December er mørke og kulde udenfor – og lys og hygge indenfor i de varme stuer. Men også vild travlhed op til den forestående højtid, samtidig med at job og julefrokoster med kollegerne skal nås. Og så skal der købes gaver – og helst mange af dem. Stress ned og smut en tur over sundet til de to svenske naturperler – Kullenhalvøen og Bjärehalvøen, og udnyt at den svenske krone er historisk lav. Liebhaverboligen guider her til unikke svenske luksusoplevelser i den mørke tid.

Det kolde gys i Båstad og Torekov
Byen Båstad er de velhavende svenskeres foretrukne get-away. En slags svensk Tisvilde eller Skagen, centreret omkring en fælles passion for sporten tennis og en yndig by ved havet. I Båstad har man spillet tennis siden 1900, da badegæsterne i sin tid kom til byen, og et fint tennismuseum fortæller hele historien. Midt i byen – og med en stor tennisbane lige i midten af bygningen – ligger byens førende hotel – Skansen, et oplagt sted til en dejlig overnatning i en kold december måned. Skansen har lige nede ved havet det dejligste ”Koldbadehus” (sådan hedder det), et bade-og saunahus for enden af hotellets lange badebro, som tilbyder det kolde gys til hotellets gæster. Bor man på Skansen, er dyppet i havvand og tilhørende varme i saunaen indregnet i prisen, men private kan også tilkøbe sig et dyp. Skansen tilbyder i julemåneden en hotelpakke med både koldt gys i vandet og en skøn middag på hotellets dejlige restaurant Sand. P.t. arbejdes de på hotel Skansen med at bygge en ny spa-afdeling, som vil få tagterrasse med fuld havudsigt, infinity-pool og roof-top bar, og hele herligheden vil stå klar til at modtage gæsterne allerede til sommer, hvor der naturligvis er mest liv i sommerbyen. Så er det spa, man ønsker at fornøje sig med indendøre i den kolde tid, bør blikket rettes mod Torekov Hotel, som ligger kun en kort køretur fra Båstad og Hotel Skansen. Torekov Hotel ligger i den lille by af samme navn, og byen kan udover Hotel Torekovs rigtig fine spa-afdeling med behandlinger, også byde på det smukkeste lille badehus beliggende i Torekovs lille havn. Her kan man få behandlinger i kar – foruden det kolde dyp og tangbehandlinger. Udover det har byen Torekov også en spændende historie – og naturen omkring indbyder til gode vandreture. Både Torekov Hotell og Hotel Skansen i Båstad er meget populære og tilbyder naturligvis begge forskellige hotelpakker og gode ideer til udflugter året rundt. Se mere på www.hotelskansen.se og www,torekovhotell.se

Den julepyntede have
Fortsætter man fra Kullenhalvøen og længere nordpå, kommer man til Bjarehalvøen. Her ligger tennisbyen Båstad, og herfra kommer rigtig mange af Sveriges allerbedste grøntsager. Haver og Båstad hænger nøje sammen, og en af de allerflotteste haver hedder Norrviken. Norrvikens Haver (Trädgard) er en samling vidunderlige haver skabt af gartneren Rudolph Abelin for mere end 100 år siden. På en kæmpemæssig grund placeret mellem havet og Hallandsåsen skabte han – drevet af den simple drøm om at skabe noget smukt – en samling haver med forskellige stilarter. En renæssancehave, en klosterhave, en barokhave, en middelalderhave, en vandhave osv. I dag er stedet en af de fineste haver, Sverige kan fremvise, med den flotte villa Abelin i midten af haven og det smukke orangeri – Victoriahuset, hvor der løbende holdes skiftende udstillinger. Norrvikens haver er naturligvis pyntet helt fantastisk op i hele december måned, med lys i de smukke træer og haver, og det hele kan beundres indtil den 14. december. Se mere på www.norrvikenbastad.se

Julemarked på Fredriksdal
Fra færgelejet i Helsingør til kan man se helt op til Kullen – den store brune klippe, som ligger skråt overfor danske Gilleleje. Turen over til svenske Helsingborg tager kun cirka 20 minutter, og det er ikke dyrt at have bilen med. Kort udenfor byen ligger Frilandsmuseet Fredriksdal – en svensk pendant til det danske frilandsmuseum i Lyngby nord for København. Her er smukke, gamle gårde og fine huse fra købstadsmiljøer samlet i en kæmpemæssig botanisk have, og her holdes der julemarked med alt, hvad hjertet kan begære af svenske godter, krydderier og gammelt håndværk til salg både den 6., 7. og 8. december. Der vil være dans omkring juletræet, levende dyr i staldene og i det hele taget jul som i gamle dage for fuld udblæsning. Se mere på www.fredriksdal.se

Mærkevare-outlet, lokale delikatesser og svensk julemad
Langs med kysten på Kullenhalvøen ligger de små byer og fiskerlejer som perler på en snor. En af de større byer er Höganäs, som bl.a. er kendt for sin saltglaserede keramik og i folkemunde benævnes pottemagerbyen. Et stort område i udkanten af byen er udlagt til outlet-butikker, hvor man bl.a. kan købe smukke ting fra Ittala, Rörstrand, Hackman, Arabia og Fiskars til nedsatte priser. Samme sted er der sports-outlet og glas fra Orrefors, og det er let at finde – store vejskilte viser hvor. Men endnu mere interssant er måske Magasin 36 og Saluhallen, en slags torvehaller, som i gamle fabriksbygninger lokker med alt lige fra sko til lokale fødevare-delikatesser og boligtilbehør. Glæden ved god madkultur blomstrer her, og indkøbene sker i de gamle haller, hvor man siden 1835 brændte den saltglaserede keramik i store ovne. Nu er det hele forvandlet til et overdækket marked med smuk og rå arkitektur, som også rummer et bryggeri, en chokoladebutik og en meget hyggelig restaurant. Sidstnævnte er i det meste af december måned stedet at smage den lækreste svenske julemad – bl.a. på restaurantens store julebord, som serveres hver dag indtil den 21. december fra kl 18.30. Her kan man smage på alle de lokale delikatesser og råvarer, som dyrkes hos små producenter på Kullen halvøen, og er aftenbordet for stort eller for sent – tilbyder stedet også julefrokost og søndagsjuleborde fra kl. 16 -19 på decembers advendts-søndage. Se mere på www.hoganassaluhall.se

Verdens største sanglærke
Lidt udenfor Båstad – der hvor by bliver til langstrakte marker, ligger et særligt museum. Nemlig hjemmet for Sveriges allerstørste operastjerne, Birgit Nilsson. Her voksede hun op og boede sammen med sine forældre indtil sit 23.år. Et liv på landet blandt køer og kartofler, uden elektricitet og rindende vand – kort sagt et liv langt fra det, Birgit Nilsson senere kom til at leve, som feteret stjerne på alverdens operascener. Barndomshjemmet står her stadig, som dengang hun sidst boede her. Og ved siden af huset er der nu bygget et museum, som med lyd- og filmklip, kostumer og personlige artefakter fra stjernen fortæller Birgit Nilssons utrolige historie fra bondepige til verdensstjerne. Museet er egentlig lukket for sæsonen i december måned, så vil man se det i fuld skala, skal man vente til foråret, men i anledning af julen åbner museet helt specielt den 8. december for to julekoncerter kl. 14 og kl. 17. Overskriften er Jul på Museet – Julekoncert med Carolina Söderman. Se mere på www.birgitnilsson.com

Romantik på Rusthållargården
Kullen og og dens helt specielle natur indbyder året rundt til de skønneste traveture. Naturligvis dejligst om sommeren, når alt er grønt og blomstrer, men en frisk travetur i strid blæst og kulde er ikke at kimse ad, hvis man bagefter kan se frem til et romantisk ophold på Kullens mest romantiske hotel – Rusthållargården i Arild. Arild er et lille fiskerleje, som ligger på den anden side af Kullenbjerget med udsigt over Skälderviken og havet. Her er en lille havn, de fineste små snævre gader med gamle huse, og Rusthållargåden, som ligger med samme udsigt, er den ultimative luksusoplevelse. Alle værelser er indrettet med høje træpaneler i sarte farver og maritimt tema, og selve hotellet stammer tilbage til 1600 tallet, hvor gården blev brugt til Kronskatterrusthållerhem – et sted hvor man sørgede for heste og mænd til kongen. I 1904 blev det omdannet til hotel og har nu haft den samme familie som ejere i fem generationer. Et ophold på Rusthållargården føles som at komme hjem til nogen, der har kendt én hele livet, og mange af de ansatte på stedet har også arbejdet her hele deres voksenliv. I underetagen findes en dejlig spa-afdeling, og helt specielt er det at få en behandling med tang, som hentes lige nede ved havet og kan gøre huden så blød, at man næppe tror det. Rusthållargården er også meget kendte for deres gode restaurant, og i december måned kan man få et weekendophold med julebord og hygge ud over det sædvanlige. At holde nytår på Rusthållargården er meget populært, men hurtigt booket, da mange af stedets gæster en gengangere, så vær ude i god tid. Ud over 21 smukke værelser på selve hotellet har Rusthållargården også fem meget fine huse, man kan leje. Alle ligger de ubeskriveligt smukt – med udsigt til havet. Se mere på www.rusthallargarden.se

Normandiets kyst er yndige, gamle bade-og fiskerbyer med betonbyen Le Havre som udyret midt i al yndigheden. Men ”udyret” har en spændende historie og vinder i skønhed – når man ved, hvorfor ”Frankrigs svar på Stalingrad” ser ud, som den gør.

