Rejs så meget du kan …

December er mørke og kulde udenfor – og lys og hygge indenfor i de varme stuer. Men også vild travlhed op til den forestående højtid, samtidig med at job og julefrokoster med kollegerne skal nås. Og så skal der købes gaver – og helst mange af dem. Stress ned og smut en tur over sundet til de to svenske naturperler – Kullenhalvøen og Bjärehalvøen, og udnyt at den svenske krone er historisk lav. Liebhaverboligen guider her til unikke svenske luksusoplevelser i den mørke tid.

skansen0

Det kolde gys i Båstad og Torekov
Byen Båstad er de velhavende svenskeres foretrukne get-away. En slags svensk Tisvilde eller Skagen, centreret omkring en fælles passion for sporten tennis og en yndig by ved havet. I Båstad har man spillet tennis siden 1900, da badegæsterne i sin tid kom til byen, og et fint tennismuseum fortæller hele historien. Midt i byen – og med en stor tennisbane lige i midten af bygningen – ligger byens førende hotel – Skansen, et oplagt sted til en dejlig overnatning i en kold december måned. Skansen har lige nede ved havet det dejligste ”Koldbadehus” (sådan hedder det), et bade-og saunahus for enden af hotellets lange badebro, som tilbyder det kolde gys til hotellets gæster. Bor man på Skansen, er dyppet i havvand og tilhørende varme i saunaen indregnet i prisen, men private kan også tilkøbe sig et dyp. Skansen tilbyder i julemåneden en hotelpakke med både koldt gys i vandet og en skøn middag på hotellets dejlige restaurant Sand. P.t. arbejdes de på hotel Skansen med at bygge en ny spa-afdeling, som vil få tagterrasse med fuld havudsigt, infinity-pool og roof-top bar, og hele herligheden vil stå klar til at modtage gæsterne allerede til sommer, hvor der naturligvis er mest liv i sommerbyen. Så er det spa, man ønsker at fornøje sig med indendøre i den kolde tid, bør blikket rettes mod Torekov Hotel, som ligger kun en kort køretur fra Båstad og Hotel Skansen. Torekov Hotel ligger i den lille by af samme navn, og byen kan udover Hotel Torekovs rigtig fine spa-afdeling med behandlinger, også byde på det smukkeste lille badehus beliggende i Torekovs lille havn. Her kan man få behandlinger i kar – foruden det kolde dyp og tangbehandlinger. Udover det har byen Torekov også en spændende historie – og naturen omkring indbyder til gode vandreture. Både Torekov Hotell og Hotel Skansen i Båstad er meget populære og tilbyder naturligvis begge forskellige hotelpakker og gode ideer til udflugter året rundt. Se mere på www.hotelskansen.se og www,torekovhotell.se

skansen11

Den julepyntede have
Fortsætter man fra Kullenhalvøen og længere nordpå, kommer man til Bjarehalvøen. Her ligger tennisbyen Båstad, og herfra kommer rigtig mange af Sveriges allerbedste grøntsager. Haver og Båstad hænger nøje sammen, og en af de allerflotteste haver hedder Norrviken. Norrvikens Haver (Trädgard) er en samling vidunderlige haver skabt af gartneren Rudolph Abelin for mere end 100 år siden. På en kæmpemæssig grund placeret mellem havet og Hallandsåsen skabte han – drevet af den simple drøm om at skabe noget smukt – en samling haver med forskellige stilarter. En renæssancehave, en klosterhave, en barokhave, en middelalderhave, en vandhave osv. I dag er stedet en af de fineste haver, Sverige kan fremvise, med den flotte villa Abelin i midten af haven og det smukke orangeri – Victoriahuset, hvor der løbende holdes skiftende udstillinger. Norrvikens haver er naturligvis pyntet helt fantastisk op i hele december måned, med lys i de smukke træer og haver, og det hele kan beundres indtil den 14. december. Se mere på www.norrvikenbastad.se

skansen1

Julemarked på Fredriksdal
Fra færgelejet i Helsingør til kan man se helt op til Kullen – den store brune klippe, som ligger skråt overfor danske Gilleleje. Turen over til svenske Helsingborg tager kun cirka 20 minutter, og det er ikke dyrt at have bilen med. Kort udenfor byen ligger Frilandsmuseet Fredriksdal – en svensk pendant til det danske frilandsmuseum i Lyngby nord for København. Her er smukke, gamle gårde og fine huse fra købstadsmiljøer samlet i en kæmpemæssig botanisk have, og her holdes der julemarked med alt, hvad hjertet kan begære af svenske godter, krydderier og gammelt håndværk til salg både den 6., 7. og 8. december. Der vil være dans omkring juletræet, levende dyr i staldene og i det hele taget jul som i gamle dage for fuld udblæsning. Se mere på www.fredriksdal.se

skansen2

Mærkevare-outlet, lokale delikatesser og svensk julemad
Langs med kysten på Kullenhalvøen ligger de små byer og fiskerlejer som perler på en snor. En af de større byer er Höganäs, som bl.a. er kendt for sin saltglaserede keramik og i folkemunde benævnes pottemagerbyen. Et stort område i udkanten af byen er udlagt til outlet-butikker, hvor man bl.a. kan købe smukke ting fra Ittala, Rörstrand, Hackman, Arabia og Fiskars til nedsatte priser. Samme sted er der sports-outlet og glas fra Orrefors, og det er let at finde – store vejskilte viser hvor. Men endnu mere interssant er måske Magasin 36 og Saluhallen, en slags torvehaller, som i gamle fabriksbygninger lokker med alt lige fra sko til lokale fødevare-delikatesser og boligtilbehør. Glæden ved god madkultur blomstrer her, og indkøbene sker i de gamle haller, hvor man siden 1835 brændte den saltglaserede keramik i store ovne. Nu er det hele forvandlet til et overdækket marked med smuk og rå arkitektur, som også rummer et bryggeri, en chokoladebutik og en meget hyggelig restaurant. Sidstnævnte er i det meste af december måned stedet at smage den lækreste svenske julemad – bl.a. på restaurantens store julebord, som serveres hver dag indtil den 21. december fra kl 18.30. Her kan man smage på alle de lokale delikatesser og råvarer, som dyrkes hos små producenter på Kullen halvøen, og er aftenbordet for stort eller for sent – tilbyder stedet også julefrokost og søndagsjuleborde fra kl. 16 -19 på decembers advendts-søndage. Se mere på www.hoganassaluhall.se

skansen3

Verdens største sanglærke
Lidt udenfor Båstad – der hvor by bliver til langstrakte marker, ligger et særligt museum. Nemlig hjemmet for Sveriges allerstørste operastjerne, Birgit Nilsson. Her voksede hun op og boede sammen med sine forældre indtil sit 23.år. Et liv på landet blandt køer og kartofler, uden elektricitet og rindende vand – kort sagt et liv langt fra det, Birgit Nilsson senere kom til at leve, som feteret stjerne på alverdens operascener. Barndomshjemmet står her stadig, som dengang hun sidst boede her. Og ved siden af huset er der nu bygget et museum, som med lyd- og filmklip, kostumer og personlige artefakter fra stjernen fortæller Birgit Nilssons utrolige historie fra bondepige til verdensstjerne. Museet er egentlig lukket for sæsonen i december måned, så vil man se det i fuld skala, skal man vente til foråret, men i anledning af julen åbner museet helt specielt den 8. december for to julekoncerter kl. 14 og kl. 17. Overskriften er Jul på Museet – Julekoncert med Carolina Söderman. Se mere på www.birgitnilsson.com

skansen4

Romantik på Rusthållargården
Kullen og og dens helt specielle natur indbyder året rundt til de skønneste traveture. Naturligvis dejligst om sommeren, når alt er grønt og blomstrer, men en frisk travetur i strid blæst og kulde er ikke at kimse ad, hvis man bagefter kan se frem til et romantisk ophold på Kullens mest romantiske hotel – Rusthållargården i Arild. Arild er et lille fiskerleje, som ligger på den anden side af Kullenbjerget med udsigt over Skälderviken og havet. Her er en lille havn, de fineste små snævre gader med gamle huse, og Rusthållargåden, som ligger med samme udsigt, er den ultimative luksusoplevelse. Alle værelser er indrettet med høje træpaneler i sarte farver og maritimt tema, og selve hotellet stammer tilbage til 1600 tallet, hvor gården blev brugt til Kronskatterrusthållerhem – et sted hvor man sørgede for heste og mænd til kongen. I 1904 blev det omdannet til hotel og har nu haft den samme familie som ejere i fem generationer. Et ophold på Rusthållargården føles som at komme hjem til nogen, der har kendt én hele livet, og mange af de ansatte på stedet har også arbejdet her hele deres voksenliv. I underetagen findes en dejlig spa-afdeling, og helt specielt er det at få en behandling med tang, som hentes lige nede ved havet og kan gøre huden så blød, at man næppe tror det. Rusthållargården er også meget kendte for deres gode restaurant, og i december måned kan man få et weekendophold med julebord og hygge ud over det sædvanlige. At holde nytår på Rusthållargården er meget populært, men hurtigt booket, da mange af stedets gæster en gengangere, så vær ude i god tid. Ud over 21 smukke værelser på selve hotellet har Rusthållargården også fem meget fine huse, man kan leje. Alle ligger de ubeskriveligt smukt – med udsigt til havet. Se mere på www.rusthallargarden.se

Lidenskabelig flamenco-dans, drabelig tyrefægtning og en by fuld af tusindårig historie tilsat duftende appelsintræer. Andalusiens hovedstad Sevilla er perfekt til et romantisk getaway.

 

FET_sevilla_Rejsereportage_17

Klokketårnet La Giralda er bygget ovenpå en muslimsk minaret.

 

Hælene er høje og stamper lidenskabeligt i gulvet, og udtrykket i ansigtet er nærmest fortrukket som i smerte. Manden i den prikkede flamenco-skjorte danser, som gjaldt det livet, mens tre mænd og en guitarist på barens lille bænk synkope-klapper i hænderne, så hele optrinnet bliver til musik som fra et helt orkester.

Vi er i Sevilla. Hovedstaden i Andalusien og Spaniens varmeste hjerte. Med flamenco-dansere, sang og smerteligt dybfølt guitarspil på hvert et gadehjørne, og slotte, kirker og katedraler i en over-
dådig blanding indimellem.

Her leves livet mest på gaden og i de store følelser, og det er et Spanien så langt fra solkystens  dansker-kolonier med sildemadder, leverpostej og snaps, som noget kan være. Her er tapas ikke bare afskåret pålæg på en flad tallerken, men møre svinekæber i krydret sovs, fritterede serano-skinkeruller og flydende camenbert-oste. Og her kan man – som noget helt specielt – bo i en by, hvor tusindvis af appelsintræer fyldt med orange frugter i sæsonen fylder luften med den dejligste duft af citrus.

Sevilla er en by, man slentrer i. Og kysser i. Og bliver forelsket i. For ikke ret mange andre byer i Sydeuropa kan mønstre samme opbud af smukke pladser, små torve, smalle gader, fantastiske katedraler, kirker, slotte, parker og hyggelige restauranter som netop Sevilla. Tusinder af års historie
er her komprimeret i en storby, som stadig bærer de smukkeste arkitektoniske levn fra sine mange erobrere, og som af kendere bliver besøgt igen og igen – især for sin særegne dans flamencoen.

 

FET_sevilla_Rejsereportage_11_P1210987

Flamenco danses overalt i det offentlige rum i Sevilla. Her på Plaza de Espana.

 

Flamencoens fødeby

Flamenco er synonymt med Sevilla.

Denne udtryksfulde og lidenskabelige dans, som opstod netop her, blev oprindeligt allerede i 1447 bragt hertil af sigøjnere fra Nordindien, og den dag i dag dyrkes den stadig og inderligt som en højprofileret kunstform. Men selve dansen har ikke altid været en del af flamencoen.

Flamencoens første udtryk var en sang ledsaget af klap med hænderne. Senere kom et akkompagnement af guitar på, og først til allersidst er dansen med de heftigt steppende trin kommet til. Sorg og glæde, lidenskab, kærlighed og smerte – det er de følelser, som flamencoen udtrykker gennem sit kropssprog i dansen og sin dybfølte sang og smukke guitarspil. Og selvom det for en ”ny” flamenco-fan måske kan lyde lidt ens alt sammen, så findes der faktisk hen ved 70 forskellige stilarter indenfor flamenco.

I Spanien kan man starte med at danse flamenco allerede, når man er fyldt tre år. Og naturligvis findes der mange flamenco-skoler i byen, hvor man kan lære de lidenskabelige trin. Sjovt er det, når man kigger i skobutikker – at se de bittesmå flamenco-sko de sælger til børn, men endnu mere interessant er det at lægge mærke til de mange japanske turister, som altid er i Sevilla. Og hvorfor så det? Jo, det eneste sted i verden, hvor der p.t. er flere flamenco-skoler end i Spanien er nemlig i Japan, hvor dansen er det store hit. Det kan man så tænke lidt over, hvorfor en så lidenskabelig og ekspressiv dans er så populær i et land som Japan, hvor det at vise følelser ikke er velset …

I Sevilla kan man opleve noget af det ypperste indenfor flamenco og mere til. Byen er et mekka ud i små og store flamenco-scener med indtil flere shows hver aften. Men interessant er det også at besøge nogle af de mange penás –  små lokale klubber, hvor der hver aften også er er optræden af flamencokunstnere, og hvor det ikke koster andet, end at man snupper en drink i baren. Verdens største festival specielt dedikeret til flamenco finder også sted i Sevilla hvert andet år i april måned under navnet El Bieneal De Flamenco, og et flamenco-museum kan byen såmænd også byde på. Og sidst men ikke mindst kan man tit opleve flamenco helt spontant– på nogle af byens mange pladser.

 

FET_sevilla_Rejsereportage_8

Plaza de Espana er udsmykket med kakler overalt og blev bygget til verdensudstillingen i 1929.

 

FET_sevilla_Rejsereportage_12

Metropol Parasol ligger midt i byen og har et madmarked i stuetagen og en bar på toppen.

 

Spændende arkitektur 

Sevilla er tusinder af års historie om krig, især mellem muslimer og kristne. Og byen er en sand overdådighed ud i arkitektur startet i den muslimske periode. Som især de kristne har bygget videre på. Rent faktisk er de fleste af Sevillas kirker bygget ovenpå ruinerne af muslimske moskeer, og  klokketårnet La Giralda på byens kæmpemæssige katedral er egentlig blot en muslimsk minaret, som de kristne har bygget videre på. Sevillas slot og en af byens absolutte turistattraktioner – kongeslottet Alcazar – er ligeledes bygget af arabiske håndværkere, men er køen her for lang hvilket den faktisk altider, skal man ikke fortvivle. Besøg i stedet den gotiske kirke på Plaza Del Salvador, som er et værdigt alternativ. Gyldne basun-engle i massevis, Maria-figurer og ditto Kristus-figurer i guld og sølv pryder på overdådige altertavler alle vægge i et så bombastisk arrangement, at deres udsendte aldrig har set noget lignende. Og entre-gebyret på blot fire euro er til at have med at gøre. Udover de fantastiske altertavler er en kæmpemæssig og meget tung bærestol i det pureste ”sølv” en anden af kirkens attraktioner. Især i påskeugen, hvor stolen med helgen bæres rundt i hele Sevilla – af 40 mænd med armmuskler så store som serrano-skinker.

Forår eller efterår   

Sæsonen i Sevilla er kort, for byen er bedst at besøge enten forår eller efterår. I juni, juli og august er det umuligt at være der, fordi temperaturen let kommer langt over de 40 grader. Men fra marts til maj og igen fra september til november er vejret til gengæld nærmest perfekt. Morgenerne er kølige og friske, og eftermiddage og aftener varme og til sommertøj og bare ben. Mange af Sevillas hoteller har iøvrigt tag-terrasser, hvor man kan indtage morgenmaden, og skønt er det at sidde i den friske morgenluft og høre byens mange kirkeklokker bimle og bamle på samme tid. Men ellers er Sevilla en stille by. Om aftenen så stille, at man kan høre byens mange fugle synge og duften fra de tusindvis af appelsintræer, som står overalt, giver en haveagtig fornemmelse til det hele.

Floden Guadalquivir løber midt igennem Sevilla og deler byen med det gamle sigøjnerkvarter Triana på den ene side og det jødiske kvarter Santa Cruz på den anden. I Triana findes en del af de fabrikker, som har fremstillet og stadig fremstiller de smukke kakler og den særegne keramik, som man kan se på mange af Sevillas flotte bygninger, og kvarteret er også her, hvor flamencoen kommer fra. I Triana findes en del rigtig gode flamenco-klubber, og tapasbarerne her er også mindre ”turistede” end i for eksempel kvarteret Santa Cruz på flodens anden side. Langs med floden løber gaden Betis – et populært sted at hænge ud i de sene aftentimer.

Men ellers er det i og omkring Santa Cruz-kvarteret, at de fleste af Sevillas største attraktioner ligger. Kvarteret med de ultra smalle gader husede i tidligere tider Sevillas jødiske samfund, i dag er stedet proppet med turister, som spiser tapas på bydelens mange små barer og ser flamenco til langt ud på natten. Et godt tip, hvis man vil have det lidt mere lokalt og slippe for turiststrømmen, er dog at frekventere Plaza de la Alfalfa, tæt ved Plaza Del Salvador, hvor de lokale selv kommer. Gaderne omkring samme plads er også rigtig fine indkøbsgader med mange små specialforretninger og god stemning.

 

FET_sevilla_Rejsereportage_18

I de snævre gader er der massevis af tapasrestauranter.

 

FET_sevilla_Rejsereportage_Loppemarked-på-Calle-Feria-

Loppemarked på Calle Feria.

 

Sevilla til fods

At gå rundt i Sevilla er let. Byens centrum er næsten bilfrit, og der er ikke langt imellem oplevelserne og byens forskellige kvarterer. To store verdensudstillinger – en i 1929 og en i 1992, har også sat deres præg på byen, og især det enorme kompleks Plaza de Espana, som ligger i parken Maria Luisa, er værd at besøge. Pladsen er skabt af arkitekten Anibal Gonzalez til verdensudstillingen i 1929 og er opført i et miks af stilarterne neo-mudejar og renæssance. En 170 meter lang halvbueformet bygning med gallerier, tårne og buegange omkranser en 515 meter lang kanal, hvor man kan sejle med små både. Hele bygningskomplekset er udsmykket med farvestrålende keramikfliser overalt, og midt på pladsen findes et gigantisk springvand. Det koster ikke noget at besøge Plaza de Espana, og tit er der spontane flamenco-forestillinger i pladsens mange buegange.

Sevillas anden verdensudstilling var i 1992, hvor man til formålet byggede et stort udstillingsområde midt i Guadalquivir-floden. Udstillingsøen kan stadig besøges, men er ikke noget highlight, det er imidlertid bygningen Metropol Parasol, af de lokale kaldet Las Setas, som ligger midt i centrum.

