ene og den anden forældre. Men børn er også sig selv. Minik og jeg ser på, hvem vores børn er. De har ikke taget skade. De er tilpasningsdygtige og fleksible. De har det fint, hvis noget, jeg har lovet, bliver forsinket. Nå, vi kommer ikke i Tivoli i dag, øv. Men så ved de, at det bliver næste weekend. – Jeg var oprindelig bange for, at jeg ikke kunne give dem den faste og trygge ramme, som alle anbefaler. I stedet for har jeg lært af børnene, hvad de har brug for. Når der er kærlighed og omsorg, så skal det nok fungere og blive godt.

Noget ligger nok i generne

Selv om børnene er deres egne, så kan det ikke nægtes, at forældrene øver indflydelse. Casper har spillet både håndbold og fodbold, men er nu – i bogstavelig forstand – sprunget videre til parkour. – Det er der ikke noget at sige til med den måde han svinger sig ned ad trappen, bemærker Julie. – Og så er han gamer – ligesom Minik. Han er begyndt at gå til e-sport. Til gengæld har han ikke en tone i livet (og det har han også fra sin far). Sia derimod … der er nok noget der. Hvis ikke musikken så måske skuespillet. Hun har talentet. Men nu fylder hun kun fem år.

En ting Julie og Minik i hvert fald giver videre, er deres tilknytning til Grønland. Julies rødder betyder meget for hende. Hun er en del af et levende netværk af grønlændere i Danmark. Det foregår gerne uformelt: – Det der med at aftale, at så ses vi til kaffe den 14 klokken 15 – det fungerer ikke for mig. Vi er vant til, at vi kommer, når vi vil. Så gør det ikke noget, at det roder lidt, og det tager vi meget afslappet. Nogle højtider ser vi anderledes. Mortens Aften er både for familie og venner: Kom bare. – Det grønlandske begreb kaffemik, betyder bogstavelig talt, ”giver du kaffe”? Det skal forstås som åbent hus. Når der inviteres til kaffemik 13-17 betyder det ikke, at man skal være der hele tiden (som nogle danske venner troede). Man skal bare komme og gå, som man har lyst. Og så er der masser af mad.

Musikken kaldte

Når man er inviteret, så kan man også tillade sig at dukke op. Sådan var det også, da Julie i sin tid blev inviteret med i ”Popstars”, hvor hun kun blev nummer 2, men alligevel fik gang i sin karriere. – Jeg havde sunget lidt i kor i min fars band Sume, men egentlig var jeg taget til Danmark for at læse medicin. Så fik jeg en pladekontrakt efter ”Popstars” og tog orlov. Det var branchen, der kaldte på mig. Da jeg så skulle beslutte, om jeg ville tilbage på studiet efter min orlov, besluttede jeg at lytte: jeg var på min plads i musikken. – Men jeg kunne godt lide studiet, så hvis det ikke havde været for ”Popstars”, så havde jeg nok været læge nu. Sikkert sportslæge.

Jul i Grønland

Men det blev musikken og i denne måned selvfølgelig julekoncerterne. Når Julie Berthelsen engang sidst i december har sunget den sidste tone, går turen sandsynligvis nordpå. Planen er for en gangs skyld at fejre jul på Grønland. Hvilket dog ikke er ukompliceret i disse tider. – I forhold til rejserestriktioner er Grønland pudsigt nok et af de få steder i verden, der er grønt. Det giver måske sig selv, at det er et land, som det er ret nemt at isolere. Der er faktisk kun en familie, der har været smittet med corona, og de er raske igen. – Vores børn har aldrig holdt jul med deres bedsteforældre, så vi satser på, at vi kan rejse. Lige nu er restriktionerne på middel. For os betyder det, at vi skal aflevere negative tests, inden vi rejser, og derefter skal vi i karantæne deroppe. Vi kan holde ferie i tre uger, så det kan vi godt. – Vi har ikke holdt jul i Grønland siden 2008, siger Julie, og man mærker lyset i øjnene.

