Sødt og godt

November er tid til indendørshygge med et godt glas portvin. Vinstyrke2 tester søde vine, der matcher nødderne, chokoladen eller den blå ost.

 

FET_Vinstyrke_Vintest_Vinsmagning_Nr. 1

 

Leyrat, Domaine de Chez Maillard, Pineau des Charentes
Pris: 169,50 kr. (2 fl. for 299 kr.) 

Stjerner: **** (*)

Leyrat er et velrenommeret cognachus, og pineau er den søde dessertvin fra huset lavet på netop cognac. Områdets dessertvin blev til ved en fejl for mange generationer siden, da man ved et uheld hældte druemost i et cognacfad, som man troede var tomt, og dermed skabte en sød vin med cognac-noter. Disse noter er også tydelige i glasset her, men hvor cognac jo er en sprittet sag, er pinau’en mere sød og med både rosiner, nødder og en anelse citrus i smagen. Et spændende alternativ til portvinen og ideelt til både blå ost og valnøddetærte.

www.lbvin.dk

 

FET_Vinstyrke_Vintest_Vinsmagning_Nr. 2

 

MA, Mas Amiel, Vintage 2012, Maury
Pris: 169,95 kr.
(på tilbud i november til 119,95 kr.)

Stjerner: *****

Den store vingård i Roussillon-distriktet blev til, da en uheldig biskop tilbage i 1816 tabte jordloddet i et spil kort til den vinkyndige Raymond Amiel. Der er dog ikke meget gambling over denne elegante og vinøse dessertvin, som i smagen byder på søde, mørke bær i smukt samspil med chokolade og tobak. Kan minde lidt om en ruby-portvin, men altså mere vinøs end sød. Vinen skal serveres absolut frisk – helst ikke ved mere end 9-10 grader. Foruden blå oste matcher den også en chokolade dessert rigtig fint.

www.theis-vine.dk

 

FET_Vinstyrke_Vintest_Vinsmagning_Nr. 3

 

Domaine Pouderoux, Vendange 2012, Maury
Pris: 159,75 kr.

Stjerner: ****(*)

Maury er en lille enklave midt i Langue-doc/Roussillon-området, som er kendt for deres vin doux naturelles (søde røde og hvide vine lavet ved bl.a. at tilsætte ren alkohol lavet på druesaft). Her er masser af kirsebær, farin og kakao i duft og smag. Et herligt glas, der ligesom de andre vine i testen absolut skal have noget kølighed ved serveringen, da det ellers hurtigt bliver for sukret. Blå oste og især chokoladedesserter eller bare en god, mørk plade chokolade er fine ledsagere til Pouderoux.

www.bichel.dk

 

FET_Vinstyrke_Vintest_Vinsmagning_Nr. 4

 

Creme de Sureau, Liqueur, Norliq
Pris: 199 kr. (50 cl) 

Stjerner: *****

Jokeren i denne vintest kommer – trods det fine franske navn – fra Danmark.  Den er med sine 26 pct. mere en likør end en vin og utrolig koncentreret. Nærmest som tyk, sød eliksir med smag af både kirsebær og – ikke så underligt – hyldebær, som den er lavet på. Trods sødmen har manden bag, René Christensen fra Kirke Hyllinge, formået at gøre sin likør frisk med et strejf af grønne noter. En likør, som i disse tider med nynordisk gastronomi allerede har gjort sit indtog på mange gode restauranter landet over. Lidt for sød til de blå oste, men går godt til de søde chokolade- og nøddedesserter – eller prøv at hælde lidt ud over den gode vaniljeis.

www.norliq.dk

 

FET_Vinstyrke_Vintest_Vinsmagning_Nr. 5

 

Porto S. Leonardo, Tawny, Quinta do Moureau
Pris: 149,95 kr.
(på tilbud i november til 109,95 kr.) 

Stjerner: ****

Tawny er engelsk for gulbrun og svarer dermed til farven, som portvinen får, når den lagrer på små fade. Tawny fås enten som ”almindelig” portvin uden aldersangivelse, som 10, 20, 30 eller 40 års tawny eller i en bestemt årgang (colheita). Dette er en almindelig tawny, som dog ikke er spor almindelig. Den er lavet i en moderne stil, som ikke bare tonser derudaf med varme nødder og sukker. Tværtimod er den meget frisk i duften med indbydende noter af appelsinskal og friske grønne valnødder. Rigtig fin som aperitif. Den gode pris hiver den op på fire store stjerner.

www.theis-vine.dk

 

FET_Vinstyrke_Vintest_Vinsmagning_Nr. 6

 

Churchill’s, Late Bottled Vintage Port 2007
Pris: 165 kr.

Stjerner: *****

Her er vi gået en klasse op. Late bottled vintage betyder, at den gode årgangsvin har lagret 4-6 år, før den er kommet på flaske og således burde være drikkeklar, i modsætning til kongen, vintage port, som kun har lagret to år og har stort gemmepotentiale i flasken. Churchill’s er et kendt portvinshus og holder altid en fin standard til rimelige priser. Her er lækre noter af solbær, cigarkasse og nødder – alt sammen pakket pænt ind med et lille syrebid til sidst, som klæder den godt. En rigtig blå ost-vin og til prisen alle fem flotte stjerner værd.

www.wine.dk

 

FET_Vinstyrke_Vintest_Vinsmagning_Nr. 7

 

Porto S. Leonardo, 10 Anos, Quinta do Moureau
Pris: 299,95 kr.
(på tilbud i november til 209,95 kr.)

Stjerner: *****

Nammenam! 10 års tawny med masser af valnødder, hasselnødder, farin og syltede, mørke bær i duft og smag.  Alkoholen river lidt i næsen først, men efter nogen tid i glasset forsvinder den, og man bliver belønnet med lækre, karamelbløde toner, tørrede bær og en friskhed på toppen af alt det søde.
En elegant portvin, som trods en relativ høj pris scorer fem søde stjerner.

www.theis-vine.dk

 

FET_Vinstyrke_Vintest_Vinsmagning_Nr. 8

 

Burmester, Colheita 2000
Pris: 149 kr. (v/ 12 fl.) 

Stjerner: ***

Colheita betyder årgang på portugisisk. Det er samtidig betegnelsen for en elegant tawny-portvin, som på etiketten skal oplyse om, hvornår den er høstet, og hvornår den er hældt på flaske. Denne Burmester Colheita 2000 er tappet i 2010, og vi har smagt den før, hvor den var silkeblød og lækker. Det kan man desværre ikke sige om den nu, hvor stramme, stilkede toner dominerer både næse og smag. Den ”kramper sammen” og er, som det sker med nogle vine, nede i en bakkedal. Der er dog ingen tvivl om, at den nok skal åbne sig igen, men lige nu høster den kun tre skuffende stjerner.

www.philipsonwine.com

 

……………………………………………………………………………………………………………………………….

 

Se flere anmeldelser på www.vinstyrke2.dk