Metropol Parasol ligner mest af alt en kæmpemæssig svamp med bikubeceller. Via en rulletrappe kan man komme op oven på den og gå langs med snoede gangbroer, hvorfra man har den mest vidunderlige udsigt ud over hele Sevilla. Bygningeneller skulpturen om man vil, er skabt af den tyske arkitekt Jürgen Mayer i 2011 og har en bar på toppen og et madmarked i gadeplanet. På markedet kan man købe alverdens lækre madvarer, men også se anderledes madvarer og delikatesser, som for eksempel fårehjerner og små kaniner med både øjne og pels på – ligge i slagterens udstillingsdisk.

Til tyrefægtning

Lys og mørke, kærlighed og glæde, sorg og smerte. De store følelser hænger uløseligt sammen med et besøg i Sevilla, som naturligvis derfor også har en stor tyrefægterarena. Her kan man komme til tyrefægtning næsten ugentligt i den store Plaza de toros de la Real Maestranza, som har plads til 14.000 mennesker. Arenaen rummer også et tyrefægtermuseum, hvor man kan se flotte toreador-dragter, udstoppede hoveder af de mest berømte tyre samt en lille udstilling med stik af maleren Goya. Tyrefægtning er en vigtig del af kulturen i Sevilla, men er man ikke til kultur/dyremishandling, kan man nøjes med en rundvisning. Og vil man have en fornemmelse af det hele alligevel – uden tyrefægtning – kan man indtage frokosten eller aftensmaden på en af de nærliggende restauranter, hvoraf mange er indrettet i bedste arenastil med udstoppede tyrehoveder på væggene.

 

FET_sevilla_Rejsereportage_9

 

Rejsefakta

Fly: Ryanair flyver direkte København – Sevilla et par gange ugentligt i højsæsonen. Fra Jylland kan man ikke flyve direkte, det letteste er at tage flyet fra København. Se mere på www.ryanair.com

En taxi fra lufthavnen koster omkring 30 euro.

Hotel: Sevilla har overnatning i alle prisklasser. Dyrest er det femstjernede Hotel Alfonso XIII midt i centrum, med swimmingpool og alt hvad et luksushjerte kan begære. (www.marriott.com)

Meget billigt og absolut okay, også midt i centrum, er det lille hotel, The Callejon del Agua Hostal. Hotellet har en tagterrasse, hvor der serveres en ydmyg morgenmad, men personalet er super-søde til at give tips, bykort og guidning. (www.callejondelagua.com)

Flamenco i Sevilla: Klubben La Carboneria på Calle Cespedes 21 A har flamenco-optræden hver aften. Det er et fint lokalt sted, hvor man blot skal købe en drink.

Klubben Baraka Sala Flamenca på Pages del Corro 70 i Triana-kvarteret har to forrygende flamenco-shows hver aften. Stedet er fint, intimt og lille med en scene i midten af publikum. Man kan/bør købe billet på forhånd på www.barakasalaflamenca.com. Det koster 20 euro pr.person og inkluderer også en drink under showet.

Nyttig viden: På den spanske stats turistkontors hjemmeside kan man under punktet ”brochurer” downloade en virkelig god guide/brochure om Sevilla.
Se på www.spain-info/en.

Vil man bestille flamencobilletter, billetter til slottet Alcazar eller andre udflugter mv. er det nemt at gøre på www.getyourguide.dk 

 

Normandiets kyst er yndige, gamle bade-og fiskerbyer med betonbyen Le Havre som udyret midt i al yndigheden. Men ”udyret” har en spændende historie og vinder i skønhed – når man ved, hvorfor ”Frankrigs svar på Stalingrad” ser ud, som den gør.

 

FET_Rejsereportage_etratat_le-havre-3399560

 

Der står kartofler på markerne og fine, brogede køer overalt. Jesus hænger på et kors i vejkanten, og landskabet er fladt med højt til himlen og de drivende skyer. Langs med den snoede landevej kører vi igennem søvninge småbyer med sirlige huse bygget i bittesmå mur-og strandsten, og vi fornemmer, at vi er et sted, hvor tidevandet bor.

Etretat i Normandiet ligger ved havet og de store, hvide klipper. En ferieby med mågeskrig og små butikker med hvidt og luftigt sommertøj. Her er smukt. En særlig stemning og et særligt lys. Som også greb impressionismens store malere, Monet, Manet, Boudin og alle de andre i anden halvdel af 1800-tallet, hvor de hev staffeliet ud i naturen og gengav verden på en ny og ”lettere” måde i deres malerier. De kom til Etretat sammen med den rige overklasse fra Paris i øvrigt – for tiden var til at bade og feriere ved kysterne, og Etretats uspolerede fiskersamfund udgjorde den perfekte kulisse.

Køreturen fra Paris tager et par timer og lidt til. Og i dag folk kommer hertil for at slappe af på stranden, slentre i de hyggelige gader, spise et godt fransk måltid og beundre de fine villaer fra ”La Belle Epoque-perioden”. Men også for at se de de sirlige, små fisker-og borgerhuse bygget i bl.a. flintesten – og så for at se klipperne. For klipperne – det er dem, det handler om.

De hvide klipper af kridt, som rejser sig så majestætisk ud for byens fine strand og promenade, hvor kirken og de mærkværdige haver troner højt oppe på den modsatte skrænt og giver en fantastisk udsigt ud over byen.

 

FET_Rejsereportage_etratat_P1210242

FET_Rejsereportage_etratat_P1210214,-etratat,-klipperne

Etretat, klipperne

 

Haverne i Etretat

Etretats klipper er afbildet i det uendelige. Især i impressionismens malerier og med rette. Smukke vidundere skabt af naturen – sådan blev de oplevet engang og gør det stadig. Tæt mod to millioner turister besøger hvert år byen, enten for en uge eller måske blot på en dagsudflugt, og alle kommer de primært for at fotografere klipperne. Enten nede fra byen eller oppe fra kirken på skrænten.

Turen op på skrænten er stejl. Men et lille turisttog fragter dårligt gående derop, som samtidig også kan besøge en anden af Etretats mærkværdigheder: Haverne i Etretat. Ikke nogle gamle haver, men en kun fire år gammel ”park” skabt som et avantgarde-have-kunstværk. Et kreativt laboratorium af planter og skulpturer, som er anlagt op ad den høje skrænts ene side.
Mærkværdigt klippede buske gemmer på skulpturelle buddhahoveder, og små snoede stier fører rundt i haven til nye underlige planter og oplevelser og er en fin udflugt i Etretats lilleby-idyl.

 

FET_Rejsereportage_etratat_mange-af-Etretats-huse-er-bygget-i-strand--og-flintesten.-Eler-bitte-små-mursten

Mange af Etretats huse er bygget i strand- og flintesten. Eler bitte-små mursten

 

Le Havre

Vi kører langs med kysten en halv times tid. Langs med vandet, som hvert døgn hæver og sænker sig op mod otte meter eller mere. Passerer endnu flere smukke, små huse i gammel byggestil og når så til et kultursammenstød af de store: Havnebyen Le Havre. Som med et centrum i lav og firkantet byggestil – opført alt sammen udelukkende i beton – af kritikere er blevet kaldt for Frankrigs svar på Stalingrad.

Kontrasten er ubeskrivelig. Og var det også for de mere end 45.000 franskmænd, som, efter at Le Havre var blevet fuldstændig sønderbombet af tyskerne i 1944, pludselig ikke mere havde et sted at bo.

Alle byens smukke, gamle huse fra 16-,17- og 1800-tallet var ødelagte, og regeringen besluttede derfor, at der skulle handles. Så Le Havres mange ”hjemløse” igen kunne få tag over hovedet, og havnen – som altid havde været og stadig er et centrum for verdenshandel – igen kunne komme til at fungere.

Derfor valgte man en af 1900-tallets mest berømte, franske arkitekter til opgaven med at stå for genopbygningen af byen. Hans navn var Auguste Perret, og han var kendt som ”kongen af beton” og for i øvrigt også at være læremester for den senere så berømte arkitekt Le Corbusier.

 

FET_Rejsereportage_etratat_Le-Havre.-En-genopbygget-by---helt-i-beton

Le Havre. En genopbygget by – helt i beton

 

Kongen af beton

Auguste Perret var på det tidspunkt godt 70 år gammel, men stadig fuld af moderne ideer, og byggematerialet beton var hans absolutte yndlingsmateriale og spidskompetence. For i beton kunne man både bygge hurtigt og billigt. Alt kunne masseproduceres og samles på kort tid – og vupti – så havde Le Havres indbyggere igen tag over hovedet.

Seks år efter kunne de første lokale derfor flytte ind i supermoderne lejligheder. Alle opført i beton og efter en helt speciel by-plan, som Perret havde udtænkt. Og i de følgende år blev i alt 10.000 lejligheder opført i bymidten af Le Havre – alle bygget efter nøjagtig det samme princip:

Der blev bygget  i tre højder for at skabe variation i bybilledet, og alle bygninger blev opført med søjler og og en overligger som det bærende element. Alle vinduer var i fuld højde – fra gulv til loft, og tagene flade.  Samtidig blev alle lejligheder centreret omkring et gårdrum, fik store åbne altaner, og væggene i lejlighederne kunne flyttes, så beboerne let kunne forandre lejlighedernes rum efter behov og familiestørrelse. Affaldsskakt i køkkenet var nyt, og alle boligerne lette og gennemlyste. Det var en hidtil ny og uset boligkomfort sammenlignet med byens tidligere, gamle huse – og Le Havres indbyggere hadede det.

Rent faktisk tog det to generationer for byens indbyggere at acceptere de nye boliger i beton, og det samme gjaldt den nye byplan, som fulgte med: Byens gamle, oprindelige boulevarder blev bibeholdt, men gjort meget bredere, og nye torve og et væld af nyplantede træer indgik også.

 

FET_Rejsereportage_etratat_Lejligheder,-Le-Havre

Lejligheder, Le Havre

FET_Rejsereportage_etratat_Le-Volcan-med-efterkrigstidens-beton-lejligheder-i-baggrunden

Le Havres teater og bibliotek – Le Volcan.

FET_Rejsereportage_etratat_Perrets-mesterværk---kirken-bygget-i-beton-fra-yderst-til-inderst

Perrets mesterværk – kirken bygget i beton fra yderst til inderst

FET_Rejsereportage_etratat_Perret-gjorde-meget-ud-at-forskønne-materialet-beton.-Her-i-lyserød-indfarvning-og-med-forskellige-mønstre

Perret gjorde meget ud at forskønne materialet beton. Her i lyserød indfarvning og med forskellige mønstre

 

På listen over verdensarv 

Ser man på Le Havre i dag og i sær efter at have været på besøg i i andre af  Normandiets gamle,  byer – forstår man indbyggernes modstand. For Auguste Perret var i den grad forud for sin tid, og Le Havre ligner – selv den dag i dag –  en fremtidsvision i beton med lige gader og rette linjer i alt, hvad der er af arkitektur i bybilledet.

Dog kan man ikke komme udenom, at ingen steder overhovedet kan man se et så samlet og harmonisk eksempel på en ny by – bygget i beton, som Auguste Perrets ”fremtidsvision”
i Le Havre. Kronen på hans værk er uden tvivl den store kirke, Eglise Saint Joseph, som midt i hjertet af byen – med sin helt specielle arkitektur og beton i mange farver  – i den grad gør al modstand mod materialet beton til skamme. Kirken står som et mindesmærke for de mange, som omkom under bombardementerne, og særlig behandlet/indfarvet beton bl.a.  i lyserød og gylden gul giver et specielt lys i det store kirkerum, hvor glas i mange farver er med til at fuldende billedet.

For både arkitekturnørder og turister, som interesserer sig for samme, er Le Havre derfor en stor oplevelse at besøge. Det er muligt at komme på guidet rundvisning i den allerførste lejlighed, som stod færdig i 1946, ligesom der også findes guidede arkitektur-ture rundt i hele byen.

Et andet byggeri, som også er specielt for Le Havre er også arkitekten Oscar Niemeyers biblioteks- og teaterbygning Le Volcan fra 1982. Den ligger midt i centrum og ligner – en vulkan!

Hvid beton i fantastisk form, som spiller flot op til byens øvrige, moderne bygninger.

 

FET_Rejsereportage_etratat_Honfleur-er-en-af-Frankrigs-mest-romantiske-byer.-Med-kanaler,-massevis-af-restauranter-og-snævre-gader.

Honfleur er en af Frankrigs mest romantiske byer. Med kanaler, massevis af restauranter og snævre gader.

FET_Rejsereportage_etratat_Le-Lyonais.-En-'ægte'-restaurant.

Le Lyonais. En ”ægte” restaurant.

 

Super restaurant 

Et besøg i Le Havre kan gøres på et par dage. Byen har mange barer og gode restauranter, især nede ved havnefronten hvor også byens museum for moderne kunst ligger (MuMa).

Hver lørdag formiddag er der marked i Les Halles i området omkring Le Volcan, man kan tage på sejltur i Le Havres enorme havn og se nogle af verdens største lastekraner, og en helt unik god oplevelse får man, hvis man indtager aftensmaden på restaurant Le Lyonais.

En ærke-fransk madoplevelse til fantastiske priser. Og bliver man træt af byen, er der mulighed for lidt natur i Les Jardins Suspendus – et haveanlæg og en botanisk have anlagt i et gammelt militær-fort, hvorfra der er en spektakulær udsigt over byen. Haven har også en lille cafe og nogle fine væksthuse.

Romantiske Honfleur

Sidste stop på en fridagsferie i Normandiet bør være et besøg i byen Honfleur, som ligger godt en halv times kørsel sydpå fra Le Havre.

Honfleur er Normandiets mest romantiske by og Le Havres fuldstændige modsætning. Et gammelt fiskerleje og en kunstnerkoloni centreret omkring gamle kanaler med et væld af smukke og meget velbevarede, gamle huse. Her flokkes turisterne i tusindtal, og det kan være svært at få plads på en af de mange hyggelige restauranter, der ligger som perler på en snor ud til de gamle kanaler, men dejligt er det.

Honfleur kan dateres helt tilbage til 1000-tallet, men havde for alvor ”vind i sejlene” i 1700-tallet, hvor trekantshandelen med slaver fra Afrika og Caribien var aktiv, og byens fine, smukke huse stammer også fra den tid. Honfleur er også byen hvor komponisten Erik Satie blev født, og hans bandomshjem kan stadig besøges.

Bysbarn i Honfleur var også impressionisten Eugene Boudin, som i 1886 grundlagde Honfleurs museum. Her kan man stadig kan se en meget fin samling af impressionistiske tegninger og malerier fra hans og vennernes ungdomsår, hvor de alle boede på byens pensionat, Ferme Saint Simeon, ligesom Honfleur også i dag er en aktiv kunsterkoloni med rigtig mange gode gallerier.

 

FET_Rejsereportage_etratat_En-karoussel-som-i-gamle-tider-står-stadig-på-havnen-i-Honfleur

En karoussel som i gamle tider står stadig på havnen i Honfleur

 

 

Rejsefakta

Flyv til Paris og lej bil derfra.
Det tager godt tre timer at køre til Etretat, hvor man eksempelvis kan indlogere sig på det lille hotel La Villa (www.lavilla10.com ), som ligger midt i Etretat.

Haverne i Etretat, se mere på www.etretatgarden.fr

Se mere om Etretat på www.etretat.net

Le Havre se mere på www.lehavretourisme.com.

Auguste Perrets ”første” lejlighed (Herritage House, Maison du patrimoine) ligger på 123 Rue de Paris.
På turistkontoret (186 bd. Clemenceau) eller på byens officielle hjemmeside for turisme kan der bookes rundvisning.

Et godt sted at bo i Le Havre er ART Hotel, www.art-hotel.fr.
Hotellet ligger lige overfor Le Volcan, og hvis man booker et værelse på øverste etage, får man altan.
Med udsigt over hele byen. Giver et super indtryk af beton-byen og dens opbygning.

Restaurant Le Lyonais ligger i Rue de Bretagne nr. 7, book bord på
+33 2 35 22 07 31.

Honfleur – se mere på www.honfleur-tourism.co.uk, samt www.musees-honfleur.fr

Journalist Eva Baré var inviteret af Atout France, som har betalt fly og ophold. Atout France har ikke haft indflydelse på artiklen.

Anholt er et anderledes ø-samfund. Lille, råt og stille, men også favnende og udfordrende. Prøv en ferie til næste sommer eller måske et weekendophold i efterårs-eller forårssæsonen.  

 

FET_Anholt_Fyret-på-Anholt.-Bag-ved-det-er-en-stor-koloni-af-sæler-og-skarver

 

Den ligger midt ude i havet og er Danmarks mest isolerede ø. Med en stjernehimmel klarere end noget andet sted i landet og det meste af året også kun med én færgeafgang om dagen. Med én Brugsforening, én skole, ét lille museum, én kirke og én præst. Og ikke nogen politibetjent – kun om sommeren i en kortere periode.

Øen hedder Anholt. Og enten elsker man den, eller også hader man den. Sådan siger i hvert fald de lokale selv – der findes ingen mellemting. Anholt er et enten-eller. Med sine 25 km kyststrækning, sin helt særegne natur og ikke mindst stilheden er Anholt et sted, som er meget anderledes end de fles- te andre steder i Danmark. Og meget anderledes end Rigets andre øer.

Her er ingen nuttede huse. Ingen stokroser og bindingsværksidyl. Ingen velfriserede haver eller en hovedgade med pæne blomsterkummer. Byen er en samling huse, hvor ingen fremstår særligt velholdte, nærmest ser de lidt eller meget slidte ud, bortset fra nogle ganske få, men sådan er byen, hvor også skolen og kirken ligger. Og det er fint og smukt, synes både de lokale og de mange sommerhusgæster, som i generationer er vendt og vender tilbage til øen. Anholt forever – sådan lyder de i kor.

Til daglig – uden for sæsonen – bor her kun 130 mennesker. Og der er lige akkurat børn nok til, at skolen kan fungere. På Anholts hjemmeside kan man se en lille film, hvor skolens pt. 12 børn fortæller om deres skoleliv, eksempelvis er der kun en enkelt pige i den ældste klasse, som naturligt nok i mange fag får eneundervisning. Men som hun siger med et smil: ”Jeg lærer jo en hel masse. Og jeg kan godt lide at bo her.”

Og sådan er det. De elsker alle sammen Anholt med en kærlighed, der for fremmede kan være svær at få øje på. Det er noget med naturen, siger de, noget med stilheden, noget med et sammenhold, et foreningsliv, en afhængighed af noget, der er større end én selv, et helt andet gear i livet, selvom de naturligvis kan se både tv og har mobiltelefoner.

 

Med færge, fly eller sejlbåd

Det tager godt tre timer med færgen fra Grenå at komme til Anholt. Eller godt 40 minutter med taxi-fly fra Roskilde på Sjælland. Hvis ikke man da selv sejler i sin lystbåd, hvilket mange af Anholts mange sommergæster gør hvert år.