Blå bog

Julie Berthelsen er født i Århus, men opvokset i Grønland. Hun sang kor i Sume, hendes stedfar Per Berthelsens band, og var fast korpige på et studie i Nuuk, inden hun dannede sit eget band, Nanu. Hun droppede musikken til fordel for medicinstudiet i Århus, indtil talentshowet ”Popstars” i 2002 gav hende muligheden for en musikkarriere. Hun har udgivet flere album, der både har vundet platin og guld (”Der var nu noget helt specielt ved at afslutte arbejdet i mange måneder i studiet med at få den der skive plastik i hånden”).

Julie, der selv har dyrket elitesport inden for langrend, danner par med håndboldspilleren Minik Dahl Høegh. De har børnene Casper og Sia.

Rundt om Julies jul

Hvad er dine bedste julesange?

”Dejlig er Jorden” – rørende, smuk og fin … og så en klassiker som ”White Christmas” og – selv om det ikke er en julesang, men den hører sæsonen til – ”Når du ser et stjerneskud”.

Hvad synger I, når I går om juletræet?

En klassisk julesalme – et enkelt vers i hvert fald. Ellers noget børnene kan synge med på ”På loftet sidder nissen” … og ”Jeg gik mig over sø og land”, det har intet med jul at gøre, men børnene synes, det er sjovt, at de kan få de voksne til at gøre de forskellige ting, de finder på. Og så er det selvfølgelig en nissemand, de møder.

Det bliver først jul, når …?

Når jeg har sunget den sidste tone af den sidste ekstra sang til den sidste julekoncert. Når jeg er færdig og har fri. Jeg tror mange har det på den måde: julen starter, når vi får juleferie.

Dit bedste juleminde?

Jeg tror jeg vil sige den første og eneste gang, hvor jeg har holdt en eksotisk jul, altså taget til de varme lande i stedet for at blive hjemme. Det var på Sri Lanka i 2011 (dengang vi kunne rejse).

Din bedste julegave – fået?

Det er selvfølgelig de gaver, som børnene selv har lavet. Det er lidt corny, men jeg er jo mor.

Din bedste julegave – givet?

Ha ha ha – det må så være den kaffefilterholder, som jeg lavede i sløjd og gav til mine forældre.

Julemaden – and, gås, flæskesteg eller?

And … den 24. december, men flæskesteg 1. Juledag. Begge dage inkluderer jeg dog gerne noget grønlandsk kød; lam (grønlandsk – verdens bedste), rensdyr eller fugle – alk, rype eller edderfugl.

Er det er grønlandsk spise, som du forbinder med jul?

De fleste traditioner har vi jo taget fra den danske jul – and, flæskesteg og så videre. Min far elsker julemedister. Men ellers er der en tradition for at gemme det bedste stykke kød til jul – uanset hvad det nu er for et dyr.

Hvad har du af nytårstraditioner?

Det er lidt sjovt, at danskerne er mere spredt til nytårsaften – henne hos venner alle mulige steder. Selv fik jeg først lov til at gå hjemmefra efter 12. Vi holder familienytår med en masse taler – ikke lange, men noget om året, der gik.

Dit ønske for det nye år?

Må jeg godt ønske covid-19 ad Helvede til? Altså efter det 2020: smut!

Rypen kan godt være på julebordet hos familien Berthelsen både juleaften og 1. juledag. Foto: Lars Maltha Rasmussen.

Erhvervsmanden Lars Seier har altid følelser med i sine investeringer, også selvom det nogle gange betyder, at han lader de dårlige forretninger køre lidt for længe. Han fortæller om balancen mellem at drømme og være realistisk – og om at bevare optimismen under den allestedsnærværende coronakrise.

Siden Lars Seier i 2015 forlod sit livsværk, Saxo Bank, har han ledt efter et nyt ståsted i tilværelsen. Han har ikke kunnet finde ét, men valgt at engagere sig i mange forskellige projekter. Blandt andet er han blevet ejer af en fodboldklub, et cykelhold, en ishockeyklub og to Michelin-restauranter. Han er altid på jagt efter nye investeringer, men sådan har det ikke altid været. Gennem mange år havde Lars Seier forretningsmæssigt et enkelt fikspunkt i sit liv. ”Da jeg var dybt engageret i Saxo Bank, var banken mit primære fokus. Det var kun de sidste år, jeg begyndte at investere udenfor banken. Men min rolle i Saxo Bank var også i høj grad at finde og udvikle nye og eksisterende forretningspartnere. Mit fokus var på at hjælpe dem med at få deres forretninger til at gro, så måske fik jeg afløb for min glæde for iværksætteri på den måde. Jeg synes, det er skønt at hjælpe med at igangsætte nye projekter, og det har jeg nu gjort i en årrække.”