 

 

Der står kartofler på markerne og fine, brogede køer overalt. Jesus hænger på et kors i vejkanten, og landskabet er fladt med højt til himlen og de drivende skyer. Langs med den snoede landevej kører vi igennem søvninge småbyer med sirlige huse bygget i bittesmå mur-og strandsten, og vi fornemmer, at vi er et sted, hvor tidevandet bor.

Etretat i Normandiet ligger ved havet og de store, hvide klipper. En ferieby med mågeskrig og små butikker med hvidt og luftigt sommertøj. Her er smukt. En særlig stemning og et særligt lys. Som også greb impressionismens store malere, Monet, Manet, Boudin og alle de andre i anden halvdel af 1800-tallet, hvor de hev staffeliet ud i naturen og gengav verden på en ny og ”lettere” måde i deres malerier. De kom til Etretat sammen med den rige overklasse fra Paris i øvrigt – for tiden var til at bade og feriere ved kysterne, og Etretats uspolerede fiskersamfund udgjorde den perfekte kulisse.

Køreturen fra Paris tager et par timer og lidt til. Og i dag folk kommer hertil for at slappe af på stranden, slentre i de hyggelige gader, spise et godt fransk måltid og beundre de fine villaer fra ”La Belle Epoque-perioden”. Men også for at se de de sirlige, små fisker-og borgerhuse bygget i bl.a. flintesten – og så for at se klipperne. For klipperne – det er dem, det handler om.

De hvide klipper af kridt, som rejser sig så majestætisk ud for byens fine strand og promenade, hvor kirken og de mærkværdige haver troner højt oppe på den modsatte skrænt og giver en fantastisk udsigt ud over byen.

 

Etretat, klipperne

 

Haverne i Etretat

Etretats klipper er afbildet i det uendelige. Især i impressionismens malerier og med rette. Smukke vidundere skabt af naturen – sådan blev de oplevet engang og gør det stadig. Tæt mod to millioner turister besøger hvert år byen, enten for en uge eller måske blot på en dagsudflugt, og alle kommer de primært for at fotografere klipperne. Enten nede fra byen eller oppe fra kirken på skrænten.

Turen op på skrænten er stejl. Men et lille turisttog fragter dårligt gående derop, som samtidig også kan besøge en anden af Etretats mærkværdigheder: Haverne i Etretat. Ikke nogle gamle haver, men en kun fire år gammel ”park” skabt som et avantgarde-have-kunstværk. Et kreativt laboratorium af planter og skulpturer, som er anlagt op ad den høje skrænts ene side.
Mærkværdigt klippede buske gemmer på skulpturelle buddhahoveder, og små snoede stier fører rundt i haven til nye underlige planter og oplevelser og er en fin udflugt i Etretats lilleby-idyl.

 

Mange af Etretats huse er bygget i strand- og flintesten. Eler bitte-små mursten

 

Le Havre

Vi kører langs med kysten en halv times tid. Langs med vandet, som hvert døgn hæver og sænker sig op mod otte meter eller mere. Passerer endnu flere smukke, små huse i gammel byggestil og når så til et kultursammenstød af de store: Havnebyen Le Havre. Som med et centrum i lav og firkantet byggestil – opført alt sammen udelukkende i beton – af kritikere er blevet kaldt for Frankrigs svar på Stalingrad.

Kontrasten er ubeskrivelig. Og var det også for de mere end 45.000 franskmænd, som, efter at Le Havre var blevet fuldstændig sønderbombet af tyskerne i 1944, pludselig ikke mere havde et sted at bo.

Alle byens smukke, gamle huse fra 16-,17- og 1800-tallet var ødelagte, og regeringen besluttede derfor, at der skulle handles. Så Le Havres mange ”hjemløse” igen kunne få tag over hovedet, og havnen – som altid havde været og stadig er et centrum for verdenshandel – igen kunne komme til at fungere.

Derfor valgte man en af 1900-tallets mest berømte, franske arkitekter til opgaven med at stå for genopbygningen af byen. Hans navn var Auguste Perret, og han var kendt som ”kongen af beton” og for i øvrigt også at være læremester for den senere så berømte arkitekt Le Corbusier.

 

Le Havre. En genopbygget by – helt i beton

 

Kongen af beton

Auguste Perret var på det tidspunkt godt 70 år gammel, men stadig fuld af moderne ideer, og byggematerialet beton var hans absolutte yndlingsmateriale og spidskompetence. For i beton kunne man både bygge hurtigt og billigt. Alt kunne masseproduceres og samles på kort tid – og vupti – så havde Le Havres indbyggere igen tag over hovedet.

Seks år efter kunne de første lokale derfor flytte ind i supermoderne lejligheder. Alle opført i beton og efter en helt speciel by-plan, som Perret havde udtænkt. Og i de følgende år blev i alt 10.000 lejligheder opført i bymidten af Le Havre – alle bygget efter nøjagtig det samme princip:

Der blev bygget  i tre højder for at skabe variation i bybilledet, og alle bygninger blev opført med søjler og og en overligger som det bærende element. Alle vinduer var i fuld højde – fra gulv til loft, og tagene flade.  Samtidig blev alle lejligheder centreret omkring et gårdrum, fik store åbne altaner, og væggene i lejlighederne kunne flyttes, så beboerne let kunne forandre lejlighedernes rum efter behov og familiestørrelse. Affaldsskakt i køkkenet var nyt, og alle boligerne lette og gennemlyste. Det var en hidtil ny og uset boligkomfort sammenlignet med byens tidligere, gamle huse – og Le Havres indbyggere hadede det.

Rent faktisk tog det to generationer for byens indbyggere at acceptere de nye boliger i beton, og det samme gjaldt den nye byplan, som fulgte med: Byens gamle, oprindelige boulevarder blev bibeholdt, men gjort meget bredere, og nye torve og et væld af nyplantede træer indgik også.

 

Lejligheder, Le Havre

Le Havres teater og bibliotek – Le Volcan.

Perrets mesterværk – kirken bygget i beton fra yderst til inderst

Perret gjorde meget ud at forskønne materialet beton. Her i lyserød indfarvning og med forskellige mønstre

 

På listen over verdensarv 

Ser man på Le Havre i dag og i sær efter at have været på besøg i i andre af  Normandiets gamle,  byer – forstår man indbyggernes modstand. For Auguste Perret var i den grad forud for sin tid, og Le Havre ligner – selv den dag i dag –  en fremtidsvision i beton med lige gader og rette linjer i alt, hvad der er af arkitektur i bybilledet.

Dog kan man ikke komme udenom, at ingen steder overhovedet kan man se et så samlet og harmonisk eksempel på en ny by – bygget i beton, som Auguste Perrets ”fremtidsvision”
i Le Havre. Kronen på hans værk er uden tvivl den store kirke, Eglise Saint Joseph, som midt i hjertet af byen – med sin helt specielle arkitektur og beton i mange farver  – i den grad gør al modstand mod materialet beton til skamme. Kirken står som et mindesmærke for de mange, som omkom under bombardementerne, og særlig behandlet/indfarvet beton bl.a.  i lyserød og gylden gul giver et specielt lys i det store kirkerum, hvor glas i mange farver er med til at fuldende billedet.

For både arkitekturnørder og turister, som interesserer sig for samme, er Le Havre derfor en stor oplevelse at besøge. Det er muligt at komme på guidet rundvisning i den allerførste lejlighed, som stod færdig i 1946, ligesom der også findes guidede arkitektur-ture rundt i hele byen.

Et andet byggeri, som også er specielt for Le Havre er også arkitekten Oscar Niemeyers biblioteks- og teaterbygning Le Volcan fra 1982. Den ligger midt i centrum og ligner – en vulkan!

Hvid beton i fantastisk form, som spiller flot op til byens øvrige, moderne bygninger.

 

Honfleur er en af Frankrigs mest romantiske byer. Med kanaler, massevis af restauranter og snævre gader.

Le Lyonais. En ”ægte” restaurant.