Så ankommer de til havnen, som i sommermåned- erne summer af liv. Og hvor Riccos Kaffebar  (ja, den kendte kæde) har verdens mindste skur, hvor man kan købe den velkendte, ”berømte” kaffe. På havnen ligger også Pakhuset og Casablanca Hostel, som lejer værelser ud, og førstnævnte har også en købmandsforretning. Algots er en anden restaurant, som blandt andet serverer hjemmelavede hotdogs med hele to pølser i, Dørken er en gin-og whiskeybar, og helt nede ved vandet ligger Orakel Bar, hvor man kan nyde drinks og solnedgang på pallemøbler uden pynt, og hvor man indimellem også kan få serveret dejlige spanske snacks og anden streetfood. 

På selvsamme havn kommer fiskekutterne også ind hver morgen med friske fangster af fisk og i massevis af jomfruhummere, som kan købes direkte på stedet, hvis man er til det. Og det er der mange, der er. Kørende på gamle ”havelåger” af cykler valfarter folk i afslappet beklædning – helt fri for sejlersko og pastelfarvede poloer – til havnen hver morgen for at købe dagens fangst, inden den er udsolgt. Mange af dem er rigtig velhavende og har mange fine uddannelser, men på Anholt kan man ikke se det på dem. Her ligner de øen – ikke pyntede, ikke fine, bare sig selv.

 

Ørkenen og naturen

Anholts største seværdighed er naturen. Barsk, rå og ufriseret. En fuldstændig uspoleret kystlinje sørger for strand næsten hele vejen rundt om øen, og det er en strand af den slags, hvor der ikke er toilethuse eller iskiosker. Her er bare blåt vand og bølger. Og sandstrande, hvor man kan føle sig så alene som Robinson Crusoe på den øde ø. På den yderste spids ligger et fyr – et meget smukt ét af slagsen, som man såmænd også kan komme op i, hvis man altså orker den lange vandring på mange timer gennem øens ørken først. Jo, det er rigtigt – Anholt har en ørken – eller rettere, en lavhede, som strækker sig over totredjedele af øen, og den er fredet. Man må gå i den, men ikke køre på hverken cykel eller i bil. Derfor er det kun forbeholdt de få og kondistærke at komme en tur op i fyret, selvom en forening pt. arbejder på at få lov til at fragte folk derud i bil. 

Fra toppen af fyret kan man se ud over hele øen. Se de smukke hvide sandstrande og den besynderlige lavhede – ørkenen, som fylder det meste af øen og i sensommeren blomstrer med lilla lyng i den smukkeste farve. Og man kan også se en masse fede, dovne sæler og skarver i kæmpekolonier på den yderste spids af den lille tange, som i landskabet stikker ud lidt nord for selve fyret.  

At vandre eller gå tur i ørkenen er selvsagt populært. Især i sæsonen, hvor man på nogle af ørkenens mange underlige buske kan plukke sortebær, som en af Anholts mange driftige lokale laver gin af. Anholt-Gin er et begreb, og plukker man bær nok, kvitterer bryggeren af gin med en færdiglavet flaske – som tak for bær. Men man kan også bare ”lulle” rundt ude i ørkenen, finde sære dyr og biller eller sætte sig på en sandklit, høre vinden suse og lade tankerne gøre det samme. Stilheden, naturen og bevidstheden om at være virkelig langt væk fra alting – det er det, som folk igen og igen fremhæver som det specielle og fantastiske ved Anholt.

De mange kasketter

På Anholt er de alle sammen enige om, at de bor eller har sommerhus på Danmarks mest fantastiske ø. Men hvor meget der skal være gang i den på øen om sommeren, er de ikke helt enige om. Naturligvis skal der være både mad og drikke til de mange turister. Og noget at samles om. Kunstfestivaller, musikfestivaller og anden begavet underholdning skal der til. Det må bare helst ikke blive for meget. Og det er det tit i sommersæsonen, hvor der – modsat den helt stille vintertid – er fuld knald på. Helst vil de jo have øen for sig selv, siger de, som en godt bevaret hemmelighed kun for de få, men penge skal der jo til, hvis livet også skal leves udenfor sæsonen.

På Anholt har rigtig mange af de få fastboende derfor flere kasketter på. Eksempelvis er Liselotte Arents Sørensen både øens taxi-dame, der står for sightseeing-ture og rundvisning, også formand for øens Borgerforening og det politiske ansigt udadtil, når det gælder Anholt. Ligesom mange andre beboere udover deres faste arbejde eksempelvis også er brandmænd, havnefoged, håndværkere, kajmænd ved færgen, barejere eller restaurantfolk eller har andre småjobs, der alle sammen handler om at holde et ø-samfund kørende hele året. Nogle af dem er født på øen, mange af dem er kommet her siden barndommen, og endnu andre af dem er endt på øen –  som resultatet af en kærlighedshistorie.

”Når færgen kommer ind, kan man hvert år se en hel del ”lykkeriddere” ankomme til øen,” siger blandt andet Niels Fabricius Kilstrup, som sammen med sin kæreste driver restauranten Ved Vejen. Men tilføjer også, at det er hårdt arbejde, der skal til, hvis man vil finde lykken på Anholt. Han forlod et liv som reklamemand i London, og kæresten var før ansat på Operaen i København. Nu driver de sammen restaurant Ved Vejen og en fælles passion om at være pionerer i et nyt liv. De er glade for det og laver rigtig god mad. Og samme historie har et andet af Anholts mange kærlighedspar, Lotte og Morten Abildstrøm, som har skabt og driver Anholt Gartneri. En uregerlig virksomhed kalder de selv deres forretning, hvor Lotte både dyrker grønt og blomster, laver smuk keramik og andet kunsthåndværk, og Morten både laver naturpleje for kommunen, lægger fliser og beplanter for private og også er kajmand ved færgen. Begge er de tidligere mediefolk fra storbyen, som siden 1990 har udlevet og udlever deres drømme og ideer på Anholt. 

 

Generationernes Anholt 

På Anholt kan man bo i sin båd, på campingpladsen eller leje et ydmygt værelse på Casablanca Hostel eller i Pakhuset Anholt. Eller, hvis man vil have det lidt mindre ”råt”, kan man leje sig ind på Anholt Bed and Breakfast eller i Tanternes Hus nede i byen. Sidstnævnte er yndigt og lyserødt, og Anholt B&B er indrettet i en fin, gammel villa. Og endelig kan man også leje sig ind i et af øens mange sommerhuse, hvis man er ude i god tid. Sommerhusene på Anholt er nemlig et kapitel for sig. Ofte er sommerhusene ejet af den samme familie i generationer, og klikker man ind på Boligsiden.dk vil man opdage, at sommerhuse på Anholt kun yderst sjældent bliver sat til salg. Og ser man på samme side – under solgte – vil man opdage, at langt de fleste sommerhuse da også bliver solgt som ”familiehandler”.

Umiddelbart kan det lyde indspist, men sådan er det ikke på Anholt. Nye mennesker er altid velkomne, hvis altså de består ”kæresteprøven”. Kæresteprøven er et ”haha-begreb”, som handler om, at hvis én, som elsker Anholt og er kommet her i mange år, og måske har været her i sommerhus med sine forældre hele livet og stadig foretrækker at holde sine sommerferier på Anholt, møder en ny kæreste, som ikke kan lide Anholt, så holder forholdet ikke. Det er Anholt forever igen og igen, en livsstil, noget udefinerbart, som enten er der eller ikke. Men bortset fra joken med kæresteprøven forsøger Anholtboerne så absolut meget kærligt at invitere nye mennesker til at bo på deres ø. Faktisk tilbydes både børnefamilier og enkeltpersoner at bo og prøve ø-livet ganske gratis i to til fire måneder i ydersæsonerne.

Se mere på www.anholtliv.dk/proev-en-oe

 

FET_Anholt_Anholt-er-super-til-cykelture

Anholt er super til cykelture.

 

FET_Anholt_P1210565

 

Rejsefacts

Om sommeren sprudler Anholt af liv, mens der i ydersæsonerne er mere stille, men måske i virkeligheden mere ”interessant”, hvis man ønsker at få den stille ø-oplevelse.

www.visitanholt.dk kan man læse om det hele. Om hvordan man lejer sommerhus eller cykel, hvor man spiser, køber ind, overnatter og så videre.

Fly til Anholt 

– se mere på www.rutetaxa.dk

Journalist Eva Baré var inviteret af visitAarhus, Kyst-og Naturturisme, som ikke har haft indflydelse på artiklen.

 

FET_Anholt_Orakel-Bar-på-ved-havnen.-Her-er-gode-drinks-og-smukke-solnedgange

Orakel Bar ved havnen. Her er gode drinks og smukke solnedgange.

 

FET_Anholt_Riccos-Kaffebar-på-Anholt-Havn

Riccos Kaffebar på Anholt Havn.

 

FET_Anholt_Hver-dag-lander-fiskekutterne-friste-jomfruhummere-på-havnen-

Hver dag lander fiskekutterne friske jomfruhummere på havnen. 

 

FET_Anholt_Et-besøg-på-Anholt-Gartneri-er-en-fin-oplevelse.-Gårdbutikken-sæger-både-grøntsager-og-kunsthårdværk

Et besøg på Anholt Gartneri er en fin oplevelse. Gårdbutikken sælger både grøntsager og kunsthåndværk.

 

FET_Anholt_Gin-fra-Anholt.-Lavet-på-sortebær-fra-Ørkenen

Gin fra Anholt. Lavet på sortebær fra Ørkenen.

 

FET_Anholt_Biler-er-der-ikke-mange-af-på-Anholt-og-de-er-heller-ikke-velsete.-Istedet-er-det-muligt-at-leje-cykel-eller-golfbil....

FET_Anholt_Anholt-Ørken-er-Danmarks-største-lavhede.-Den-strækker-sig-over-det-mest-af-øen-og-er-fredet.-

Anholt Ørken er Danmarks største lavhede. Den strækker sig over det meste af øen og er fredet. 

 

FET_Anholt_Fly-til-Anholt-afgår-fra-Roskilde-Lufthavn.-Turen-er-utrolig-smuk-og-varer-ca-40-minutter.

FET_Anholt_Anholts-Ørken-rummer-mange-mange-forskellige-slags-lav

 

Afslappet, grøn og firnurlig. Med liebhaver-vodka, neonmuseum og fuld af overraskende historier. Sådan fremstår Polens hovedstad Warszawa i dag. Et city-break til en af Østeuropas mest oversete perler kan stærkt anbefales.

 

FET_warsaw-1423864,-pixabay

 

En jakkesætklædt forretningsmand suser ned af den brede boulevard på sit elektriske løbehjul, og på smarte cafeer drikker folk kaffe i eftermiddagens sidste, bløde lys.

 Langs den gamle Kongevej står der farvestrålende blomsterkummer, og rundt omkring i hele byen spiller små, fine bænke af sten den smukkeste, klassiske
klavermusik. Helt af sig selv spiller de musik af komponisten Chopin, naturligvis, for han var polsk født, og selvom han i dag ligger begravet i Paris, er hans hjerte stadig i Polen.

Helt bogstavelig talt i byen Warszawa, hvor Chopins hjerte efter eget ønske er indmuret i en søjle i Helligkorskirken, som ligger på den flotte, lange Kongevej, der fører ned til den gamle bydel

Jeg er taget til Warszawa. 

Og er forundret, forbavset og betaget.

For sidst jeg var her var i 1981, og dengang var byen grå, trist og trøstesløs. Tomme hylder i tomme butikker, og mennesker i kilometerlange køer foran slagterbutikker med alt for lidt kød.  Sådan så her ud dengang i årene før systemskiftet i 1989, hvor kommunismens åg over Polen endelig lettede og blev afløst af frie og demokratiske valg anført af landet nye præsident, skibsværftsarbejderen, Lech Valesa.

Og her, tæt på 40 år efter, står Warszawa så som genfødt: Grøn, smuk, vibrerende og fuldstændig forandret.

En moderne metropol, et værdigt alternativ til for eksempel Berlin. Ja, ganske enkelt en by som nu kan tilbyde alt ud i kultur, gode restauranter og arkitektur –  tilsat et væld af grønne parker, massevis af cykelstier og ikke mindst spændende museer. For her er kommunismen nemlig rykket hen, så turister stadig kan se, hvordan livet var i Polens hovedstad, dengang jerntæppet stadig hang tungt over Østeuropa. Og det er en interessant og tankevækkende oplevelse.

Den Gamle By

For langt de fleste turister er en gåtur i Warszawas gamle by et must. Oprindelig blev den gamle by fuldstændig ødelagt af bombardementer under 2. verdenskrig, men flittige hænder under kommunismen sørgede for, at den blev genopbygget. Ikke sten for sten og ikke nøjagtig som den så ud før, men tæt på, og for det utrænede øje er der ingen forskel. De små brostensbelagte gader og de fine, gamle huse centreret omkring det gamle torv med springvandet og den fine bymur rundt omkring det hele skaber igen den rette renæssance-stemning. Og selvom byen efterfølgende er kommet på Unescos Verdensarvliste, har stedet dog en anelse karakter af turistfælde. Ingen ”levende” mennesker bor i dag inde i den gamle by, så vil man opleve det ”rigtige” Warszawa, er det i kvartererne udenfor man skal søge. 

En have på taget

Længe behøver man dog ikke at lede, for byen er fuld af finurlige åndehuller, og et af de mest spændende og anderledes finder man, hvis man begiver sig hen til universitetsbiblioteket, hvor en taghave bygget ovenpå selve biblioteket sørger for den flotteste udsigt over Warszawas nye skyline.

Skjult for det blotte øje, men synlig, når man går igennem bibliotekets underetage og ud på den anden side, åbenbarer sig nemlig intet mindre end 10000 m2 park bygget op i plateauer, med buske, træer, stier og vandløb. De mange forskellige plateauer er videre opdelt i sektioner, hver med egen farvekombination, duft og form. Det er landskabsarkitekten Irene Bajerska, der har stået for taghaven, hvor man på det øverste plateau altså har udsigten ud over hele byen, og på de nedre plateauer kan slappe af på bænke og i hyggekroge, hvilket naturligvis hurtigt har gjort taghaven til et af Warszawas mest populære datingsteder.

Mest af alt minder haven om en fornem slotspark, og tanken om at man her kan låne og læse bøger og derefter sætte sig i de mest inspirerende omgivelser og sluge sin lærdom, er genialt tænkt. I den nedre del af selve universitetet er i øvrigt også en mindre butik, som sælger interessante politiske plakater – en kunstdisciplin Polen er verdenskendt for.

Praga

Floden Vistula løber midt igennem Warszawa, og er et yndet sted at hænge ud om sommeren. Her ligger indtil flere restaurant- og cafebåde, og det er også her på de grønne arealer eller i Laziensky-parken, at der hvert år afholdes både moderne og klassiske musikkoncerter. Chopin spilles til overflod, men de store verdensnavne i moderne musik har forlængst også fundet vej til Warszawa. På den anden side af floden – over broen – og sådan set udenfor Warszawas vedtagne centrum, ligger imidlertid den gamle arbejderbydel Praga, som i de senere år er blevet et af de mest spændende kvarterer i byen. 

Praga undgik, modsat resten af Warszawa, de store bombardementer under 2. verdenskrig, og husene står derfor næsten som før, men dog i dag i et underligt skønhedsforfald.

Afskallede, nogle med skudhuller, grimme og smukke på en og samme tid i deres majestætiske forfald, hvilket – som det ofte er set før i storbyer – naturligvis har tiltrukket Warszawas kreative klasse, der i de senere år er rykket ind i det gamle arbejderkvarter.

Hvad der før var slum, er nu under forvandling. Så side om side med arbejderklasse-polakker ser man også i dag parader af store luksusbiler og folk i dyrt mærkevaretøj hænge ud til frokostmøder i nogle af de – nu omdannede – gamle fabrikker, som er blevet til smarte spisesteder, kunstgallerier og undergrundscafeer.

Soho Factory

En af de mest hippe restauranter hedder Soho Factory, hvor gæsterne i en stor, gammel, og ombygget fabrikshal, kan indtage lækker mad døgnet rundt, tilberedt af en hær af kokke, som laver maden i det store åbne køkken, som også ligger midt i restauranten.

Rundt om Soho Factory er naturligvis også bygget indtil flere moderne lejlighedskomplekser, til huslejer af ded dyre slags, men kvarteret Praga rummer også stadigvæk en stor del af bydelens knap så rige indbyggere, som man heldigvis stadig kan se sælge deres gamle indbo, brudekjoler, husmorkjoler eller ditto herretøj på det lille underlige gademarked kaldet Bazar Rozyca, som findes ved gaden Targova nr. 54.

Fortrinsvis er det ældre mennesker, som har hver deres lille forretning i et gammelt, forfaldent skur på en underlig byggetomt midt imellem alle de forfaldne huse. Men kigger man nøje efter, især hos de som sælger herretøj, kan man faktisk godt finde super-gode kvaliteter og fine jakkesæt til absolutte spotpriser.

Neonmuseet

Det er også i det gamle arbejderkvarter Praga, at et af Polens mest seværdige og interessante museer ligger. 

Det er Neonmuseet som, med en super flot samling af gamle neon-skilte fra efterkrigstidens Warszawa, fortæller historien om, hvordan kommunistpartiet fra midten af 50’erne og indtil slutningen af 70’erne  forsøgte at imødekomme indbyggernes ønsker om at være ”med på noderne”.

I en stor, gammel fabrikshal hænger en bestøvlet kat som reklame for sko. En lysende havfrue reklamerer for biblioteker, andre skilte er lysende drinks, som fortæller, at her er en bar eller café, og en spurtende cykelrytter i skrigende orange neon fortæller, at her bor cykelhandleren. 

Neoniseringen af Warszawa er en for de fleste en ukendt, men super interessant design-historie, som i årene fra midt 50’erne og helt op til slut 70’erne oplyste den ellers mørke og triste betonbyggede  Warszawa i en periode.

Efter Stalins død blæste nye vinde over Østeuropa, og det polske kommunistparti var blevet inspireret af Vestens inciterende og farverige natteliv, som de havde set det i byer som Paris, Hamborg og London. Det blev derfor fra politisk hold besluttet at neonisere Warszawa – simpelthen ved at sætte de fine, lysende neon-skilte op i den ellers grå, mørke og triste hovedstad, så byen ved nattetide kunne ligne de smarte, vesteuropæiske hovedstæder. Reklame, som vi ser det i Vesten, kunne der naturligvis ikke være tale om. Polen var jo et kommunistisk land, og regeringen udstak derfor særlige manifester for, hvor og hvordan neon-skiltene måtte være: Blandt andet måtte skiltene ikke reklamere for et eksplicit mærke (i et socialistisk land er alle butikker jo ejede af staten, og der er ingen fri konkurrence), men skulle ses som ”ikke-kapitalistisk” forbrugeroplysning og pejlemærker for borgene i bybilledet.

De udvalgte neon-kunstnere

En neonreklame for legetøjsforretninger kunne derfor være en neon-lysende Peter Plys, som fortalte, at lige i nærheden lå der en butik med legetøj. Den fine neon-kat med store støvler på fortalte, at i dette kvarter kunne man købe sko, og neonskiltet med byens vartegn – havfruen – blev pejlemærket i natten, som fortalte, at her lå biblioteket. Og vice versa med skiltene med alle de lysende drinks, og dem var der mange af. For selvom kommunist-tiden i Polen kunne forekomme tør, når det gjaldt oplevelser, indkøb, frihed og så videre, var den ikke tør, når det kom til øl og vodka.

