Nye dykkerure til sommeren

Selvom sommerferien skal tilbringes inden for landets grænser, er der ingen grund til at gå ned på dykkeruret.
Vandet omkring Danmark er måske ikke det varmeste, men så må man jo kompensere med et cool dykkerur, der gør sig lige godt ved strandbaren som under overfladen. Her får du fire fine nyheder.

 

FET_Dykkerure_D4

 

TAG Heuers damedykker

Er du til rå og sporty dykkerure, men udstyret med et feminint håndled, er TAG Heuers AquaRacer en kollektion med mange muligheder i de små størrelser. Denne her er på 35 mm og kommer med blå skive med struktur, stålkasse og lænke. Det er vandtæt til 300 meter, og med ombord er et præcist quartz-værk, der sikrer, at du ikke behøver tænke på at trække uret op.

TAG Heuer AquaRacer (ref. WBD131D.BA0748). Pris 12.500 kr.

 

FET_Dykkerure_2-j887_1

 

Jaguar i vandet

Jaguar har i år lanceret en helt ny kollektion af dykkerure med vandtæthed til 200 meter og bygget i schweizisk kvalitet. Denne 43,5 mm store model fremstår i en blanding af stål og ‘guld’ og kommer med blå skive, safirglas og skruekrone. Indvendigt ligger det bundsolide og populære ETA 2824-2 automatikværk med dato. 

Jaguar Automatic Diver (ref. J887/1). Pris 6.998 kr.

 

FET_Dykkerure_3-SPB149_b

 

Seiko ser tilbage

Dykkerure har i årtier udgjort rygraden af Seikos mest populære kollektioner. I 1965 lancerede de deres (og Japans) første dykkerur, og for at markere det, har man sendt en 55 års jubilæumsserie på gaden. Heri finder du bl.a. denne smukke Prospex-model, der fremtræder ganske tro mod originalen, men dog med en cool, blågrå skive. Inde i stålkassen ligger værket kaliber 6R35 med 70 timers gangreserve. Uret kommer til Danmark i løbet af sommeren – og kun  hos udvalgte Seiko-forhandlere.

Seiko 1965 Diver’s Modern Re-interpretation 40,5 mm limited edition (5.500 stk.) (ref. SPB149). Pris 10.750 kr.

 

FET_Dykkerure_4-06_superocean-heritage-57-with-a-blue-dial-and-a-brown-vintage-inspired-leather-strap_ref-a10370161c1x1

 

Breitling i retrohumør

Forestil dig en vestvendt strand med store bølger. Mens solen synker, lytter du til Beach Boys og hiver surfbrættet frem til en sidste tur på vandet, inden der skal grilles. På dit håndled sidder Breitling Superocean, og selvom du ikke bekymrer dig om tiden lige nu, holder det nøje øje med sekunderne, der langsomt tikker afsted. 

Breitling sendte sin første udgave af dykkeruret Superocean på markedet i 1957, og dette års spritnye udgave er ikke blot direkte inspireret af dette, men skal ifølge mærket også ses en hyldest til hele periodens sorgløse surferkultur, som den udviklede sig i sunny California i 1950erne. Den viste model er i stål, måler 42 mm og har en smuk, blå skive. Uret er vandtæt til 100 meter og kommer med Breitlings eget og COSC-certificerede urværk kaliber 10.

Breitling Superocean Heritage 57 (ref. A10370161C1X1). Pris 34.300 kr. 

 

Hvad betyder vandtætheden?

Et urs grad af vandtæthed angives i enten meter, bar eller atm. 1 bar svarer til et atmosfærisk tryk på 1, og for hver 10 meter, du bevæger dig ned under overfladen, stiger trykket med 1 bar. Står der 10 bar / 10 atm. / 100 meter på dit ur, er det den nederste grænse for, hvad man kan tillade sig at kalde et dykkerur. For de 100 meter betyder ikke, at du kan smide uret ned på 100 meters dybde og være
sikker på at det holder vand –
det er blot et udtryk for, at det i et trykkammer er testet til de 10 atmosfærers tryk. I praksis svarer 10 bar / 10 atm. / 100 meters vandtæthed blot til, at du kan tage uret med i bad eller svømme i overfladen med det. Står der 20 bar / 20 atm. / 200 meter på uret, kan du roligt svømme og snorkle med det. Og står der 30 bar / 30 atm. / 300 meter, er det klar til en rigtig dykkertur med ilt og udstyr.

Og husk: 

Et urs vandtæthed afgøres i høj grad af den gummimembran, der er lagt ind i kassen, og den holder ikke evigt – så hvis dit ur er nogle år gammelt, bør du altid få det tryktestet hos en urmager, inden du tager det med i vandet.