 

Super restaurant 

Et besøg i Le Havre kan gøres på et par dage. Byen har mange barer og gode restauranter, især nede ved havnefronten hvor også byens museum for moderne kunst ligger (MuMa).

Hver lørdag formiddag er der marked i Les Halles i området omkring Le Volcan, man kan tage på sejltur i Le Havres enorme havn og se nogle af verdens største lastekraner, og en helt unik god oplevelse får man, hvis man indtager aftensmaden på restaurant Le Lyonais.

En ærke-fransk madoplevelse til fantastiske priser. Og bliver man træt af byen, er der mulighed for lidt natur i Les Jardins Suspendus – et haveanlæg og en botanisk have anlagt i et gammelt militær-fort, hvorfra der er en spektakulær udsigt over byen. Haven har også en lille cafe og nogle fine væksthuse.

Romantiske Honfleur

Sidste stop på en fridagsferie i Normandiet bør være et besøg i byen Honfleur, som ligger godt en halv times kørsel sydpå fra Le Havre.

Honfleur er Normandiets mest romantiske by og Le Havres fuldstændige modsætning. Et gammelt fiskerleje og en kunstnerkoloni centreret omkring gamle kanaler med et væld af smukke og meget velbevarede, gamle huse. Her flokkes turisterne i tusindtal, og det kan være svært at få plads på en af de mange hyggelige restauranter, der ligger som perler på en snor ud til de gamle kanaler, men dejligt er det.

Honfleur kan dateres helt tilbage til 1000-tallet, men havde for alvor ”vind i sejlene” i 1700-tallet, hvor trekantshandelen med slaver fra Afrika og Caribien var aktiv, og byens fine, smukke huse stammer også fra den tid. Honfleur er også byen hvor komponisten Erik Satie blev født, og hans bandomshjem kan stadig besøges.

Bysbarn i Honfleur var også impressionisten Eugene Boudin, som i 1886 grundlagde Honfleurs museum. Her kan man stadig kan se en meget fin samling af impressionistiske tegninger og malerier fra hans og vennernes ungdomsår, hvor de alle boede på byens pensionat, Ferme Saint Simeon, ligesom Honfleur også i dag er en aktiv kunsterkoloni med rigtig mange gode gallerier.

 

En karoussel som i gamle tider står stadig på havnen i Honfleur

 

 

Rejsefakta

Flyv til Paris og lej bil derfra.
Det tager godt tre timer at køre til Etretat, hvor man eksempelvis kan indlogere sig på det lille hotel La Villa (www.lavilla10.com ), som ligger midt i Etretat.

Haverne i Etretat, se mere på www.etretatgarden.fr

Se mere om Etretat på www.etretat.net

Le Havre se mere på www.lehavretourisme.com.

Auguste Perrets ”første” lejlighed (Herritage House, Maison du patrimoine) ligger på 123 Rue de Paris.
På turistkontoret (186 bd. Clemenceau) eller på byens officielle hjemmeside for turisme kan der bookes rundvisning.

Et godt sted at bo i Le Havre er ART Hotel, www.art-hotel.fr.
Hotellet ligger lige overfor Le Volcan, og hvis man booker et værelse på øverste etage, får man altan.
Med udsigt over hele byen. Giver et super indtryk af beton-byen og dens opbygning.

Restaurant Le Lyonais ligger i Rue de Bretagne nr. 7, book bord på
+33 2 35 22 07 31.

Honfleur – se mere på www.honfleur-tourism.co.uk, samt www.musees-honfleur.fr

Journalist Eva Baré var inviteret af Atout France, som har betalt fly og ophold. Atout France har ikke haft indflydelse på artiklen.

Afslappet, grøn og firnurlig. Med liebhaver-vodka, neonmuseum og fuld af overraskende historier. Sådan fremstår Polens hovedstad Warszawa i dag. Et city-break til en af Østeuropas mest oversete perler kan stærkt anbefales.

 

 

En jakkesætklædt forretningsmand suser ned af den brede boulevard på sit elektriske løbehjul, og på smarte cafeer drikker folk kaffe i eftermiddagens sidste, bløde lys.

 Langs den gamle Kongevej står der farvestrålende blomsterkummer, og rundt omkring i hele byen spiller små, fine bænke af sten den smukkeste, klassiske
klavermusik. Helt af sig selv spiller de musik af komponisten Chopin, naturligvis, for han var polsk født, og selvom han i dag ligger begravet i Paris, er hans hjerte stadig i Polen.

Helt bogstavelig talt i byen Warszawa, hvor Chopins hjerte efter eget ønske er indmuret i en søjle i Helligkorskirken, som ligger på den flotte, lange Kongevej, der fører ned til den gamle bydel

Jeg er taget til Warszawa. 

Og er forundret, forbavset og betaget.

For sidst jeg var her var i 1981, og dengang var byen grå, trist og trøstesløs. Tomme hylder i tomme butikker, og mennesker i kilometerlange køer foran slagterbutikker med alt for lidt kød.  Sådan så her ud dengang i årene før systemskiftet i 1989, hvor kommunismens åg over Polen endelig lettede og blev afløst af frie og demokratiske valg anført af landet nye præsident, skibsværftsarbejderen, Lech Valesa.

Og her, tæt på 40 år efter, står Warszawa så som genfødt: Grøn, smuk, vibrerende og fuldstændig forandret.

En moderne metropol, et værdigt alternativ til for eksempel Berlin. Ja, ganske enkelt en by som nu kan tilbyde alt ud i kultur, gode restauranter og arkitektur –  tilsat et væld af grønne parker, massevis af cykelstier og ikke mindst spændende museer. For her er kommunismen nemlig rykket hen, så turister stadig kan se, hvordan livet var i Polens hovedstad, dengang jerntæppet stadig hang tungt over Østeuropa. Og det er en interessant og tankevækkende oplevelse.

Den Gamle By

For langt de fleste turister er en gåtur i Warszawas gamle by et must. Oprindelig blev den gamle by fuldstændig ødelagt af bombardementer under 2. verdenskrig, men flittige hænder under kommunismen sørgede for, at den blev genopbygget. Ikke sten for sten og ikke nøjagtig som den så ud før, men tæt på, og for det utrænede øje er der ingen forskel. De små brostensbelagte gader og de fine, gamle huse centreret omkring det gamle torv med springvandet og den fine bymur rundt omkring det hele skaber igen den rette renæssance-stemning. Og selvom byen efterfølgende er kommet på Unescos Verdensarvliste, har stedet dog en anelse karakter af turistfælde. Ingen ”levende” mennesker bor i dag inde i den gamle by, så vil man opleve det ”rigtige” Warszawa, er det i kvartererne udenfor man skal søge. 

En have på taget

Længe behøver man dog ikke at lede, for byen er fuld af finurlige åndehuller, og et af de mest spændende og anderledes finder man, hvis man begiver sig hen til universitetsbiblioteket, hvor en taghave bygget ovenpå selve biblioteket sørger for den flotteste udsigt over Warszawas nye skyline.

Skjult for det blotte øje, men synlig, når man går igennem bibliotekets underetage og ud på den anden side, åbenbarer sig nemlig intet mindre end 10000 m2 park bygget op i plateauer, med buske, træer, stier og vandløb. De mange forskellige plateauer er videre opdelt i sektioner, hver med egen farvekombination, duft og form. Det er landskabsarkitekten Irene Bajerska, der har stået for taghaven, hvor man på det øverste plateau altså har udsigten ud over hele byen, og på de nedre plateauer kan slappe af på bænke og i hyggekroge, hvilket naturligvis hurtigt har gjort taghaven til et af Warszawas mest populære datingsteder.

Mest af alt minder haven om en fornem slotspark, og tanken om at man her kan låne og læse bøger og derefter sætte sig i de mest inspirerende omgivelser og sluge sin lærdom, er genialt tænkt. I den nedre del af selve universitetet er i øvrigt også en mindre butik, som sælger interessante politiske plakater – en kunstdisciplin Polen er verdenskendt for.

Praga

Floden Vistula løber midt igennem Warszawa, og er et yndet sted at hænge ud om sommeren. Her ligger indtil flere restaurant- og cafebåde, og det er også her på de grønne arealer eller i Laziensky-parken, at der hvert år afholdes både moderne og klassiske musikkoncerter. Chopin spilles til overflod, men de store verdensnavne i moderne musik har forlængst også fundet vej til Warszawa. På den anden side af floden – over broen – og sådan set udenfor Warszawas vedtagne centrum, ligger imidlertid den gamle arbejderbydel Praga, som i de senere år er blevet et af de mest spændende kvarterer i byen. 

Praga undgik, modsat resten af Warszawa, de store bombardementer under 2. verdenskrig, og husene står derfor næsten som før, men dog i dag i et underligt skønhedsforfald.

