Der er sne på bakkerne i Vallåsen, som ligger blot 60 km nord for Helsingborg. I den kommende weekend kan du bo på Hotel Riviera Strand i Båstad, som ligger 15 minutters kørsel fra Vallåsen.
Du får to overnatninger på hotellet, men betaler kun for én!
Dette tilbud gælder kun i den kommende weekend (uge 3). Prisen for to personer, inklusiv morgenmad og to overnatninger, er 2.200 svenske kroner. Familielejlighed fra 2.800 svenske kroner.
https://www.liebhaverboligen.dk/wp-content/uploads/2017/01/FET_vallasen_liten.jpg373559Sarah Emilie Høeghhttps://www.liebhaverboligen.dk/wp-content/uploads/2020/10/logo2-trans2.pngSarah Emilie Høegh2017-01-19 14:11:482017-01-24 09:11:44Tag på ski i weekenden på Vallåsen!
Selv ved vintertide, hvor alt er koldt og bart, er byerne i det bakkede landskab et besøg værd. Især for livsnyderen, der tiltrækkes af barolo, trøfler og perfekt tilberedte pastaretter.
En rejse til Piemonte er en rejse ind i vinens og gastronomiens verden. Uanset hvor meget man værdsætter natur, kultur og historie, er maden og vinen svær at komme udenom. Så hvorfor ikke bare lade sig flyde med og nyde alt det gode, der udspringer af denne region:
Farverne, duftene, smagene. Vi er taget til det nordvestlige Italien. I ly af de sneklædte alper spreder det bakkede landskab sig over godt 25.000 kvadratkilometer. Piemonte betyder ”for foden af bjergene”, og det er netop sådan, man oplever den frodige natur, der udgør et af verdens førende vin-områder. Overalt kryber vinstokkene op ad stejle, svært fremkommelige skråninger og vidner om, at der kræves en særlig indsats for at frembringe de fascinerende baroloer, barbarescoer og barberaer – for nu blot at nævne de mest kendte.
De hvide trøfler
Og hvor der ikke dyrkes vin i disse storslåede omgivelser, spiller ikke mindst hasselnøddebuskene en vigtig rolle i agrikulturen. Det er ikke en tilfældighed, at f.eks. verdensberømte Ferrero – ja, dem med Nutella – har hjemme på disse kanter. Der er simpelt-hen nødder i overflod. I løs vægt, i chokoladen, i pastaretterne og salaterne og i egnens berømte hasselnøddetærter.
Endelig kommer vi ikke uden om de dyrebare hvide trøfler. De dyrkes ganske vist ikke, men vokser under optimale betingelser i de piemontesiske skove. Her går trøffeljægere i ly af natten på rov med deres hunde, som snuser sig frem til de aromatiske svampe, der gror under jorden. I sæsonen, som strækker sig fra efteråret til et stykke ind i vinteren, har enhver restaurant med respekt for sig selv således hvide trøfler på menuen.
Hver årstid sin charme
Med al den herlighed i vente er der ikke meget, der taler for ikke at udforske Piemontes kulinariske og vinøse verden. Og så er der faktisk også rigtig pænt. Uanset årstiden har området sin særlige charme – om det sner og vinstokkene står indtørrede og afpillede, eller om sommersolen stråler højt på himlen og bakkerne er grønne og frodige.
Liebhaverboligen giver her på siderne tip til, hvad der kan gøre Piemonte-turen til først og fremmest en vellykket vin-, mad- og kulturoplevelse.
HOVEDBYEN ALBA
I Langhe-området, som primært omfatter vinene Barolo, Barbaresco, Nebbiolo og Barbera d’Alba samt Dolcetto, er Alba en slags centrum. Byen er et godt udgangspunkt for ekskursioner ud i vinlandet – også til de øvrige distrikter – fordi den ligger nogenlunde midt i det hele. Det er samtidig en historisk vigtig by, der daterer sig tilbage til romertiden. Her finder man både en katedral, ældgamle tårne, kirker og paladser og en hyggelig hovedgade. Alba er desuden kendt som trøffelbyen, fordi man her sælger de kostbare svampe på særlige markeder og i specialbutikker.
HER SKAL DU SPISE
Det piemontesiske køkken er rigt og mættende. Masser af hjemmelavet pasta, smør, fløde, æg, ost og svampe (ikke mindst trøfler) indgår i retterne, og kører man gennem hele registret med forret, pasta, hovedret og dessert, kan man ikke rokke med ørerne, når man rejser sig fra bordet.
Der er heldigvis langt mellem de middelmådige restauranter, for det er tydeligt, at restauratører og køkkenchefer sætter en ære i at leve op til de høje standarder, man har i regionen. De lokale vil simpelthen ikke finde sig i at få serveret ringe mad.
Overalt er der fremragende køkkener, så nedenstående er blot et beskedent udvalg af anbefalelsesværdige restauranter:
Har man maskinen, er det ingen sag at lave sin egen pasta. Det har de færreste dog, men derfor kan det nu være ganske interessant at prøve at tilberede sin egen pasta helt fra bunden. Et besøg på køkkenskolen Terra Accademia FoodLab på Roddi-slottet i Barolo-zonen giver adgang til de rette køkkenfaciliteter, og under ledelse af en professionel køkkenchef guides man gennem opskrifterne på nogle af de lokale livretter – blandt andet pocheret æg i ostefondue og ragú (traditionel kødsauce) med hjemmelavet pasta.
Hele seancen foregår i en afslappet atmosfære, hvor kokken demonstrerer tilbered-ningen og man herefter overlades til sin egen køkkenstation. Når maden er færdig, spiser man sammen med de øvrige deltagere og nyder et par gode glas vin til.
Vældig fornøjeligt og lærerigt. accademiafoodlab.it
VIDUNDERLIGE VINE
Piemonte kan i grove træk deles ind i tre områder rent vinmæssigt: Langhe, Roero og Monferrato. Jo, der er også nogle yderdistrikter, som vi i denne sammenhæng må se bort fra.
Langhe-området er det mest berømmede. Herfra får vi de ædle baroloer og barbarescoer. Vine lavet på nebbiolo-druen, som skal lagre henholdsvis fire og tre år, før de frigives. Det er som regel store, ranke vine med masser af garvesyre. De kan være svære at drikke som unge, men udvikler sig med årene til flotte, fløjlsbløde rødvine med noter af læder, tobak, chokolade, orangeskal og viol. Ikke billige, men absolut en stor nydelse at drikke.
Også nebbiolo-vinene uden for Barolo- og Barbaresco-zonen er værd at stifte bekendtskab med. De kan drikkes relativt unge og koster kun det halve. Og endelig er der Barbera d’Alba-vinene, som er lidt mørkere og mere krydrede med et højt syreindhold. Nogle fadlagres, andre ikke – men oftest et rigtig godt glas til prisen og anvendeligt til mange typer mad.
I Roero-distriktet rangerer hvidvinene højt på listen. De produceres fortrinsvist på de lokale druer arneis og favorita, der giver friske, delikate vine, som skal drikkes helt unge.
Alto Monferrato-området er hjemsted for bl.a. Asti-vinene. Det er for eksempel de krydrede barberaer og de søde, mousserende moscatoer.
Bedste råd:
Kør rundt i distrikterne, besøg vingårdene og smag, smag, smag!
TAG PÅ TRØFFELJAGT
De hvide trøfler omtales af nogle som ”jordens diamanter”. Det kræver særlige evner og en god portion tålmodighed at være trøffeljæger (trifulau) som den erfarne Rino Sandri. Han og hans specialtrænede hund Billy kender skovene i Roero-distriktet ud og ind og samarbejder til perfektion om at opspore de eftertragtede svampe.
Hunden løber tæt på trøffeljægeren og snuser i skovbunden, og når den får færten af en trøffel, begynder den at skrabe i jorden. Så gælder det om at være hurtig med hakkejernet, inden hunden æder svampen.
Ofte foregår jagten om natten, så trøffeljægeren kan arbejde uforstyrret. Der er stor konkurrence blandt jægerne, og ingen ønsker at afsløre, hvor de gode steder er.
Alt afhængig af kvaliteten sælges trøflerne på markedet til en pris på ca. 30 kr. pr. gram. De hvide trøfler (tuber magnatum pico) har en voldsom aroma med noter af bl.a. ammoniak, honning, hvidløg og våd skovbund. De har en kort holdbarhed og skal derfor spises så friske som muligt. Bør ikke varmes op, men rives blot hen over retter med frisk pasta, kød eller æg og ost.
Man kan komme på trøffeljagt med Rino og endda spise og bo hos ham og hans familie. Se mere på cascinavrona.eu/en/
………………………………………………………………………………………………………………………….
NYTTIGE ADRESSER
Det er en god idé at forberede sig så godt hjemmefra som muligt, inden man drager af sted til Piemonte. Her er et par nyttige www-adresser, der giver god information om hele regionen og dens seværdigheder. De fleste af siderne er også på engelsk:
En rejse i Vietnam – fra nord til syd – fortæller stadig historien om et folk, som ikke lod sig kue. Som efter Vietnamkrigens afslutning i 1975 har rejst sig, og i dag buldrer derud af. Hemmeligheden synes at være stolthed kombineret med livsmod og stor, stor flittighed.
Hun står krumbøjet, gammel og flittig. Med den kegleformede hat på hovedet og rynker i et ansigt, som har oplevet både krig og sejr – og fejer samvittighedsfuldt med sin slidte riskost. Foran en Rolls Royce-butik, hvor store skinnende biler til millioner af kroner glitrer og glimrer ud gennem ruderne. Og billedet – kontrasten – er grotesk. Men også skelsættende. Og i den grad et billede på Vietnam af i dag.
Fattigdom og rigdom side om side. Motorcykler og dyre biler side om side. Og kommunisme og markedsøkonomi side om side. Bundet sammen af et folk, som har gennemlevet flere krige end kan tælles på to hænder, men som stadig står, måske stærkere end nogensinde før, med en voksende middelklasse godt på vej og en ditto vækst, der er forbløffende. Og det hele i et land, som både har super moderne storbyer og bønder med vandbøfler, som stadig pløjer markerne, og heldigvis også stadig og på trods – en skønhed, som åbenbart uanset hvad – ikke er til at slå ud af kurs.
