Urtete fremfor morgenkaffe
Te lavet med urter fremfor teblade siges at have mange fordele for sundheden og sygdomme. Urtete kan med fordel erstatte flere kopper kaffe i løbet af en dag samt bidrage positivt til væskebalancen.
Te er en hverdagsdrik i mange kulturer. Danmark er derimod en nation af kaffedrikkere, mens nogle få foretrækker te. Urtete har for mange et image af noget fortid fra 70’erne. Men faktisk kan drikken bidrage med en masse nyttigt til helbredet, påstår flere. Desuden er urtete et alternativ til drikke med kalorier og alkohol uden at virke vanddrivende, men tværtimod med højt indhold af antioxidanter.
Der findes sort, grøn, rød og hvid te. Og så er der urtete. Den indeholder ikke opkvikkende koffein og er i virkeligheden ikke te men et miks af forskellige planter, blomster, frugter og urter. Urtete fås med mange smage og har flere fordele.
Her er nogle eksempler:
● Urtete med ingefær og kamille bruges mod ondt i maven, oppustet mave og øvrige problemer med fordøjelsen.
● Urtete med kamille og lavendel bruges mod stress og uro i maven.
● Urtete med honning, citrongræs, kanel, ingefær og rød solhat drikkes mod ondt i halsen og for at få et bedre immunforsvar.
● Urtete med pebermynte, citrongræs, kanel og ingefær drikkes mod forkølelse.
● Urtete med ingefær, kardemomme, eukalyptus, pebermynte og nellike skaffer luft i næsen ved forkølelse.
● Urtete med baldrian, passionsblomst, pebermynte, kamille og kalot siges at kunne fremme en god nattesøvn.
Planter med evner
BRÆNDENÆLDE
siges at virke gigthæmmende og antiinflammatorisk, styrke immunforsvaret, være rig på jern samt styrke hår og negle.
AGERPADDEROKKE
skal virke antiinflammatorisk, dæmpe infektioner, rense nyrerne, hæmme åreforkalkning m.m.
MÆLKEBØTTE
skal også være antiinflammatorisk og gigthæmmende, leverrensende og vanddrivende. Planten siges også at være god for fordøjelsen.
FENNIKELFRØ
skal virke antiinflammatorisk, stimulere fordøjelsen og modvirke oppustethed. Frøene siges også at være beroligende, rige på antioxidanter og rige på kalcium og jern.
ARTISKOK
skal stimulere fordøjelsen, virke gigthæmmende, hjælpe på hovedpine, øge stofskiftet, virke leverrensende og er rig på vitaminer og mineraler.
MYNTE
siges at afhjælpe kvalme, stimulere fordøjelsen og modvirke oppustet mave.
CITRONMELISSE
skal virke beroligende og hæmme søvnbesvær, samt være antiinflammatorisk og hæmmende på virus og gigt. Og så siges den at dæmpe uro i kroppen.
CITRONGRÆS
er stærk og siges at virke både vanddrivende og kunne lindre hovedpine.
Urtete fås i helsekostforretninger, velassorterede supermarkeder, materialister og på nettet. Man kan også finde opskrifter og lave sin egen urtete, men man bør være 100 procent sikker på ikke at forveksle giftige planter.
Kilder: www.fitnessliv.dk,
www.helbredmedmad.dk