Sundhed på bloggen: Sødmefyldt suppe
Lyst til en varm suppe? Selvom det på nogle måder måske er lidt trist, at vi går en mørkere og kold tid i møde, så er der heldigvis også mange positive aspekter. Der, hvor sæsonen er slut for de lokale lækre bær og eks. ærter er der nu andre spændende frugt og grøntsager at nyde.
I øjeblikket er der de mange flotte squash og græskar kan meget andet end at se flotte ud i vores hjem. Den flotte Butternut-squash er en vintersquash fra USA, som i Australien eksempelvis betegnes som et græskar. Nuvel, det indeholder vigtige vitaminer som vitamin A, C og E, beta-caroten, fibre og magnesium. Det smager sødt og lidt nøddeagtigt. Dertil kommer at kalorieindholdet også er rimelig lavt. Her kommer der en lækker opskrift på en Butternut suppe, som er nem at lave og som smager godt.
I denne opskrift er tilsat gulerod, men du kan sagtens erstatte det med porre, sød kartoffel eller alm. kartofler.
Butternut suppe
Det skal du bruge til 2 portioner:
1 butternut squash på ca. 800-900 gram
2 gulerødder
1 løg
1 fed hvidløg
1 liter grøntsagsbouillon
lidt salt og peber
Olivenolie
Pynt:
2 håndfulde græskarkerner
Lidt honning og teriyaki-sauce
Sådan gør du:
Gulerødder skrælles og hakkes i mindre stykker. Løg og hvidløg pilles og sauteres i olivenolie i en mellemstørrelse gryde. Tilsæt gulerødderne og lad det simre nogle minutter. Derefter skrælles squashen og indmaden fjernes og squashen skæres i mindre stykker. Grøntsagsbouillonen hældes i gryden og squashen tilsættes. Husk salt og peber. Lad det koge op og skru derefter ned og lad det simre i ca. 25. minutter.
Imens kan du forberede tilbehøret. Lidt teriayki sauce hældes på en varm pande og derefter tilsættes græskarkernerne. Hæld honningen ud over dem over pas på det hele ikke bliver for varmt. Når kernerne er glaserede, så lad dem køle af på et stykke bagepapir.
Når suppen har kogt færdig tages den af og blendes. Suppen kan evt. varmes op i gryden igen. Ovnbagte rugbrødscroutoner, bacon, gedeost og brøndkarse er så absolut også gode bud som tilbehør til denne lækre suppe.