Vi er i Vietnam. På rundrejse fra nord til syd og er startet i Hanoi. Byen som Prins Henrik har tilbragt sin ungdom i, og som stadig er meget fransk inspireret. Med fine gader med skyggefulde træer, en hyggelig byplan og en anderledes, autentisk charme. Her spiser man stadig på gadekøkken for næsten ingen penge, her er gaderne og boulevarderne fyldte af millionvis af motorcykler og knallerter med travle vietnamesere på vej til og fra, og det er også her, at den fattige kvinde fejer foran den dyre Rolls Royce-butik. Som i øvrigt ligger lige ved siden af vores hotel – naturligvis et femstjernet et – midt i byen.
Ho Chi Minhs hus
Hanoi er Vietnams gamle hovedstad og har været det i mere end 1000 år. Byen er en af Asiens smukkeste, med en gammel bydel, som stadig er opdelt i gader, hvor der i een gade eksempelvis kun sælges sko, i en anden silke, i en tredje tasker og i en fjerde måske musikinstrumenter eller køkkenting til hjemmet. En by, som på een og samme tid er heftigt pulserende og samtidig præget af en ro, som kun synes at findes her, hvor i øvrigt også Vietnams legendariske kommunistleder Ho Chi Minh slog sig ned og boede i et lille spartansk hus ved siden af det officielle præsidentpalads.
Vi ser det hele og mere til. Spadserer langs med den store boulevard bygget i stiv russisk arkitektur og forbi mausoleet, hvor Ho Chi Minhs balsamerede lig ligger til skue, og ved godt, at vi spadserer forbi gravmælet for den mand, som om nogen har gjort Vietnam fri fra utallige fremmede besættelsesmagter. Og som også – selvom han døde få år inden USA endelig trak sig ud af landet efter Vietnamkrigen, – om nogen har sat den mentale agenda hos hele det Vietnamesiske folk. Der selvom de dengang kun var en flok bønder – formåede at give en stormagt som USA kamp til stregen, så det ville noget.
Vietnamesiske piger ved Litteraturens Tempel
Vietnams stærke kvinder
De har langt, sort hår og fin, hvid hud. Iklædt den klassiske kvindedragt ao dai, og med firkantede studenter-huer på, befolker de den lille park ved Litteraturens Tempel midt i Hanoi, hvor de stolt lader sig fotografere på den store eksamensdag. De er Vietnams kvinder og i den grad også en del af fortællingen om et folk, som er bemærkelsesværdigt stolt og sejt. Deres mødre og bedstemødre kæmpede side om side med mændene i Vietnamkrigen og andre krige, og i dag tager mange af dem, selvom familiemønstret i Vietnam stadig er gammeldags og konfuciansk, store eksaminer. Og de er næsten alle sammen erhvervsaktive og en stor del af enhver families forsørgelsesgrundlag. Fra starten af prioriterede kommunistpartiet sundhed og uddannelse højt, og i dag går over 90 procent af alle børn derfor mindst 5 år i skole, og rigtig mange kvinder tager lange uddannelser. Modsat mange andre lande, hvor kvinder i denne verden ikke levnes megen hyldest – er det anderledes i Vietman. Her findes hele to kvindemuseer – et i Hanoi og et i Ho Chi Minh City, hvor kvindens rolle i samfundet og i familien fortælles – og hyldes. I Hanoi er udstillingen desværre kun på Vietnamesisk, men i Ho Chi Minh City er alle skilte og tekster på engelsk.
Lygternes by
Vi rejser videre med bus ned gennem landet og indlogeres efter en sejltur i den smukke Ha Long-bugt – på et fint hotel ud til det Sydkinesiske Hav i byen Hoi An. Hoi An ligger midt i Vietnam og er en lise for sjælen med en gammel bydel helt uden trafik. Her slukker man for al elektricitet, hver gang det er månemånedens 14. dag, og byen fremstår disse specielle aftener fuldstændig magisk – kun oplyst af farvestrålende silkelamper, som hænger i massevis foran alle huse.
Hoi An er en gammel by. På Unescos Verdensarv liste og en af de meget få byer, som ikke blev berørt af Vietnamkrigen. På grund af ødelagte jernbane- linjer og en opdæmmet flod blev byen afskåret fra krigens rædsler og derfor efterladt helt uskadt i al sin skønhed. Gamle velbevarede handelshuse fra byens tid som vigtig havneby fortæller stadig historierne om japanske, franske og kinesiske handelsmænd, som i sin tid bosatte sig her, og skal man have syet tøj af den fineste silke, er Hoi An byen.
I det hele taget føles opholdet i Hoi An, som at ”være på landet” i det travle Vietnam. Vi har hele tre overnatninger og besøger derfor også lokale landsbyer og ser, hvordan de dyrker deres urter og køkkenhaver. Og sidst med ikke mindst kommer vi på ”kokkeskole”. Bliver med kyndig guide taget med på det lokale marked ved floden for at købe ind og sejler derefter afsted med fyldte kurve og ankommer nedenstrøms til en lille lokal restaurant, hvor vi lærer at tilberede vores indkøb, så vi hjemme i Danmark kan overraske familien med vaskeægte vietnamesisk kogekunst.
Børn er absolut velkomne i Vietnam
Middagslur på markedet i Hoi An
Hotel med historie
Floden hedder noget så romantisk som Parfumefloden. Men der er ikke meget parfume over den. Klasse har til gengæld det hotel, som vi bliver ind-
kvarteret på, da vi efter Hoi An næste gang stopper i kejserbyen Hué. Her skal vi se de gamle kongegrave og den gamle Kongeby, hvorfra Vietnam i fordums tider blev styret i næsten 150 år, men er der noget der næsten kan matche disse seværdigheder ligeså godt – hvis man er lidt til luksus – så er det det legendariske hotel, Hotel Saigon Morin, som vi bor på.
Hotellet er bygget i 1901 og var dengang samlingssted for den rigeste del af byens franske befolkning. I en periode på 30 år fra 1954 og frem til slutningen af 1980’erne fungerede hotellet som universitet, men i 1990’erne blev det atter renoveret og fremstår derfor igen i dag – fuldstændig som i glansperioden i begyndelsen af 1900-tallet. Et væld af kendte mennesker har boet her, og hotellet er fuldstændig bedårende indrettet i fransk kolonistil af bedste klasse. Store brede mahogni-senge og ditto antikke møbler pryder de store luftige og højloftede værelser, der alle har udsigt over byen og den ikke duftende, men dog pæne flod. En fantastisk gårdhave danner rammen om alle måltider, og fordi Charlie Chaplin også i en periode har boet her med sin kone viser man i gårdhaven hver aften klassiske Chaplin-film af bedste kaliber på et stort lærred. Er man til Chaplin, luksus og et sus af verdenshistorien, er Hotel Saigon Morin virkelig en oplevelse at bo på.
Motorcykler i millionvis er stadig Vietnamesernes foretrukne transportmiddel
Snedig krigsførelse
Heden og fugtigheden er slående. Skyskraberne er høje og mange, og på næsten ethvert gadehjørne tilbyder enten en Starbucks, en Burger King eller en Kentucky Fried Chicken-butik, internationale kaffe- eller fastfood-oplevelser. Her tripper designer-lårkorte Vietnam-piger rundt på sylespidse hæle, her blander biler i millionklassen sig med mylderet af motorcykler i en aldrig stoppende strøm, og kontrasten til det Vietnam vi hidtil har besøgt undervejs, er slående.
Vi slutter rejsen i Ho Chi Minh City, byen der engang hed Saigon. Og oplever her måske kernen i hele rejsen, i hvertfald, når det gælder historien om Vietnamkrigen, nemlig de berømte Cu Chi Tunneller, et par timers kørsel udenfor byen over mod den cambodjanske grænse.
Her byggede befrielsesfronten FNL både før og under Vietnamkrigen et 250 kilometer langt system af tunneller, som både husede kommandocentraler, beboelsesrum, sygehuse, køkkener og beskyttelsesrum, der blev brugt af modstandsbevægelsen.
Skjult i terrænnet, kun med bitte små lemme til nedgang, var det umuligt for amerikanerne at lokalisere, hvor Viet Congérne befandt sig, og nogle af tunnellerne blev også bygget direkte under de amerikanske baser med mulighed for hurtige angreb og tilbagetrækning. De 3-4 meter tykke lofter var bygget til at kunne modstå vægten af en tank på 6 tons og klare bomber på op til 100 kg.
Museet for krigsminder
I dag kan turister komme ned og se det sindrige tunnel-system og høre lokale guider med stolthed i stemmen fortælle om denne snedige måde at føre mod-krig på. Og på Museet for krigsminder, som i centrum af Ho Chi Minh City kan opvise en imponerende udstilling af tanks og kampvogne, vises også billedet, som fik en hel verden til at vågne og Vietnamkrigen til at stoppe: Billedet af den lille pige, som nøgen løber på vejen midt i krigens rædsler.
Den dag i dag er der stadig uenighed blandt historikere om vigtigheden af Vietnamkrigen, og så sent som i 2015 har forfatteren Niels Bjerre-Poulsen udgivet mammutværket ”Vietnamkrigen – en international historie.”
Uanset hvad historikerne dog mener – er landet, nationen og folket en rejse værd. Skønhed, vækst og livsmod går her hånd i hånd med en helingsproces, man ikke ser i mange andre lande, der som Vietnam har lidt så frygteligt – engang.
Det berømte billede af Vietnam-krigens gru hænger på Museet for Krigsminder i Ho Chi Minh City
En vietnamesisk guide viser, hvor små nedgangene til tunnellerne under jorden var. Hullet blev dækket med ”dæksel” af jordbund og var umuligt for amerikanerne at opdage
………………………………………………………………………………………………………………………….
RejseFakta
Det bedste tidspunkt at besøge Vietnam er fra december til april.
