Gourmetmad i øjenhøjde

P’et i P eatery står for ”people”, og det betyder, at mad på Michelin-niveau her er tilgængeligt for alle.

FET_Hotel-Sankt-Petri-40

 

“Vi tager fine dining ned på et niveau, hvor alle kan være med – uden at gå på kompromis med kvaliteten,” forklarer køkkenchef Brendon Walker.

Restauranten ligger i smørhullet blandt Københavns gå-i-byen-steder, tæt på offentlig transport og med udsigt til det afslappede leben, der konstant passerer forbi uden for vinduerne i Krystalgade.

Brendon Walker er oprindelig fra England, men har rejst og arbejdet mange steder i verden, hvor han har hentet inspiration til det, der i dag er hans helt eget køkken. Nordisk mad med udsigt til verden – et gastronomisk gadekryds, der pirrer alle sanser.

”Vi kan godt lide at arbejde med små tricks, så gæsterne undervejs bliver overraskede både smagsmæssigt og visuelt, for det skal også være sjovt at spise god mad,” understreger han.

Både nyt og klassikere på kortet

Udgangspunktet er altid sæsonens varer. Således finder Brendon Walker ofte ting i naturen, der indgår i retterne, ligesom han har sin egen køkkenhave, som forsyner
restauranten med lækre grøntsager, der spises friske i sæson eller syltes, så de kan nydes hele året.

I det hele taget fylder grøntsager – og fisk – meget på menukortet, og Brendon Walkers fortid på Geranium og på vegetarrestauranten VeVe fornægter sig ikke. På P eatery kan du også finde en indbydende vegetarmenu, der kan overbevise selv den mest indædte kødspiser om, at et godt
måltid ikke kræver kød.

”Vi skifter menuen hver anden uge, og så har vi vores klassikere, der altid er at finde på kortet. Det gælder blandt andet vores lam og vores kammuslinger, for det er vigtigt med genkendelsen i et køkken,” forklarer Brendon Walker videre.

Snacks af høj kvalitet

Som noget nyt har P eatery etableret en snackbar, der løfter begrebet snacks til helt nye højder.

Her kan man nyde kongekrabbe, ørredtatar eller P eaterys version af flæskesvær sammen med god vin og cocktails, inden man skal videre i byen eller ind ved siden af i a la carte-restauranten. Stedet er indrettet med bløde stole og sofaer i små båse, der skaber en hyggelig og intim stemning og giver mulighed for at tale sammen uden at blive forstyrret af nabobordet.

Det kan lejes til private arrangementer, og møblementet kan rokeres, så der kan blive plads til mange gæster.

Bring your own wine

P eatery er naturligvis også et sted, hvor der er fokus på god vin. Faktisk er der over 100 flasker på lager, der serveres på glas, og stedets sommelier er dygtig til at vejlede gæsterne.

”Om tirsdagen har vi et koncept, der hedder Bring your own wine, og det er helt gratis. Mange har en flaske vin liggende derhjemme, som de ikke rigtig ved, hvad de skal servere til, og hvis de tager den med herind, sørger vi for at lave en menu, der passer perfekt til vinen. Vi vil gerne i dialog med vores gæster om både mad og vin, og det her er en spændende måde at gøre det på. Det er sådan, vi lærer af hinanden,” slutter Brendon Walker.

 

P eatery
Krystalgade 24, 1172 København K
Telefon 3345 9890
www.p-eatery.com

 

FET_Hotel-Sankt-Petri-38

FET_Hotel-Sankt-Petri-37

FET_Hotel-Sankt-Petri-34

FET_Hotel-Sankt-Petri-28

FET_Hotel-Sankt-Petri-09

FET_Hotel-Sankt-Petri-27

FET_Hotel-Sankt-Petri-16