OM FORTID NUTID OG FREMTID

Hun er Danmarks nye OL-håb i kategorien 400 m. hæk, og der er ikke meget plads til overs i kalenderen for den 28-årige topatlet her på vej mod Rio til sommer. År 2015 var det bedste år nogensinde for Sara Slott Petersen, som ellers netop havde holdt pause i et par år, efter hun fik sønnen Tobias, der nu er lidt over to år. Egentlig havde hun planer om at indstille karrieren efter dette års OL, men nu, hvor hun er bedre end nogensinde, er planen at fortsætte lidt endnu.

Vi sætter fokus på den rutinerede hækkeløber og spørger hende om fortid, nutid og fremtid i forhold til karrieren, elitesporten og livet som mor.

Du startede til atletik som 14-årig, havde der inden da været andre sportsgrene indover?

Blandt andet spillede jeg fodbold på højt plan, til jeg var 16, jeg har gået til svøm-ning, udspring, ridning og gymnastik. Min far mente desuden, at jeg skulle gå både til sport og lære et instrument, så jeg gik til klaver og spillede saxofon. Jeg var aldrig særligt teknisk dygtig til fodbold, men jeg kunne altid løbe fra alle modstanderne, så det blev naturligt, at jeg i stedet satsede på at løbe.

Du vandt guld ved ungdoms-OL i Paris i 2003, hvordan var følelsen dengang?

Selvom jeg var ret ny, var jeg faktisk favorit til at vinde. Jeg husker, at jeg tænkte ’selvfølgelig vinder jeg det’. Men der er ikke helt den samme prestige i ungdoms-OL, som senior-OL.

Tænkte du dengang, at du ville være, hvor du er nu?

Ja, det gjorde jeg, men jeg var nok også lidt ungdomsnaiv. For det har jo krævet rigtig meget at nå til at være kvalificeret til OL. Derfor har jeg også senere hen været i tvivl flere gange, om jeg egentlig kunne nå til det rigtige OL. Jeg bliver meget glad, hvis bare jeg får en medalje i Rio til sommer.

Du fik din søn Tobias, da du var godt i gang med din karriere – men du tog alligevel valget at blive gravid. Hvad mener du er vigtigt for andre at overveje, når valget står mellem karriere og familieliv?

Hvis man mærker behovet for at blive mor, er der ikke noget valg. Hvis man undertrykker det, udskyder man det bare, og det, tror jeg, ikke er godt. Jeg var helt klart skruk, kiggede på børnetøj og så gravide maver og barnevogne alle steder. Så jeg tror bestemt ikke, det havde gjort noget positivt for min karriere at udskyde, for så ville jeg hele tiden gå med det ønske og behov i baghovedet.

Jeg tror, det er vigtigt ikke at gøre det med at få børn så besværligt. I dag bliver det alt for iscenesat, synes jeg. At det skal passe præcis ind i karriere, uddannelse, hvornår man får de højeste barselspenge og om det vil koste for meget på fælleskontoen. Det bliver alt for hurtigt en del af et selvrealiseringsprojekt. Min søn ved jo ikke, at vi for eksempel kunne have boet i et hus med have, hvis ikke det var fordi vi valgte at få ham på det tidspunkt, vi gjorde. Han ved ikke, det kan være anderledes og er sikkert også ligeglad, for han har det jo godt, som det er nu.

I det hele taget er der heldigvis kommet mere fokus på, at karrierekvinder også sagtens kan være mødre. Og hvor børnene førhen var med i vaskekælderen er de nu med til møder – og i dit tilfælde – træningslejre. Hvordan har det været, at Tobias har været så stor en del af din karriere også? Er han på en måde din største opbakning, samtidig med at han er den største tidsrøver?

Han er helt sikkert en stor opbakning på flere måder. Han er jo ligeglad med om jeg løber godt eller dårligt. Ubevidst holder han mig ret virkelighedsnær og det giver ikke mening at tænke i milligram koffeinindtag eller træningsplaner – hvis han står der med 40 i feber.

Jeg tror faktisk, det er meget sundt at have et andet fokus end kun sin træning engang imellem – mange elitesports- udøvere overgør måske det hele lidt og træner næsten for meget. Og det har jo aldrig gået bedre for mig, end det har gjort efter jeg har fået min søn. Og han har ikke været et barn, der bare kunne være med alle steder, men vi har klaret det alligevel.

Man kan på mange områder sige, at du er langtidsplanlægger, da du som 15-årig planlagde, at du ville have dit første barn efter OL i 2012. Allerede her fastslog du altså, at du både ville nå OL samt stifte en familie i slutningen af dine tyvere. Hvad har du planlagt for de næste 15 år?

Det var lidt som om, at planlægning- en gik i stå, efter jeg fik min søn. Nu fortsætter jeg min sportskarriere, og nu kan jeg rent faktisk begynde at tjene penge på den, så det svarer til et rigtigt job, men jeg ved jo aldrig helt, om jeg er købt eller solgt. Jeg kan for eksempel gå hen og få en fibersprængning i morgen. Men jeg bliver ved, til min krop siger stop – man kan sagtens fortsætte til man er midt i trediverne, hvis blot man er i gang. Men når min professionelle sportskarriere stopper, så skal vi have barn nummer to, for min søn skal være storebror.

Du har om nogen bevist, at det i hvert fald ikke ødelægger kroppen at blive gravid. At man sagtens kan genoptræne den. Har du nogle gode træningsråd til kvinder efter en fødsel – også selvom det ikke er OL-træning?

Man skal igen følge sin mavefornemmelse. Var du vant til at træne, før du blev gravid, så ved du, hvor rart det er at røre sig. Jeg tror, det er vigtigt at finde balancen mellem at ligge på sofaen med en chokoladebar og så røre sig lidt. Men det er helt okay at hellige sig sin barsel, synes jeg.

Jeg begyndte så småt allerede 6 uger efter fødslen og løb min første konkurrence 7 måneder efter fødslen. Men jeg trænede ikke så seriøst som før de første 5 måneder, da det hele tiden var Tobias, der kom først. Så jeg trænede kun når det passede ind i hans dagsrytme. Så jeg var faktisk hurtigt i gang, men jeg havde også en elitekarriere, der også skulle passes (modsat de fleste mødre). Jeg vidste, at hvis jeg skulle tilbage på højt niveau, så skulle jeg i gang relativt hurtigt.

Jeg synes, der er kommet en usund tendens med de her supermødre, som skal træne og lægge billeder ud på de sociale medier af baby, der er med i fitnesscentret. Barslen er altså ikke en træningslejr. Jeg mistede for eksempel næring fra min mælk, fordi jeg trænede for meget. Gå hellere en tur med barne-vognen, og rør dig på den måde. Vigtigst af alt, så lyt til din krop. Det er faktisk ikke en synd at holde fri, når du lige har født.

Du er uddannet i ernæring og sundhed. Vil du blive inden for dette område, når din professionelle sportskarriere engang slutter? Og eventuelt indenfor sportens verden? Hvad ville et drømmejob være?

Haha, jeg har i bund og grund ikke lyst til at arbejde. Men det skal jeg jo selvfølgelig. Selvom det ikke direkte er det, jeg har uddannet mig indenfor, så kunne jeg godt tænke mig at arbejde som kostvej- leder inden for specialpædagogik. Jeg synes det er spændende at se, hvordan en sund kost, kan hjælpe udsatte børn til en bedre tilværelse.