Her taler vi hinanden op
Jeg hørte denne sætning første gang under en introduktion af Oure Idrætshøjskole for få dage siden. Min 14-årige datter, Freja, starter på Oure efter sommerferien på det, der hedder ”Board sport”.
Instruktøren forklarede, at man på ”Board sport” kommer til at bruge meget tid på at blive våde, kolde og trætte, så derfor er det vigtigt, at vi altid taler hinanden op.
Jeg tænkte straks, at det måtte jeg skrive om i mit næste indlæg i Liebhaverboligen.
Hvis ikke os, hvem så?
Som jeg skrev om for nogle måneder siden, er vi blandt den mest privilegerede promille af alle mennesker på kloden, så det burde egentlig ikke være så svært at finde noget at tale hinanden, vores liv og os selv op over.
Vi har vel, ret beset, stort set alt og ofte flere af slagsen, vi har uanede muligheder, og så har vi ikke ret mange reelle bekymringer, så alt i alt går det vist meget godt.
Det modsatte af brok
At tale sig selv, andre eller hinanden op er vel det modsatte af brok, som ofte handler om at tale nogen, noget eller sig selv ned, og det var nok det, instruktøren fra Oure ville komme i forkøbet.
Forår, så bliver det da ikke bedre
I skrivende stund er det den 23. februar. Solen skinner udenfor, himmelen er blå og foråret starter ifølge kalenderen om en uge, så når du læser dette, er vi allerede et stykke inde i årets første forårsmåned.
Derfor synes jeg bare, at vi alle skal tale marts måned op, ikke et ord om nedbørsrekorder, nattefrost og is på ruderne, nej lad os tale om, at dagene bliver længere, det fantastiske forårslys og dage med temperaturer tæt på 15 grader.
Lad os tale vores elskede forår op og ikke ned.
Seks fantastiske måneder forude
Eftersom Danmark ikke er et land i Afrika, kan vi ikke regne med, at solen skinner de næste seks måneder, vi kan ikke engang håbe på, at den skinner hver anden eller tredje dag, men den vil helt sikkert skinne mere, end den har gjort de sidste seks måneder, og hvis der er noget om ordsproget ”når man taler om solen, så viser den sig”, ja så er det da bare om, at vi også TALER SOLEN OG VEJRET OP.
Jeg vil ønske jer et fantastisk forår.
Ole Wessung
Ole Wessung er kiropraktor og indehaver af sundhedsklinikken 3600 Sundhed i Rungsted.