Los Angeles med kniv og gaffel

,

Fusions-sushi, veganertacos og griseører – filmbyen har det hele!

USA’s næststørste by efter New York er ikke en by, som vader ind i én med træsko på, første gang man besøger den.

Med sine svimlende 12.561 km2 er Los Angeles over halvanden gang større end Sjælland, og mange synes, den minder om en masse små byer, som leder efter en storby.  Giver man dog byen en chance vil man efter kort tid også finde ind til kernen af, hvorfor Los Angeles er så fascinerende.

Den har en puls, energi og en nytænkning, som gang på gang sætter nye kultur-standarder over hele verden. Ikke kun via film- og musikverdenen, men det var også her de første fitness/bodybuildingcentre så dagens lys med Arnold Schwarzenegger som pioner. Det var her Jane Fonda fik alle til at hoppe rundt i benvarmere og dyrke aerobic og her, at sushi blev allemandseje uden for Japans grænser.

Og netop madscenen har gode betingelser blandt de ca. 19 mio. indbyggere, som udgør en smeltedigel fra alle verdensdele og som bidrager til, at spændende og nytænkende restauranter skyder op som paddehatte. De populære får lov at leve længe, men sjældent evigt i denne altid rastløse by.

Liebhaverboligen har smagt sig igennem en håndfuld af de mest trendy, de helt nye og alternative og selvfølgelig de ultrasunde af slagsen. Velbekomme!

 

……………………………………………………………………………………………………………………………….

 

FET_LosAngeles_Gastronomi_Animal-2

FET_LosAngeles_Gastronomi_animal_interior_bar

 

Helt dyrisk

Animals menu byder på en masse små spændende retter, som er gode at dele mellem sig – samme koncept, som bl.a. Pluto i København har succes med. Vi kastede os ivrigt over blandt andet griseører med chili, lime og æg, marv-burger med karamelliserede løg og stegte vagtelæg med modnet ost, bacon og syrlig ahornsirup. Tjeneren ville gerne have os til at bestille fire retter hver, men man kan snildt nøjes med to eller tre. De er meget intense og mættende. Prislejet er o.k. mellem $6 og $45 per ret.

Animal, 435 North Fairfax +1 323-782-9225

 

……………………………………………………………………………………………………………………………….

 

FET_LosAngeles_Gastronomi_Gracios-Madre

 

Grønt på mexicansk

Med den evige stræben efter ungdom, asketisk levevis og omfavnelse af alt, hvad der oppe i tiden, huser byen naturligvis også flere veganerrestauranter. Mexicanske Gracias Madre har en kæmpe gårdhave med palmer og bålsteder, som er at foretrække frem for det støjfulde lokale inden døre.  Menuen frister med både tacos og ost, men naturligvis uden hverken kød – eller ost. Osten er lavet af trøffel med cashew-nødder, og tacos er fyldt med squash, bønner og nødder.  Crabcakes indeholder ikke krabbekød, men palmehjerter, chipotle aioli og brødkrummer mikset med alskens krydderier. Der er heldigvis grænser for, hvor sundt det hele kan blive, så drinkskortet var et overflødighedshorn af speciallavede cocktails og Margueritas. Alle sammen økologiske naturligvis. Der skal jo være balance i tingene.

Gracias Madre, 8905 Melrose Avenue +1 323-979-2170

 

……………………………………………………………………………………………………………………………….

 

FET_LosAngeles_Gastronomi_Nobu

FET_LosAngeles_Gastronomi_Bobu-og-vand

 

Spot en kendt

Ude i den eksklusive strand- og surferkoloni Malibu ligger Nobu. Her kan man ikke komme ind fra gaden, medmindre man er lokal filmstjerne som Mel Gibson eller Angelina Jolie. Bestil gerne seks uger i forvejen. Nobu er opkaldt efter dens legendariske ejer og kok Noboyuki ”Nobu” Matsuhisa, som har et verdensomspændende restaurant og hotel-imperium i dag. Hans speciale er japansk mad fusioneret med det peruvianske køkken, hvor både  fortolkningen af Miso-suppe og den forkullede torsk er et must try. Det er lidt pebret – altså prisen, men hvis ikke går amok i vinkortet og ikke beslutter at  prøvespise hele menuen, slipper man med ca. $100 per person inklusiv et godt glas vin. Vi spottede ikke Angelina Jolie desværre, men musikeren Robin Thicke (”Blurred Lines”) sad og røg en cigaret i strandstolen udenfor.

Nobu, 22706 Pacific Coast Highway +1 310-317-9140

 

……………………………………………………………………………………………………………………………….

 

FET_LosAngeles_Gastronomi_The-Guild-1

 

Stumfilmstjernens oase

Midt på Sunset Boulevard i Beverly Hills findes en smuk hvid bygning, hvor stumfilmstjernen Constance Bennett engang boede. Hun donerede i 1936 sit hjem til Screen Actors Guild, fagforeningen for de ansatte i amerikansk filmindustri. De er for længst rykket ud, og mange restauranter har siden ligget i den fredede bygning. Nu ligger der en amerikansk bistro, som slet og ret hedder The Guild.  Et hyggeligt og uhøjtideligt sted, hvor især ejeren, Diegos lidenskab for vin kommer gæsterne til gode. Vi fik et ”butcherboard”, som er et stort bræt med det lækreste charcuteri, en mør lammeryg med grillede grøntsager og husets specialiteter: vilde svampe med vagtelæg på crostini og til dessert sød majsbrød med bacon og ahorn-Bourbon-is. Prisniveauet er fair, medmindre man bestiller en af Diegos kultvine til maden.

The Guild, 8741 W. Sunset Blvd. +1-424-279-9601

 

……………………………………………………………………………………………………………………………….

 

FET_LosAngeles_Gastronomi_Gjelina

FET_LosAngeles_Gastronomi_Brunch-Gjelina

 

Brunch i Venice

En af de hotteste gader ligger i det gamle Venice en kilometers penge væk fra den store og turistede strand. Gaden Abbot Kinney Boulevard løber små tre kilometer væk fra stranden, og her spiste vi brunch på et af stedets perler, Gjelina. Brunchen bestod af hhv. en traditionel morgentallerken med håndskåret bacon, frugt og æg efter eget valg, en platte med røgede lakseskiver og gedeostecreme og confiteret and med hash browns og grovkornet sennep. Så var dagen begyndt godt.

Gjelina, 1429 Abbot Kinney Blvd. +1 310-450-1429

 

……………………………………………………………………………………………………………………………….

 

Andre steder også værd at besøge:

The Polo Lounge – Beverly Hills Hotels ikoniske restaurant, som dog er overkommelig til frokost.

Bottega Louie i downtown – elegant og New Yorker-agtigt. Åbent for morgenmad, frokost og aftensmad.

Pho So 1 – skøn og overordentlig prisbillig vietnamesisk mad i forstaden Gardena.

Yellow Cow – koreansk barbecue. Low key-restaurant  med dårlig udluftning, men sikke det smager!

 

Gode tips

Husk at der altid skal lægges drikkepenge i USA. Også selv om betjeningen måske har været halvsløj. 15% er minimum. Nogle gange har restauranten dog selv lagt det på, hvis man er et større selskab, og så skal man naturligvis ikke give mere.

Bestil altid bord på de bedre restauranter i god tid. Amerikanerne elsker at gå ud og spise, og med næsten 19 mio. indbyggere i L.A. er der rift om bordene.

Det er strengt forbudt at drikke alkohol, hvis man er under 21 år, og ligner man en , som ikke er fyldt det,  bliver der forlangt id.

 

……………………………………………………………………………………………………………………………….