En stribe af særligt udvalgte kunstnere blev derfor sat til at ”neonisere” Warszawa efter gældende retningslinjer fra kommunistpartiet, som også handlede om, at skiltene skulle passe smukt ind i byens socialistiske arkitektur. Og i en periode på tæt ved tyve år var Polen og især Warszawa derfor et orgie af lysende farver ved nattetide – med neon-skilte lavet af landets ypperste kunstnere og designere.

I 1980’erne var det desværre slut med neon-epoken. Økonomisk krise, bureaukrati og besværligheder med at få repareret skiltene, når de gik i stykker, og en i det hele taget udtalt mangel på penge fik langsomt, men sikkert, en ellers sprudlende og farvestrålende kreativ epoke i Warszawa til langsomt at dø ud. Og i 1989, hvor polakkerne rejste sig mod styret og Lech Valesa kom til, havde Warszawa allerede henligget i et trist mørke i en del år.

Indtil altså den polske fotograf Ilona Karwinska sammen med den engelske grafiske designer David Hill satte sig for at indsamle de gamle skilte for på museet, som har eksisteret siden 2005 – at dokumentere og fortælle historien om Neon-revolutionen i Polen.

 

Det Polske flyselskab LOT flyver dagligt flere gange fra både København og Billund til Warszawa.  

I Polen hedder valutaen Zloty.
Det generelle prisniveau – både på hoteller og restauranter – er attraktivt for danskere. 

Nyttige websider: www.polen.travel, www.warszawaguide.info 

Journalist Eva Baré var inviteret af den Polske Stats Turistkontor, som ikke har haft indflydelse på denne artikel.

 

FET_Lazienskyparken.-Foto--Pixabay

Den meget smukke Lazienskypark

 

Oplevelserne i Warszawa er mange og gode.
Besøg også:

PRL-museet  på gaden Ul.Piekna 28/34, som viser, hvordan polakkerne boede og levede under kommunismen. 

Laziensky-parken på Ujazdów Avenue, som er den mest vidunderlige, historiske park fra 1764, med blandt andet 400 egern, som gerne vil håndfodres.

Helligkorskirken på Kongevejen, Krakowskie Przedmiéscie 3 (den lange rute mellem Novy Swiat og den gamle by og hvor dagliglivet leves), hvor blandt nadet Chopins hjerte er indmuret i en søjle.

Museet for Warszawas opstanden, Warsaw Uprising Museum, se mere på www.1944.pl

 – Eller snup et by-løbehjul og kør en tur på nogle af byens mange cykelstier.

 

FET_Andebryst-med-vodka-til.-To-slags-vodka-serverer-Restaurant-Dom-Wodki-til-hver-ret

Michelin-middag med vodka.

Middag uden vin … og kun med vodka til? Lyder det underligt? Måske, men ikke i Warszawa, hvor restauranten Eleksir Dom Wodki har gjort det til deres specielle varemærke netop at servere en middag kun ledsaget af vodka. Restauranten er en Michelin-restaurant og serverer et miks af moderne polsk køkken tilsat absolut kvalitetsvodka. 500 forskellige slags vodka fra hele verden udgør lageret, som restauranten benytter sig af, og typisk serveres to slags vodka til hver ret. Hver vodka er nøje udvalgt til retten, og oplevelsen er rigtig god. Ikke et øjeblik savnede vores selskab et glas vin, og stemningen – efter indtagelse af mere end 6 glas vodka pr. person til en tre-retters menu – var absolut også i top … Under restauranten findes i øvrigt et lille, privat vodka-museum, hvor man kan få en rundvisning, hvis man spørger om lov. 

Det er en god ide at booke bord. Se mere på www.domwodki.pl

 

 

FET_Den-smarte-restaurant-i-Soho-Factory-er-åben-24-7.-

Den smarte restaurant i Soho Factory er åben 24/7.

 

FET_Den-gamle-by-i-Warszawa

Den gamle bydel i Warszawa .

 

FET_Warszawa-1981.-Folk-i-lange-køer-foran-næsten-tomme-butikker.-Billede-fra-PRL-museet

Kø foran en slagterbutik.

 

FET_Warszawas-skyline-kan-ses-fra-taghaven-oven-på-Universitetsbiblioteket.-Foto-Pixabay

Warszawas skyline kan ses fra taghaven oven på Universitetsbiblioteket. 

 

FET_Taghaven-på-Universitetsbiblioteket.-Foto-Eva-Baré

Taghaven ovenpå Universitetsbiblioteket.

 

FET_Den-gamle-bydel-i-Warszawa.-Foto-Pixabay

 

FET_Reklame-i-kommercielt-forstand-måtte-neonskiltene-ikke-udtrykke-under-kommunisttiden--Warszawa.-Så-skiltet-her-skal-ses-som-'forbrugeroplysning'-om,-at-der-er-en-cykelhandler-i-nærheden.

Reklame i kommercielt forstand måtte neonskiltene ikke udtrykke under kommunisttiden  Warszawa. Så skiltet her skal ses som “forbrugeroplysning” om, at der er en cykelhandler i nærheden

 

FET_Obuwie-betyder-sko-på-polsk,-og-neon-katten-her-reklamerer-for-byens-skobutikker

Obuwie betyder sko på polsk, og neon-katten her reklamerede for byens skobutikker.

FET_Neon-skiltet-for-bibliotek-under-Warszawas-noen-æra.

FET_Neon-reklameskiltet-med-Peter-Plys-skulle-signalere-at-der-var-legetøjsbutikker-i-nærheden

FET_De-våde-varer-manglede-iikke-i-Polen-under-kommunist-æraen.-Her-et-reklameskilt'-for-barer.

De våde varer manglede ikke i Polen under kommunist-æraen. Her et “reklameskilt” for barer.

 

 

   

Sydafrika er andet og mere end safari, Taffelbjerget og en tur langs vin-ruten.
Tre storbyer – med hver deres forskelligheder – fortæller andre historier om ”Regnbuelandet,” og Liebhaverbolig- en guider her til anderledes oplevelser i særklasse i Johannesburg, Durban og Cape Town. 

 

FET_Sydafrika_Rejsereportage2

 

MODSÆTNINGERNES BY
(Johannesburg)

Her er dyre biler og kvinder iført tårnhøj stiletter og prangende Gucci-tasker. Men også mennesker, som samler skrald eller tigger ved bilerne i de lange køer i myldretrafikken. 

”Hungry boy” (red.: sulten dreng) står der på det papskilt, som en ung mand i laset tøj har hængt om halsen, og Chanel, Prada eller YSL står der i nakken på mange af de tøjmærker, som sælges i de rige forstadsbutikker – langt fra downtowns menneskemylder og langt fra den fattige township Soweto.

Men det er alt sammen Johannesburg i Sydafrika. På godt og ondt en fantastisk storby, som efter det mørkeste kapitel i landets historie – apartheid – nu igen har rejst sig fra asken som en anden fugl Fønix.

Johannesburg er modsætningernes by. Og nøglen til forståelsen af hele Sydafrikas sjæl. For her kan man gå i apartheids fordspor og få fortalt historien om de sortes svære og lange kamp for lighed og frihed. Og her kan man se den afrikanske savannes storvildt blot en kort køretur udenfor byen, hvor man i øvrigt også kan besøge menneskehedens vugge – i store underjordiske huler, hvor forskere har fundet verdens ældste menneske. Alt imens man bor på det overdådige luksushotel, hvor blandt andre Nelson Mandela boede efter sin løsladelse fra Robben Island.

Undertrykkelsen

På Apartheidmuseet kan publikum  få fortalt hele historien om, hvordan Sydafrikas hvide i mere end 30 år undertrykte den sorte befolkning. Og efter apartheidmuseet kan man ved et besøg i townshippen Soweto ved selvsyn konstatere, hvordan forholdene var i den bydel, som det hvide styre ”tildelte” de sorte at bo i. Under apartheid-tiden udgjorde befolkningssammensætningen i Sydafrika 80 procent sorte, ca. 10 procent farvede (blandede racer) og kun 10 procent hvide. Til gengæld ejede de hvide omtrent 90 procent af jorden, mens den resterende del af befolkningen blot fik 10 procent land at leve på. Og rettigheder for sorte og farvede fandtes stort set ikke. De måtte ikke køre med de samme busser, gå i de samme skoler, bruge de samme hospitaler, ambulancer, restauranter, biografe, teatre, sidde på de samme bænke, eller købe ind i de samme forretninger som de hvide. Listen af forbud var alenlang og samfundet fuldstændig opdelt. Een indgang for sorte – een indgang for hvide,  og alle sorte skulle ydermere have ”dumme-pas” med sig, når de færdedes i eller på vej til og fra de hvides områder. Blev de ”fanget” uden passet på sig, var straffen hård: deportation, fængsel eller i værste fald hængning.

Soweto

I dag er Soweto stadig præget af stor fattigdom og arbejdsløshed, men også af stor optimisme. Turister kan besøge det hus Nelson og Winnie Mandela boede i, og gaden Vilakazi Street er blevet et populært frokoststed. Og stemningen er god – for  Nelson Mandelas ord om at Sydafrika skal være et land med plads til alle racer og hans mantra om tilgivelse for fortidens synder efterleves, og det er nøglen til regnbuenationens ”succes”.  I Soweto kan man også besøge mindesmærket for drengen Hector Pieterson, som blev skudt og dræbt kun 13 år gammel af politiet, da skolebørnene i Soweto protesterede imod pludselig at skulle blive undervist på de hvides sprog Afrikaans, et sprog de sorte børn ikke forstod.

Verdens mest luksuriøse hotel 

Som modvægt til Sowetos fattigdom, men stadig i Apartheids fodspor, er det interessant at indlogere sig på Hotel Saxon. Hotellet ligger i den velhavende bydel Sandhurst, og er siden 2001 blevet udnævnt til at være verdens førende butique-hotel. Oprindeligt var stedet en luksuriøs rigmandsvilla, men blev i 1992 bygget om til hotel. Og netop her boede Nelson Mandela i seks måneder, efter at være blevet løsladt fra Robben Island, hvor han havde været fængslet i 27 år. Hotellet og de tilhørende villaer er ultimativ luksus i en meget smuk parklignende have og byder på super spa, super mad og levende flygel-hyggepianist om eftermiddagen i de ”private” villaer.

 

FET_Sydafrika_Rejsereportage8

Hotel Saxon, hvor Mandela boede seks måneder efter sin løsladelse

FET_Sydafrika_Rejsereportage14

Denne fotostat af Winnie Mandela står i haven ved parrets hus i Soweto

FET_Sydafrika_Rejsereportage11

Een indgang for hvide, en anden for sorte. Apartheidmuseet i Johannesburg

FET_Sydafrika_Rejsereportage4

Selvom boligforholdene i Soweto er blevet bedre, bor mange stadig i dårlige blikskure. 

 

DEN GRØNNE BY
(Durban)

Her er smukke, betagende udsigter og i massevis af vortesvin med unger, som nysgerrigt og gryntende nærmer sig gæsterne, selv når man ligger ved poolen. Og såmænd også et par frække aber, der gerne vil stjæle tasker, hvis man ikke er opmærksom. 

Vi er i Durban. Sydafrikas grønneste by, og to timers kørsel udenfor centrum ligger lodgen Safari Villas og tilbyder ro og en af Sydafrikas bedste spa-afdelinger. Lav yoga med udsigt til levende dyr, eller få massage så englene synger. Alt er muligt her. Her er bøfler og giraffer, zebraer, geparder, næsehorn og flodheste, men ingen løver eller elefanter. Så det er ikke big-five safari, men dog den smukkeste oplevelse, ikke mindst på grund af landskabet med de mange træer. Baobaptræer og akacietræer og i massevis af vilde blomster i skøn forening. Luksus og natur væk fra byens travle liv.

Himlens folk

I Durban bor også en af Sydafrikas største oprindelige stammer,
Zuluerne. I en uendelig smuk natur, i et område kaldet ”De 1000 Bakkers Dal”, og det er en ganske interessant udflugt at besøge dem. Zulu betyder himmel, for zuluerne er himlens folk, og selvom de har omfavnet nutiden, lever de næsten stadig som før. Bor i hytter og laver mad over bål. Men deres bærende kulturværdier er stærke, og i hele to landsbyer nær Durban kan man se og opleve deres levevis og lange Sydafrikanske historie.

I Ghandis fodspor

Men Durban er også byen, hvor verdens største indiske samfund udenfor Indien findes. Allerede i 1875 hyrede den britiske kolonimagt titusindvis af indere, som skule bygge jernbaner og arbejde i sukkerplantagerne, og således kom også en ganske ung Mahatma Ghandi i 1893 til Durban. Som veluddannet sagfører med forretninger i byen blev han smidt af toget på Pietermaritsburg Station, fordi han nægtede at flytte sig til ”farvet” klasse, selvom han havde købt billet til 1. klasse. Oplevelsen åbnede i den grad Ghandis øjne for apartheidproblematikken og lagde grundstenen til den kamp, han senere viede hele sit liv til for Indiens kasteløse. Ghandi blev i Sydafrika i 20 år og skabte her begrebet Satyagraha: modstand mod tyrani gennem borgernes ikke-voldelige ulydighed. 

Ghandi skabte også en avis og en township i Durban, og det er muligt både at se togstationen, hvor han blev smidt af toget (her er også et lille museum) og at komme på et ”Ghandi-trail” i byen og omegnen.

Bo på en legende

Durban er en kystby med en lang og smuk strandpromenade, og det indiske islæt mærkes overalt. Især på det legendariske luksushotel Oyster Box, som ligger direkte ud til det Indiske Ocean. Hotellet betragtes som en legende, og man kan stadig fornemme fordums tider. For her måtte kun de hvide komme under apartheid, mens de sorte blot var personalet, som betjente dem, og sådan er det næsten stadig. Ikke at sorte ikke må komme på hotellet, men en overrepræsentationen af hvide gæster er slående. Og personaler er stadig fortrinsvis sort. 

Oprindelig blev det første Oyster Box Hotel bygget i 1954, men er senest renoveret i 2009, og står i dag fuldstændig som før, i smukkeste victorianske stil med palmehave, levende musik og fantastisk tagterrasse med bar og udsigt til byens bedste solnedgang. Hotellet er kendt for at servere en stor karry-buffet – stærk som byens indiske islæt i øvrigt, og selvom hotellet er ultimativ luksus, er priserne langtfra skyhøje.

 

FET_Sydafrika_Rejsereportage13

Det legendariske Oyster Box Hotel i Durban. Beliggenheden ud til havet er superb, og man mærker stadig historiens vingesus.

FET_Sydafrika_Rejsereportage10

FET_Sydafrika_Rejsereportage6

På Pietermarritsburg Station står en statue af Ghandi

FET_Sydafrika_Rejsereportage12

 

DEN FARVESTRÅLENDE BY
(Cape Town)

Cape town er Sydafrikas mest populære by og elsket af stort set alle turister. Taffelbjerget og udsigten ud over hele byen deroppefra, er det alle vil se, men tit må man stå i kø i timevis for at komme op med svævebanen, og en anden og langt mindre overrendt seværdighed er derfor anbefalelsesværdig.

Stedet hedder Signal Hill og er en høj bakketop, hvorfra udsigten er mindst lige så betagende som den fra Taffelbjerget. Her på Signal Hill indfinder de lokale sig ved solnedgangstid med madkurve og drikkevarer og sidder sammen på tæpper og nyder at se solen gå ned over havet. Sorte, hvide, gule og alt midt imellem. Alle racer i den nye ”regnbuenation” sidder her sammen, og det i sig selv er en  dejlig oplevelse  – fortidens rædsler in mente.  

Malaj-byen

En anderledes oplevelse får man også, hvis man går en tur i kvarteret Bo-Kaap, som med fine, lave huse i alverdens farver, udgør en helt særegen oase i Cape Town.

Her finder man grønne, gule, orange, blå, lilla, pink og alle nuancer derimellem små huse i små brostensbelagte gader, og det føles næsten, som er man kommet til Havanna på Cuba. 

Men faktisk blev Bo-Kaap  bygget allerede i 1760érne til malajiske slaver og blev senere i 1950érne en township for ”farvede muslimer” under apartheidtiden. 

I dag er området stadig malajisk og muslimsk, og hele den spændende historie om kvarterets udvikling kan ses i kvarterets ældste hus, det lille  Bo-Kaap museum. Det malajiske køkken er også værd at prøve – enten hos Bo-Kaap Kombius eller hos Biesmillah, og i det hele taget er en slentretur i kvarteret  et dejligt kig ind i virkeligt lokalt liv.

De riges paradis

Camps Bay ligger en kort køretur fra Signal Hill, og er et af Cape Towns rigeste kvarterer. Smukt beliggende i bugten ved foden af Signal Hill breder den smukkeste sandstrand sig, og flankeret af stribevis af restauranter er stedet et populært sted at indtage aftensmaden.

Her kommer man for at se og blive set, for at lufte sin flotte bil og dyre mærkevaretøj, og interessant er det at studere Sydafrikas nye over- og middelklasse af både hvide og efterhånden også en del sorte. Restauranterne byder på alt godt fra havet, og selvom man er i et dyrt kvarter, er priserne efter danske forhold absolut rimelige. En anbefalelsesværdig restaurant er Restaurant Zenzero, hvor man både får rigtig gode fiskeretter og super udsyn til Camp Bay´s mangfoldige aftenliv.

 

FET_Sydafrika_Rejsereportage16

Bo-Kaap i Cape Town

FET_Sydafrika_Rejsereportage3

FET_Sydafrika_Rejsereportage5

På Signal Hill nyder alle racer solnedgangen sammen. Noget, der var utænkeligt under apartheidtiden.

FET_Sydafrika_Rejsereportage7

I Camps Bay kommer man for at se og blive set.

 

Rejsefakta

Sydafrika kan besøges året rundt. Højsommeren går fra december til februar – fra juni til august er det vinter.

Alle Sydafrikas byer er malaria-fri og vandet kan drikkes alle steder.

www.southafrica.net er Sydafrikas officielle turistside.

Links til Johannesburg:

Apartheidmuseet:
www.apartheidmuseum.org

Saxon Hotel:
www.saxon.co.za

Links til Durban:

Safari Villas:
www.karkloofsafarivillas.com

Zulu-besøg:
www.getyourguide.dk, søg på Durban

Ghandi Trail:
Turen hedder ”The Inanda Heritage Route. Durban Tourism kan oplyse guide-liste på tel: 031-366-7500.
Eller søg på www.southafrica.net

The Oyster Box Hotel:
www.oysterboxhotel.com

Links til Cape Town:

Bo-Kapp Museet ligger i Wale Street nr. 71

Restauranter:

Bo-Kaap Kombuis
www.bokaapkombuis.co.za,

Restaurant Bismillah
www.biesmiellah.co.za

God fiske-restaurant i Camps Bay: Restaurant Zenzero

 www.zenzerorestaurant.co.za

Journalist Eva Baré var inviteret af South Africa Tourism, som ikke har haft
indflydelse på artiklen.