Liebhaverboligen rejste med TEMA-Rejser på rundrejsen ”Den store Vietnamrejse.”
Se mere om oplevelser, som ikke nævnes i artiklen på www.temarejser.dk. Inkluderet i rejsens pris er ud over rigtig gode hoteller og næsten samtlige måltider og udflugter – også drikkepenge til lokale guider og chauffører. Så når rejsen er betalt, behøver man stort set kun lommepenge.
Der flyves direkte København-Bankok-Hanoi, og da opholdet i Vietnam er på 13 dage, er visum ikke påkrævet.
Sidst på året vil TUI, som ejer TEMA-Rejser, i øvrigt etablere en direkte rute for pakkerejser til Vietnam med deres nyeste fly, en Boing Dreamliner 787. Med den vil man kunne flyve til tropeøen Phu Quoc.
Det er en god ide at tjekke hos Statens Seruminstitut for nødvendige vaccinationer på www.ssi.dk
https://www.liebhaverboligen.dk/wp-content/uploads/2016/12/SLIDE_Vietnam_Rejseguide_P1120250.jpg307620Eva Baréhttps://www.liebhaverboligen.dk/wp-content/uploads/2020/10/logo2-trans2.pngEva Baré2016-12-27 20:22:272016-12-27 20:22:27PÅ TUR I ET STOLT LAND
Berlin i december er et overflødighedshorn af julemarkeder og kulturtilbud døgnet rundt. Et af de nyeste pop-up-tilbud er opera i private hjem.
Når mørket sænker sig over byen, tændes alle lysene. Og ved udendørs boder, i opvarmede telte eller andre spændende steder mødes man til dampende hed glühwein, en currywurst eller måske en middagsret lavet af en Michelin-kok.
Ingen by i Europa stråler så smukt i juletiden som Berlin, hvor Tysklands mangeårige tradition for julemarkeder her opleves bedre og større end nogen andre steder.
Berlin har i julemåneden over 60 julemarkeder og dermed noget for enhver smag. Alt lige fra de traditionelle markeder med nisselandskaber, honningkager og glühwein til de mere urbane, hippe og luksusprægede markeder. Med alt lige fra sidste skrig i hipster-mode til dyrt design indenfor boligindretning, mad lavet af
Michelin-kokke og vine fra de bedste ”huse”.
Snup en weekend eller en fridags-ferie og shop amok til hele familien. Men nyd også samtidig Berlins store kulturscene, som netop i julen bugner af spændende tilbud.
Vi har plukket blandt de mange oplevelser og guider til et par af de markeder, som er MUST SEE, og et par stykker som er for et lidt mere snævert publikum.
……………………………………………………………………………………………………………………………….
For luksus-elskere
Julemarkedet på Gendarmenmarkt er et af Berlins allermest populære. Beliggende midt imellem Französicher Dom, Koncerthuset og Deutcher Dom er markedet let at finde, og 1000 glimtende lyskæder stråler hver dag i december om kap med de mange tilbud. På Gendarmenmarkt er luksus i højsædet, og her er det naturligvis Michelin-kokke, som tilbyder julemad i opvarmede telte. Dygtige glaspustere, smykkekunstnere og træskærere sælger rigtig fine ting på samme marked, og hver dag/aften er der underholdning ved lokale kunstnere/artister. Det koster 1 euro for voksne at få adgang til markedet, som i øvrigt også er ”sikkerhedstjekket”, hvorfor store kufferter, tasker og lignende ikke må medbringes.
Neukölln er endnu et af Berlins ”nyere”, hippe kvarterer, hvor kreative ildsjæle er flyttet ind og har forvandlet et slidt arbejderkvarter til en summende og tjekket bydel med masser af undergrundskultur og ditto musik. Og naturligvis er her også et julemarked – Klunkerkranich, som ligger højt hævet og med udsigt til bydelens tage. Klunkerkranich fungerer som marked af forskellig slags året rundt og i alle weekender i advent altså også som julemarked.
Allerede i starten af november måned forvandles Potzdamer Platz til et gigantisk vinterlandskab. Besøgende kan kælke på en 7 meter lang kælkebane, der er isbane, og man kan leje skøjter.
Og i december ”bygges” så et julemarked ”uden på”, og Potsdamer Plats forvandles til et eventyrligt julelandskab med traditionelle boder, som har åbent både dag og aften. Alt i tyske, tunge pølsespecialiteter, kager, gave-artikler af alle slags, glühwein, jägerthee osv. er i rigt mål indenfor rækkevidde.
Naturligvis har Berlin også et julemarked, som henvender sig til veganere/vegetarer. Det hedder Green Market og finder sted i weekenden den 17. og 18. december i bydelen Neukölln. Foodtrucks tilbyder alt ud i veganer/vegetar-julemad, såmænd også forklædt som traditionelle belgiske vafler, honningkager og vin.
Adr.: Agora Rollberg, Alte Kindl-Brauerei, Am Sudhaus 2, Neukölln, Berlin.
Er navnet på en julemarkeds-lounge, hvor godt 200 både nationale og internationale kunstnere og designere tilbyder alt det nyeste indenfor kunst, mode og design. Markedet ligger centralt i Berlin Mitte og løber kun af stablen een weekend, nemlig den 3. og 4. december. Det koster 5 euro at komme ind, og der er levende musik og dj.
Adr.:Kraftwerk Berlin, Köpernicker Str. 79, berlin, Mitte.
Slottet Charlottenburg i Berlin Vest er et eventyrlandskab ud i begrebet julemarkeder. Er man til gammeldags jul og ditto romantik er dette stedet, hvis man kun har tid/overskud til eet julemarked. Med det smukke, gamle slot som baggrund glitrer og glimrer julemarkedet her hele december, og har udover alle de traditionelle juleboder, også et lille vintermarked specielt for børn med gammeldags karrusel, fut-tog, bil-bane osv.
Adr.: Charlotteburg, Spandauer Dam 20-24, Charlottenburg, Berlin.
Naturligvis har hundeejere/hundeelskere også deres eget julemarked i Berlin. Her fås alt, hvad de firbenede venner måtte tænkes at kunne ønske sig – lige fra frakker/hundetøj, pote-sko, halsbånd, gå-løbe-liner, hundekurve, hundemad osv. osv. Markedet er kun i weekenden den 3. og 4. december.
Adr.: Forsthaus Paulsborn, Hüttenweg 90, Berlin Zehlendorf.
Udover julemarkederne er Berlin året rundt et eldorado af kulturtilbud ud i enhver genre. Og et af de nyeste tiltag tager publikum med bag Berlins kulisser og helt ind i de private hjem.
Det er pop-up kultur-tilbuddet Home Opera, som ganske enkelt går ud på, at man kan opleve levende, ægte opera i private hjem. Berlin er fuld af gamle, smukke, højloftede lejligheder, hvor beboerne synes fint om ideen med at få fremmede mennesker på besøg til en operaoplevelse, og i disse intime omgivelser kan man så opleve fremragende operasangere, så tæt på som aldrig før.
Det er den danske operasanger Hetna Regitze Bruun, der har fundet på ideen, og sædvanligvis bydes der på en aften i de private hjem på 2 x 45 minutters sang med en lille pause imellem. I pausen serverer indehaveren af lejligheden lidt snacks og en drink, og gæsterne snakker med hinanden, som var de til en privat fest.
Selve repertoiret kalder Hetna Bruun for ”Opera Tapas”, fordi der er tale om smagsprøver fra både opera, operetter og musicals. Teamet bag Home Opera består af i alt fire meget dygtige operasangere, som hyres fra gang til gang – fordi de hver især til daglig – optræder på store scener andre steder. Programmet er også forskelligt fra gang til gang, og bliver ofte først til, når den givne lokalitet kendes. Samme lokalitet (lejlighedens adresse) holdes i øvrigt også hemmelig lige indtil 24 timer før koncerten.
Hvis man ønsker at være med som gæst, melder man sig på www.homeopera.net, hvor der også løbende gives besked om kommende arrangementer. En ”privat” aften i operaens tegn kan fås for mellem 300 og 500 kr. pr. person – afhængigt af i hvilket land, der optrædes. For selvom Hetna Bruun har startet og udviklet konceptet Home Opera i Berlin – kan man være heldig at opleve det i andre europæiske storbyer også. I hele december er Home Opera allerede ”optaget” , men er man i Berlin i januar – hvor en del af julemarkederne også stadig er åbne – kan man booke til årets første Home Opera, som synges den 14. januar.
……………………………………………………………………………………………………………………………….
Rejsefakta
På www.365-24.berlin kan man læse alt om samtlige kulturelle tilbud i Berlin.
I bil tager det mellem seks og seks en halv time at køre fra København til Berlin. En række busselskaber samt DSB tilbyder billig transport, det samme gør en lang række flyselskaber.
Der findes et land mod nord, som på én gang både fascinerer og forbløffer.
Tag med til Grønland og hovedbyen Nuuk, som formentlig er én af verdens sidste bastioner for eventyrer.
Stik nordøst og ca. 4,5 times flyvning fra Kastrup Lufthavn findes et land ulig mange andre. Her er noget af verdens reneste luft, uspoleret natur så langt øjet rækker, og en oldgammel kultur, der kan spores helt tilbage til 2.500 før Kristus. Vi taler naturligvis om Grønland.
Dette mægtige land – og verdens største ø -er beliggende mellem Ishavet og Atlanterhavet og har siden 1814 haft et stærkt tilhørsforhold til Danmark; først som koloni og senere som amt. Selvom Grønland fik selvstyre i 1979, har Danmark stadig ansvar for bl.a. pengepolitik og udenrigsanliggender, og således bevares indtil videre et kulturelt og politisk bånd, der har været aktivt i mere end tusinde år. Men hvad er Grønland i dag? Efter et nyligt besøg i hovedstaden Nuuk (det gamle Godthåb), blev mine fordomme gjort til skamme; Grønland er så meget mere, end hvad man tror. Jovist, hundeslæder, massive isbjerge og snehvide isbjørne findes her stadig – i den nordlige del af landet, vel at mærke, selvom den globale opvarm-ning også har fået sit tag i denne del af verden. Men kigger man bag facaden, finder man det, de fleste ikke ser; et Grønland i rivende udvikling, et paradoks af nyt og gammelt, barske vidder og ubegribelig skønhed.