Afskallede, nogle med skudhuller, grimme og smukke på en og samme tid i deres majestætiske forfald, hvilket – som det ofte er set før i storbyer – naturligvis har tiltrukket Warszawas kreative klasse, der i de senere år er rykket ind i det gamle arbejderkvarter.

Hvad der før var slum, er nu under forvandling. Så side om side med arbejderklasse-polakker ser man også i dag parader af store luksusbiler og folk i dyrt mærkevaretøj hænge ud til frokostmøder i nogle af de – nu omdannede – gamle fabrikker, som er blevet til smarte spisesteder, kunstgallerier og undergrundscafeer.

Soho Factory

En af de mest hippe restauranter hedder Soho Factory, hvor gæsterne i en stor, gammel, og ombygget fabrikshal, kan indtage lækker mad døgnet rundt, tilberedt af en hær af kokke, som laver maden i det store åbne køkken, som også ligger midt i restauranten.

Rundt om Soho Factory er naturligvis også bygget indtil flere moderne lejlighedskomplekser, til huslejer af ded dyre slags, men kvarteret Praga rummer også stadigvæk en stor del af bydelens knap så rige indbyggere, som man heldigvis stadig kan se sælge deres gamle indbo, brudekjoler, husmorkjoler eller ditto herretøj på det lille underlige gademarked kaldet Bazar Rozyca, som findes ved gaden Targova nr. 54.

Fortrinsvis er det ældre mennesker, som har hver deres lille forretning i et gammelt, forfaldent skur på en underlig byggetomt midt imellem alle de forfaldne huse. Men kigger man nøje efter, især hos de som sælger herretøj, kan man faktisk godt finde super-gode kvaliteter og fine jakkesæt til absolutte spotpriser.

Neonmuseet

Det er også i det gamle arbejderkvarter Praga, at et af Polens mest seværdige og interessante museer ligger. 

Det er Neonmuseet som, med en super flot samling af gamle neon-skilte fra efterkrigstidens Warszawa, fortæller historien om, hvordan kommunistpartiet fra midten af 50’erne og indtil slutningen af 70’erne  forsøgte at imødekomme indbyggernes ønsker om at være ”med på noderne”.

I en stor, gammel fabrikshal hænger en bestøvlet kat som reklame for sko. En lysende havfrue reklamerer for biblioteker, andre skilte er lysende drinks, som fortæller, at her er en bar eller café, og en spurtende cykelrytter i skrigende orange neon fortæller, at her bor cykelhandleren. 

Neoniseringen af Warszawa er en for de fleste en ukendt, men super interessant design-historie, som i årene fra midt 50’erne og helt op til slut 70’erne oplyste den ellers mørke og triste betonbyggede  Warszawa i en periode.

Efter Stalins død blæste nye vinde over Østeuropa, og det polske kommunistparti var blevet inspireret af Vestens inciterende og farverige natteliv, som de havde set det i byer som Paris, Hamborg og London. Det blev derfor fra politisk hold besluttet at neonisere Warszawa – simpelthen ved at sætte de fine, lysende neon-skilte op i den ellers grå, mørke og triste hovedstad, så byen ved nattetide kunne ligne de smarte, vesteuropæiske hovedstæder. Reklame, som vi ser det i Vesten, kunne der naturligvis ikke være tale om. Polen var jo et kommunistisk land, og regeringen udstak derfor særlige manifester for, hvor og hvordan neon-skiltene måtte være: Blandt andet måtte skiltene ikke reklamere for et eksplicit mærke (i et socialistisk land er alle butikker jo ejede af staten, og der er ingen fri konkurrence), men skulle ses som ”ikke-kapitalistisk” forbrugeroplysning og pejlemærker for borgene i bybilledet.

De udvalgte neon-kunstnere

En neonreklame for legetøjsforretninger kunne derfor være en neon-lysende Peter Plys, som fortalte, at lige i nærheden lå der en butik med legetøj. Den fine neon-kat med store støvler på fortalte, at i dette kvarter kunne man købe sko, og neonskiltet med byens vartegn – havfruen – blev pejlemærket i natten, som fortalte, at her lå biblioteket. Og vice versa med skiltene med alle de lysende drinks, og dem var der mange af. For selvom kommunist-tiden i Polen kunne forekomme tør, når det gjaldt oplevelser, indkøb, frihed og så videre, var den ikke tør, når det kom til øl og vodka.

En stribe af særligt udvalgte kunstnere blev derfor sat til at ”neonisere” Warszawa efter gældende retningslinjer fra kommunistpartiet, som også handlede om, at skiltene skulle passe smukt ind i byens socialistiske arkitektur. Og i en periode på tæt ved tyve år var Polen og især Warszawa derfor et orgie af lysende farver ved nattetide – med neon-skilte lavet af landets ypperste kunstnere og designere.

I 1980’erne var det desværre slut med neon-epoken. Økonomisk krise, bureaukrati og besværligheder med at få repareret skiltene, når de gik i stykker, og en i det hele taget udtalt mangel på penge fik langsomt, men sikkert, en ellers sprudlende og farvestrålende kreativ epoke i Warszawa til langsomt at dø ud. Og i 1989, hvor polakkerne rejste sig mod styret og Lech Valesa kom til, havde Warszawa allerede henligget i et trist mørke i en del år.

Indtil altså den polske fotograf Ilona Karwinska sammen med den engelske grafiske designer David Hill satte sig for at indsamle de gamle skilte for på museet, som har eksisteret siden 2005 – at dokumentere og fortælle historien om Neon-revolutionen i Polen.

 

Det Polske flyselskab LOT flyver dagligt flere gange fra både København og Billund til Warszawa.  

I Polen hedder valutaen Zloty.
Det generelle prisniveau – både på hoteller og restauranter – er attraktivt for danskere. 

Nyttige websider: www.polen.travel, www.warszawaguide.info 

Journalist Eva Baré var inviteret af den Polske Stats Turistkontor, som ikke har haft indflydelse på denne artikel.

 

Den meget smukke Lazienskypark

 

Oplevelserne i Warszawa er mange og gode.
Besøg også:

PRL-museet  på gaden Ul.Piekna 28/34, som viser, hvordan polakkerne boede og levede under kommunismen. 

Laziensky-parken på Ujazdów Avenue, som er den mest vidunderlige, historiske park fra 1764, med blandt andet 400 egern, som gerne vil håndfodres.

Helligkorskirken på Kongevejen, Krakowskie Przedmiéscie 3 (den lange rute mellem Novy Swiat og den gamle by og hvor dagliglivet leves), hvor blandt nadet Chopins hjerte er indmuret i en søjle.

Museet for Warszawas opstanden, Warsaw Uprising Museum, se mere på www.1944.pl

 – Eller snup et by-løbehjul og kør en tur på nogle af byens mange cykelstier.

 

Michelin-middag med vodka.

Middag uden vin … og kun med vodka til? Lyder det underligt? Måske, men ikke i Warszawa, hvor restauranten Eleksir Dom Wodki har gjort det til deres specielle varemærke netop at servere en middag kun ledsaget af vodka. Restauranten er en Michelin-restaurant og serverer et miks af moderne polsk køkken tilsat absolut kvalitetsvodka. 500 forskellige slags vodka fra hele verden udgør lageret, som restauranten benytter sig af, og typisk serveres to slags vodka til hver ret. Hver vodka er nøje udvalgt til retten, og oplevelsen er rigtig god. Ikke et øjeblik savnede vores selskab et glas vin, og stemningen – efter indtagelse af mere end 6 glas vodka pr. person til en tre-retters menu – var absolut også i top … Under restauranten findes i øvrigt et lille, privat vodka-museum, hvor man kan få en rundvisning, hvis man spørger om lov. 

Det er en god ide at booke bord. Se mere på www.domwodki.pl

 

 

Den smarte restaurant i Soho Factory er åben 24/7.

 

Den gamle bydel i Warszawa .

 

Kø foran en slagterbutik.

 

Warszawas skyline kan ses fra taghaven oven på Universitetsbiblioteket. 

 

Taghaven ovenpå Universitetsbiblioteket.

 

 

Reklame i kommercielt forstand måtte neonskiltene ikke udtrykke under kommunisttiden  Warszawa. Så skiltet her skal ses som “forbrugeroplysning” om, at der er en cykelhandler i nærheden

 

Obuwie betyder sko på polsk, og neon-katten her reklamerede for byens skobutikker.

De våde varer manglede ikke i Polen under kommunist-æraen. Her et “reklameskilt” for barer.

 

 

   

Når turen går til den franske hovedstad, forventes det også, at den skal indeholde god mad og vin. Det kan dog være en udfordring af og til i metropolen. Liebhaverboligen bringer her en guide til gode restauranter, der er til at betale.

 

 

 

Alle husker deres første bid af Paris, siger man. Og så er det lidt kreperligt, hvis den bid i byernes by er en halvsløj kebab, en burger eller en amerikansk Cæsarsalat.