 

 

 

 

Når turen går til den franske hovedstad, forventes det også, at den skal indeholde god mad og vin. Det kan dog være en udfordring af og til i metropolen. Liebhaverboligen bringer her en guide til gode restauranter, der er til at betale.

 

FET_Paris_Frenchie-2

 

FET_Paris_mr-wong-278434-unsplash-copy

 

Alle husker deres første bid af Paris, siger man. Og så er det lidt kreperligt, hvis den bid i byernes by er en halvsløj kebab, en burger eller en amerikansk Cæsarsalat.

For det kulinariske Paris har i mange år måtte konkurrere med tusindvis af fastfood-restauranter i takt med, at millioner og atter millioner af turister har invaderet den smukke by. Og som i alle andre storbyer i verden, er det sjældent lige ved de store turistmagneter, man finder de rigtig gode spisesteder.

Lige overfor Notre Dame på den venstre bred eksempelvis, er det jammerligt, hvad der udbydes af mad. Det er som at gå nedad det mest turistede sted i Algarve eller Benidorm, hvor tjenere står og råber og falbyder deres retter, som ingen franskmand nogensinde ville drømme om at udsætte sin mave for.

Og selv efter den tragiske brand af netop ovennævnte kirke for nylig, vil den nok stadig være den mest besøgte attraktion i byen, selv om man nok fremover må nøjes med at se den udefra, så alle disse restauranter med græsk, italiensk og spansk mad vil også bestå. Gå i en stor bue udenom dem.

 

FET_Paris_Ratatuille

 

Michelin

Længere oppe i latinerkvarteret ligger de to klassiske cafeer, Les Deux Magots og Café de Flore, hvor både Ernest Hemingway, Pablo Picasso og mange andre store kunstnere kom og fortærede Croque Monsieur, løgsuppe, rillettes og Creme brulé tilbage i 1920’erne. Nu har der sneget sig club sandwiches og sliders ind på menukortet. Til gengæld er det rasende dyrt at sidde at spise og mærke historiens vingesus netop de to steder.

Udover Tokyo, så er Paris den by med flest af de eftertragtede Michelin-stjerner. Derfor kan man selvfølgelig bare gå efter det helt sikre uden skelen til pengepungen og frekventere de trestjernede Le Cinq, Guy Savoy eller Arpége eksempelvis. Eller man kan prøve følgende og prisbilligere steder, vi bringer her, som vil få selv gourmet-rotten Remy fra Disney’s ”Ratatouille” til at få mundvand.

Og en gylden regel: Bestil altid bord i god tid. Kun restauranter under gennemsnittet har altid masser af borde ledige. 

 

FET_Paris_Frenchie-4

 

Lys og nordisk

Frenchie er kraftig inspireret af Noma, uden dog at være oppe i det prisleje. Frenchie, som for nylig fik en Michelinstjerne, er på få år nærmest blevet en institution i den parisiske madverden. Greg Marchand ønskede at åbne et sted, hvor han selv havde lyst til at komme igen og igen, og han kalder selv Frenchie for en mikro-restaurant, hvor de ansatte er som én stor familie.

Den ligger på den charmerende Rue du Nil i 2. Arrondissement og består af både en restaurant, en vinbar, som også er en vinhandel, og et take-away, hvor man kan få morgenmad og sandwiches to go hele dagen. Maden er årstidsbestemt, og menuen skiftes derfor ofte ud. Der er alacarte, men også en femretters menu med vine til. Prislejet er ikke billigt, men stadig kun som en mellemdyr københavnsk restaurant. Stemningen sent om aftenen i både restaurant og vinbar kan minde om den lidt løsslupne, som vi kender fra Bazar og Pluto i vores egen hovedstad.

Frenchie
Adresse: 5 Rue de Nil, Tlf.: +33 1 40 39 96 19
www.frenchie-restaurant.com

 

FET_Paris_Frenchie-3

 

FET_Paris_Beaufort1

 

Oste-himlen

En ostehandel og kombineret restaurant! Hvorfor har man aldrig fundet på det herhjemme i vores ellers så osteelskende land? Monbleu – Beau&Fort er netop en sådan kombination. Den ligger i et knap så turistet område af Paris oppe i det 9. Arrondissement tæt på det verdensberømte revyteater Folies de Bergéres.

Man træder direkte ind i ostehandlen, men her lugter ikke af sure sokker og mug. Selve restauranten er intim, og man kan sidde enten i baren eller ved små og større borde. Der er et hav af gode vine, som næsten alle kan købes glasvis. Udover osteplatter (med fortrinsvis franske oste selvfølgelig) kombineret med godt afskåret charcuteri og hjemmelavede pølser serveres også en fabelagtig og meget enkel pasta med ostesovs og skinke. Her er slet ikke dyrt, men bare hyggeligt og yderst velsmagende.

Monbleu
Adresse: 37 Rue de Faubourg, Tlf.: +33 1 45 89 23 96
www.monbleu.fr

 

 

FET_Paris_Le-Comptoir-2

 

Afslappet og hyggeligt

Le Comptoir du Relais ligger i en lille sidegade til den store Boulevard Saint Germain på venstre bred. Der er ægte caféstemning indendøre med en stor bar til højre og små borde i én stor forvirring i lokalet. Udenfor er her endnu hyggeligere og meget populært, men her kan man ikke bestille bord. Så man venter pænt i en kø, men det er ventetiden værd. Prøv eksempelvis deres toast med andeconfit eller kalv med svampe. Der er også et rigt udvalg af fiskeretter. Især deres torsk med hårdtristet skind og en vidunderlig safransauce til kan anbefales. Man kan også bare nøjes med svinerillettes og charcuteri og hertil en af deres udmærkede naturvine (eller traditionelle vine, som de også har et rigt udvalg af). I køkkenet regerer den karismatiske chef Yves Camdeborde, og han er som resten af personalet hurtig og kompetent. Det gør ikke noget, at man kan et par franske gloser, da tjenernes engelske ikke er så godt og menukortet kun er på fransk. Åbent både morgen, frokost og aften.

Le Comptoir du Relais
Adresse: 9 Carrefour de L’Odeon Relais, Tlf.: +33 1 44 27 07 97
www.hotel-paris-relais-saint-germain.com

 

FET_Paris_Eggsco1

 

God start på dagen

Eggs & Co. gør ikke meget væsen af sig. Den ligger for enden af en blindgyde i latinerkvarterets hjerte med udsigt til en høj mur. Det var en gammel hestestald og lade tilbage i tiden, og på førstesalen er der stadig bevaret noget af det middelalderlige loft med de fritliggende svære egebjælker synlige.

Der serveres alle former for morgenmad med alt fra den lette scrambled eggs med chili, til den noget tungere eggs Benedict med en indkogt bønnesovs til. Friskpressede juicer sammen med alle former for kaffe giver en god start på dagen, hvor man så kan skippe frokosten, hvis fristelserne på kortet blev for store. Her er det ikke så nødvendigt med reservation.

Eggs & Co.
Adresse: 11 Rue Bernard Palissy Tlf.: +33 1 45 44 02 52
www.eggsandco.fr.

 

FET_Paris_eggsco3

 

FET_Paris_Boisonniere-2

 

Fisk med mere

Selv om den hedder Fish La Boissonnierie kan man få andre retter end dem fra det våde element her i denne intime restaurant. Den ligger tæt på Saint Germain des Préskirken midt i det parisiske latinerkvarter og er et af de sjældne steder, hvor man bare føler sig både hjemme og godt tilpas i samme sekund, man træder ind i restauranten.

Betjeningen er venlig og kompetent, og personalet mestrer – som en sjældenhed i Paris – det engelske sprog perfekt. Prøv deres laks eller torsk med grillede grøntsager og linser, eller de grillede lammekoteletter. Brødet er en oplevelse i sig selv, og det serveres altid lunt, da den lille bager lige overfor restauranten dagen igennem supplerer de mange spisesteder i nabolaget med brød fra sin store stenovn. Der er også en vinbar tilknyttet tæt på, og på restaurantens menukort finder man virkelig mange gode vine fortrinsvis fra det sydlige Frankrig.

Fish La Boissonnierie
Adresse: 69 Rue de Seine, Tlf.: +33 1 43 54 34 69
www.fishlaboissonnerie.com

 

FET_Paris_Dersou2

 

Cocktails til maden

Kunne det friste med et Iberico-svin, søde kartofler og harissa-krydderier fra huset, og hertil en cocktail med røget whisky, vermouth og portvinsreduktion? Lyder ikke som den gennemsnitlige menu på en restaurant, og det er den da heller ikke hos Dersou lidt syd for Bastillepladsen i det 11. Arrondissement.

Dersou er en fusions-asiatisk restaurant, hvor de to krumtapper Taku Sekine i køkkenet og Amaury Guyot bag baren har udviklet et ret sjovt koncept. Du kan få serveret fem, seks eller syv retter med tilhørende cocktails til hver ret. Her smagte vi blandt andet udsøgt ceviche med agurk-wasabi og hertil en vodka med peberkorn, og en flammegrillet sild med aubergine kogt i tomatsauce og nøje afstemt dashi (japansk fiskesauce) med en tør hvidvinscocktail tilsat dragefrugt og vietnamesisk koriander. Bliver det lidt for meget, kan du vælge alacarte, men her er udvalget desværre ikke så stort, men indeholder dog en velhængt ”gammeldags” bøf og en god flaske Côtes du Rhône til.

Her er ikke specielt billigt, men det koster at være en del af den parisiske jetset-madscene. Menuerne med cocktails starter fra €95.

Dersou
Adresse: 21 Rue Saint Nicolas Tlf.: +33 9 81 01 12 73
www.dersouparis.com

 

FET_Paris_Dersou1

 

Bergen, byen ved de syv fjelde, er et super bud på en lille smuttur med stort indhold

 

FET_Fra-bjerget-Ulriken-er-der-den-mest-fantastiske-udsigt-ned-over-byen.-Foto--Bergen-Reiselivslag

Fra bjerget Ulriken er der den mest fantastiske udsigt ned over byen.
Foto- Bergen Reiselivslag

 

Alle pladser i den lave båd er besat med feststemte mennesker, og snakken går livligt. For både mave og sind er indstillet på en oplevelse af de store, og med det in mente lægger vi fra kaj ved Bryggen med de oldgamle, farvestrålende træhuse, og går godt en halv time senere i land på den lille ø Holmen. Passerer forbi store vandkar fyldt med friske hummere, østers, kammuslinger, søkrebs og mange slags tang og bliver dernæst bænket ved store borde med den mest fantastiske udsigt. Ud over fjorden Vågen, som går helt ind til byen.

”Sømads-restauranten” Cornelius på den lille ø Holmen er et must, hvis man besøger Norges gamle hovedstad Bergen. Her er der afsat en hel aften til en udsøgt middagsoplevelse, og båden afgår kl. 18 og sejler først hjem igen kl 22.30. I de mellemliggende timer er gæsterne så blevet præsenteret for det ypperste og friskeste af, hvad Bergen kan præstere udi fisk, i en såkaldt ”meteorologisk meny” inspireret af dagens vind, vejr og sindsstemning. Og vinene hertil kommer fra restaurantens egen vinkælder, som har 7000 flasker fra hele verden på lager. Hugget ud i klippen og med naturlig køling fra havet er den optimale luftfugtighed konstant tilstede i kælderen, og vinene er udvalgt med stor sikkerhed for den bedste oplevelse til at kunne matche den fisk eller fiskeret, de serveres til.

Porten til fjordlandet Bergen er en af Norges smukkeste byer.

I folkemunde kaldet ”porten til fjordlandet”, og beliggenheden i bunden af fjorden Vågen og omgivet af syv høje fjelde er byen ganske enkelt
gudesmuk. Tilbage i 1100 tallet var Bergen, som den rigeste by i landet, faktisk Norges hovedstad, og rigdommen dengang skyldtes handel med tørfisk, som blev solgt videre til det meste af Europa.

I starten var det dog kun nordmændene, som måtte sejle nord for Bergen og fiske den eftertragtede fisk, men nordtyske købmænd, som siden 1200-tallet også havde etableret sig med handel på havnefronten (Bryggen) i Bergen, fik efter flere år med strenge restriktioner i 1278 tildelt særlige priviligegier, som gav dem lov til at både overvintre og købe ejendom i byen.

I 1350 oprettede de nordtyske hanseater derfor deres første handelskontor i Bergen og fik efterhånden monopol på al handel med tørfisk, som de sad på helt op til midten af 1700-tallet.

Sidst, men ikke mindst, byggede de det, der i dag betragtes som en vartegn for Bergen, de smukke farvestrålende træhuse på Bryggen, som stadig ligger her 400 år efter – i dag klassificeret som Unesco Verdensarv og indrettet som museer. Et besøg er en rejse tilbage i tiden, med svag duft af tørfisk og tjære, skæve gulve, fine gamle stuer, og et kig ind i en verden, som engang var driftig ud over alle grænser, og som fortæller vigtig verdenshistorie.

Festspillene

Et rigtigt godt tidspunkt at besøge Bergen på er i slutningen af maj måned. Landskabet er blevet grønt, fjordene står lysende blå, solen varmer, og netop her begynder ”Festspillene”.

Festspillene er Norges vigtigste, største og ældste kulturfestival. Og i løbet af de 15 dage, som eventen varer, kan publikum i år opleve hen mod 250 arrangementer.

Klassisk opera og koncerter med store internationale stjerner, nyskabende teaterforestillinger og musik i alle genrer. Programmet er ganske enkelt overdådigt, en del arrangementer er også gratis, og byens koncertsale og øvrige spillesteder er super til formålet.

Naturligvis spilles der musik af Edvard Grieg, som selv var født i Bergen, og hvis villa på Troldhaugen lidt udenfor byen står som åbent museum med tilhørende koncertsal i dag. På stedet er en cafe med fantastisk udsigt over Nordåsvannet, og ægteparret Edvard og Nina Grieg ligger begge begravet her. Under festspillene afholdes en del koncerter på Troulhaugen, men mange spilles også i Grieghallen, Bergens meget flotte koncerthus, som ligger i centrum. Og selvfølgelig er det ikke kun Grieg der spilles, de samtidige store komponister som Beethoven, Mozart, Schubert, Chopin og så videre tillige med nyere spændende komponister er også på programmet.

Romantiske træhuse og stejle gader

En lille by med stort format. Det er det indtryk, man får af Bergen, når man som turist besøger byen for første gang. En kompakt bymidte med et væld af kulturtilbud, beliggende i fantastisk natur og med en historie, der stadig ses og føles stemningsmættet, nærværende i byen.

Gå for eksempel en tur i områderne Fjellsiden, Nordness og Sandviken, som med deres fine brostensbelagte, smalle gader og små, gamle træhuse i sarte pastelfarver snor sig op ad byens stejle bjergsider og fører den besøgende ud på en vandring i fordums romantiske boligkvarterer. I dag er områderne naturligvis fortrinsvis boliger for liebhavere med tegnebogen i orden, men ungdommen har sneget sig ind mange steder alligevel. Med fancy kaffebarer, små specialbutikker og cafeer i rigt mål.

Har man lyst til at se, hvordan det meste af Bergen så ud for den almindelige borger i gamle dage, er det anbefalelsesværdigt at besøge Gamle Bergen Museum – Bergens bymuseum. I 1800-tallet var Bergens Europas største træby med tæt bebyggelse, travle gader og finurlige torve og handelspladser, og museet er en rekonstruktion af 55 træhuse – private hjem, butikker og værksteder fra tiden – der ligger åbent som en slags frilandsmuseum med udklædte ansatte, som levendegør stemningen. En restaurant i tidens ånd er her naturligvis også – restaurant Gamle Bergen Tracteursted, hedder den.

Tur på fjeldet

En tur på fjeldet kan man såmænd også få i Bergen, og det i øvrigt lige midt i centrum af byen.

Det er Fløibanen, som på kort tid med en kabelbane kører op af fjeldet Fløien, og fra en højde af 320 meter over havets overflade tilbyder den vildeste udsigt ud over byen. Heroppe er der en dejlig restaurant, men også stier, som leder videre til endnu flere fantastiske udsigtspunkter. Og føles udsigten fra Fløibanens endestation ikke høj nok, kan man som turist i Bergen såmænd komme endnu højere op.

Ulriken er det højeste af de syv fjelde, som omgiver Bergen, og her kan man med svævebane komme hele 643 meter op over havets overflade. Det siger sig selv, at udsigten herfra er aldeles ubeskrivelig, og både fra endestationen her og fra Fløibanen er det muligt at købe guidede vandreture oppe i fjeldet. Den længste vandretur er på godt fem timer, men så er det også en komplet højfjeldsoplevelse med udsigt over hele kysten og regionen omkring Bergen. På klare dage kan man være heldig at skimte isbræen Folgefonna.

Stor Edward Munch-samling

En weekendtur med både by og natur, tilsat alt hvad hjertet kan begære af kultur, det er en weekend i Bergen.

Byen rummer nemlig også mange rigtig gode kunstmuseer, hvoraf naturligvis Museet Kode i centrum af Bergen skal fremhæves.

Museet har en af de største samlinger i verden af Edvard Munch malerier, men byder også på en fin samling af blandt andet Picasso, Nikolai Astrup og Paul Klee. I hele fire bygninger findes en omfattende samling af kunst og design, heriblandt også en stor afdeling for guldalderkunst – blandt andet repræsenteret ved den norske ”Skagens-maler” Cristian Krogh, som var samtidig med danske Michael Ancher og Krøyer.

Bergen Kunsthal er et andet godt bud til den kunstinteresserede. Her – også midt i centrum – findes et af Norges bedste museer for samtidskunst, med både koncertscene, natklub og café/bar og et væld af spændende arrangementer året igennem.

Fra fjord til bord

Fra ”jord til bord” er et udtryk vi ofte hører. I Bergen siger man fra ”fjord til bord”, og byens restaurantscene er stor og god. Fede laks, friske torsk, rejer, muslinger, østers, hummere og sågar søpind-
svin er blot få af mange fisk, som siden middelalderen har været en stor del af byens DNA.

Allerede i 1276 kom de lokale fiskebønder roende ind til byen for at sælge deres fangster, og ”Fisketorvet” fra dengang af er stadig i live. Som et elsket indkøbssted for de lokale og en attraktion for byens turister. Og i dag nu også ”videreudviklet” med et nyt overdækket hus, hvor man i lækre rammer a là Torvehallene i København kan få stillet sulten med udsigt til både havnen og Bryggens fine træhuse.

Udflugter fra Bergen

Som nævnt tidligere kaldes Bergen ofte for porten til fjordlandet. Og det naturligvis ikke uden grund. Fra Bergen kan man komme på dagsture og rundture til blandt andet Sognefjorden – Norges længste og dybeste fjord, sejle op og se Mostraumen, eller cruise på Hardangerfjorden – også kaldet dronningen blandt fjorde. Enkelte af udflugterne er en kombination af båd, tog og bus, og nogle varer blot en halv eller hel dag, mens andre er med overnatning. Udbuddet af cruise-ture er stort, og alle starter og ender i Bergen.