Nuuk er med sine små 17.000 indbyggere et godt eksempel på, hvor Grønland er på vej hen. Her har erhvervsrådet i Sermersooq Kommune (på størrelse med Frankrig og beliggende i det nord-østlige Grønland) lanceret kampagnen ’Colorful Nuuk’, der sætter fokus på den enorme diversitet, man oplever her. Der findes et hav af nationaliteter i byen grundet de mange nye tiltag og arbejdspladser, og kulturelle tilbud skyder op som paddehatte på ugentlig basis. Det er ikke kedeligt at bo i Nuuk, tværtimod overraskes man af den hastigt voksende kunst- og iværksætterscene, der præger bybilledet. Kommunen tilbyder en lang række muligheder for folk, der ønsker at starte egen virksomhed, så måske det er her, man bør tage hen, hvis man har en god idé. Alt dette er en del af det nye Grønland, som polarforskeren Knud Rasmussen ikke så, da han voksede op her i slutningen af 1800-tallet.
’Det gode liv’ i Nuuk
Nuuk er muligvis ikke hjemsted for dét Grønland, som mange måske drømmer om at opleve. Her skal man en tur længere op af vestkysten, f.eks. til landets tredjestørste by Illulisat, hvor ovennævnte Knud Rasmussen blev født, men ikke desto mindre, er det stærkt anbefalelsesværdigt at spendere et par dage i byen, som i forhold til størrelsen rummer mange forskellige tilbud for besøgende.
Vi indlogerede os på Nuuks største hotel; det fire-stjernede konferencehotel Hans Egede, som også huser én af Grønlands absolut bedste restauranter, Sarfalik. Sidstnævnte leverer gastronomi på højt plan – det bedste spisested i Grønland, kan man fristes til at sige – og højdepunktet er specialiteter som grindehval, sæl og moskusokse. Det er en fin oplevelse at sidde dér på 5. sal med direkte udsigt til fjeldene Lille Malene og Store Malene, som minder én om naturens vildskab. Den er alle- stedsnærværende, også her i Nuuk. Hans Egede er opkaldt efter den dansk-norske missionær, der grundlagde byen i 1728, men udover navnet er der ikke megen historisk vidnesbyrd at hente i det moderne konferencehotel. Skal det være ekstravagant og en smule mere privat, kan det tilrådes at leje Margrethesuiten – en 180 m2 liebhaverbolig med 5 værelser tæt på Kolonihavnen og med en udsigt over Godthaabsfjorden, der kan tage pusten fra enhver. Nuvel, man betaler en smule mere for at bo her, men hvor ellers får man panoramavinduer, havudsigt og legesyge grønlandshvaler lige udenfor vinduet for 4.800 kr. i døgnet?
Den spirende grønlandske kunstscene kommer blandt andet til sin ret på Nuuks kunstmuseum, der åbnede i 2005. Med en placering i den gamle Adventskirke, blot få minutters gang fra centrum, er der ingen undskyldning for ikke at hive en time eller to ud af kalenderen og gå på opdagelse i en verden, der på én gang forbløffer og fascinerer. Inde bag væggene findes nemlig en imponerende samling af grønlandske kunstværker fra den nu afdøde entreprenør Svend Junge Pedersens private samling, og det yderst vidende og energiske personale tilbyder guidede rundvisninger af ca. en times varighed. Moderne installationer, traditionelle oliemalerier og skulpturer udformet i både metal og hvaltand står side om side og efterlader ingen tvivl hos besøgende. Grønlandsk kunst er på vej frem.
Udover kunstmuseet bør man også aflægge Grønlands Nationalmuseum et besøg. Det er et imponerende arkiv af nyere og ældre fund, der tilsammen danner rammen om Grønlandsk nationalhistorie – og det er absolut ikke kedeligt! Især ét af fundene kan give kuldegysninger hos selv den mest hårdføre arkæolog; en samling 500 år gamle mumier fundet af et brødrepar i 1972. Qilakitsoq- mumierne, som de også kaldes, blev fundet på en gammel inuit boplads på Grønlands vestkyst, og på grund af den tørre luft og de lave temperaturer er mumierne ekstremt velbevarede. I dag kigger de 6 kvinder og 2 børn troligt på én gennem glasruden på nationalmuseet, og det er ikke et syn, man sådan lige glemmer.
Eventyr på de åbne fjorde
En tur til Grønland kræver naturligvis ét eller flere sejladser på de ufatteligt smukke fjorde. I Nuuk er det oplagt at begive sig ud på det vidtstrakte fjordsystem Nuup Kangerlua, også kaldet Godt- håbsfjorden, som strækker sig fra indlandsisen til Labradorhavet. På en solbeskinnet dag kan det tilrådes at begive sig ud på den ca. 30 kilometer brede fjord i selskab med Arctic Boat Charter – en virksomhed, der tilbyder guidede ture langs Grønlands kyster. Der er naturligvis flere muligheder for at komme rundt i fjordene, men Arctic Boat Charter opererer med sikre og ikke mindst komfortable fartøjer, f.eks. skibet M/S Sterna, der har hjemme i Nuuk. Og så er skipper, Eric Palo Jacobsen, en hyggelig vært, der ligger inde med en enorm viden om både Grønland og den fascinerende naturhistorie. På en sådan tur kom jeg på mit livs første dybhavsfiskeri, jeg smagte søpindsvin fanget direkte ved fjordens enorme klippesider, og jeg drak noget af det reneste vand i verden fra ét af de dramatiske vandfald. En sådan tur sætter sig utvivlsomt på nethinden, hvor den bliver for evigt.
Er man til mere action-prægede oplevelser på fjordene og indlandsisen, kan det anbefales at kontakte Touring Greenland, som skræddersyr stort set alle former for oplevelser. Er du til hvalsafari i speedbåd, en tur i hundeslæde over indlandsisen eller til en omgang kajaksejlads? Ønsker du at møde den lokale Inuit-befolkning eller at deltage i et såkaldt ’kaffemik’ (en grønlandsk form for kaffebord)? Mulighederne er uendelige og heldigvis er der masser af hjælp og vejledning at hente hos de etablerede virksomheder i Nuuk, for hvem alt synes at kunne lade sig gøre.
I 2016 blev Grønland udnævnt til at være én af verdens ’hotteste’ rejsedestinationer af rejsemagasinet Lonely Planet, og lige siden har turister fra alle verdenshjørner valfartet hertil. Turismen tager stadig sine spæde skridt, ikke mindst i hovedbyen Nuuk, som byder på uventet livsnyderi i form af gode caféer, smukke fjordblik og lækre, grønlandske specialiteter, men der hersker ingen tvivl om, at den udvikler sig med lynets hast. Turismen er en væsentlig faktor for Grønlands udvikling og overlevelse, men på samme tid kræver den en forøget forståelse for landets værdier og ressourcer.
Grønland er en sjælden diamant – måske én af de sidste af sin slags på jorden – men den kan ikke slibes. Dens utæmmede og rå natur hænger uløseligt sammen med dens ufattelige skønhed. Landet er i sandhed en af de sidste store bastioner for eventyrere og globetrottere med hang til vildskab og udfordringer.
Air Greenland flyver direkte fra København til Kangerlussuaq, hvor man skal skifte for at komme videre til Nuuk. Flyvetiden i alt er ca. 5,5 timer.
https://www.liebhaverboligen.dk/wp-content/uploads/2016/12/FET_Grønland_Rejsereportage4.jpg559559Regitse Rosenvingehttps://www.liebhaverboligen.dk/wp-content/uploads/2020/10/logo2-trans2.pngRegitse Rosenvinge2016-12-05 11:51:222016-12-05 11:51:22På arktisk eventyr højt mod nord
Skøn villa i højderne over filmbyen Cannes, med havudsigt og en fantastisk swimming-pool.
Forældresoveværelse med balkon; tre yderligere soverværelser og 2 badeværelser.
Opholdsstue i direkte forbindelse med stor udsigtsterasse. Køkken og spisestue i åbent plan; udendørs grill-terasse i forbindelse hermed. Integreret garage og smukt anlagt have.
Placering: 10 minutters kørsel til La Croisette med Cannes’ berømte strande, butikker og natteliv 20 minutters kørsel til Nice Cote d’Azur lufthavn
Pris: 6,9 mill. kr. – husets Mercedes cabriolet kan indgå i handelen
Kontakt: lone.hubner@gmail.com
Morgensolen glitrer i Middelhavet. Du står på molen, parat til vandskituren, og bagefter et dyp i det krystalklare blå.
Senere nyder I skaldyr på strandens bedste restaurant, og slentrer en tur på rue d’Antibes.
Med det smukke landskab i bakspejlet og vinden i håret, ruller du afsted til vinbonden i Pampelonne og henter et par kasser af verdens bedste vin rosé …
Aftenen falder på, mens familie og venner samles omkring grillen på terrassen og senere til en night-cap på kanten af pool’en under stjernerne.
https://www.liebhaverboligen.dk/wp-content/uploads/2016/10/FET_Cannes_Ferievilla_Tilsalg13267749_1725291787713159_390028224457979063_n.jpg694559Sarah Emilie Høeghhttps://www.liebhaverboligen.dk/wp-content/uploads/2020/10/logo2-trans2.pngSarah Emilie Høegh2016-10-31 12:19:022016-11-11 10:01:01Sommer i Super Cannes
Drømmer du også om lune nætter, azurblåt hav og alenlange sandstrande? I denne måned af rejseuniverset tager vi dig bl.a. med til paradisiske Maldiverne.
Drømmeferien går til…Maldiverne!
Det kommer næppe som nogen overraskelse, at Maldiverne står højt på de flestes ønskeliste, når det kommer til once in a lifetime-rejseoplevelser. Landet, der består af 1.200 flade, koralformede øer, lokker hvert år tusindvis af turister til fra nær og fjern – ikke bare på grund af klimaet og naturen – men fordi serviceniveauet og “feriefaktoren” bare er en tand højere end andre steder.