Nye muligheder i en udfordrende tid
For Lars Seier satte corona en midlertidig stopper for et liv i skøjteløber-tempo, og mange af hans projekter gik i dvale. En fyldt kalender blev erstattet med nærvær og tid til familien. Men hos en rastløs sjæl som Lars Seier satte de mange frie stunder samtidig gang i nye tanker. Han så,  hvordan krisen kaldte på alternative former for kommunikation, hvilket lagde spiren til en ny virtuel platform – et nyt projekt at gribe om. ”Et par uger før alting lukkede ned, syntes jeg, man kunne se skriften på væggen. Derfor tog jeg fat i mine døtre for at fortælle, at de snart burde beslutte, hvor de ville tilbringe de næste par måneder. De troede ikke rigtig på det, men til sidst besluttede fire ud af fem af vores døtre at komme hjem til os i Schweiz. Det har været en dejlig gevinst ved coronakrisen, at vi kunne være sammen i hele tre måneder. Det tror jeg faktisk aldrig nogensinde, vi har gjort før. Dertil har jeg rejst alt for meget.” ”Det slog mig, at mange mennesker som jeg selv, pludselig måtte have en del frie timer. Jeg slog en kommentar op på Facebook om, hvad folk syntes, vi skulle bruge dem til. Mange svar cirklede om et ønske om at blive klogere og høre interessante indlæg fra spændende mennesker. Det førte til, at jeg startede SpeakerBee projektet, hvor vi stiller en demokratisk platform til rådighed for alle, der har noget kvalificeret at sige. Det lykkedes at få tusindvis af seere, og gennem sommeren har vi arbejdet på at udvide og forbedre SpeakerBee betydeligt. Vi har netop relanceret platformen med en masse nye  funktionaliteter og indlægsholdere. Det bliver rigtig spændende at følge fremover.”

Investor med hjerte
Nye forretningseventyr er efterhånden noget, Lars Seier har stor erfaring med. Han bakker i høj grad op om unge iværksættere, selvom han godt er klar over, at denne type investeringer ofte er ganske risikable. Men hvilke parametre er afgørende for, om han vil sætte penge og engagement ind på et projekt? ”Jeg er selv meget loyal overfor folk, jeg kan lide eller har satset på. Det er en værdi, jeg også sætter stor pris på hos andre. Man skal kunne stole på folk, og man skal kunne arbejde sammen med et langtids-perspektiv. Måske gør det mig også lidt for tålmodig med  projekter, der ikke fungerer – der skal jeg nok forsøge at lære at lukke dårlige forretninger ned lidt hurtigere,” fortæller Lars Seier og fortsætter: ”Men i øvrigt er det afgørende for succes, at man er ved-holdende, elsker det, man laver, og forstår at arbejde sammen med andre mennesker – meget gerne folk, der er dygtigere end én selv eller i hvert fald kan bidrage med noget andet end ens egne spidskompetencer.” siger Lars Seier og uddyber: ”Man skal have en optimistisk og modig tilgang til tilværelsen og ikke altid vælge det sikre. Den indre dialog man har med sig selv, kan man godt styre i et vist omfang, og det er meget vigtigt, at den er så positiv og konstruktiv som muligt. Den skal fokusere på, at man kan og vil de ting, man sætter sig for.” Lars Seier deler ud af sine erfaringer:  ”Omgiv dig med dygtige og ordentlige mennesker med ære og god moral, og sørg for, at alle ved, hvad man forventer af dem, og hvad der forventes af dig selv. Sæt klare mål for dig selv og for andre. Vær realistisk. Acceptér tingene, som de er, og ikke som man håber på eller drømmer om, de burde være. Hvis ikke man både forstår og accepterer virkeligheden omkring én, så kan man ikke reagere rationelt og effektivt på den. Selvom tingene ikke altid ser positive ud, så lad være med at undvige dem, men gå direkte til dem, og prøv at ændre dem til det bedre gennem din egen indsats. Vælg det, du elsker, fremfor det sikre, hvis der er strid imellem dem. Man bliver aldrig rigtigt god til noget, man ikke bryder sig om at lave, og man får heller ikke noget godt liv. Så følg dit hjerte!