For det kulinariske Paris har i mange år måtte konkurrere med tusindvis af fastfood-restauranter i takt med, at millioner og atter millioner af turister har invaderet den smukke by. Og som i alle andre storbyer i verden, er det sjældent lige ved de store turistmagneter, man finder de rigtig gode spisesteder.

Lige overfor Notre Dame på den venstre bred eksempelvis, er det jammerligt, hvad der udbydes af mad. Det er som at gå nedad det mest turistede sted i Algarve eller Benidorm, hvor tjenere står og råber og falbyder deres retter, som ingen franskmand nogensinde ville drømme om at udsætte sin mave for.

Og selv efter den tragiske brand af netop ovennævnte kirke for nylig, vil den nok stadig være den mest besøgte attraktion i byen, selv om man nok fremover må nøjes med at se den udefra, så alle disse restauranter med græsk, italiensk og spansk mad vil også bestå. Gå i en stor bue udenom dem.

 

 

Michelin

Længere oppe i latinerkvarteret ligger de to klassiske cafeer, Les Deux Magots og Café de Flore, hvor både Ernest Hemingway, Pablo Picasso og mange andre store kunstnere kom og fortærede Croque Monsieur, løgsuppe, rillettes og Creme brulé tilbage i 1920’erne. Nu har der sneget sig club sandwiches og sliders ind på menukortet. Til gengæld er det rasende dyrt at sidde at spise og mærke historiens vingesus netop de to steder.

Udover Tokyo, så er Paris den by med flest af de eftertragtede Michelin-stjerner. Derfor kan man selvfølgelig bare gå efter det helt sikre uden skelen til pengepungen og frekventere de trestjernede Le Cinq, Guy Savoy eller Arpége eksempelvis. Eller man kan prøve følgende og prisbilligere steder, vi bringer her, som vil få selv gourmet-rotten Remy fra Disney’s ”Ratatouille” til at få mundvand.

Og en gylden regel: Bestil altid bord i god tid. Kun restauranter under gennemsnittet har altid masser af borde ledige. 

 

 

Lys og nordisk

Frenchie er kraftig inspireret af Noma, uden dog at være oppe i det prisleje. Frenchie, som for nylig fik en Michelinstjerne, er på få år nærmest blevet en institution i den parisiske madverden. Greg Marchand ønskede at åbne et sted, hvor han selv havde lyst til at komme igen og igen, og han kalder selv Frenchie for en mikro-restaurant, hvor de ansatte er som én stor familie.

Den ligger på den charmerende Rue du Nil i 2. Arrondissement og består af både en restaurant, en vinbar, som også er en vinhandel, og et take-away, hvor man kan få morgenmad og sandwiches to go hele dagen. Maden er årstidsbestemt, og menuen skiftes derfor ofte ud. Der er alacarte, men også en femretters menu med vine til. Prislejet er ikke billigt, men stadig kun som en mellemdyr københavnsk restaurant. Stemningen sent om aftenen i både restaurant og vinbar kan minde om den lidt løsslupne, som vi kender fra Bazar og Pluto i vores egen hovedstad.

Frenchie
Adresse: 5 Rue de Nil, Tlf.: +33 1 40 39 96 19
www.frenchie-restaurant.com

 

 

 

Oste-himlen

En ostehandel og kombineret restaurant! Hvorfor har man aldrig fundet på det herhjemme i vores ellers så osteelskende land? Monbleu – Beau&Fort er netop en sådan kombination. Den ligger i et knap så turistet område af Paris oppe i det 9. Arrondissement tæt på det verdensberømte revyteater Folies de Bergéres.

Man træder direkte ind i ostehandlen, men her lugter ikke af sure sokker og mug. Selve restauranten er intim, og man kan sidde enten i baren eller ved små og større borde. Der er et hav af gode vine, som næsten alle kan købes glasvis. Udover osteplatter (med fortrinsvis franske oste selvfølgelig) kombineret med godt afskåret charcuteri og hjemmelavede pølser serveres også en fabelagtig og meget enkel pasta med ostesovs og skinke. Her er slet ikke dyrt, men bare hyggeligt og yderst velsmagende.

Monbleu
Adresse: 37 Rue de Faubourg, Tlf.: +33 1 45 89 23 96
www.monbleu.fr

 

 

 

Afslappet og hyggeligt

Le Comptoir du Relais ligger i en lille sidegade til den store Boulevard Saint Germain på venstre bred. Der er ægte caféstemning indendøre med en stor bar til højre og små borde i én stor forvirring i lokalet. Udenfor er her endnu hyggeligere og meget populært, men her kan man ikke bestille bord. Så man venter pænt i en kø, men det er ventetiden værd. Prøv eksempelvis deres toast med andeconfit eller kalv med svampe. Der er også et rigt udvalg af fiskeretter. Især deres torsk med hårdtristet skind og en vidunderlig safransauce til kan anbefales. Man kan også bare nøjes med svinerillettes og charcuteri og hertil en af deres udmærkede naturvine (eller traditionelle vine, som de også har et rigt udvalg af). I køkkenet regerer den karismatiske chef Yves Camdeborde, og han er som resten af personalet hurtig og kompetent. Det gør ikke noget, at man kan et par franske gloser, da tjenernes engelske ikke er så godt og menukortet kun er på fransk. Åbent både morgen, frokost og aften.

Le Comptoir du Relais
Adresse: 9 Carrefour de L’Odeon Relais, Tlf.: +33 1 44 27 07 97
www.hotel-paris-relais-saint-germain.com

 

 

God start på dagen

Eggs & Co. gør ikke meget væsen af sig. Den ligger for enden af en blindgyde i latinerkvarterets hjerte med udsigt til en høj mur. Det var en gammel hestestald og lade tilbage i tiden, og på førstesalen er der stadig bevaret noget af det middelalderlige loft med de fritliggende svære egebjælker synlige.

Der serveres alle former for morgenmad med alt fra den lette scrambled eggs med chili, til den noget tungere eggs Benedict med en indkogt bønnesovs til. Friskpressede juicer sammen med alle former for kaffe giver en god start på dagen, hvor man så kan skippe frokosten, hvis fristelserne på kortet blev for store. Her er det ikke så nødvendigt med reservation.

Eggs & Co.
Adresse: 11 Rue Bernard Palissy Tlf.: +33 1 45 44 02 52
www.eggsandco.fr.

 

 

 

Fisk med mere

Selv om den hedder Fish La Boissonnierie kan man få andre retter end dem fra det våde element her i denne intime restaurant. Den ligger tæt på Saint Germain des Préskirken midt i det parisiske latinerkvarter og er et af de sjældne steder, hvor man bare føler sig både hjemme og godt tilpas i samme sekund, man træder ind i restauranten.

Betjeningen er venlig og kompetent, og personalet mestrer – som en sjældenhed i Paris – det engelske sprog perfekt. Prøv deres laks eller torsk med grillede grøntsager og linser, eller de grillede lammekoteletter. Brødet er en oplevelse i sig selv, og det serveres altid lunt, da den lille bager lige overfor restauranten dagen igennem supplerer de mange spisesteder i nabolaget med brød fra sin store stenovn. Der er også en vinbar tilknyttet tæt på, og på restaurantens menukort finder man virkelig mange gode vine fortrinsvis fra det sydlige Frankrig.

Fish La Boissonnierie
Adresse: 69 Rue de Seine, Tlf.: +33 1 43 54 34 69
www.fishlaboissonnerie.com

 

 

Cocktails til maden

Kunne det friste med et Iberico-svin, søde kartofler og harissa-krydderier fra huset, og hertil en cocktail med røget whisky, vermouth og portvinsreduktion? Lyder ikke som den gennemsnitlige menu på en restaurant, og det er den da heller ikke hos Dersou lidt syd for Bastillepladsen i det 11. Arrondissement.

Dersou er en fusions-asiatisk restaurant, hvor de to krumtapper Taku Sekine i køkkenet og Amaury Guyot bag baren har udviklet et ret sjovt koncept. Du kan få serveret fem, seks eller syv retter med tilhørende cocktails til hver ret. Her smagte vi blandt andet udsøgt ceviche med agurk-wasabi og hertil en vodka med peberkorn, og en flammegrillet sild med aubergine kogt i tomatsauce og nøje afstemt dashi (japansk fiskesauce) med en tør hvidvinscocktail tilsat dragefrugt og vietnamesisk koriander. Bliver det lidt for meget, kan du vælge alacarte, men her er udvalget desværre ikke så stort, men indeholder dog en velhængt ”gammeldags” bøf og en god flaske Côtes du Rhône til.

Her er ikke specielt billigt, men det koster at være en del af den parisiske jetset-madscene. Menuerne med cocktails starter fra €95.