Jeg besøgte Maldiverne tilbage i juni, og selvom det var regnsæson, (det anbefales at rejse hertil mellem december-april!), så fik jeg en klar fornemmelse af landet og dets kultur. Den maldiviske befolkning er stolt af deres land, men det smuldrer desværre år for år. Den store synder er klimaforandringerne, der simpelthen oversvømmer mange af de lavtliggende øer, der ofte kun er hævet én eller to meter over havets overflade. Det er ikke en billig rejsedestination, bl.a. fordi alle varer skal importeres hertil, men brug gerne lidt ekstra og få oplevelsen med – inden det er for sent. Maldiverne er stadig enhver dykkers paradis, og øgruppen Baa Atoll huser således noget af verdens bedst bevarede koralrev. Det er et sandt paradis for alle sanser – du kan læse meget mere i min artikel “En bid af paradis på Maldiverne”, som du også finder i denne udgave af magasinet.
Her skal du bo
Er du til underspillet luksus og skyhøj service, vil du formentlig elske det femstjernede luksusresort Dusit Thani, der holder til på den frodige Mudhdhoo Island i det sydlige Maldiverne. Man kan enten sejle eller flyve hertil direkte fra hovedbyen Malé, og et ophold kræver minimum 3 nætter, hvis man vil have det hele med. Øen er lille, men der findes både spa- og træningsfaciliteter, fem restauranter og en af Maldivernes største infinity-swimming pools. Dusit Thani har ofte gode tilbud på ophold – så tjek hjemmesiden, inden du booker.
Sydafrika (Cape Town) Bedste rejsetidspunkt: november-marts
Sicilien Bedste rejsetidspunkt: maj-august
Argentina (Buenos Aires) Bedste rejsetidspunkt: oktober-marts
……………………………………………………………………………………………………………………………….
SPØRG Regitse
Regitse Rosenvinge er 28 år, journalist her på magasinet og stiter af den prisvindende rejseblog The Copenhagen Traveler, der kombinerer eco travel med luksusoplevelser.
Har du spørgsmål til et rejsemål eller gode idéer til fremtidigt indhold, er du velkommen til at sende Regitse en mail på regitse@mhh.dk.
Maldiverne er mere end sandstrande og havvand, men det er et godt sted at starte! Tag med på en rejse til en af verdens smukkeste feriedestinationer, og lad dig friste til en uforglemmelig ferie i paradis.
Der er intet som Maldiverne
Alenlange sandstrande af kridhvidt sand, knitrende azurblåt hav og en sødlig duft af eksotiske himmelstrøg. Det er formentlig den mest stereotype forestilling om Maldiverne, men ikke desto mindre er det tæt på sandheden. For Maldiverne er og bliver en para- dis-destination – og dét på trods af, at mange af øerne forsvinder som følge af global opvarmning. I dag består Maldiverne af godt 1.200 øer, men flyver man over landet i det Indiske Ocean, forstår man de barske realiteter: Her kan man nemlig med egne øjne se de oversvømmelser, der opstod som følge af tsunamien i 2004. Her blev ca. end en tredjedel af øerne slugt af bølgerne. I dag er situationen dog stabiliseret, og selv om Maldiverne kun ligger én meter over havets overflade, og dermed ikke spås at overleve følgerne af den globale opvarmning, så er landet stadig én af de mest prestigefulde honeymoondestinationer i verden. Man valfarter hertil fra alle verdenshjørner for at få en bid af det gode liv, og når man først én gang har oplevet hvad det vil sige, er det meget svært ikke at ville tilbage. Der findes utallige paradisiske destinationer verden over, men der er intet som Maldiverne.
For at nå øerne skal man en tur forbi hovedbyen Malé, hvis lille lufthavn dagligt tager imod fly fra hele verden; man fornemmer dog, at destinationen især er populær blandt asiater og amerikanere. Flere og flere europæere får også øjnene op for landet, især i forbindelse med bryllupsrejsen eller ’once-in-a-lifetime-ferien’, der for mange er lig med overdådig luksus. Sidstnævnte er hvad man får på Maldiverne, og det testamenteres specifikt i form af femstjernede hoteller og resorter, hvis eneste mål er, at forkæle sine gæster så meget som overhovedet muligt. Det lyder fantastisk, men det koster til gengæld også.
Malés befolkningstal er rundt regnet 50.000 mennesker, og det er populært sagt en by i havet. Man skal ikke forvente hverken shopping eller natteliv på højt niveau – her handler det om andre ting – og det ægte Maldiverne finder man på øerne. Fra Malé kan man enten sejle eller flyve videre ud blandt atollerne (ø-grupperne), der i alt består af 26 enorme, ringlignende koralformationer, og denne rejse er i sig selv en uforglemmelig oplevelse.
En rejse til paradisøen
Maldivernes vigtigste indtægtskilde er turisme, men samtidig er regeringen meget observant på landets skrøbelige natur. Det er naturligvis tilladt at udforske øerne, men ture til landsbyer er guidede og der er – heldigvis – en stram regulering i forhold til turisternes indvirkning på miljøet. Det er ingen hemmelighed, at naturen påvirkes voldsomt af den øgede turisme, så man gør, hvad man kan, for at mindske skaderne og bevare de smukke omgivelser. Sidst- nævnte tæller bl.a. noget af jordens bedst bevarede koralrev. Især øgruppen Baa Atoll, der er formet af 105 koralrev, vækker opsigt. I 2011 blev øgruppen erklæret et UNESCO World Biosphere Reserve. Et sandt paradis for dykkere! På Maldiverne håber man, at alle øer bliver inkluderet i UNESCOs beskyttelsesprogram i 2017, men indtil videre er det ”kun” Baa Atoll, og et besøg her kan du også kun anbefales. Er man til naturlig skønhed, underspillet luksus og service på højt niveau, kan man fx aflægge øen Mudhdhoo Island et besøg. Øen i sig selv er ikke ret stor. Har man en cykel kan man nå rundt om den på ca. 20 minutter, men det er den frodigste ø i landet! Vejrende palmetræer, eksotiske planter og et rigt dyreliv; Mudhdhoo Island kunne ligeså vel gå under navnet ’paradisøen’. Mest opsigtsvækkende er dog øens femstjernede luksusresort, der tryllebinder selv den mest hårdnakkede turist. Har man først sat sine fødder på det knitrende sand, har man meget svært ved at forlade det igen! Dusit Thani Group er en thailandsk hotelkæde, hvis 29 hoteller er lig med underspillet luksus og skyhøj service. Præcis, som man oplever det på de bedste resorts i Thailand. Det virker måske paradoksalt at rejse helt til Maldiverne for at opleve thailandsk service, men ikke desto mindre er det præcis dét, der fuldender oplevelsen. Det er det bedste af to verdener, og der går ikke mange minutter efter check-in, før man føler sig som verdens rigeste – også mentalt. Alt på Mudhdhoo Island emmer af fred og ro. Det er en anden verden – og en verden, man gerne betaler dyrt for at opleve.
Der er to måder at nå øen på. Med speedbåd og fly. Men ligemeget hvilken mulighed man vælger, bliver man hilst velkommen af et yderst dedikeret personale, der står klar med vådservietter og drinks efter en lang rejse. Dusit Thani byder på et væld af private strandvillaer i forskellige prisklasser. Fælles for dem alle er dog det tropiske paradis, der venter lige uden for døren. Vælger man en såkaldt Ocean Villa, får man både egen pool samt direkte adgang til stranden, lagunen og de farverige koralrev. En sådan villa er bogstavelig talt placeret i havet, og der findes næppe noget mere luksuriøst, hvis man er til sol og strand døgnet rundt.
Privat butlerservice har vundet indpas på mange luksusresorts rundt om i verden, og Dusit Thani er ingen undtagelse. Her mødes man af sin egen butler allerede ved ankomsten, og han sørger for, at du har alt, hvad du skal bruge i løbet af dit ophold. Det er ikke sikkert, man får brug for vedkommende, for der er tilsyneladende styr på det meste i paradis, men ikke desto mindre sætter det prikken over i’et. Og nu vi er ved fuldendte oplevelser: Mudhdhoo Island kræver en rundtur på cykel. Selv om øen ikke er ret stor, anbefales det, at man låner en af de gratis cykler, der er opstillet uden for villaerne. Start dagen med en rask cykeltur til morgenmadsrestauranten – eller udforsk de kridhvide sandstrande – måske du er heldig at finde din helt egen plet. Efterfølgende kan du passende nyde en time i spaen eller melde dig på hotellets populære yogahold, der udbydes to gange dagligt.
Holistisk velvære og god mad
Nok er man langt fra alting, når man befinder sig på en af Maldivernes 1.200 øer, men god mad – og masser af den – er en selvfølge. Frisk fisk og skaldyr er naturligvis en stor del af menukortet men på Dusit Thani er det muligt at få stillet sulten i delikatesser fra alle verdenshjørner. Gæster har adgang til fem forskellige restauranter, hvoraf en af dem, Benjarong, tilbyder autentisk Thai-mad. Benjarong har vundet flere priser og er desuden kendt for at være én af Maldivernes bedste spisesteder. Den sublime udsigt over det fløjlsbløde Indiske Ocean gør det svært at modargumentere. Når middagen er indtaget kan man nyde en drink i baren eller slentre hjem langs vandkanten, og så er lykken gjort.