Lars Seier i dén bil han og Hanne Sindbæk var på roadtrip i.

En nyfunden passion corona-krisen har åbnet mine øjne for
Corona-krisen har været en ubehagelig, vanskelig og dyr omgang for mig indtil videre. Sådan må det være, når mange af mine investeringer er i oplevelsesøkonomien: Restauranter, sportshold, ferielande med mere. Men tidligt i krisen, da det stod klart, at vi kom til at sidde længe i lockdown hjemme i vores hus i Schweiz, besluttede jeg mig for, at nu skulle det være. Jeg ville lære at spille på det fine Bluethner-flygel, jeg købte for år tilbage. Siden da har jeg slavisk fulgt halvanden times undervisning stort set hver eneste dag. Men jeg har også fundet fornøjelsen ved at lytte til de helt store pianister. Klassiske værker med genier som Claudio Arrau eller Arturo Michelangeli eller jazzgiganter som Bill Evans.

Lars Seier er stor beundrer af jazzpianisten Billy Evans. Foto: Goio Villanueva.

Lars Seier er aktuel med den biografiske fortælling ”Seier – et Roadtrip”. Sammen med forfatteren Hanne Sindbæk besøger han de steder, der har haft betydning for hans liv: Løgstrup, Torremolinos, London, Berlin, Schweiz, Tyskland og retur til København med et smukt punktum for rejsen på Restaurant Geranium. De mere end 100 timers samtaler kommer rundt om et væld af emner, herunder Trump, Boris og Brexit.

En klassiker, jeg ikke kan få nok af

Jeg er egentlig ikke den helt store film-buff, og jeg går sjældent i biografen. Hvis jeg endelig ser en film, er det hjemme på Netflix, eller bare hvis der kommer noget interessant på almindeligt flow-TV. Jeg vender ofte tilbage til de samme film, dels fordi jeg ved, at jeg kan lide dem, dels fordi jeg har så dårlig hukommelse (i hvert fald for den slags, børskurser kan jeg til gengæld huske igennem årtier), at jeg faktisk sagtens kan gense en film et år eller to senere og blive overrasket af plottet endnu engang.

“Pulp Fiction kender jeg nærmest udenad efter at have set den mindst femten gange. Jeg elsker dens coolness og råhed, og Quentin Tarantino, John Travolta og Samuel L. Jackson viser alle deres geni i denne film. Fantastisk underholdning. Hvem skulle have troet, at Travolta også kunne det efter ’Saturday Night Fever’, som jeg hadede!”

En god, nostalgisk krammer

Sådan karakteriserer Mathilde Norholt ”Dirty Dancing” som god efter-corona-medicin. Det er tredje gang hun træder dansen som den stille Baby, der finder kærligheden – og sig selv. I dag ville hun nok have været en anden, mener Mathilde, som siden første opførelse er blevet mor og har været gennem en god skilsmisse. 

Lige da corona ramte Danmark med lockdown og lukkede teatre, var Mathilde Norholt mellem jobs og på A-kasse, så økonomisk blev hun ikke ramt, men den nye ombæring af ”Dirty Dancing” blev rykket og har nu premiere i Aarhus og ender først turneen i København næste år.

Som at ommøblere hele slottet

Det er ikke svært at finde tilbage, men det er både godt og skidt at have en rolle som Baby inde under huden. Denne gang er der ny instruktør på – Philip Zandén – og han har truffet nogle lidt andre valg, og det er en udfordring, synes Mathilde:

– Det er lidt som at lære at flette håret på en ny måde eller ommøblere hele slottet. Der er meget, der ligger på den mentale harddisk, som nu skal laves om. Det er sværere, men også mere interessant.

– Nej, vi er ikke ude i en sø for at øve svanehoppet (selv om det ville være en god reklame). Det handler mest om styrke og om at kunne læse din dansepartner. Det er lidt som at lære at cykle. Her er det bare hele din core, der er trænet. Så har du det i kroppen.