Dersou
Adresse: 21 Rue Saint Nicolas Tlf.: +33 9 81 01 12 73
www.dersouparis.com

 

 

24 år efter Balkan-krigens afslutning er landene i den gamle ”krudttønde” igen blevet populære rejsemål. To af de smukkeste kulturperler i regionen er byerne Sarajevo og Mostar i Bosnien.

 

 

Øjet fanger dem med det samme:

De fire forskellige ”bedehuse”. Som alle ligger i den samme lille by. En kristen kirke, en jødisk synagoge, en ortodoks kirke og en muslimsk minaret. Og med kun mindre end 100 meters afstand imellem sig er de både symbolet på fredelig sameksistens og præcis det modsatte.

For uenigheder, krige og splittelser, etniske udrensninger og en ond borgerkrig, som verden sent glemmer, er om noget det landet Bosnien og byen Sarajevo i de sidste 24 år er blevet husket for.

Ét land, nu opdelt i to forskellige politiske enheder,  indeholdende tre forskellige folk, som dog alle har den samme kulturbaggrund, bortset fra de forskellige religioner – det er Bosnien og Sarajevo i dag. En slags europæisk Jerusalem – og ikke som oprindeligt –  en karavane-by hvor øst mødte vest, og hvor handelsmænd fra hele verdens kontinenter udvekslede varer, og livet struttede af kultur og skønhed.

Men skønheden har verdens ondskab ikke kunnet pille ud af Sarajevo. Og i dag er også livet vendt tilbage, og turisterne flokkes derfor igen på byens smukke pladser, i de fine bazarer, på museerne og på de mange finurlige cafeer, restauranter og spillesteder.

Mellem de små, krogede gaders lave huse, hvor tyrkisk inspirerede købmænd og kobbersmede stadig laver deres ældgamle håndværk, blomstrer baggårdene atter. Nu med store vandpibe-cafeer, hvor ungdommen mødes og diskuterer den fremtid, som er blevet deres at forvalte og udvikle. På hovedstrøget ved den store katedral ligger mærkevareforretningerne side om side, og nattelivet er ungt, livligt og moderne. Og rundt om hele den oldgamle skønhed, som stadig kendetegner Sarajevos meget fremmedartede arkitektur, ligger de smukkeste bjerge, som blandt andet i 1984 var værter for et olympisk vinter-OL.

Guf for historie-elskere

Sarajevo i Bosnien er for de, som holder af at holde ferie i en atmosfærefyldt, fremmedartet, hyggelig og overskuelig by (som uden besvær kan indtages til fods), og samtidig blive klogere på historien.

For netop her i byen startede 1. verdenskrig, da en bosnisk-serbisk nationalist i 1914 skød og dræbte den østrig-ungarske tronfølger og dermed satte Europa i brand. Siden fulgte 2. verdenskrig og en epoke for landet med socialistisk/kommunistisk styre under Joseph Tito, og fra 1992 – 1996 var Sarajevo den by i verdenshistorien, som har været udsat for den længste belejring nogensinde.

Hele 1400 dage varede belejringen i den borgerkrig, hvor landets egne indbyggere – serbere, kroater og bosniakker – sloges mod hinanden, og som kostede 11.500 af byens indbyggere livet.

Massakren i Screbrenica, hvor 8300 muslimske drenge og mænd blev myrdet i juli 1995, husker hele verden, og det samme med de deraf følgende store flygtningestrømme.

I Sarajevo mærkes og ses det hele stadig. Ikke på den dårlige måde, men dog opleves de mange skudhuller i bygningsmassen stadig som ar, der kun langsomt er ved at hele, og det samme gælder synet af de såkaldte ”sarajevo-roser”. ”Roserne” er aftryk i asfalten fyldt ud med rød voks, som markerer, at her tog en granat livet af et menneske. For Sarajevo husker, og det gør vi som turister også, når vi konfronteres med fortiden på tur rundt i byen – og sådan skal det nok også være …

Den orientalske bazar 

En forlænget weekend, eller en uge, hvis man også vil tage på udflugter ud fra Sarajevo  – det er anbefalelsesværdigt og tid nok.

Start med at finde et godt centralt hotel (de fås til absolut rimelige priser), og gå så på opdagelse i Sarajevos ældste bydel og absolutte hjerte, Bâscarsija, hvor byens orientalske præg sætter sig stærkest igennem.

Her er snævre, brostensbelagte bazargader i labyrintisk facon, hvor tæppehandlere, kobbersmede, sølv- og guldsmede, bagere, antikvitetshandlere, minareter,  synagoger, moskeer, katedraler og kirker, ja alt hvad der er gammelt og orientalsk, mødes i skøn forening. Og sådan har det været siden 1500-tallet.

Ind imellem de små butikker ligger massevis af hyggelige cafeer og restauranter, hvor maden er rigelig og god, og priserne yderst rimelige. Og nationaldrikken sljivovica, en blommebrændevin, er den perfekte maveåbner og en god idé før det relativt tunge og kødfyldte bosniske køkken indtages.

Alle gader i bazarområdet udgår fra det store torv, hvor fontænen Sebilj ligger så smukt nedenfor byens høje bjerge, og næsten lige ved siden af starter den mere moderne del af Sarajevos byliv. Det er gågaden Ferhadija, som har mange af de kendte mærkevareforretninger, og som hvis man går langt nok også fører op til den ”Evige Flamme” – et krigsmonument rejst til ære for ”Bosniens børn”.

Midt igennem byen strømmer floden Miljacka med byens meget smukke rådhus fra 1894 på sidelinjen, samt et utal af fodgængerbroer, deriblandt Latinerbroen, som var åstedet for mordet på den østrigske tronarving, og altså ”startskuddet”, som førte til 1. verdenskrig. Og fortsætter man over broen, over mod bjergene, kan man via en kabelbane komme op på toppen af Sarajovos bjerge, hvorfra byen under belejringen blev bombarderet og beskudt igennem næsten fire år.

Udsigten heroppefra er betagende, og øjet kan se helt ud til den senest byggede bydel – der hvor højhusene i bedste betonkommunistiske, skrabede arkitektur giver mindelser om landets lange periode under Tito.

I krigens fodspor

Man kan slentre en romantisk tur, drikke kaffe på en gammeldags wienercafe, besøge den smukke moske i bazarområdet, gå på kunstgalleri, høre klassisk og moderne musik, drikke sig fuld i sljivovica eller følge i Balkankrigens fodspor i Sarajevo.

Sidstnævnte byder på rigtig mange oplevelser, for Sarajevo er rig på krigsmuseer, der fortæller historien på mange måder. Blandt andet kan man på War Childhood Museum få fortalt om og ved selvsyn via tegninger fra børn konstatere, hvordan Bosniens børn oplevede krigen, og på museet Galeri 11/07/95 kan man via levende film og fotografier opleve krigens rædsler helt tæt på. Museet er ikke stort, men til gengæld fortættet i sin fortælling og absolut anbefalelsesværdigt, hvis man vil forstå borgerkrigens ubærlige smerte. Her er skiftende udstillinger, men museets permanente udstilling handler om massakren i Screbrenica.

Håbets Tunnel er en anden oplevelse, man heller ikke bør snyde sig selv for under et besøg i Sarajevo. Museet – for det er det nu – er resterne af en 700 meter lang tunnel, som soldater fra den bosniske hær under den 1425 dage lange belejring af Sarajevo, gravede fra lufthaven og ind til byen. Tunnellen blev brugt til at bringe forsyninger, mad og krigsmateriel ind i den belejrede by og til at bringe sårede folk i sikkerhed. Den blev bygget under et privat hjem i en lille forstad vest for lufthavnen, og det er stadig husets beboere, som driver museet, der er bygget ovenpå resterne af tunnellen.

I dag kan man komme ned og gå i et stykke af den oprindelige tunnel, som kun er halvanden meter høj, og forestille sig, hvilket enormt arbejde det har været at fjerne 1200 kubikmeter jord blot med skovle og hakker. En biograf viser film om det store og livsreddende arbejde, og viser også klip fra dokumentarfilmen Miss Sarajevo, som handler om en skønhedskonkurrence afholdt midt i det krigshærgede Sarajevo. Filmen er lavet af den amerikanske journalist Bill Carter, og viser hvordan en befolkning trods krig og ødelæggelse, alligevel forsøger at leve et normalt liv. Rockgruppen U2 udgav også i 1995 en single med titlen ”Miss Sarajevo”.

Udflugt til Mostar

Bosnien er et smukt land. Med dybe dale, høje bjerge, grønne floder, der snor sig gennem landskabet og fine, gamle byer. Men skønheden kan godt  være en anelse tidskrævende at nå, for vejene er dårlige, og det tager mange timer at køre i bus fra den ene ende af landet til den anden. Alligevel er det interessant at tage med på nogle af de mange udflugter, som mange bureauer i landet tilbyder, og en af de smukkeste går til byen Mostar.

