Japan fortsætter med at levere ure i god kvalitet

Konichiwa!

Japans urhistorie er måske ikke helt så lang som den europæiske, men til gengæld har de tre største urmærker i høj grad været med til at påvirke udviklingen de sidste 50 år – og de fortsætter med at levere lækre produkter.

Seiko i 140 år
Seiko begyndte at fremstille ure helt tilbage i 1881, og det fejrede man sidste efterår bl.a. ved at lancere disse to Ginza-modeller – opkaldt efter det energiske distrikt i Tokyo, hvor det hele startede. Det var nemlig i Ginza, at den blot 21-årige Kintaro Hattori åbnede sin urmagerbutik, og selvom der er løbet ualmindeligt meget vand i åen siden, så ligger hovedkontoret stadig i denne del af byen. De to modeller er fra hhv. Prospex- og Presage-kollektionen, men begge er blevet udstyret med en skive, der er direkte inspireret af de traditionelle, brostensbelagte gader i Ginza. Den blågrå tone er valgt for at gengive udtrykket i den moderne arkitektur i bydelen, der domineres af stål og glas. I begge tilfælde er sekundviseren udført i en traditionel japansk farve opkaldt efter Komparu-gaden, hvor Ginzas natteliv engang var centreret.

Uret til venstre:
Seiko Prospex 1959 Alpinist (ref. SPB259) med kaliber 6R35 med 70 timers gangreserve. Diameter 38 mm, tykkelse 12,9 mm. Limiteret til 3.500 stk. Pris 5.950 kr.

Uret til højre:
Seiko Presage (ref. SSA445) med kaliber 4R39 med 41 timers gangreserve. Diameter 40,8 mm, tykkelse: 12,8 mm. Limiteret til 4.000 stk. Pris 4.795 kr.

 

Citizen så lyset i 1976

Citizen har siden sin start for mere end 100 år siden haft som mål at producere ure af høj kvalitet, både håndværks- og designmæssigt, og ikke mindst til en pris hvor alle kan være med. Deraf kommer faktisk selve navnet Citizen, som blev givet af Tokyos daværende borgmester, fordi firmaet producerede høj kvalitet til en pris, der gjorde deres produkter tilgængelige for Tokyos almindelige borgere (‘citizen’ på engelsk).

I 1976 udviklede Citizen verdens første analoge armbåndsur drevet udelukkende ved hjælp af lys. Teknologien blev døbt Citizen Eco-drive og går i al sin enkelhed ud på, at uret får al sin energi, fra det lys der omgiver os. Teknologien er så effektiv, at du kan gemme et fuldt opladet ur i en mørk skuffe i op til et halvt år – og det vil stadig gå præcist, når du finder det frem igen. Samtidig slipper du for at tænke på at skifte batterier. Og i en tid, hvor bæredygtighed fylder mere og mere, er Eco-drive mere aktuelt end nogensinde før.

Den viste model måler 43 mm og udført i stål og rosaforgyldt stål med safirglas. Det drives af et quartz-værk, der har indbygget radiokontrolleret korrektion. Og så får du desuden datovisning, 24-timers visning, chronograph, evighedskalender, verdenstid og indikation af gangreserve.

Citizen Eco-Drive Radio Controlled (ref. CB5886-58H). Pris 5.495 kr.

Casio kampklar med G-Shock

Casio blev født i tiden efter 2. verdenskrig som producent af alskens elektronik, og i 1974 lancerede brandet så sit første digitale armbåndsur. Det er dog G-Shock-kollektionen fra 1983, der for alvor har skrevet Casio ind i urhistorien. Det særlige ved modellen er den utrolige hårdførhed, der gør det i stand til at tåle alle de tænkelige (og utænkelige) tæsk, et ur modtager i sit liv. Her små 40 år efter lanceringen lever kollektionen i bedste velgående, og sidste år sendtes denne elegante Full Metal-udgave på banen. Hvor de oprindelige modeller var i plast/resin, har Casio de senere år leget lidt med specialudgaver i stål, og denne flerfarvede version kan nok sætte kulør på håndleddet med sine lilla og blå toner. Modellen har allerede fået kælenavnet ‘Twilight Tokyo’ pga. de fine farver, der minder om stemningen i Shinjuku-distriktet i Tokyo, der er kendt for overfloden af neonreklamer. Uret har bl.a. indbygget lys, alarm, stopur, worldtimer og mulighed for at kommunikere med din smartphone via Bluetooth. Og du behøver ikke tænke på batteriet, for det lader sig op via lys.

Casio G-Shock Full Metal (ref. GMW-B5000PB-6ER). Pris 5.899 kr.