Yoga og personlig træner

Selvfølgelig skal grundformen være i orden. Mathilde Norholt har to gode hjælpere på det område. Hun træner yoga hos Street Yoga på Vesterbro, som hjælper hende med smidighed og kontakt til kroppen. Derudover har hun en gammel ven, Sofie Blom, som personlig træner. 

– Hun hjælper mig med at få de lange, slanke muskler, som jeg synes ser pænest ud. Vi startede online på grund af corona, men nu er vi begyndt rigtigt. Sådan 1½ time. 

– Da vi var færdige første gang, gik jeg som en 80-årig, tilføjer Mathilde leende.

– Og så undgår jeg kulhydrater, spiser meget protein og passer min søvn … så vidt det lader sig gøre med en 3-årig.

Mathilde har en lang forhistorie med netop ”Dirty Dancing”. Hun var ganske vist kun fire år, da filmen havde premiere, men da hun som barn fik sin første CD-afspiller – et stort monstrum med radio og kassetteafspiller også – fik hun tre CD’er med. Den ene var soundtracket fra ”Dirty Dancing”.

Ripley frem for Baby

– Filmen så jeg først i midten af teenageårene, måske 16-17 år gammel. Sjovt nok var jeg ikke så vild med den. Jeg var mere fascineret af gysere, for eksempel ”Alien” med en anden krølhåret heltinde.

– Det er lidt sjovt, at det lige er annonceret, at filmen skal genindspilles med Jennifer Grey i en af rollerne og som producer. Som filmnørd synes jeg, det er lidt synd at genfortolke klassikere. På den anden side er ”Little Women” indspillet fem gange og ”A Star Is Born” tre gange. Det er ligesom med sange – hvis originalen var et hit, så er det farligt at vende tilbage. Hvis den var so-so, så kan en ny version lettere blive et hit. Men jo. Det er en god historie.

Og til det oplagte spørgsmål: Nej, der er absolut ingen, der sætter Mathilde i hjørnet. Altså måske undtaget hende selv.

– Jeg er nogle gange meget selvkritisk – også over dumme, ulogiske ting. Men jeg øver mig i ikke at gøre det.

Det er kunsten, der adskiller os fra dyrene

Men Mathilde er ikke den, der tier stille og finder sig i tingenes tilstand. Lige nu er hun skuffet over politikerne i forhold til kulturen:

– Jeg synes ærlig talt ikke, man kan se meget forskel på en rød regering i forhold til en blå, når det gælder kulturpolitikken. Og jeg er decideret vred, når jeg oplever, at Københavns Kommune er lige ved at slagte to teatre (Husets Teater og S/H, red.). Øv. Det er jo der, det hele starter. Det er skuffende og uforståeligt. Heldigvis blev teatrene reddet. 

– For prøv at se, hvad der skete, da samfundet lukkede ned: Folk gik hjem og så TV, læste, hørte lydbøger. Det er kunst.

Måske bliver det også på skærmen, vi næste gang får Mathilde at se. Når hun er færdig med ”Dirty Dancing”-turneen til foråret, skal hun i gang med nye projekter sammen med nogle af sine kvindelige kolleger. De skriver på en tv-serie, men noget teater kan også komme på tale.

Opsøg undergrunden og genopliv dit sociale liv

Oven på lockdown og teatre og anden kunst i økonomisk krise, er det op til os selv som kulturforbrugere at gøre noget, mener Mathilde Norholt: 

– Brug nogle penge på noget kultur i den kommende tid i stedet for på dimser og dutter. Vi fylder vores hjem med rigeligt mange pyntegenstande. Støt nuets kunst, køb malerier og bøger. Brug de små teatre og små biografer. Som Frank Zappa udtrykte det: “The mainstream comes to you. You must come to the underground”. Gå på Teatret ved Sorte Hest, på Får 302. Gå til mindre koncerter og poesioplæsninger – der vil du få passion og puls, som du ikke finder i ”The Kardashians” og andre realityshows. Og så vil du få genoplivet dit sociale liv efter corona. Med mundbind og håndsprit, hvor det er nødvendigt.

– Du kan selvfølgelig også opsøge trygheden ved en tur tilbage til 1965 i ”Dirty Dancing”. Vi kan vist alle trænge til en god nostalgisk krammer. 