Spa og wellness er en stor del af Dusit Thanis identitet, og man fornemmer hurtigt dets holistiske tilgang til luksus. Devarana Spa er placeret i trætoppene midt på øen, og dét i sig selv kræver et besøg. Vil man have pulsen op, kan man booke en tid hos en personlig træner, spille tennis eller dykke. Sidstnævnte må til hver en tid fremhæves som et must do på Maldiverne og i særdeleshed på Mudhdhoo Island, hvis neonfarvede koralrev kan bjergtage selv den mest hærdede dykker. Maldiverne er i virkeligheden to verdener. Dén under vand og dén over, men det hele smelter sammen og udgør en af de smukkeste feriedestinationer i verden. Her får du luksus for alle pengene, men på flere niveauer, og det er i virkeligheden dét, der gør Maldiverne så spektakulært. En ferie på disse breddegrader kræver, at man lader sig overmande af den totale afslapning og lægger al planlægning på hylden, for Maldiverne opleves bedst i laveste gear – og gerne over en uge. Hverken mere eller mindre. Har man besluttet sig for en ferie til Maldiverne, eller måske en bryllupsrejse, hertil, så kan det varmt anbefales at lægge vejen forbi Dusit Thani, der tryllebinder med sin uovertrufne gæstfrihed og skarpe sans for detaljer. Søger man luksus i ordets reneste forstand, finder man det her.
……………………………………………………………………………………………………………………………….
Fakta om Maldiverne
• Maldiverne udgøres af i alt 1.200 små, flade koraløer, der tilsammen er på størrelse med Langeland.
• Langt de fleste af de 1.200 øer er ubeboede.
• Det officielle sprog er ’dhivehi’, men også arabisk og engelsk er meget udbredt.
• Den mest udbredte religion på Maldiverne er islam.
• Gennemsnitstemperaturen på 27-29 grader er nogenlunde stabil året rundt, men vejret er bedst fra midten af december til slutningen af april. Herefter begynder regntiden.
• Prisniveauet er relativt højt, da langt de fleste varer skal importeres.
Find mere information om Dusit Thani på www.dusit.com
https://www.liebhaverboligen.dk/wp-content/uploads/2016/10/SLIDE_Rejsereportage_Maldiverne.jpg309620Regitse Rosenvingehttps://www.liebhaverboligen.dk/wp-content/uploads/2020/10/logo2-trans2.pngRegitse Rosenvinge2016-10-26 12:31:342016-10-26 12:31:34En bid af paradis på Maldiverne
I denne måned tager Regitse dig med til to af danskernes favoritrejsemål, nemlig Barcelona og Berlin. Begge destinationer byder på en udsøgt blanding af byliv, shopping og afslapning. God tur!
En smuttur til Barcelona
Barcelona er en by, som jeg først sent i livet har stiftet bekendtskab med – ikke desto mindre byder den på alt, hvad hjertet begærer, og jeg skal uden tvivl tilbage igen inden længe! Jeg kan anbefale, at man rejser hertil i efterårsmånederne, da somrene er plaget af alt for mange turister, men når du er her, skal du som minimum opleve følgende tre ting:
1. Sunset cocktails på toppen af W Hotel
Smukkere havudsigt får du ikke. W Hotel er nærmest en institution i Barcelona, og selvom det 5-stjernede designhotel ligger lang pokker i vold, så tag turen herud og nyd en cocktail eller to på toppen, hvor alting bare er sjovere. Bagefter kan man passende gå en aftentur på strandpromenaden.
2. Morgenmad eller frokost i La Boqueria
Spanierne kan noget med madmarkeder, og når man besøger La Boqueria, forstår man, hvorfor Torvehallerne intet har at gøre med en “ægte” madhal! Her er råben og hujen fra tidlig morg-en til sen aften, og for få penge kan man få fingrene i lækre lokale specialiteter, der smager så englene synger. Kig dig omkring, inden du køber noget – priserne på samme varer kan variere fra bod til bod.
3. Gå i Gaudis fodspor
Man kan naturligvis ikke besøge Barcelona uden at stifte bekendtskab med kunst- neren Gaudi! Han er byens stolthed og de spektakulære bygninger findes overalt – ikke mindst i den smukke Park Güell, hvor manden også boede og skabte nogle af sine mest kendte værker. Det kræver en tur med metro og en rask gåtur at nå hertil, men så har man også en smuk udsigt over Barcelona by!
……………………………………………………………………………………………………………………………….
Tre boutique-hoteller i Berlin (der er værd at holde øje med)
Jeg er netop hjemvendt fra en af danskernes absolutte yndlingsbyer, Berlin, som netop har overgået Rom i antal årlige besøgende. Berlin har ganske rigtigt vokseværk, men enten elsker man byen, eller også hader man den. Det rå og ofte upolerede udtryk kan både være fascinerende og en smule skræmmende, men jeg kan klart anbefale en forlænget weekend på et af byens hyggelige boutique-hoteller. De fungerer som en perfekt kulisse i en by, der vitterlig aldrig sover.
1. Das Stue
Et stort spaområde, en herlig indendørspool og en fine dining-restaurant: Det er bl.a. derfor, man vælger at besøge Das Stue, som er et af mine egne foretrukne hoteller i byen. Det 5-stjernede hotel er placeret lige ud til den famøse shoppinggade Kurfürstendamm, og alle værelserne er super moderne og elegante. Enkelte af dem har terrasse eller balkon. Se mere på www.das-stue.com
2. Boutique Hotel i31
Et 4-stjernet hotel i en 7 etager høj bygning, der bl.a. lokker med lækkert moderne interiør (hvis man er til den slags) og gratis sodavand i minibaren. Placeringen i hjertet af Berlin, ca. 1 km fra hovedbanegården, gør hotellet populært, men faciliteterne og det venlige personale er også yderst tiltalende.
Dette hyggelige hotel har ca. 3 metrostop til både Alexanderplatz og Potsdamer Platz, og værelserne er rummelige og udstyret med gulv til loft-vinduer. Her er ingen spa, men til gengæld en lækker lounge bar og en in house-restaurant. Den organiske morgenmadsbuffet er bestemt heller ikke værst!
Regitse Rosenvinge er 28 år, journalist her på magasinet og stiter af den prisvindende rejseblog The Copenhagen Traveler, der kombinerer eco travel med luksusoplevelser.
Har du spørgsmål til et rejsemål eller gode idéer til fremtidigt indhold, er du velkommen til at sende Regitse en mail på regitse@mhh.dk.
Skipper for en dag – eller skipper hele ugen? Shannonfloden, som løber midt ned gennem Irland er et eldorado for motorbådssejlere, der ønsker smuk natur, stilhed og autentiske, irske oplevelser.
Trafikken i Dublins lufthavn er en smule kaotisk. Egentlig ikke fordi der er vildt mange biler, men fordi vejbanen er fyldt med turister, som for første gang prøver at køre bil i venstre side. Det ved de lokale og kører derfor ekstra forsigtigt for ikke at stresse de mange ”nye”, som er på vej ud mod irske eventyr, måske for allerførste gang. Nogle er på vej til byerne Dublin, Galway eller Belfast – andre er på vej mod en af Irlands måske bedst bevarede hemmeligheder: En bådferie på den smukke Shannonflod.
Shannonfloden deler Irland i øst og vest. Som et fredfyldt 386 kilometer langt, blåt bælte løber den fra nord mod syd gennem store søer og med tilløb fra tilstødende kanaler Og irerne, tyske og belgiske turister har fået øje på smørhullet for længe siden. For man kan sejle dér, uden at have skippereksamen og måske leje en luksus-yacht til otte personer eller bare en nøjes med en lille motorbåd – til en super romantisk ferie blot for to.
Irlands sjæl
Irlands vandveje, i daglig tale kaldet The Lakelands, er en rejse ind i Irlands sjæl. En stille ferieform, som efterlader ro til tanker, når båden langsomt glider frem gen-nem evigt grønne omgivelser med udsigt til græssende køer, keltiske middelalderklostre og små, lokale byer. Og det kræver ingen forudsætninger at leje en båd på Irlands vandveje.
Et utal af udlejningsfirmaer tilbyder motorbåde i alle størrelse og typer og fortæller også om de mange muligheder, der er for at sejle på enten på kanalerne, på selve floden, på søerne eller lige ned midt igennem det hele.
Vælger man det sidste, skal man have rigtig god tid. For bådene må ikke sejle mere end 12 kilometer i timen, men mindre kan absolut også være en oplevelse af de smukke. Og autentisk. For det er om noget, det en bådferie på Shannonfloden og søerne handler om: Stilhed, natur, dyreliv, måske en fiskestang og lidt hjemmefanget mad – tilsat besøg i de pittoreske irske småbyer, hvor der ikke sker det store, men hvor der altid er en pub eller to, som byder på både lækker mad, hyggelig bægerklang og levende folkemusik.
Et par lejede cykler med ombord på båden er også en god ide. For Shannonfloden bugter sig gennem landskaber med fine seværdigheder, borge, slotte og fortidsminder – værd at besøge, når lysten til at gå på land melder sig.
Fra Athlone til Clonmacnoise
Et godt sted at starte en bådferie fra kunne være i byen Athlone, som ligger midt i Irland. Bygget på begge sider af Shannonfloden og bundet sammen af en smuk bro. Byens stolthed er den gamle borg– Athlone Castle, som i en interaktiv udstilling fortæller Irlands ældste historie og selve byen er livlig og med mange gode butikker, så her er det godt at tanke bådens køleskab op. Samtidig kan
Athlone også byde på Irlands ældste pub. Det er Seans Bar, hvor der hver aften bydes på levende folkemusik, uovertruffen god stemning og naturligvis mørkt, irsk øl i stride strømme.
Sejler man fra Athlone og sydpå ned ad floden, kommer man til en af Irlands største seværdigheder, det gamle kloster Clonmacnoise, bygget af håndværkeren og den senere helgen St. Cieran i 548.
Stedet er et populært pilgrimssted og rummer ruinerne af en katedral, fem mindre kirker, to rund-tårne og et pænt antal højkors, deriblandt det kendte ”Cross of the Scriptures”. Det hele er placeret på en høj skrænt ovenfor floden, og her er den allermest vidunderlige udsigt. Historiens vingesus mærkes stadig, og et velfungerende besøgscenter fortæller hele historien – om stenhuggernes arbejde og om de sagnomspundne højkors, som skulle holde det onde på afstand.