Sidst, men ikke mindst, kan man – hvis tiden tillader det – naturligvis også tage Hurtigruten fra Bergen. Hurtigruten er den legendariske, gamle norske postrute fra 1893, som sejler op langs Norges kyst – fra Bergen via Trondheim, Tromsø og Nordkapp til Kirkeness.

 

Rejse facts

Norge er som bekendt et dyrt land at rejse i, så køb det såkaldte Bergenskortet. Med Bergenskortet kan man rejse gratis med bybusserne og Fløibanen, og kortet giver også gratis adgang (eller rabat) til de fleste museer og attraktioner.
Se mere på www.visitbergen.com/Bergenskortet

Kortet kan både købes online på www.visitbergen.com og på byens turistkontor,
som ligger på Strandkaien 3.

Festspillene afvikles fra den 22. maj til den 5. juni. For program og billetter,
se www.fib.no.

Båden ud til Cornelius Restaurant har afgang to gange daglig fra Dreggekaien lige overfor Clarion Collection Hotel Havnekontoret, Slottsgatan 1, et i øvrigt godt og centralt hotel. Til frokost sejler båden ud kl 11.30 og retur kl. 14, og til aften er der afgang kl. 18 og retur kl 22.30. Se mere på
www.corneliusrestaurant.no.

Nyttige hjemmesider: www.visitbergen.com, www.visitbergen.no & www.visitnorway.no – Her kan man finde alle adresser på museer, restauranter, hoteller, udflugter mv.

Journalist Eva Baré var inviteret af Innovasjon Norge, som ikke har haft indflydelse på artiklen.

 

FET_Hele-to-kabelbaner---midt-i-centrum---kører-op-ad-Bergens-smukke-fjelde.-Foto-Bergen-Reiselivslag-

Hele to kabelbaner – midt i centrum – kører op ad Bergens smukke fjelde.

 

FET_Bergens-fine-bykvarterer-med-stejle-gader-indbyder-til-hyggelige-gå-ture.-Foto-Bergen-Reiselivslag

Bergens fine bykvarterer med stejle gader indbyder til hyggelige gåture.

 

FET_Under-festspillene-er-der-musik-i-hele-byen.-Her-spilles-der-i-Bybanen.-Foto--Oddleiv-Apneseth

Under festspillene er der musik i hele byen. Her spilles der i Bybanen. 

 

FET_Bergen-er-et-smukt-syn-på-alle-årstider.-Foto--Girish-Choukan

Bergen er et smukt syn på alle årstider. 

 

FET_Bergens-store-koncertsal-hedder-Grieghallen.-Foto-Eva-Baré

Bergens store koncertsal hedder Grieghallen. 

 

FET_Edward-Griegs-hus-på-Troldhaugen.-Foto-Bergen-Reiselivslag

Edward Griegs hus på Troldhaugen. 

 

FET_Edvard-Griegs-hjem-på-Troldhaugen.-Foto--Dag-Fosse

Edvard Griegs hjem på Troldhaugen. 

 

FET_Restauranten-Cornelius-ligger-på-den-lille-ø-Holmen-.-Foto--Bergen-Reiselivslag

Restauranten Cornelius ligger på den lille ø Holmen . 

 

FET_På-de-oversækkede-fisketorv-kan-alt-i-fisk-fås.-her-søpindsvin-som-er-en-delikatesse,-der-spise-rå....-Foto--Eva-Baré

På de oversækkede fisketorv kan alt i fisk fås. her søpindsvin som er en delikatesse, der spises rå …  

24 år efter Balkan-krigens afslutning er landene i den gamle ”krudttønde” igen blevet populære rejsemål. To af de smukkeste kulturperler i regionen er byerne Sarajevo og Mostar i Bosnien.

 

FET_Sarajevo_Broen---Stari-most---i-byen-Mostar

 

Øjet fanger dem med det samme:

De fire forskellige ”bedehuse”. Som alle ligger i den samme lille by. En kristen kirke, en jødisk synagoge, en ortodoks kirke og en muslimsk minaret. Og med kun mindre end 100 meters afstand imellem sig er de både symbolet på fredelig sameksistens og præcis det modsatte.

For uenigheder, krige og splittelser, etniske udrensninger og en ond borgerkrig, som verden sent glemmer, er om noget det landet Bosnien og byen Sarajevo i de sidste 24 år er blevet husket for.

Ét land, nu opdelt i to forskellige politiske enheder,  indeholdende tre forskellige folk, som dog alle har den samme kulturbaggrund, bortset fra de forskellige religioner – det er Bosnien og Sarajevo i dag. En slags europæisk Jerusalem – og ikke som oprindeligt –  en karavane-by hvor øst mødte vest, og hvor handelsmænd fra hele verdens kontinenter udvekslede varer, og livet struttede af kultur og skønhed.

Men skønheden har verdens ondskab ikke kunnet pille ud af Sarajevo. Og i dag er også livet vendt tilbage, og turisterne flokkes derfor igen på byens smukke pladser, i de fine bazarer, på museerne og på de mange finurlige cafeer, restauranter og spillesteder.

Mellem de små, krogede gaders lave huse, hvor tyrkisk inspirerede købmænd og kobbersmede stadig laver deres ældgamle håndværk, blomstrer baggårdene atter. Nu med store vandpibe-cafeer, hvor ungdommen mødes og diskuterer den fremtid, som er blevet deres at forvalte og udvikle. På hovedstrøget ved den store katedral ligger mærkevareforretningerne side om side, og nattelivet er ungt, livligt og moderne. Og rundt om hele den oldgamle skønhed, som stadig kendetegner Sarajevos meget fremmedartede arkitektur, ligger de smukkeste bjerge, som blandt andet i 1984 var værter for et olympisk vinter-OL.

Guf for historie-elskere

Sarajevo i Bosnien er for de, som holder af at holde ferie i en atmosfærefyldt, fremmedartet, hyggelig og overskuelig by (som uden besvær kan indtages til fods), og samtidig blive klogere på historien.

For netop her i byen startede 1. verdenskrig, da en bosnisk-serbisk nationalist i 1914 skød og dræbte den østrig-ungarske tronfølger og dermed satte Europa i brand. Siden fulgte 2. verdenskrig og en epoke for landet med socialistisk/kommunistisk styre under Joseph Tito, og fra 1992 – 1996 var Sarajevo den by i verdenshistorien, som har været udsat for den længste belejring nogensinde.

Hele 1400 dage varede belejringen i den borgerkrig, hvor landets egne indbyggere – serbere, kroater og bosniakker – sloges mod hinanden, og som kostede 11.500 af byens indbyggere livet.

Massakren i Screbrenica, hvor 8300 muslimske drenge og mænd blev myrdet i juli 1995, husker hele verden, og det samme med de deraf følgende store flygtningestrømme.

I Sarajevo mærkes og ses det hele stadig. Ikke på den dårlige måde, men dog opleves de mange skudhuller i bygningsmassen stadig som ar, der kun langsomt er ved at hele, og det samme gælder synet af de såkaldte ”sarajevo-roser”. ”Roserne” er aftryk i asfalten fyldt ud med rød voks, som markerer, at her tog en granat livet af et menneske. For Sarajevo husker, og det gør vi som turister også, når vi konfronteres med fortiden på tur rundt i byen – og sådan skal det nok også være …

Den orientalske bazar 

En forlænget weekend, eller en uge, hvis man også vil tage på udflugter ud fra Sarajevo  – det er anbefalelsesværdigt og tid nok.

Start med at finde et godt centralt hotel (de fås til absolut rimelige priser), og gå så på opdagelse i Sarajevos ældste bydel og absolutte hjerte, Bâscarsija, hvor byens orientalske præg sætter sig stærkest igennem.

Her er snævre, brostensbelagte bazargader i labyrintisk facon, hvor tæppehandlere, kobbersmede, sølv- og guldsmede, bagere, antikvitetshandlere, minareter,  synagoger, moskeer, katedraler og kirker, ja alt hvad der er gammelt og orientalsk, mødes i skøn forening. Og sådan har det været siden 1500-tallet.

Ind imellem de små butikker ligger massevis af hyggelige cafeer og restauranter, hvor maden er rigelig og god, og priserne yderst rimelige. Og nationaldrikken sljivovica, en blommebrændevin, er den perfekte maveåbner og en god idé før det relativt tunge og kødfyldte bosniske køkken indtages.

Alle gader i bazarområdet udgår fra det store torv, hvor fontænen Sebilj ligger så smukt nedenfor byens høje bjerge, og næsten lige ved siden af starter den mere moderne del af Sarajevos byliv. Det er gågaden Ferhadija, som har mange af de kendte mærkevareforretninger, og som hvis man går langt nok også fører op til den ”Evige Flamme” – et krigsmonument rejst til ære for ”Bosniens børn”.

Midt igennem byen strømmer floden Miljacka med byens meget smukke rådhus fra 1894 på sidelinjen, samt et utal af fodgængerbroer, deriblandt Latinerbroen, som var åstedet for mordet på den østrigske tronarving, og altså ”startskuddet”, som førte til 1. verdenskrig. Og fortsætter man over broen, over mod bjergene, kan man via en kabelbane komme op på toppen af Sarajovos bjerge, hvorfra byen under belejringen blev bombarderet og beskudt igennem næsten fire år.

Udsigten heroppefra er betagende, og øjet kan se helt ud til den senest byggede bydel – der hvor højhusene i bedste betonkommunistiske, skrabede arkitektur giver mindelser om landets lange periode under Tito.

I krigens fodspor

Man kan slentre en romantisk tur, drikke kaffe på en gammeldags wienercafe, besøge den smukke moske i bazarområdet, gå på kunstgalleri, høre klassisk og moderne musik, drikke sig fuld i sljivovica eller følge i Balkankrigens fodspor i Sarajevo.

Sidstnævnte byder på rigtig mange oplevelser, for Sarajevo er rig på krigsmuseer, der fortæller historien på mange måder. Blandt andet kan man på War Childhood Museum få fortalt om og ved selvsyn via tegninger fra børn konstatere, hvordan Bosniens børn oplevede krigen, og på museet Galeri 11/07/95 kan man via levende film og fotografier opleve krigens rædsler helt tæt på. Museet er ikke stort, men til gengæld fortættet i sin fortælling og absolut anbefalelsesværdigt, hvis man vil forstå borgerkrigens ubærlige smerte. Her er skiftende udstillinger, men museets permanente udstilling handler om massakren i Screbrenica.

Håbets Tunnel er en anden oplevelse, man heller ikke bør snyde sig selv for under et besøg i Sarajevo. Museet – for det er det nu – er resterne af en 700 meter lang tunnel, som soldater fra den bosniske hær under den 1425 dage lange belejring af Sarajevo, gravede fra lufthaven og ind til byen. Tunnellen blev brugt til at bringe forsyninger, mad og krigsmateriel ind i den belejrede by og til at bringe sårede folk i sikkerhed. Den blev bygget under et privat hjem i en lille forstad vest for lufthavnen, og det er stadig husets beboere, som driver museet, der er bygget ovenpå resterne af tunnellen.

I dag kan man komme ned og gå i et stykke af den oprindelige tunnel, som kun er halvanden meter høj, og forestille sig, hvilket enormt arbejde det har været at fjerne 1200 kubikmeter jord blot med skovle og hakker. En biograf viser film om det store og livsreddende arbejde, og viser også klip fra dokumentarfilmen Miss Sarajevo, som handler om en skønhedskonkurrence afholdt midt i det krigshærgede Sarajevo. Filmen er lavet af den amerikanske journalist Bill Carter, og viser hvordan en befolkning trods krig og ødelæggelse, alligevel forsøger at leve et normalt liv. Rockgruppen U2 udgav også i 1995 en single med titlen ”Miss Sarajevo”.

Udflugt til Mostar

Bosnien er et smukt land. Med dybe dale, høje bjerge, grønne floder, der snor sig gennem landskabet og fine, gamle byer. Men skønheden kan godt  være en anelse tidskrævende at nå, for vejene er dårlige, og det tager mange timer at køre i bus fra den ene ende af landet til den anden. Alligevel er det interessant at tage med på nogle af de mange udflugter, som mange bureauer i landet tilbyder, og en af de smukkeste går til byen Mostar.

Mostar er byen med den verdensberømte bro. 

Navnet er Stari most-broen. Den går tværs over Neretva-floden, og har siden 1400-tallet været symbolet på sameksistens mellem Orienten og Europa, og her i byen fandtes også det største antal af blandede (muslimske og kristne) ægteskaber i hele Bosnien efter 2. Verdenskrig. Og netop derfor blev broen også smadret af kroatiske nationalister under borgerkrigen i november 1993.

I dag er broen genopbygget. Som en tro kopi af den gamle og helt fantastisk flotte stenbro, og rigtig hyggeligt er det at slentre rundt i Mostars store bazarkvarter på begge sider af broen og at spise en frokost på en af de mange restauranter, der som drueklaser ”hænger” på begge sider af de stejle bjergsider, som gennemskærer landskabet med floden i bunden.

En udflugt til byen Screbreniza i Bosniens nordlige del er også en interessant, men dyster udflugtsmulighed. Her i byen, som ikke er noget i sig selv, kan man blandt andet se og opleve den enorme mindelund, som er bygget til de godt 8300 mænd og drenge, som i juli 1995 blev myrdet i Europas værste massakre siden 2. Verdenskrig.

Køber man udflugten hos en lokal udbyder i Sarajevo, vil der tit også være mulighed for at møde en af de overlevne enker og få den helt personlige historie/oplevelse fortalt.

 

FET_Sarajevo_Trods-belejring-i-årevis-og-meget-dystert-liv-under-brogerkrigen-bevarede-sarajevos-kvinder-deres-håb-og-stolthed.-Bemærk-de-høje-hæle.-

Trods belejring i årevis og meget dystert liv under brogerkrigen, bevarede Sarajevos kvinder deres håb og stolthed. Bemærk de høje hæle 

 

Rejsefakta

Enkelte danske rejsebureauer har ture til Bosnien og Sarajevo, blandt andet Risskov Rejser, www.risskovrejser.dk, samt Deo, www.deo.dk.

Rejser man på egen hånd, flyver Wizz Air til byen Tuzla fra både Billund i Jylland og Malmø, hvis man kommer fra København. Se mere på www.wizzair.com.

Fra Tuzla kan man enten tage tog eller bus til Sarajevo. Se mere på www.rail.cc, eller www.getbybus.com.

Et rigtigt godt mellemklassehotel midt i bazarkvarteret Bascarsija i Sarajevo er Hotel Astra Garni – se mere på www.hoteleuropegroup.ba/astra-garni. 

Og i luksusklassen med samme centrale beliggenhed er Hotel Europe et fint fem-stjernet bud. Se mere på www.hoteleuropegroup.ba.

App´en Sarajevo Navigator er god at downloade, og gælder det udflugter og ture ud af Sarajevo, er City Tours & Excursions blot et af mange bureauer, som byder sig til.
Se mere på www.sarajevoinsider.com

Godt råd: Slå data fra på mobilen og vær kun på nettet, når der kan logges gratis ind på hotellets netværk etc. Eller køb et sim-kort i en kiosk. 

1 GB data kan fås for omkring 25 danske kroner.

 

FET_Sarajevo_den-moderne-del-af-Sarajevo

Den moderne del af Sarajevo.

FET_'Sarajevo-rosen'-fortorvet-fortæller-at-her-døde-et-menneske-under-brogerkrigen

FET_Sarajevo_Tito-nostalgien-trives-i-bedste-velgående.-her-ældre-mænd,-som-sælger-en-kalender-med-helte-agtige-fotos-af-Joseph-Tito

FET_Sarajevo_Sarajevos-gamle-bydel-Bascarsija-er-fuld-af-fine-bazargader

Sarajevos gamle bydel Bascarsija er fuld af fine bazargader.

FET_Sarajevo_En-minaret,-et-kirketårn-og-taget-på-en-synagoge.-Side-og-side-tæt-beliggende-i-Sarajevos-gamle-kvarter-Bascarsija

FET_Sarajevo_Bag-de-små-bazargader-skjuler-sig-store,-skyggefulde-gårde-med-restauranter

Bag de små bazargader skjuler sig store, skyggefulde gårde med restauranter.

FET_Sarajevo_Livet-er-igen-ungt-og-moderne-i-sarajevo

Livet er igen ungt og moderne i Sarajevo.

 

 

 

På den caribiske ø Aruba skinner solen altid, og strandene er blandt de bedste i hele verden. Et besøg på øen uden årstider er balsam for sjæl og krop.

 

FET_Rejsereportage_aruba14

 

Aaaahh … vandet er fuldstændig turkisblåt, sandet kridhvidt, og vinden svalende i den næsten konstante temperatur på 28 grader. Ude på havet surfer en muskuløs, solbrændt mand, og med jævne mellemrum tornado-dykker en pelikan direkte ned i det smukke hav og kommer op med en sølvskinnende fisk  – hver gang. Og rækker jeg hånden bare en anelse til højre, fatter fingrene om en iskold drink.

Langt væk er allerede kuldsejlede nytårsfortsætter, morgenmørke og ”mangel- på-lys” depression. Her på stranden er kun en natur, der ligner det vildeste postkort, en behagelig liggestol under den flettede parasol, en god bog og så mig.

Aaaahhhhhh

Januar er en god måned at vende Danmark ryggen.

Smutte afsted til et varmere land, og denne gang er turen gået til Caribien. Nærmere bestemt til den lille hollandske ø, Aruba, som ligger ud for Venezuelas kyst. Flyveturen er lang, men hurtigt glemt, når man allerede i lufthavnen bydes velkommen med lyden af steeldrum-musik.

En lykkelig koloni

I daglig tale kaldes de ABC-øerne. De tre hollandske koloni-øer, Aruba, Bonnaire og Curacao, som ligger tæt, men alligevel er vidt forskelllige. I flere hundrede år var de under forskelligt ejerskab af både spaniere og hollændere, men i de fleste år under hollænderne, og det er de også den dag i dag.

Beboerne har alle hollandsk pas, og siden 1986 har øen Aruba og øen Curacao (siden 2010) haft status som selvstændige lande under kongeriget Nederlandene, mens øen Bonnaire er en hollandsk kommune. Og selvom alle øerne har en helt anden kulturel oprindelse end lige vestlig og hollandsk, med en befolkning af blandede indianske folkeslag, der oprindeligt talte og stadig taler sproget Papiamento, identificerer alle beboerne sig med at være hollandske. Og er glade for at være det. Glade for at tale hollandsk som hovedsprog i skolen, lære både spansk og engelsk også, og for senere – når ungdommen på øerne skal i gymnasiet eller på universitetet – at tage til Holland og uden problemer (fordi de taler sproget) få deres højere uddannelse dér. Historien om ABC-øerne er derfor forunderlig, for sjældent hører man om lykkelige kolonier, men sådan er det her. I hvert fald på øen Aruba.