– Desværre kan vi ikke føle os helt trygge endnu – der kan være flere gys i vente i 2020, for eksempel det amerikanske præsidentvalg, tilføjer hun.

Ville Johnny Castle være en hvid mand i dag?

Men helt gammeldags synes Mathilde nu ikke, ”Dirty Dancing” er:

– Baby er et godt ideal sammenlignet med andre musicalfigurer; hun udvikler sig sammen med Johnny og han med hende. Hun står ved sit seksuelle værd og er ikke bare en lille pige. Hvis vi skal skrue en feministisk vinkel på, så skulle det måske ikke være Johnny, der trak hende frem til sidst, men hende selv, der trådte frem. Men i øvrigt: Hvis den havde foregået i dag … ville Johnny så have været en hvid mand? Jeg kunne godt forestille mig en moderne Baby, der var miljøaktivist, pro-queer/LGBT eller lignende.

Lidt aktivist er der også i Mathilde selv. Hun er sig fuldt bevidst, at ligestillingen ikke er gennemført endnu, hvor der ikke mindst i hendes branche netop er rapporteret, at 62 % af Skuespillerforbundets medlemmer har oplevet, at der ikke var ligeløn. 

Hun kaster også blikket ud i den store verden i sin egenskab af ambassadør for Plan Børnefonden:

– Der er så meget at gøre på verdensplan. Vi må stadig kæmpe mod kvindelig omskæring, mod barnebrude, mod sexslaveri. Det handler om mad på bordet og adgang til uddannelse for pigerne.

Barndomsminder om sommeren ’92

Apropos nostalgi … hvad er så de ”gode gamle dage” for Mathilde?

– Der er to perioder; da jeg var 7-10 år gammel og så i 20’erne, hvor jeg synes, jeg var i byen hele tiden. Den første forbinder jeg med Roxette og med Mr. Big (min mor har altid haft noget med heavy metal) og R.E.M. Og jeg husker tydeligt fodbold EM i 1992. Jeg tror faktisk, min far fældede en tåre. Og bagefter gik vi en tur. Jeg har aldrig før eller siden set Frederiksberg Allé som den aften.

– I mine 20’ere havde jeg travlt – to-tre dagjobs i butik ved siden af skuespillet. Tiden midt i 00’erne forbinder jeg med neonfarvet neglelak, en flagermusskåret t-shirt (sådan lidt avantgardeagtigt), Zarah Voigt-smykker og The Knife.

En lykkelig skilsmisse

Nutiden har bestemt også sine glæder, blandt andet rollen som mor til 3-årige Polly – om end ikke sammen med hendes far. 

– Min kæreste og jeg er gået fra hinanden. Vi har længe holdt det hemmeligt, fordi vi ikke gad se det pisket op i pressen, fortæller hun Liebhaverboligen.

– Vi har det rigtig godt som ekskærester. Han har været helt unik under corona, hvor han har sovet på sofaen for at være der og bakke op. Jeg vil sige, at vi har fundet hinanden venskabeligt, og han hjælper mig meget. Han arbejder ikke inden for det kreative, men han har stor forståelse for de særlige krav, det stiller til familielivet. Jeg er helt sikker på, at det er godt for Polly, at vi finder ud af det.

– Ja, tænk: Der findes gode skilsmisser!

At sætte børn i verden indebærer dog også en vis bekymring for fremtiden. Der er selvfølgelig en generel bekymring for Moder Jord, men umiddelbart er Mathilde Norholt især bekymret for udviklingen inden for teknologi og politik.

Bekymret over overvågningen

– Ud over den globale opvarmning er jeg bekymret for genrejsningen af fascismen jorden over og for udviklingen af masseovervågning. Jeg synes ikke, vi ved nok om 5G. Og spørgsmålet med den teknologi er, hvem der overvåger, og hvem der bestemmer.

Dagens billede af USA er heller ikke så rosenrødt som det land, der har givet os ”Dirty Dancing” og naturligvis masser af anden fantastisk musik. Mathilde slutter med en alvorlig tone ved at understrege, at vi jo ikke har set, hvordan valget falder ud endnu. 