En grum historie
Følger man Shannonfloden videre sydpå, kommer man ud i søen Lough Derg, som er den største og den sydligste af floden Shannons søer og kendt for rigtig gode fiskemuligheder. På vestsiden af søen ligger landsbyen Mountshannon med blot 250 sjæle, kirker, pubber og stenhuse fra 1700-tallet, og ved nordsiden af søen finder man byen Portumna, som gemmer på en grum historie fra 1800-tallets Irland.
Hvis man nogensinde har undret sig over, hvorfor så mange irere lever i andre lande, kan svaret fås i Portumna. Nærmere bestemt i byens ”Workhouse”, som fortæller den frygtelige historie om den store hungersnød i Irland (1846-1852), hvor kartoffelhøsten slog fejl, og folk sultede ihjel i millionvis. Over en periode på blot 10 år emigrerede 2 millioner irere, mens mange af de tilbageblevne måtte lide den tort at flytte hen på The Workhouse (fattiggården i daglig tale), hvor man mod at arbejde kunne få husly og lige akkurat mad nok til at overleve. Men forholdene var forfærdelige og fattiggårdene forhadte. I alt blev der i Irland oprettet 163 Workhouses, hvor disciplinen var streng, og familierne blev skilt. Mænd og kvinder kom i separate afdelinger, kvinder med små børn måtte kun have børnene hos sig, indtil de var fyldt to år,og selv store piger og drenge boede i hver deres afsnit af fattiggårdene. Samkvem familiemedlemmerne imellem blev umuligt.
Fattiggårdene var ikke fængsler, og man kunne gå, hvis man ville, men for mange familier var der intet alternativ. Mændene skulle hugge sten, kvinderne lave mad og andet husarbejde, og børnene arbejdede også hårdt. Sygdommene florerede, fordi man boede for mange og for tæt, og rundt regnet én million irere døde – alene af sult.
I Portumna kan man få en guidet rundvisning på The “Workhouses” – en ud af kun tre fattiggårde, som er tilbage i Irland i dag. Først i 1920 lukkede Irlands sidste “Workhouses”, men historien har for altid efterladt et dybt ar i den irske folkesjæl. Den dag i dag besøger mange, især amerikanere og australiere, de gamle “Workhouses” – for få oplysninger om deres rødder.
Killaloe og verdens største stjernekikkert
Et populært sted at lægge til og også slutte en sejllads på Shannonfloden er helt syd på – i søen Lough Derg – ved tvillingebyerne Killaloe og Ballina. Den smukkeste, gamle stenbro med 13 buer forbinder her to meget hyggelige landsbyer, hvor man tillige også spiser rigtig godt – i hvert fald hvis man lægger vejen forbi Goosers Bar & Restaurant lige til højre for broen på Killaloe-siden. Et stort og varieret menukort med alt i friskfanget fisk er mere end anbefalelsesværdigt.
Indtil 2006 stoppede flodsejladsen her i Killaloe, fordi vandkraftværket Ardnachrusha spærrede floden, men nye sluser har i dag åbnet for mere vandvej, og nu kan man sejle helt til Limerick. For mange stopper en flodbåds-ferie dog her, men tit ikke uden en afstikker til slottet
Birr – inden flyveturen hjem fra Dublin.
Slottet Birr i byen af samme navn er et spændende sted med den smukkeste have – og i øvrigt på top ti over Europas smukkeste haver. Samtidig er slottet stadig hjem for aldelsfamilien Parsons, de direkte efterkommere af jarlerne og grevinderne af Rosse, som var pionerer inden for astronomi, fotografi og elektricitet. Bl.a. kan man på slottet Birr se et af verdens største teleskoper, lavet af den tredje Jarl af Rosse i 1840, ligesom et stort sciencecenter viser adelsfamiliens store videnskabelige interesser og mærkværdige opfindelser. Her blev også verdens allerførste dampdrevne helikopter opfundet, den fløj dog kun 100 meter og landede med et bump …
Se det hele, og glem ikke en rundvisning i de private gemakker også. Intet er nyt eller istandsat, men meget, meget autentisk og med et væld af hemmelige, skjulte døre. Bag hvilke der skjuler sig flere historier om en del af Irland, som ikke så mange kender til – endnu …
……………………………………………………………………………………………………………………………….
Leje af båd
Flere firmaer lejer både ud. Silverline Cruisers, www.silverlinecruisers.com har alt lige fra store luksusbåde med plads til otte til ti personer til mindre både uden særlig komfort. Mail eventuelt til Barbara Smyth på barbara@silvercruisers.com.
At sejle med bådene kræver ingen forudsætninger, og man får en grundig introduktion, inden man starter. En nødkaldetjeneste står klar til at rykke ud, hvis man alligevel skulle få problemer.
Silverline Cruisers har base ved den sydlige del af Shannonfloden, herfra kan man også gøre turen omvendt, bøaf hvad beskrevet i artiklen. Eller spørge, om man kan boarde i Athlone i stedet.
To danske bureauer kan også hjælpe med bådleje: maritim-camping.dk og sun-way.dk. Hos sidstnævnte klik på firmaet ”Seatravel.”
……………………………………………………………………………………………………………………………….
……………………………………………………………………………………………………………………………….
Rejsefakta
Både SAS, Norwegian og Ryanair flyver fra København til Dublin. Flyver man fra Jylland, skal man regne med et flyskift.
Ønsker man overnatning på land undervejs er The Wineport Logde Hotel i Glasson en udsøgt oplevelse, www.wineport.ie. I byen Killaloe ligger Lakeside Hotel, www.lakesidehotel.ie med smuk udsigt til floden og broen, og i Atlone kan man bo på Radisson Hotel Blue – www.radissonblu.com/en/hotel-athlone
Alle kender Central Park, men faktisk har New York andre og mere spændende parker at byde på. En af dem er Wave Hill – i bydelen Bronx lidt nord for Manhattan.
På den store græsplæne med udsigt over floden står de næsten ubevægelige i den dugvåde morgen.
En gruppe ældre mennesker, som laver thai chi på en grøn græsplæne, og i baggrunden aner man en by af de mega-store.
Skorstene og skyskrabere i massevis udgør en slags baggrundstæppe for denne morgenstund med fuldstændig kontrolleret og stille kropslig udfoldelse, og mærkeligt nok er her også helt stille. Kun lidt fuglekvidren og brus fra vand kan anes. Storbyens larm er her ikke.
Vi er i millionbyen New York. Har taget undergrundsbanen en halv time nord for Manhatten – til bydelen Bronx – for at besøge en slags ”sind-ets oase”.
Sådan omtales haven Wave Hill nemlig blandt kendere. Et mere ukendt ”helle” i storbyen, åben for alle og med rige muligheder for indre stilhed på mange planer. Og et interessant alternativ til Central Park, New Yorkernes ellers foretrukne park, når øjnene skal have grønt og sindet fred.
På de store græsplæner med udsigt over Hudsonfloden sidder folk her i behagelige stole og nyder enten udsigten, læser eller er bare til.
I andre dele af haven dyrker mindre grupper yoga, tegner og maler i ensom majestæt eller sidder blot og skriver noter i medbragte bøger. Hvad, de skriver, ved ingen, men de ser ud til at hygge sig.
Roosevelts barndomshjem
Wave Hill er endnu en af byen New Yorks mangeartede facetter. Det er ikke en park, men derimod en have, helt nøjagtig seks forskellige haver, som er samlet til én. Beliggende i et velhaverkvarter i Bronx og centreret omkring to smukke gamle huse, som i dag danner ramme om skiftende kunstudstillinger, foredrag, forelæsninger og i det hele taget alt, hvad der har med natur, kunst og menneskers forhold til samme at gøre.
Det første hus i Wave Hill, Wave Hill House – blev bygget som et landsted af en ung amerikansk jurist i 1843. Og i tiden op til 1965, hvor haven blev åbnet for offentligheden for første gang, har ejendommen ikke bare huset én, men mange kendte familier.
Blandt andet har den tidligere amerikanske præsident Theodore Roosevelt boet her i sin barndom og ungdom. Forfatteren Mark Twain har også levet og arbejdet her i en kortere periode; det samme har den verdenskendte italienske komponist Arturo Toscanini, og alle har de tidligere beskrevet, hvad naturen i Wave Hill gjorde ved dem.
For Mark Twains vedkommende var naturen på stedet en stærk kilde til inspiration i hans forfatterskab, og for Theodore Roosevelt betød barndommen på Wave Hill, at han senere i sin præsidentperiode sørgede for bevarelsen af millioner af hektar amerikanske parkområder.
Menneskeskabt natur
Når Wave Hill i dag står som noget af det ypperste inden for begrebet ”haver”, skyldes det dog primært finansmanden George W. Perkins, som i 1903 købte Wave Hill.
Perkins havde siden 1895 opkøbt store arealer langs med Hudsonfloden, og han var vild med naturen i området – og med haver. Under hans ejerskab blev landskabet formgivet og beplantet med sjældne træer, og de mange forskelligartede og unikke haver blev anlagt med hjælp fra de dygtigste eksperter.
I 1960 donerede Perkinsfamilien Wave Hill-haven til bystyret i New York, og i 1965 åbnede herlig- hederne så for menigmand med det erklærede formål at være et sted, ”som forpligter sig til at udforske de menneskelige forbindelser til den fysiske verden gennem programmer indenfor gartneri, uddannelse og kunst”. Sådan kan man læse det i formålsparagraffen for Wave Hill.
En have for alle
I dag kan besøgende derfor nyde havelivets glæder på hele 28 hektar land med udsigt til Hudsonfloden og New York i det fjerne.
Have-entusiaster kan her finde alt, hvad de overhovedet kan ønske sig inden for i alt 3200 forskellige arter af både træer, planter og blomster, og ikke- have-kendere kan lære nyt. For havens mange gartnere tilbyder både kurser og rundture i praktisk havekunst.
Men vil man bare kigge og nyde, ja, så kan man også det. I det daglige benyttes haven af mennesker med vidt forskellige interesser, lige fra botanikstuderende til de mere meditative typer, som ganske enkelt bare ønsker et fredfyldt pusterum fra storbyens hektiske liv, den larmende trafik og de stenbelagte gader.