Det store slogan på Aruba er derfor også ”One happy island” (en lykkelig ø). Sloganet står alle vegne, selv på øens bilers nummerplader, og i starten af et besøg tænker man skeptisk, at det er for meget og løgn. Men det er det ikke. Er man en heldig turist og bliver inviteret hjem som gæst hos en af de lokale, får man syn for sagen: Billeder af den hollandske kongefamilie har tit en fremtrædende plads i den fine stue, og ikke sjældent står der også nipsting som hollandske træsko i porcelæn og andre ditto kongelige figurer udstillet på stuens fine skænk – side om side med mere caribiske genstande.

Strande i verdensklasse

På Aruba er det de fantastiske strande, som er det store trækplaster. Et afslappet liv i underskøn ”Bounty-natur”, og aktiviteter, der passer sig hertil. Man kan brætsurfe, vindsurfe, snorkle og dykke ved gamle skibsvrag fra 2. verdenskrig. Se de fineste og allermest farvestrålende fisk, som trygt kommer én i møde, bare man vifter med fingrene, køre ræs i beach buggies med brede dæk i øens landskabsmæssigt barske nationalpark eller spille golf i vidunderlige omgivelser med udsigt til Det Caribiske Hav.
Og naturligvis kan man shoppe i alle de dyreste mærkevarebutikker, spise alle slags mad eller gå på casino hele natten og blive stinkende rig eller det modsatte.

Palm Beach, Eagle Beach, Baby Beach, Arashi Beach og Rodgers Beach. Strandende, er mange og alle vidunderlige på Aruba, men også med hvert sit udtryk og natur. Ved Palm Beach og Eagle Beach ligger de dyreste hoteller, og skilte ved vejene fortæller, om man er i ”dyrt” hotelområde, ”mellem” område eller ”billigt” område. Alle former for overnatning tilbydes, så Aruba har noget for enhver pengepung og smag. Men med hensyn til ”smag” skal det også tilføjes, at store dele af øen ser meget nybygget ud og fremstår meget amerikaniseret.

En bid af USA

I hovedstaden Oranjestad belejrer enorme krydstogtsskibe kajen dagligt i højsæsonen. Herfra myldrer amerikanske turister ud i et par timer, slentrer op og ned ad Oranjestads gågade, som for nylig også har fået et turist-tog, der kører hele gaden igennem, og som er ganske gratis, men ærlig talt også minder alt for meget om tivoli og børnehave.

Selve byen Oranjestad har desværre lidt karakter af Disneyland for voksne, og det samme har mange af de store indkøbs-og restaurationscentre, som findes overalt på øen. De amerikanske turister (og dem er der mange af) elsker stilen, som er meget Miami-Florida-agtig.

Men fortvivl ikke. For der findes også et andet Aruba.

Dér hvor de lokale kommer, og dér, hvor det ægte Caribien stadig er. Smukt og uspoleret.

Det ægte Aruba

Historien om Arubas forvandling til delvis amerikaniseret turist-ø, findes ved byen San Nicolas og stranden Rodgers Beach – et pænt stykke øst for hovedstaden Oranjestad.

Her ved Rodgers Beach fanges blikket hurtigt af et kæmpemæssigt olieraffinaderi, der stadig ligger som et spøgelsesbyggeri, lige ved siden af stranden.

Raffinaderiet blev bygget af hollænderne i 1928, og overtaget af det amerikanske Esso i 1932 og beskæftigede helt indtil 1985 mere end 8000 lokale på Aruba. Olien kom fra Venezuela, og arbejdet på raffinaderiet var en livsnerve på den lille ø, men da det ikke lykkedes at holde produktionen i gang – selv efter flere fejlslagne forsøg helt op til 2012 – lukkede man helt, og turismen blev i stedet Arubas økonomiske livline.

Byen San Nicolas, hvorfra de fleste arbejdere ved raffinaderiet kom – ligger derfor stadig næsten som før aldeles uberørt af resten af øens amerikaniserede turisme. Fine, lave, farvestrålende, caribiske huse præger de små gader, og her kommer øens prostituerede frem fra husene, når mørket falder på, og byens bedste bar, Charlie’s Bar bliver befolket og får liv.

Man kan trygt besøge Charlie´s Bar og få en dejlig oplevelse, og en rigtig god oplevelse er det også at besøge byen San Nicolas i dagslys. Store murmalerier præger nemlig mange huse, vægge og udearealer, et initiativ som fik liv, da idemanden, Tito Bolivar, i 2015 inviterede kunstnere fra hele verden til at komme til San Nicolas for at ”male på byen”. Resultatet er på tre år blevet til i alt 40 fantastiske, farvestrålende og tankevækkende murmalerier, og et ditto kunstgalleri og en workshop, hvor alle kan komme og skabe kunst, er det også blevet til.

Her kommer de lokale

Aruba blev skabt for 95 millioner år siden. Øen er 30 x 9 kilometer stor, og her bor i alt 108.000 mennesker, som kom hertil for godt 4000 år siden fra mange dele af det sydamerikanske fastland. Det lokale sprog er Papianemto, som de fleste stadig taler indbyrdes, selvom de naturligvis også alle taler flydende hollandsk, engelsk og spansk. Selve øen er i dag opdelt i flere distrikter, som hver har egen skole, kirke og tilhørende kirkegård. Religionen er overvejende katolicisme, og derfor bør man heller ikke snyde sig selv for et besøg på den lokale kirke Sant Filomenas smukke kirkegård, som står med lange rækker af gravmonumenter i de fineste pastelfarver. Så smukt og caribisk som noget. Og mens vi er ved det lokale, byder Aruba også på rigtig mange gode, lokale spisesteder – langt fra amerikaniseret alfarvej.

Indtag eksempelvis en finger-frokost hos Zeerovers. En ydmyg blåmalet restaurant ved vandet, hvor man kan se de lokale fiskere lange metervis af sølvskinnende, friske kæmpefisk af alle slags op direkte ved det lille køkken og derpå smage selvsamme – serveret i en fælles-skål, hvorfra alle spiser. Eller indtag en virkelig lokal middag på Old Cunucu House, hvor man stadig serverer den særegne ø-specialitet, Leguan-suppe. Leguaner lever og ses overalt på Aruba og er en elsket spise. Smager fint, lidt som en mellemting mellem ko og kylling, men der er mange små ben i!!!

Ultimativ afslapning

I mange år har Aruba været kendt som den store bryllups-destination. Og med utallige restauranter beliggende ud til de mest fantastiske strande med de vidunderligste romantiske solnedgange, er det stadig også populært at holde bryllup på øen. For her kan alt lade sig gøre. Fra det dyreste til det mindre dyre, for helt billigt er her ikke. Men Aruba kan som sagt opleves på rigtig mange måder: Som et udsøgt mini-Miami, hvis man er glad i den amerikanske stil, eller som en caribisk ø, der nedenunder masseturismen også har en virkelig interessant og charmerende historie at fortælle.

Uanset valg er én ting i hvert fald stensikker:

At ligge på en strand med udsigt til turkisblåt hav og bare slappe af, eller dyrke yoga, eller stå på vandski, eller snorkle blandt sunkne skibsvrag  – det er bare Aahhhhhh. Ahhhh…ruba…

 

FET_Rejsereportage_aruba2

 

Rejsefakta:

Fra Danmark flyver KLM til Aruba. Der er flyskift i Amsterdam.
Se mere på www.klm.com

En del danske bureauer har også rejser til Aruba. Blandt andet Hannibal Rejser, Spies, Apollo, Tui, Profil Rejser med flere.

Der kræves ikke visum til Aruba, der er ikke malaria på øen, og vand kan drikkes direkte fra hanen.

Møntføden hedder floriner, men amerikanske dollars og kreditkort kan bruges næsten overalt.

Aruba har ingen årstider og derfor en konstant temperatur året rundt på mellem 28 og 30 grader. Luftfugtigheden er høj, men svale briser fra havet, gør at varmen er til at holde ud.  Creme med høj solfaktor anbefales.

Et godt netværk af busser på hele øen tilbyder billig transport, men det er heller ikke spor dyrt at køre i taxa.

 

FET_Rejsereportage_aruba

Eagle Beach blev sidste år kåret som nummer fire på top-ti-listen over verdens bedste strande af webportalen tripadvisor.

 

Rejsetips:

God snorkeltur med skib og frokost, se www.pelican-aruba.com.

Ø-tur i jeep, nationalpark med videre. Se www.abc-aruba.com.

For ture til det lokale Aruba kontakt Jacky Boekhouwer på www.arubafantasytours.com. Jacky er indfødt og kan lave alle slags ture. Man kan skrive til hende på jacky@arubafantasytours.com.

Lokal fiskerestaurant Zeerovers, se Zeerovers Aruba på Facebook

Lokal restaurant med leguan-suppe på menuen, theoldcunucuhouse.com.

 

FET_Rejsereportage_aruba4

Romantisk middag – naturligvis på stranden. Foto PR

FET_Rejsereportage_aruba3

Snorkling ved sunkne gamle skibsvrag er en farve-og fiskerig oplevelse. Foto PR

 

Rejsetip:

Galleri og workshop i San Nicolas v. Saraida Wever, se mere på
www.arubacosecha.com.

Charlie´s Bar og Restaurant, San Nicolas, se Carlie’s Bar Aruba på Facebook.

Nyttig hjemmeside om alt på Aruba, se www.aruba.com/se.

Vi var inviteret af Aruba Tourism Authority, som ikke har haft indflydelse på artiklens indhold.

 

FET_Rejsereportage_aruba15

40 flotte murmalerier har sat liv på husene i byen San Nicolas.

FET_Rejsereportage_aruba13

Det uvirksomme olieraffinaderi ved San Nicolas beskæftigede engang 8000 arbejdere.

FET_Rejsereportage_aruba6

Pelikaner ses overalt. Også på restauranterne.

FET_Rejsereportage_aruba12

En trillebør fuld af friskfangede fisk.

 

 

 

 

Enkel mad, gode vine og en stor hjertelighed kendetegner det sydlige Sardinien, hvor mad er kultur, historie er sammenhold, og befolkningen så stolte over deres ø, at de gerne så den løsrevet fra Italien.

 

FET_Sardinien_rejsereportage_Cagliari-ligger-smukt-ud-til-havet

 

Sardiske fru Alda slår korsets tegn, da processionen med den fine helgenfigur
defilerer forbi.
”Santa Maria,” sukker hun med himmelvendte øje og griber i sin gyngende og fyldige barm, mens hun samtidig skubber til sønnen ved siden af, så han står pænt og ordentligt.
Helgenprocessionen er både årets største folkefest og ventet med
længsel, men samtidig er det også en alvorlig sag for en troende katolik.

Vi er til folkefest og helgenfejring i byen Uta – en lille landsby i det
sydlige Sardinien.

Sådanne fester er der utallige af året igennem i Sardiniens mange landsbyer, og her kan man som turist for alvor opleve det ægte og uspolerede Sardinien. For uspoleret er den sydlige del af øen og dermed ganske anderledes end den nordlige del. Hvor kysten – Costa Smeralda, siden de tidlige 1960’ere har været et sandt luksusparadis for de velhavende, med høje hoteller og tryk på ferielivet, er det sydlige Sardinien stadig stille og på ingen måde endnu helt forberedt på turister. Og det er netop charmen. Hvis man altså er den slags turist, der ligesom en ”næsten opdagelsesrejsende” selv har mod på at gøre arbejdet med at komme ind under huden på ægtheden.

Det danske bånd 

Blandt andet derfor er Sardiniens mange religiøse fester en god ”øjenåbner” til øens store og særprægede kultur. Her i landsbyen Uta og i mange andre landsbyer og selvfølgelig også i ”hovedstaden” Cagliari,  udfolder øens kultur sig nemlig rigt i form af befolkningens vidunderligt, smukke folkedragter, som de bærer ved både folke- og helgenfester. Og her har man også muligheden for at høre Sardiniens helt specielle nationalinstrument launeddas, blive spillet. En slags mundblæst sækkepibe/klarinet lavet af tre tynde pinde – uden ”sække”, hvor lyden skabes i munden gennem et sindrigt udtænkt system.

Samme instrument har i øvrigt en historie, som binder Danmark tæt til Sardinien. I 1956 kørte den danske musikantropolog, Fridolin Benzon, tværs igennem Sardinien på sin Nimbus-motorcykel med en båndoptager på bagagebæreren. Hans mål var at være den første overhovedet, der kunne dokumentere den karakteristiske lyd af launeddas, og faktisk var Fridolin Benzon den første overhovedet, som skrev de mange musikværker ned på papir. Til stor glæde for den sardiske befolkning, som derfor i dag føler et stærkt bånd til Danmark, fordi Fridolin Benzon på denne måde har bevaret en af deres vigtigste folkemusik kulturskatte for eftertiden. Så sent som i 2016 blev en dokumentar-opera om Fridolin Benzons arbejde med den sardiske trippel-pibe, der kan dateres tilbage til år 2700 før Kristus, faktisk sat op på Betty Nansen-teatret i København, og koncerter med launeddas-spillere kan stadig høres fra tid til anden herhjemme.

 

FET_Sardinien_rejsereportage_Cagliari,-4

FET_Sardinien_rejsereportage_Cagliaris-smalle-gader

Cagliaris smalle gader.

 

FET_Sardinien_rejsereportage_DSC_8707_web

FET_Sardinien_rejsereportage_santefisio_messina

Den store helgenfest fra den 1. til den 4. maj – la Festa di Sant Éfisio -er byens absolutte trækplaster.

 

FET_Sardinien_rejsereportage_santefisio_dieci_big

FET_Sardinien_rejsereportage_santefisio_cinque_big

Sardiniens helt specielle national-instrument, launeddas.

 

Bygget på syv høje

En opdagelsesrejse til det sydlige Sardinien tager naturligt sin begynd- else i Cagliari, Sardiniens største by.
Cagliari ligger smukt ud til en havnepromenade, bygget på syv høje ligesom Rom, og besøges hvert år af rigtig mange krydstogt-gæster. En flot by med autentisk folkeliv, ikke overrendt endnu og med smukke, gamle huse, smalle gader og naturligvis vasketøj i farverige og rigelige mængder hængende ud fra mange vinduer. Især området omkring Castello-kvarteret er hyggeligt at slentre rundt i – med mange gode restauranter og en flot udsigt over byen.
Domkirken Santa Maria, hvis ældste dele stammer fra 1200tallet, kan fortælle drabelige historier om hekseafbrændinger på pladsen foran, og i kirkens krypt ligger over 100 kristne martyrer begravet. Ved havnenfronten kan man slentre i tusmørket, og det er blandt andet også her, man finder de bedste butikker med de bedste mærkevarer. Hoteller, af den store kæde-slags, er tæt på fraværende. Cagliari er stadig uspoleret, og ønsker at være det, og tilbyder derfor overnatning til turister i gamle ombyggede herskabshuse og en hel del romantiske B&B. Den store helgenfest fra den 1. til den 4. maj – la Festa di Sant
Éfisio – er byens absolutte trækplaster. Gaderne er dækket af blomsterblade, og store processioner med lokale klædt i smukke, sardiske folkedragter, spillende på launeddas, drager igennem byen. Selvfølgelig også fulgt af helgenen, Sant Efisio, kørt på en stor ”tronstol”.  Det siger sig selv, at man bør bestille overnatning i god tid, men oplevelsen er det værd.

 

FET_Sardinien_rejsereportage_8000-nuraghér-ligger-spredt-over-hele-Sardininen-og-fortæller-om-fortidens-samfund-og-levevis-

8000 Nuragher ligger spredt over hele Sardinien og fortæller om fortidens samfund og levevis.

 

Fortidslevn og geologi

Umiddelbart ligner det kæmpemæssige dynger af sten, men det er så meget mere…

Godt 8000 ”tårne”, de såkaldte Nuragher, stikker i dag deres toppe op overalt på Sardinien og er indgangsporten til fortællingen om øens allerældste historie. Historikere mener, at Nuragherne i Sardiniens bronzealder fungerede som forsvars- værn for øens landsbyer, og arkæologerne graver stadig og gør nye fund ved de gamle bosættelser. Man ved, at Nuragh-kulturen var et bonde- samfund af fortrinsvis fårehyrder og bønder, der levede i små samfund og handlede indenlands og udenlands med både redskaber og de mineraler og sten, som netop Sardinien er så rig på. Rigtig mange museer på øen fortæller derfor i dag historien om Sardiniens geologiske rigdom, så er man interesseret i sten – er man kommet til det rigtige sted. Er man ikke – ligger der andre gode oplevelser – bl.a. i den sardiske madkultur.

Pecorinoens land 

Agriturismo´er (bondegårdsferie) er et udbredt fænomen på Sardinien. Og en interessant overnatningsmulighed, hvis man interesserer sig for fremmed madkultur. Overalt på hele den sydlige del af Sardinien fanges øjet af store fåreflokke, og får og lam er en udbredt spise på de sardiske middagsborde. Men til forskel fra det italienske køkken, som for de fleste synes overdådigt og raffineret, forekommer det sardiske køkken nærmest ”skrabet,” men ikke mindre velsmagende af den grund. Den særegne, sardiske madkultur kan man opleve på de mange agritusismo’er, som ofte ligger smukt i stenede landskaber, og her kan man mange steder både smage og lære at lave mad på sardisk. Især Pecorinoen, den lagrede fåreost, som er ”opfundet” på Sardinien, kan smages i et utal af varianter, og alle måltider indledes med en ”tapas”: Pecorino-ost i mundrette bidder med tilbehør af enkle, ”rene” grøntsager, oftest grillede eller blot marinerede i gode olier og hvidløg. Mellemretterne er hjemmelavet pasta med forskelligt fyld, og hovedretterne er indmad eller kød – lam, pattegris eller ged, tilberedt, så englene synger. Enkel mad med utrolig smag af den rene råvare. På agriturismo´erne dyrkes også ofte vin, og især rødvinsdruerne, Cannonau, Monica og Carignano er interessante.

 

FET_Sardinien_rejsereportage_På-markedet-San-Benedetto-i-Cagliari-kan-man-købe-alt-i-lokalt-producerede-oste,-vine-og-fisk

På markedet San Benedetto i Cagliari kan man købe alt i lokalt producerede oste, vine og fisk.

FET_Sardinien_rejsereportage_IMG_1217

De gode pecorino-oste på sardieien er lavet af fåremælk, som øen har mere end nok af. Godt 3 millioner får lever på øen.

 

FET_Sardinien_rejsereportage_På-Agriturismoén-Fattoris-Cuscusa-har-værtsparret-1000-får-og-en-stor-vingård

På Agriturismo’en Fattoris-Cuscusa har værtsparret 1000 får og en stor vingård.

 

Strand af smykkesten og en spøgelsesby

Hvor Sardininens nordlige kyst Costa Smeralda er mere end pænt forsynet med store hoteller og listige barer på stribe, ligner det sydlige Sardiniens kyster mere et postkort fra en svunden tid omkring 1960’erne. Men de smukke strande er her, endda med sand bestående af kridhvide kvarts-sten. Kvartsstens-stranden Is Arutas ligger godt 160 kilometer nordvest for Cagliari, og en køretur herop byder udover på badetur  – også på mange attraktioner. Samtidig er regionen madmæssigt interessant, fordi man her kan smage den såkaldte ”fattigmandskaviar” – lavet af rogn fra fisken Multe.