Mostar er byen med den verdensberømte bro. 

Navnet er Stari most-broen. Den går tværs over Neretva-floden, og har siden 1400-tallet været symbolet på sameksistens mellem Orienten og Europa, og her i byen fandtes også det største antal af blandede (muslimske og kristne) ægteskaber i hele Bosnien efter 2. Verdenskrig. Og netop derfor blev broen også smadret af kroatiske nationalister under borgerkrigen i november 1993.

I dag er broen genopbygget. Som en tro kopi af den gamle og helt fantastisk flotte stenbro, og rigtig hyggeligt er det at slentre rundt i Mostars store bazarkvarter på begge sider af broen og at spise en frokost på en af de mange restauranter, der som drueklaser ”hænger” på begge sider af de stejle bjergsider, som gennemskærer landskabet med floden i bunden.

En udflugt til byen Screbreniza i Bosniens nordlige del er også en interessant, men dyster udflugtsmulighed. Her i byen, som ikke er noget i sig selv, kan man blandt andet se og opleve den enorme mindelund, som er bygget til de godt 8300 mænd og drenge, som i juli 1995 blev myrdet i Europas værste massakre siden 2. Verdenskrig.

Køber man udflugten hos en lokal udbyder i Sarajevo, vil der tit også være mulighed for at møde en af de overlevne enker og få den helt personlige historie/oplevelse fortalt.

 

Trods belejring i årevis og meget dystert liv under brogerkrigen, bevarede Sarajevos kvinder deres håb og stolthed. Bemærk de høje hæle 

 

Rejsefakta

Enkelte danske rejsebureauer har ture til Bosnien og Sarajevo, blandt andet Risskov Rejser, www.risskovrejser.dk, samt Deo, www.deo.dk.

Rejser man på egen hånd, flyver Wizz Air til byen Tuzla fra både Billund i Jylland og Malmø, hvis man kommer fra København. Se mere på www.wizzair.com.

Fra Tuzla kan man enten tage tog eller bus til Sarajevo. Se mere på www.rail.cc, eller www.getbybus.com.

Et rigtigt godt mellemklassehotel midt i bazarkvarteret Bascarsija i Sarajevo er Hotel Astra Garni – se mere på www.hoteleuropegroup.ba/astra-garni. 

Og i luksusklassen med samme centrale beliggenhed er Hotel Europe et fint fem-stjernet bud. Se mere på www.hoteleuropegroup.ba.

App´en Sarajevo Navigator er god at downloade, og gælder det udflugter og ture ud af Sarajevo, er City Tours & Excursions blot et af mange bureauer, som byder sig til.
Se mere på www.sarajevoinsider.com

Godt råd: Slå data fra på mobilen og vær kun på nettet, når der kan logges gratis ind på hotellets netværk etc. Eller køb et sim-kort i en kiosk. 

1 GB data kan fås for omkring 25 danske kroner.

 

Den moderne del af Sarajevo.

Sarajevos gamle bydel Bascarsija er fuld af fine bazargader.

Bag de små bazargader skjuler sig store, skyggefulde gårde med restauranter.

Livet er igen ungt og moderne i Sarajevo.

 

 

 

Enkel mad, gode vine og en stor hjertelighed kendetegner det sydlige Sardinien, hvor mad er kultur, historie er sammenhold, og befolkningen så stolte over deres ø, at de gerne så den løsrevet fra Italien.

 

 

Sardiske fru Alda slår korsets tegn, da processionen med den fine helgenfigur
defilerer forbi.
”Santa Maria,” sukker hun med himmelvendte øje og griber i sin gyngende og fyldige barm, mens hun samtidig skubber til sønnen ved siden af, så han står pænt og ordentligt.
Helgenprocessionen er både årets største folkefest og ventet med
længsel, men samtidig er det også en alvorlig sag for en troende katolik.

Vi er til folkefest og helgenfejring i byen Uta – en lille landsby i det
sydlige Sardinien.

Sådanne fester er der utallige af året igennem i Sardiniens mange landsbyer, og her kan man som turist for alvor opleve det ægte og uspolerede Sardinien. For uspoleret er den sydlige del af øen og dermed ganske anderledes end den nordlige del. Hvor kysten – Costa Smeralda, siden de tidlige 1960’ere har været et sandt luksusparadis for de velhavende, med høje hoteller og tryk på ferielivet, er det sydlige Sardinien stadig stille og på ingen måde endnu helt forberedt på turister. Og det er netop charmen. Hvis man altså er den slags turist, der ligesom en ”næsten opdagelsesrejsende” selv har mod på at gøre arbejdet med at komme ind under huden på ægtheden.

Det danske bånd 

Blandt andet derfor er Sardiniens mange religiøse fester en god ”øjenåbner” til øens store og særprægede kultur. Her i landsbyen Uta og i mange andre landsbyer og selvfølgelig også i ”hovedstaden” Cagliari,  udfolder øens kultur sig nemlig rigt i form af befolkningens vidunderligt, smukke folkedragter, som de bærer ved både folke- og helgenfester. Og her har man også muligheden for at høre Sardiniens helt specielle nationalinstrument launeddas, blive spillet. En slags mundblæst sækkepibe/klarinet lavet af tre tynde pinde – uden ”sække”, hvor lyden skabes i munden gennem et sindrigt udtænkt system.

Samme instrument har i øvrigt en historie, som binder Danmark tæt til Sardinien. I 1956 kørte den danske musikantropolog, Fridolin Benzon, tværs igennem Sardinien på sin Nimbus-motorcykel med en båndoptager på bagagebæreren. Hans mål var at være den første overhovedet, der kunne dokumentere den karakteristiske lyd af launeddas, og faktisk var Fridolin Benzon den første overhovedet, som skrev de mange musikværker ned på papir. Til stor glæde for den sardiske befolkning, som derfor i dag føler et stærkt bånd til Danmark, fordi Fridolin Benzon på denne måde har bevaret en af deres vigtigste folkemusik kulturskatte for eftertiden. Så sent som i 2016 blev en dokumentar-opera om Fridolin Benzons arbejde med den sardiske trippel-pibe, der kan dateres tilbage til år 2700 før Kristus, faktisk sat op på Betty Nansen-teatret i København, og koncerter med launeddas-spillere kan stadig høres fra tid til anden herhjemme.

 

Cagliaris smalle gader.

 

Den store helgenfest fra den 1. til den 4. maj – la Festa di Sant Éfisio -er byens absolutte trækplaster.

 

Sardiniens helt specielle national-instrument, launeddas.

 

Bygget på syv høje

En opdagelsesrejse til det sydlige Sardinien tager naturligt sin begynd- else i Cagliari, Sardiniens største by.
Cagliari ligger smukt ud til en havnepromenade, bygget på syv høje ligesom Rom, og besøges hvert år af rigtig mange krydstogt-gæster. En flot by med autentisk folkeliv, ikke overrendt endnu og med smukke, gamle huse, smalle gader og naturligvis vasketøj i farverige og rigelige mængder hængende ud fra mange vinduer. Især området omkring Castello-kvarteret er hyggeligt at slentre rundt i – med mange gode restauranter og en flot udsigt over byen.
Domkirken Santa Maria, hvis ældste dele stammer fra 1200tallet, kan fortælle drabelige historier om hekseafbrændinger på pladsen foran, og i kirkens krypt ligger over 100 kristne martyrer begravet. Ved havnenfronten kan man slentre i tusmørket, og det er blandt andet også her, man finder de bedste butikker med de bedste mærkevarer. Hoteller, af den store kæde-slags, er tæt på fraværende. Cagliari er stadig uspoleret, og ønsker at være det, og tilbyder derfor overnatning til turister i gamle ombyggede herskabshuse og en hel del romantiske B&B. Den store helgenfest fra den 1. til den 4. maj – la Festa di Sant
Éfisio – er byens absolutte trækplaster. Gaderne er dækket af blomsterblade, og store processioner med lokale klædt i smukke, sardiske folkedragter, spillende på launeddas, drager igennem byen. Selvfølgelig også fulgt af helgenen, Sant Efisio, kørt på en stor ”tronstol”.  Det siger sig selv, at man bør bestille overnatning i god tid, men oplevelsen er det værd.