I Wave Hills ”blomsterhave”, hvor både moderne og gamle stauder, et årige buske og løg sørger for et evigt blomsterflor, kan man følge årstidens gang. I ”vandhaven” pryder åkander, lotus, mangeartede græsser og eksotiske vandplanter det smukke sceneri. I den ”vilde have” finder man arter, man ikke anede eksisterede, og i et specielt drivhus kan man se sarte planter fra hele verden, som kun kan overleve her. Sjældne træer og anden vækstskov er plantet i yderkanten af Wave Hill, og alle de mange afdelinger og haver med tilhørende drivhuse er bundet sammen af naturstenstrapper, grusstier, små hvide broer over vandløb og grønne plæner, som sørger for at den besøgende naturligt ledes igennem de mange haveområder.
Året rundt afholdes mange forskellige slags arrangementer. Her Brunch på “Mors Dag”.
Spændende kurser og kunst
I Wave Hill sås alle vækster fra frø, og haveinte- resserede kommer derfor langvejs fra for netop at købe frø fra de mange sjældne planter i havens lille butik, som også tilbyder et varieret udbud af havebøger.
Bliver benene trætte, byder Wave Hill på både afslappende café og læring. Inde i havens oprindelige hus er der ved siden af restauranten skabt et læringscenter, som tilbyder foredrag, workshops og kurser af forskellig art.
Det kan være familiekurser i natur og have, yoga-dyrkning i det fri, kurser i meditation, memoire-skrivning (det er det, alle dem med notes- bøgerne laver), naturfotografi og fuglestudier.
Det andet hus i haven, Glyndor House – byder på skiftende kunstudstillinger, og lige ved siden afer et område, hvor man kan spise sin medbragte mad. I Wave Hill spiser man nemlig ikke picnic på græsplænerne, det er forbudt.
Naturen i Wave Hill tiltrækker selvsagt også mange dyr, som naturligt lever omkring de forskellige træer og planter. Haven har derfor et rigt fugleliv, som også er interessant at studere, ligesom man også kan se mange frøer, snegle og andre vanddyr, som tiltrækkes af vandhavens flotte bassiner.
Og sidst men ikke mindst er det også interessant at ”studere” New Yorkerne. Beboerne fra verdens måske allermest hippe millionby, som her i haven udlever deres drømme om natur og stilhed.
………………………………………………………………………………………………………………………….
Rejsefakta
Wave Hill ligger på West 249th Street & Independence Avenue, Bronx, NY 10471.
Haven er åben året rundt, og entré koster 8 dollars for voksne og 2 dollars for børn. Har man et såkaldt New York Pass, er der gratis adgang.
På Wave Hills hjemmeside www.wavehill.orger der transportvejledninger fra Manhattan.
Fra Riverdale Station er der en gratis shuttle-bus til havens indgang. Er man dårligt gående, kan man på guidede ture blive kørt rundt i selve haven.
Se mere om Wave Hill og New York i øvrigt på www.nycgo.com
Fusions-sushi, veganertacos og griseører – filmbyen har det hele!
USA’s næststørste by efter New York er ikke en by, som vader ind i én med træsko på, første gang man besøger den.
Med sine svimlende 12.561 km2 er Los Angeles over halvanden gang større end Sjælland, og mange synes, den minder om en masse små byer, som leder efter en storby. Giver man dog byen en chance vil man efter kort tid også finde ind til kernen af, hvorfor Los Angeles er så fascinerende.
Den har en puls, energi og en nytænkning, som gang på gang sætter nye kultur-standarder over hele verden. Ikke kun via film- og musikverdenen, men det var også her de første fitness/bodybuildingcentre så dagens lys med Arnold Schwarzenegger som pioner. Det var her Jane Fonda fik alle til at hoppe rundt i benvarmere og dyrke aerobic og her, at sushi blev allemandseje uden for Japans grænser.
Og netop madscenen har gode betingelser blandt de ca. 19 mio. indbyggere, som udgør en smeltedigel fra alle verdensdele og som bidrager til, at spændende og nytænkende restauranter skyder op som paddehatte. De populære får lov at leve længe, men sjældent evigt i denne altid rastløse by.
Liebhaverboligen har smagt sig igennem en håndfuld af de mest trendy, de helt nye og alternative og selvfølgelig de ultrasunde af slagsen. Velbekomme!
……………………………………………………………………………………………………………………………….
Helt dyrisk
Animals menu byder på en masse små spændende retter, som er gode at dele mellem sig – samme koncept, som bl.a. Pluto i København har succes med. Vi kastede os ivrigt over blandt andet griseører med chili, lime og æg, marv-burger med karamelliserede løg og stegte vagtelæg med modnet ost, bacon og syrlig ahornsirup. Tjeneren ville gerne have os til at bestille fire retter hver, men man kan snildt nøjes med to eller tre. De er meget intense og mættende. Prislejet er o.k. mellem $6 og $45 per ret.
Animal, 435 North Fairfax +1 323-782-9225
……………………………………………………………………………………………………………………………….
Grønt på mexicansk
Med den evige stræben efter ungdom, asketisk levevis og omfavnelse af alt, hvad der oppe i tiden, huser byen naturligvis også flere veganerrestauranter. Mexicanske Gracias Madre har en kæmpe gårdhave med palmer og bålsteder, som er at foretrække frem for det støjfulde lokale inden døre. Menuen frister med både tacos og ost, men naturligvis uden hverken kød – eller ost. Osten er lavet af trøffel med cashew-nødder, og tacos er fyldt med squash, bønner og nødder. Crabcakes indeholder ikke krabbekød, men palmehjerter, chipotle aioli og brødkrummer mikset med alskens krydderier. Der er heldigvis grænser for, hvor sundt det hele kan blive, så drinkskortet var et overflødighedshorn af speciallavede cocktails og Margueritas. Alle sammen økologiske naturligvis. Der skal jo være balance i tingene.
Ude i den eksklusive strand- og surferkoloni Malibu ligger Nobu. Her kan man ikke komme ind fra gaden, medmindre man er lokal filmstjerne som Mel Gibson eller Angelina Jolie. Bestil gerne seks uger i forvejen. Nobu er opkaldt efter dens legendariske ejer og kok Noboyuki ”Nobu” Matsuhisa, som har et verdensomspændende restaurant og hotel-imperium i dag. Hans speciale er japansk mad fusioneret med det peruvianske køkken, hvor både fortolkningen af Miso-suppe og den forkullede torsk er et must try. Det er lidt pebret – altså prisen, men hvis ikke går amok i vinkortet og ikke beslutter at prøvespise hele menuen, slipper man med ca. $100 per person inklusiv et godt glas vin. Vi spottede ikke Angelina Jolie desværre, men musikeren Robin Thicke (”Blurred Lines”) sad og røg en cigaret i strandstolen udenfor.
Nobu, 22706 Pacific Coast Highway +1 310-317-9140
……………………………………………………………………………………………………………………………….
Stumfilmstjernens oase
Midt på Sunset Boulevard i Beverly Hills findes en smuk hvid bygning, hvor stumfilmstjernen Constance Bennett engang boede. Hun donerede i 1936 sit hjem til Screen Actors Guild, fagforeningen for de ansatte i amerikansk filmindustri. De er for længst rykket ud, og mange restauranter har siden ligget i den fredede bygning. Nu ligger der en amerikansk bistro, som slet og ret hedder The Guild. Et hyggeligt og uhøjtideligt sted, hvor især ejeren, Diegos lidenskab for vin kommer gæsterne til gode. Vi fik et ”butcherboard”, som er et stort bræt med det lækreste charcuteri, en mør lammeryg med grillede grøntsager og husets specialiteter: vilde svampe med vagtelæg på crostini og til dessert sød majsbrød med bacon og ahorn-Bourbon-is. Prisniveauet er fair, medmindre man bestiller en af Diegos kultvine til maden.
The Guild, 8741 W. Sunset Blvd. +1-424-279-9601
……………………………………………………………………………………………………………………………….
Brunch i Venice
En af de hotteste gader ligger i det gamle Venice en kilometers penge væk fra den store og turistede strand. Gaden Abbot Kinney Boulevard løber små tre kilometer væk fra stranden, og her spiste vi brunch på et af stedets perler, Gjelina. Brunchen bestod af hhv. en traditionel morgentallerken med håndskåret bacon, frugt og æg efter eget valg, en platte med røgede lakseskiver og gedeostecreme og confiteret and med hash browns og grovkornet sennep. Så var dagen begyndt godt.
Gjelina, 1429 Abbot Kinney Blvd. +1 310-450-1429
……………………………………………………………………………………………………………………………….
Andre steder også værd at besøge:
The Polo Lounge – Beverly Hills Hotels ikoniske restaurant, som dog er overkommelig til frokost.
Bottega Louie i downtown – elegant og New Yorker-agtigt. Åbent for morgenmad, frokost og aftensmad.
Pho So 1 – skøn og overordentlig prisbillig vietnamesisk mad i forstaden Gardena.
Yellow Cow – koreansk barbecue. Low key-restaurant med dårlig udluftning, men sikke det smager!
Gode tips
Husk at der altid skal lægges drikkepenge i USA. Også selv om betjeningen måske har været halvsløj. 15% er minimum. Nogle gange har restauranten dog selv lagt det på, hvis man er et større selskab, og så skal man naturligvis ikke give mere.
Bestil altid bord på de bedre restauranter i god tid. Amerikanerne elsker at gå ud og spise, og med næsten 19 mio. indbyggere i L.A. er der rift om bordene.
Det er strengt forbudt at drikke alkohol, hvis man er under 21 år, og ligner man en , som ikke er fyldt det, bliver der forlangt id.
https://www.liebhaverboligen.dk/wp-content/uploads/2016/08/CAT_LosAngeles_Animal-2.jpg200235Per Kusknerhttps://www.liebhaverboligen.dk/wp-content/uploads/2020/10/logo2-trans2.pngPer Kuskner2016-08-10 13:25:022016-08-10 13:26:58Los Angeles med kniv og gaffel