Syd for stranden Is Arutas bør man også besøge Sinis-halvøen. En 15 kilometer lang tange, som udover flot natur på sydspidsen også kan fremvise de velbevarede ruiner af den tidligere fønikiske havneby Tharros. Et lille turist-tog kører derud, og på restauranten med udsigt til doriske søjler, har de blandt andet ”fattigmands-kaviaren” ved navnet ”bottarga” på menukortet.

På vej tilbage mod Cagliari bør vejen også lægges om ad spøgelsesbyen
San Salvatore. Byen, som er fuldstændig øde og mennesketom, har bl.a. virket som filmlokation i flere kendte spaghettiwesterns. Lange, lige rækker af lave huse centreret omkring en gabende stor, tom og støvet plads skaber den rigtige stemning, hvor man frygter, at kuglerne pludselig hvisler omkring det næste hjørne. Men San Salvatore er mere end blot en kulisse. I byen ligger også en af Sardiniens ældste kirker bygget oven på en gammel vand-kult fra Nuragh-perioden. Under kirken kan man besøge kultens underjordiske kamre, som kan dateres tilbage til romerne og 300-tallet, og én gang om året kan man også opleve det fantastiske skue, når tusinde barfodede pilgrims-mænd i hvide kjortler flytter ind i byen for en weekend. De løber gennem byen ned mod kirken, bærende på en statue af helgenen Sant Salvatore, som de bringer ind i byens kirke og bagefter igen tilbage til byen Cabras, hvor han kommer fra. Et skue, som tiltrækker mange nysgerrige, og om aftenen er der fest med vin og grillet fisk.

 

FET_Sardinien_rejsereportage_På-kvartsstemns-stranden-Is-Arutas-skal-publikum-skylle-fødderne-før-den-forlader-stranden,-for-at-det-fine-'smykke-stens'-sand-ikke-skal-forsvinde.

På kvartsstens-stranden Is Arutas skal publikum skylle fødderne, før de forlader stranden, for at det fine “smykke-stens”-sand ikke skal forsvinde.

 

FET_Sardinien_rejsereportage_P1170863

Spøgelsesbyen, San Salvatore.

 

Minedrift og Michelin-mad

Sardinien har seks Michelin restauranter, og en af dem ligger i byen Guspini. Her huserer kokken Roberto Petza på restauranten Sápposentu, og tilbyder en kulinarisk oplevelse, man ikke bør snyde sig selv for. Hele ni retter super-gourmet med løg som den bærende ingrediens fås her for et meget rimeligt beløb. Selve byen Guspini er også vært for luksushotellet Tartes, som er indrettet i smukkeste arabisk/sardiske stil, med store værelser, underskøn have og swimmingpool. Her er det godt at snuppe en overnatning, inden turen går videre til minerne i Montevecchio, et UNESCO-site, som har en helt speciel historie.

Minerne i Montevechhio var arbejdsplads for tusindvis af både drenge og mænd i årene fra 1848 og indtil 1991. Alene i 1930’erne kom 10 procent af verdens produktion af bly og zink fra minerne her, og i dag kan man stadig besøge stedet. De sørgelige barakker, hvor drenge helt ned til 10-års alderen arbejdede og boede, enorme lagerbygninger, maskiner og minegangene ligger nu øde og forladte hen og vidner om en æra, som engang var kæmpestor, og som nu er slut. Meget interessant er det også at besøge direktørens villa, som i skarp kontrast til arbejdernes slidte barakker troner som et lille slot med gulddekorerede lofter og ditto tapeter i spisestuen og dagligstuen. Man kan få en rundvisning i både direktørens villa og i minegangene, og historien er med til at slutte ringen om Sardiniens stenede jord og geologisk vildt rige undergrund, som engang var en guldgrube for de få og en slidsom levevej for de mange.

 

FET_Sardinien_rejsereportage_De-forladte-miner-i-Montevecchio

De forladte miner i Montevecchio.

 

FET_Sardinien_rejsereportage_Tartes-Hotel-i-Guspini-ligger-med-smuk-udsigt-til-bjergene

Tartes Hotel i Guspini ligger med smuk udsigt til bjergene.

 

FET_Sardinien_rejsereportage_Stueloftet-i-direktørvillaen-i-Montevecchio

Stukloftet i direktørvillaen i Montevecchio.

 

Rejsefakta

Det bedste tidspunkt at besøge Sardinien på er fra april til juni og igen i efteråret fra september til oktober. Der går ingen direkte fly fra Danmark til Cagliari, så et flyskift er nødvendigt. Find evt.den hurtigste forbindelse på Momondo, www.momondo.dk.

Gode websider er bl.a.www.cagliariturismo.it/en  og www.sardegnaturismo.it/en.
Begge sider kan fortælle lidt af det meste om, hvad man kan opleve og hvordan, om Sardinens historie og om måder at komme rundt rundt på. Mange sardere og deres hjemmesider ”taler” ikke engelsk, så diverse guidebøger på dansk er en god ide at tage med hjemmefra.

Liebhaverboligen var på denne tur inviteret af det Italienske Handels- kammer, som ikke har haft indflydelse på artiklen. Om stederne i denne artikel kan man læse mere på:

Cagliari:
www.cagliariturismo.it/en.
Her boede vi på hotel Miramare: www.hotelmiramare.it/en

Nuaragher kan ses overalt på Sardinien, men vi besøgte en i Cuccurada
på en guidet rundvisning.
Se mere på www.arkeosardinia.it/en/site/Nuraghe-Cuccurada.

Agriturismo’er: 

Websiden www.in-italia.dk har et afsnit om agriturisme på Sardinien, men den Agritusismo vi boede på, kan man kun finde på facebook – se mere på www.facebook.com/pages/Fattoria-Cuscusa/153698438169890. ”Bondegården” har over 1000 får og fremstiller både ost, vin og grøntsager. På Facebooksiden står et telefon nummer, man evt. kan ringe til.

”Western-byen” San Salvatore:
Se mere på www.sardegnaturismo.it – søg på syd og derefter på
San Salvatore.
Eller på www.corsadegliscalzi.it, som kun er på italiensk.

Michelinrestauranten Sápposentu:
Se www.sapposentu.it

Hotel Tartes i Guspini:
www.tarteshotel.com

Minerne i Montevecchio:
www.minieradimontevecchio.it, eller google ”minerne i Montevecchio”
for bedre resultater på engelsk.

En julerejse til den nordirske hovedstad byder på mere end bare gode indkøb. Rejs med til den hyggeligste, sjove og mest vibrerende lille storby, hvor pubberne summer af liv, historien om Titanic-forliset fortælles på nye måder, og flotte gavlmalerier fortæller skæbne-svangre historier. Det hele bundet sammen af julemarked og afternoon tea i dekadente rammer.

 

FET_Belfast_Julmarkedet-går-hele-vejen-rundt-om-byens-smukke-rådhus

Julemarkedet går hele vejen rundt om byens smukke rådhus.

 

Der dufter af brændte mandler, og lysene skinner om kap med glade smil, når håndlavede smykker, hjemmelavede julelækkerrier, de strikkede, irske gavesokker til at hænge ved kaminen og alt muligt andet jule-tingel-tangel rækkes over disken ved boderne på Belfasts store julemarked.

En tradition, som trækker tusindvis af mennesker hen til byens absolutte midtpunkt – det imponerende rådhus, City Hall, som hvert år er vært for byens store julemarked.

Byen Belfast i Nordirland har i mange år ellers ikke lige været stedet, man tog hen på hverken  juleindkøbstur eller på ferie for den sags skyld. Tidligere tiders borger- krig mellem katolikker og protestanter lagde i mange år Belfasts gader øde hen efter mørkets frembrud, men siden freden i 2007 er det gået stærkt med byens positive udvikling.

Summer af liv 

Overalt er der skudt nye restauranter, lækre hoteller, listige pubber og i massevis af forretninger op, og stemningen i byen er ikke til at tage fejl af. Belfast er ganske enkelt en perle af en by. Og er da  netop også i år blevet kåret af rejseguiden Lonely Planet som årets bedste og mest interessante by at besøge.

For ikke alene er byen super charmerende, fuld af  summende liv og optimisme – Belfast er også et sted, hvor man får noget med hjem, som er mere og andet end blot fine julegaver til familien. Belfast er en by, som fortæller historie. Og det på mange planer.

 

FET_Belfast_Det-nye-Titanic-oplevelsescenter-er-flot-i-arkitekturen

Det nye Titanic oplevelsescenter er flot i arkitekturen.

 

Historien om Titanic

Det var ved Lagan-floden, at driftige værftsarbejdere i starten af det 19. århundrede byggede verdens dengang største passagerskib, Titanic. Som sank allerede på sin jomfrurejse i 1912, selvom skibet var udråbt som fuldstændig synkefrit. På sin vej fra Europa til Amerika, lastet med lige dele rige og fattige mennesker, som ville emigrere til ”det forjættede land”, stødte Titanic på et isbjerg og gik ned med mand og mus. Mange druknede, få overlevede, og skattejægere søger stadig og finder – på havets bund – genstande fra det sagnomspundne skib. Og hvem husker ikke filmen Titanic fra 1997, som med Leonardo DiCaprio og Kate Winslet i hovedrollerne skildrer forelskelsen mellem to unge fra hver sin samfundsklasse?

Det hele – dramaet, hvordan skibet i sin tid blev til, og katastrofen da det sank – kan man nu genopleve i Belfast. For det var her, at skibet i sin tid blev bygget på skibsværftet Harland og Wolf, og i det spritnye Titanic Belfast oplevelsescenter/museum kan man få hele historien. I en i øvrigt fantastisk flot, stjerneformet bygning, som tager den besøgende ud på en svimlende rejse i skibet Titanics storhed og fald.

Blodig fortid

Men historien om Titanic er ikke den eneste dramatiske, byen Belfast kan byde på. Gemt i byens dna ligger også stadig flere hundrede års blodig historie, som, selvom freden nu har varet i mere end ti år, stadig er en stor turistattraktion og giver stof til eftertanke.

Det er historien om The Troubles (bedst oversat som ”urolighederne”), der alene i årene op til den officielle fredsslutning førte til, at mere end 3600 mennesker mistede livet og over 40.000 blev såret. En historie om rettigheder og hævn, hvis aftryk stadig ses i bybilledet, hvor store gavlmalerier af millitant karakter stadig kan ses som skamstøtter over en sort periode i landets historie. Som sindbilleder på en tid ingen igen ønsker at opleve, men som også samtidig fortæller den vigtige historie om forsoning og heldigvis nu – fred.

Fredslinier og gavlmalerier 

På en BlackTaxi-tur kan turister derfor få en omvisning i Belfasts blodige fortid. Indtil flere taxi-selskaber tager folk med til bydelene Shankill og Falls, hvor de fleste gavlmalerier stadig findes, og turen går også gennem
Belfasts tidligere ”fredslinjer”.
Gennemfartsveje, som i sin tid delte byen i separate kvartere, hvor høje hegn med pigtråd skulle skille de katolske kvarterer fra de protestantiske. Her i disse bydele blev børn i mange år født ind i bevidstheden om, at ”fjenden” boede lige på den anden side, og om aftenen blev der tillige lukket kæmpemæssige jernporte efter solnedgang for at holde parterne adskilt.

Og hvad handlede det hele så om? 

Faktisk går historien så langt tilbage som til 1600-tallet, hvor irske protestanter (de som gerne vil høre til den engelske trone) som tilflyttere til Nordirland fik tildelt jord i den Nordirske provins Ulster. Desværre begyndte protestanterne hurtigt at fordrive og diskriminere den lokale katolske befolkning, som endte med at være jordløse (og uden jord og stemmeret), kun fik de ringeste jobs, de dårligste boliger og den laveste løn. Sidst i 1960érne begyndte den katolske befolkning at demonstrere mod forskelsbehandlingen, og det førte til en række meget alvorlige sammenstød. Protestanterne svarede igen, og især udfordrede de den katolske befolkning med deres traditionsrige marcher foretaget af Orangeordenen. En orden, som siden 1795 har marcheret overalt i Nordirland for at demonstrere deres identitet og loyalitetsfølelse over for den brittiske trone. Og ikke mindst deres ”sejr” over de oprindelige Nordirere.
Marcherne foregår i øvrigt stadig i hvert fald een gang om året (og måske også lidt flere gange), men nu er der nedsat en marchkommision, som hvert år bestemmer, hvilke områder marchen må gå igennem. For selvom freden er kommet, slikkes der stadig sår i det skjulte, og protestantiske børn og katolske børn går stadig i hver deres skole…

 

FET_Belfast_På-gin-tur-i-Belfast´s-ældste-pub,-The-Crown-

På gin-tur i Belfasts ældste pub, The Crown. 

FET_Belfast_En-af-syv-forskellige-gin-man-kan-smage-på-en-gin-tur.-Selve-navnet-antyder-at-den-er-god-og-stærk...

En af syv forskellige gin man kan smage på en gin-tur. Selve navnet antyder, at den er god og stærk…

 

På gin-tur

Easy-going. Let til latter og smil.
Den dybeste grund og det hjerteligste sind. Sådan opleves Nordirerne af mange, og syn for sagen får man, hvis man kaster sig ud i Belfasts livlige pub-og bar-liv. En verden af udadvendthed og hjertelighed møder den nysgerrige, som giver sig byens sociale liv i vold, og ved man ikke lige, hvor de bedste barer og pubber findes, er der hjælp at hente. Blandt andet hos bureauet Taste & Tours, som tager turister med på en gin-tur i byens smukke Cathedral Quarter.

Turen starter på den legendariske bar, The Crown Liquor Salon, Belfasts absolut smukkeste pub. Bygget i victoriansk stil i slutningen af 1800-tallet og rigt dekoreret med mosaikvinduer, spejle, brune stuklofter og finurlige udskæringer i pubbens træbåse.
For sådan sidder man i The Crown, separat i båse og med en lille, fin klokke, der kan ringes på, når man ønsker betjening.

På Gin-turen smager man syv slags meget forskellig gin, lærer alt om gin og coctails, og får på den måde både en rigtig god introduktion til drikken og samtidig også en bytur rundt i Belfasts mest hyggelige og livlige kvarterer. Samme opskrift tilbyder bureauet i øvrigt også udi kulinariske food-ture, whisky-ture eller øl-ture. På turene, som handler om gin, whisky eller øl, er det en god idé at tage dem efter aftensmaden. Der bliver ikke sparet på smagsprøverne…

 

FET_Belfast_The-Merchant-Hotel-er-oprindeligt-bygget-som-en-bank

The Merchant Hotel er oprindeligt bygget som en bank

FET_Belfast_Interiøret-i-The-Room-på-The-Merchant-Hotel-er-enestående.-her-serveres-afternoon-tea-i-to-sessions

Interiøret i The Room på The Merchant Hotel er enestående. Her serveres afternoon tea
i to sessions.

 

Fem-stjernet afternoon tea

En rundvisning indenfor på Belfasts smukke Rådhus. Et besøg på det store madmarked, St.George´s Market, hvor sangere dagligt optræder med hyggelige julesalmer og sange.  En indkøbstur i Victoria Shopping Centre, eller en slentretur i byens grønne oase, det meget smukke glasvæksthus i Botanisk Have, som i øvrigt er et af de allertidligste eksempler i verden på et væksthus lavet i støbejern og glas – eller en musikoplevelse på en pub, en bar eller i operaen. Der er nok af ting, man kan foretage sig i Belfast, og det meste ligger i gå-afstand, hvis man vælger et hotel i centrum.

En oplevelse, man dog også BØR unde sig selv på en juletur, er et besøg på The Merchant Hotel i nr. 16 i Skipper Street.

The Merchant Hotel er Belfasts absolut fornemmeste hotel, femstjernet ud over alle grænser og i virkeligheden en gammel bankbygning opført i midten af forrige århundrede. Arkitekturen er en overdådig blanding af victoriansk stil og art deco, og hjertet i hotellet er restauranten, The Great Room, hvor der hver eftermiddag serveres afternoon tea i hele to sessions, naturligvis skyllet ned til levende musik.

Om aftenen forvandles The Great Room til restaurant for super gourmet, og i hotellets tilhørende bar, den dekadente Berts Jazz Bar (et udstyrsstykke i rød plys og små borde med dæmpet belysning), kan man efterfølgende lytte til smægtende toner til ud på de små timer.

Berts Jazz Bar serverer i øvrigt i hele julemåneden også en traditionel irsk julemenu, hvis man har lyst til at prøve det: Fyldt kalkun og skinke med kartofler, gulerødder og blomkål. Og naturligvis en christmas pudding til dessert. Med den oplevelse er der for alvor dømt jul i Belfast…

 

FET_Belfast_Berts-Bar-tilbyder-lækker-jazz-og-rød-plys

Berts Bar tilbyder lækker jazz og rød plys.

 

FET_Belfast_Murmalerierne-er-nu-er-stor-turistattraktion

Årsagen til urolighederne er flere hundrede år gamle.

FET_Belfast_Årsagen-til-urolighederne-er-flere-hundrede-år-gammel

FET_Belfast_Fredsmure'-skilte-i-sin-tid-katolske-kvarterer-fra-protestantiske.-Murerne-er-her-stadig.

“Fredsmure” skilte i sin tid katolske kvarterer fra protestantiske. Murerne er her stadig.

FET_Belfast_På-'Black-Taxi-tur-i-byens.-her-dog-i-en-rød-taxi.-På-'Fredsmurererne-skrev-og-skriver-folk-stadig-budskaber-om-fred.

FET_Belfast_Murmaleri-fra-tiden-under-'the-Troubles'

Murmalerierne er nu en stor turistattraktion.

 

Rejsefakta

Vi var inviteret af Tourism Ireland, som ikke har haft indflydelse på indholdet i artiklen.

Fly: Køb en flybillet til Dublin.
Fra Dublin lufthavn går der direkte express-bus til Belfast. Turen tager to timer.
Se mere på www.eireann.ie.

Hotel: Belfast har fået mange nye hoteller inden for de seneste år.
Vil man bo i kvarteret ved Titanic museet, er det nye Titanic Hotel Belfast netop åbnet. Flot og historisk, indrettet i de oprindelige tegnestuer, hvor skibsingeniørerne i sin tid tegnede det legendariske skib.
Se mere på www.titanichotelbelfast.com.

Vil man bo helt centralt, lige ved City Hall og julemarkedet,
er Grand Central Hotel i Bedford Street et rigtig godt bud.
Se mere på www.grandcentralhotelbelfast.com

Turistinformation: Turistinformationen ved City Hall er et godt sted at starte. Her kan man hente brochurer om alt, udflugter, BlackTaxi-ture,
food-ture, gin-ture, bestille biletter til musik og opera med mere.

BlackTaxi-tur:
Se mere på www.belfastblackcabtours.co.uk
(blot en af mange)

Gin-tur: Se mere på
www.tasteandtour.co.uk/our-tours.

Titanic Belfast (oplevelsescentret):
Se mere på www.titanicbelfast.com

The Merchant Hotel:
Se mere på www.themerchanthotel.com.
Det er en god ide at bestille på forhånd.

Nyttige websider:
www.discovernorthernireland.com, www.visitbelfast.com