Rejsereportage fra Piemonte

,

Spis og drik i Piemonte

Tag dine smagssanser på en rundtur i vinens og madens vidunderlige verden. Liebhaverboligen guider dig gennem de vigtigste regioner fra nord til syd.

Castello di Gabiano er et imponerende slot opført i 1100-tallet og ejet af en markis-familie i århundreder. I dag er slottet indrettet til vinproduktion, men rummer også hotelværelser og restaurant. Et sted, du sagtens kan slå dig ned i et par dage.

Jo bedre du lærer Piemonte at kende, jo mere går det op for dig, hvor gavmildt og rigt denne norditalienske region er forsynet med naturens gaver. De smukkeste landskaber, de skønneste vine og den mest vidunderlige mad.

Ja, som det fremgår, er denne artikels forfatter ret så begejstret, og det bør du også blive, hvis du tager dine smagssanser med på en rundtur i det på én gang flade og bakkede landskab, der udgør landet ”for foden af bjergene” – direkte oversat: Piemonte.

Vitello tonnato – tynde skiver kalvekød med tuncreme – serveres i et utal af versioner, her med en sprød tuille af parmesan.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at turen gennem et utal af mindre byer i den flade del af landskabet, bringer mindelser om Østtyskland før Murens fald: Grimme bygninger, afskallede facader, triste forhaver fyldt med skrammel. Så vi bevæger os hurtigt videre op ad de snoede veje til byerne på bakkerne og bjergtoppene. Det er her, du finder de vigtigste vinmarker og møder de stolte og vejrbidte vinbønder, som glade og gerne skænker af deres vine, hvis du lægger vejen forbi deres vingårde. Det er også her, du oftest finder de skønneste restauranter med køkkener, der overøser dig med lokale specialiteter.

Carne crudo er en af egnens mest kendte og elskede retter. Det er en form for tatar tilberedt af råt kød fra det særlige piemontese kvæg. Denne moderne udgave er serveret på en bund af urtecreme og med puffede ris på toppen.

Er du frisk, så lad os guide dig rundt i det piemontesiske landskab – men kun med et eneste fokus: Vinen og maden. Vi begynder nordpå:

Monferrato

Det næststørste vinproducerende område i Piemonte, men det står lidt i skyggen af de mere kendte regioner mod syd. Det skal man ikke lade sig narre af, for også her produceres vellavede vine – primært på druerne barbera, grignolino og freisa, samt hvidvinsdruerne chardonnay, sauvignon blanc og malvasia m.fl.

Det er især værd at gøre et stop på Castello di Gabiano. Et slot, der daterer sig helt tilbage til 1100-tallet med vinmarker spredt ud over området og med mulighed for overnatning i luksuøse omgivelser og indtagelse af lækre måltider og skønne vine i slottets hyggelige restaurant.

Sergio Germano er en hyggelig og gæstfri vinbonde på vingården Ettore Germano i Serralunga. Han har bl.a. specialiseret sig i mousserende vine, men hans baroloer er også værd at stifte bekendtskab med.

Nizza

Bevæger vi os længere mod syd, når vi frem til Asti-regionen, som er kendt for sine moscato- og barbera-vine. Særligt opmærksom skal du være på vinene fra Nizza, som har egen appellation og kvalitetsmæssigt hæver sig over de gængse asti-barbera’er.

Prøv f.eks. vinene fra La Giribaldina. Et mellemstort familievinbrug, som producerer glimrende nizza- og barbera d’asti-vine i en fyldig og frugtig stil. På vingården er der nogle få værelser, som tilbydes overnattende gæster. Mor og søn er særdeles gæstfri.

Roero

Fra Asti-provinsen går turen nu mod sydvest til Roero, hvor nogle få producenter virkelig formår at bide skeer med de store navne i Langhe-regionen. Særligt de hvide vine på arneis-druen er værd at stifte bekendtskab med. De er friske og frugtige, men kan i de bedste udgaver også lagre i adskillige år. På rødvinssiden indgår både nebbiolo og barbera i produktionen. Ofte rigtig flotte vine.

Topproducenter i området er Malvira’ og Tenuta Carretta. Besøg gerne Malvira’s egen restaurant Villa Tiboldi. Her oplever du piemontesisk top-gastronomi. Det er desuden muligt at overnatte på stedet.

På Villa Tiboldi, der ejes af vinproducenten Malvira’ i Roero, serveres lokale retter på et højt gastronomisk niveau.

Barolo (Langhe)

Nu befinder vi os i epicentret for Piemontes vinkultur. Det er her, de store baroloer skabes, og hvor vinproducenterne fører sig frem på en lidt mere selvsikker facon. Helt forståeligt, for særligt nebbiolo-vinene fra denne egn er svære at overgå. At fremhæve nogle få vinhuse er en umulig opgave, men denne artikels forfatter besøgte for nyligt disse glimrende producenter:

Marchesi di Barolo – historisk vinhus med aner tilbage til slutningen af 1700-tallet. Vine af meget høj kvalitet.

www.marchesibarolo.com

Agricola Marrone

Stort udvalg af sprøde og spændstige hvidvine, seriøs barbera d’alba, fremragende enkeltmarks-baroloer. Stedet driver også en glimrende restaurant med udsigt ud over det bakkede landskab i La Morra.

Serena Marrone fortæller med indlevelse om familiens fremragende vine på Agricola Marrone.

G.D. Vajra

Topproducent med en imponerende portefølje af både hvide og røde vine. Stærkest står baroloerne, men også barbera og langhe nebbiolo fremstår rene og elegante i udtrykket.

Ettore Germano

Arbejder seriøst med sprøde, mousserende vine i Alta Langa-appellationen, men har også et smukt line-up af baroloer fra enkeltmarker i Serralunga.

Franco Conterno

Der eksisterer mange Conterno’er i Barolo. Franco er ikke en af de mest berømte, men vinene herfra er ganske fornuftige i kvaliteten. Det gælder både barbera, langhe nebbiolo og ikke mindst barolo. Stilen er fortrinsvis tæt, mørk og krydret.