 

8000 Nuragher ligger spredt over hele Sardinien og fortæller om fortidens samfund og levevis.

 

Fortidslevn og geologi

Umiddelbart ligner det kæmpemæssige dynger af sten, men det er så meget mere…

Godt 8000 ”tårne”, de såkaldte Nuragher, stikker i dag deres toppe op overalt på Sardinien og er indgangsporten til fortællingen om øens allerældste historie. Historikere mener, at Nuragherne i Sardiniens bronzealder fungerede som forsvars- værn for øens landsbyer, og arkæologerne graver stadig og gør nye fund ved de gamle bosættelser. Man ved, at Nuragh-kulturen var et bonde- samfund af fortrinsvis fårehyrder og bønder, der levede i små samfund og handlede indenlands og udenlands med både redskaber og de mineraler og sten, som netop Sardinien er så rig på. Rigtig mange museer på øen fortæller derfor i dag historien om Sardiniens geologiske rigdom, så er man interesseret i sten – er man kommet til det rigtige sted. Er man ikke – ligger der andre gode oplevelser – bl.a. i den sardiske madkultur.

Pecorinoens land 

Agriturismo´er (bondegårdsferie) er et udbredt fænomen på Sardinien. Og en interessant overnatningsmulighed, hvis man interesserer sig for fremmed madkultur. Overalt på hele den sydlige del af Sardinien fanges øjet af store fåreflokke, og får og lam er en udbredt spise på de sardiske middagsborde. Men til forskel fra det italienske køkken, som for de fleste synes overdådigt og raffineret, forekommer det sardiske køkken nærmest ”skrabet,” men ikke mindre velsmagende af den grund. Den særegne, sardiske madkultur kan man opleve på de mange agritusismo’er, som ofte ligger smukt i stenede landskaber, og her kan man mange steder både smage og lære at lave mad på sardisk. Især Pecorinoen, den lagrede fåreost, som er ”opfundet” på Sardinien, kan smages i et utal af varianter, og alle måltider indledes med en ”tapas”: Pecorino-ost i mundrette bidder med tilbehør af enkle, ”rene” grøntsager, oftest grillede eller blot marinerede i gode olier og hvidløg. Mellemretterne er hjemmelavet pasta med forskelligt fyld, og hovedretterne er indmad eller kød – lam, pattegris eller ged, tilberedt, så englene synger. Enkel mad med utrolig smag af den rene råvare. På agriturismo´erne dyrkes også ofte vin, og især rødvinsdruerne, Cannonau, Monica og Carignano er interessante.

 

På markedet San Benedetto i Cagliari kan man købe alt i lokalt producerede oste, vine og fisk.

De gode pecorino-oste på sardieien er lavet af fåremælk, som øen har mere end nok af. Godt 3 millioner får lever på øen.

 

På Agriturismo’en Fattoris-Cuscusa har værtsparret 1000 får og en stor vingård.

 

Strand af smykkesten og en spøgelsesby

Hvor Sardininens nordlige kyst Costa Smeralda er mere end pænt forsynet med store hoteller og listige barer på stribe, ligner det sydlige Sardiniens kyster mere et postkort fra en svunden tid omkring 1960’erne. Men de smukke strande er her, endda med sand bestående af kridhvide kvarts-sten. Kvartsstens-stranden Is Arutas ligger godt 160 kilometer nordvest for Cagliari, og en køretur herop byder udover på badetur  – også på mange attraktioner. Samtidig er regionen madmæssigt interessant, fordi man her kan smage den såkaldte ”fattigmandskaviar” – lavet af rogn fra fisken Multe.

Syd for stranden Is Arutas bør man også besøge Sinis-halvøen. En 15 kilometer lang tange, som udover flot natur på sydspidsen også kan fremvise de velbevarede ruiner af den tidligere fønikiske havneby Tharros. Et lille turist-tog kører derud, og på restauranten med udsigt til doriske søjler, har de blandt andet ”fattigmands-kaviaren” ved navnet ”bottarga” på menukortet.

På vej tilbage mod Cagliari bør vejen også lægges om ad spøgelsesbyen
San Salvatore. Byen, som er fuldstændig øde og mennesketom, har bl.a. virket som filmlokation i flere kendte spaghettiwesterns. Lange, lige rækker af lave huse centreret omkring en gabende stor, tom og støvet plads skaber den rigtige stemning, hvor man frygter, at kuglerne pludselig hvisler omkring det næste hjørne. Men San Salvatore er mere end blot en kulisse. I byen ligger også en af Sardiniens ældste kirker bygget oven på en gammel vand-kult fra Nuragh-perioden. Under kirken kan man besøge kultens underjordiske kamre, som kan dateres tilbage til romerne og 300-tallet, og én gang om året kan man også opleve det fantastiske skue, når tusinde barfodede pilgrims-mænd i hvide kjortler flytter ind i byen for en weekend. De løber gennem byen ned mod kirken, bærende på en statue af helgenen Sant Salvatore, som de bringer ind i byens kirke og bagefter igen tilbage til byen Cabras, hvor han kommer fra. Et skue, som tiltrækker mange nysgerrige, og om aftenen er der fest med vin og grillet fisk.

 

På kvartsstens-stranden Is Arutas skal publikum skylle fødderne, før de forlader stranden, for at det fine “smykke-stens”-sand ikke skal forsvinde.

 

Spøgelsesbyen, San Salvatore.

 

Minedrift og Michelin-mad

Sardinien har seks Michelin restauranter, og en af dem ligger i byen Guspini. Her huserer kokken Roberto Petza på restauranten Sápposentu, og tilbyder en kulinarisk oplevelse, man ikke bør snyde sig selv for. Hele ni retter super-gourmet med løg som den bærende ingrediens fås her for et meget rimeligt beløb. Selve byen Guspini er også vært for luksushotellet Tartes, som er indrettet i smukkeste arabisk/sardiske stil, med store værelser, underskøn have og swimmingpool. Her er det godt at snuppe en overnatning, inden turen går videre til minerne i Montevecchio, et UNESCO-site, som har en helt speciel historie.

Minerne i Montevechhio var arbejdsplads for tusindvis af både drenge og mænd i årene fra 1848 og indtil 1991. Alene i 1930’erne kom 10 procent af verdens produktion af bly og zink fra minerne her, og i dag kan man stadig besøge stedet. De sørgelige barakker, hvor drenge helt ned til 10-års alderen arbejdede og boede, enorme lagerbygninger, maskiner og minegangene ligger nu øde og forladte hen og vidner om en æra, som engang var kæmpestor, og som nu er slut. Meget interessant er det også at besøge direktørens villa, som i skarp kontrast til arbejdernes slidte barakker troner som et lille slot med gulddekorerede lofter og ditto tapeter i spisestuen og dagligstuen. Man kan få en rundvisning i både direktørens villa og i minegangene, og historien er med til at slutte ringen om Sardiniens stenede jord og geologisk vildt rige undergrund, som engang var en guldgrube for de få og en slidsom levevej for de mange.

 

De forladte miner i Montevecchio.

 

Tartes Hotel i Guspini ligger med smuk udsigt til bjergene.

 

Stukloftet i direktørvillaen i Montevecchio.

 

Rejsefakta

Det bedste tidspunkt at besøge Sardinien på er fra april til juni og igen i efteråret fra september til oktober. Der går ingen direkte fly fra Danmark til Cagliari, så et flyskift er nødvendigt. Find evt.den hurtigste forbindelse på Momondo, www.momondo.dk.

Gode websider er bl.a.www.cagliariturismo.it/en  og www.sardegnaturismo.it/en.
Begge sider kan fortælle lidt af det meste om, hvad man kan opleve og hvordan, om Sardinens historie og om måder at komme rundt rundt på. Mange sardere og deres hjemmesider ”taler” ikke engelsk, så diverse guidebøger på dansk er en god ide at tage med hjemmefra.

•

Liebhaverboligen var på denne tur inviteret af det Italienske Handels- kammer, som ikke har haft indflydelse på artiklen. Om stederne i denne artikel kan man læse mere på:

Cagliari:
www.cagliariturismo.it/en.
Her boede vi på hotel Miramare: www.hotelmiramare.it/en

Nuaragher kan ses overalt på Sardinien, men vi besøgte en i Cuccurada
på en guidet rundvisning.
Se mere på www.arkeosardinia.it/en/site/Nuraghe-Cuccurada.

Agriturismo’er: 

Websiden www.in-italia.dk har et afsnit om agriturisme på Sardinien, men den Agritusismo vi boede på, kan man kun finde på facebook – se mere på www.facebook.com/pages/Fattoria-Cuscusa/153698438169890. ”Bondegården” har over 1000 får og fremstiller både ost, vin og grøntsager. På Facebooksiden står et telefon nummer, man evt. kan ringe til.

”Western-byen” San Salvatore:
Se mere på www.sardegnaturismo.it – søg på syd og derefter på
San Salvatore.
Eller på www.corsadegliscalzi.it, som kun er på italiensk.

Michelinrestauranten Sápposentu:
Se www.sapposentu.it

Hotel Tartes i Guspini:
www.tarteshotel.com

Minerne i Montevecchio:
www.minieradimontevecchio.it, eller google ”minerne i Montevecchio”
for bedre resultater på engelsk.