– Jeg tror desværre, det kan blive vildt. Og uanset udfaldet, hvordan vil Rusland og Kina reagere? Hvis der er kommet noget godt ud af Donald Trumps præsidentperiode, så er det, at vi i Europa har indset, at vi må tage os sammen, så vi ikke er afhængige af, at amerikanerne kommer og hjælper os. Vi må samarbejde mere. 

Blå bog

Mathilde Norholt er datter af skuespillerne Kirsten Norholt og Flemming Sørensen og er efter eget udsagn vokset op i en teatergarderobe. Helt naturligt gled hun ind i skuespilfaget (første filmrolle i 1994 i ”Snøvsen ta’r springet”) og gjorde for alvor opmærksom på sig selv i tv-serien ”Lykke”. Hun var en del af det oprindelige cast på teatershowet ”Mødre” sammen med andre skuespillere af sin generation … og også i virkeligheden mor, nemlig til 3-årige Polly Naomi.

 

Dirty Dancing

Dette års genopsætning af musicalen ”Dirty Dancing” er bearbejdet i samarbejde med Eleanor Bergstein, der skrev manuskriptet til filmhittet med Patrick Swayze og Jennifer Grey. Hovedrollerne spilles igen af Silas Holst og Mathilde Norholt – dog med Kim Ace Nielsen som understudy for Silas, når han deltager i Vild Med Dans.

Derudover er alt ved det gamle. Historien om den unge Frances Houseman – der aldrig bliver kaldt andet end Baby – som bliver voksen i sommeren 1963. Under ferien på et mondænt feriested møder hun danseinstruktøren Johnny og får derved et helt nyt syn på verden. Nobody puts Baby in a corner.

Rundt om Mathilde

Verden har været lukket ned: Hvor drømmer du om at rejse hen?

Japan. Jeg har altid været lidt af en anime-fan, og jeg har aldrig været der. Jeg har været andre steder i Asien, og jeg føler mig hjemme i den del af verden.

Hvem er dit forbillede?

Lige i dag vil jeg sige den amerikanske politiker Alexandria Ocasio-Cortez.

Du går ind på verdens bedste bar – hvilken drink vil du bestille (og hvilken bar er det)?

En kold øl, en Hoegaarden Blonde … nu er det længe siden sidst, men det ville nok være en bar i Kødbyen.

Hvilken kunstart forstår du ikke?

Revy – hvilket er lidt sjovt, når man tænker på min baggrund. Uden at ville virke alt for ”klog”, så forstår jeg det meste andet, men som udøvende er det nok skulpturkunsten, der ligger mig fjernest. Det tror jeg ikke, jeg har tålmodighed til.

Hvad ville du gerne være bedre til?

At øve mig på sprog. Jeg er egentlig god til sprog, men det skal trænes. Både mit franske og mit tyske ville jeg gerne opdatere. Det vil jeg gøre, hvis vi ender i en ny lockdown.

Hvad glæder du dig mest til de næste seks måneder?

At danse med Silas (og Kim Ace om fredagen, når Silas er med i Vild med dans). At ses med familie og venner efter den lange lockdown. Jeg tror, vi alle er blevet mere bevidste om, at vi kun er her for en tid, og den skal vi tilbringe med folk, vi holder af.

Hvis du kunne give 1 million kr. til en god sag,
hvad skulle det så være?

Noget med dyr, med regnskoven – World Animal Protection eller Anima. Jeg har faktisk en aftale med mig selv om, at hvis jeg vinder en million (en af de to-tre gange om året, hvor jeg spiller Lotto), så skal en tredjedel gå til et godt formål. Jeg mener … der er jo grænser for, hvor tit jeg kan rejse til Japan.

Hvad kan du altid spise en portion mere af?

Min ekskæreste laver en rigtig god dhal. Den kan jeg altid spise en portion til af.

Mange film er efterhånden endt som musicals på scenen – er der en, du går og drømmer om, bliver overført?

”Alien” – De skal bare ringe, hvis det er. Nej, bare for sjov. Det skal være en med et godt soundtrack. ”Frost” – men det er jeg sikker på, at Disney allerede har planer om. Det vil jeg glæde mig til.

Sæsonspørgsmålet: Hvad er det bedste ved efteråret?

At alting kører lidt ned i gear. At drikke te i ro og mag. Farverne.