Helena Christensens beauty tips
“Jeg sætter ikke begrænsninger for mig selv i mit liv”
Helena Christensen er ikke alene en af verdens største supermodeller og Danmarks smukkeste kvinde. Hun er også indbegrebet af livsnyderen, der forstår at holde balance i livet, lytte til sin intuition, give sig hen til naturen og at være en nysgerrig opdagelsesrejsende ind i skønhedens verden. Her fortæller N’AGEs skønhedsambassadør om sit syn på levet liv, skønhedsidealer og den der helt særligt ansigtsbehandling, hun har anbefalet til alle sine veninder…
Hvad er hemmeligheden bag dit smukke udseende?
Jeg tror, at alle oplever hinandens ydre helt forskelligt, så i nogens øjne er vi smukke, i andres interessante. Alle ligner jo en blanding af deres forældre; jeg har altid været meget taknemmelig for, at det i mit tilfælde betød noget skandinavisk og noget sydamerikansk. Nærmest en blanding af viking og inka. Og så passer jeg godt på mig selv, træner, er fysisk aktiv og plejer min hud.
Har du altid hvilet i dig selv?
Det kan godt være, at jeg giver indtryk af, at jeg hviler i mig selv, men indeni er der for det meste et lille kaos i gang. Min hjerne arbejder altid på højtryk, fordi jeg føler meget og oplever alt på en ret intens måde. Det ser jeg nu som en gave, mere end en byrde.
Hvilke skønhedsrutiner har du altid haft?
Jeg har aldrig haft en decideret skønhedsrutine. Jeg elsker produkter, og jeg kan godt lide når min hud er gennemfugtet. Og så er jeg vild med masker, som jeg putter i ansigtet, når jeg arbejder hjemmefra eller gør rent. Jeg bader udenfor året rundt, og jeg blander tit kaffegrums og kokosnødolie, som jeg så tager med ned til floden eller havet, og skrubber mig godt ind for derefter at synke ned i det kolde vand.
Hvilke er kommet til?
Det er skønt med alle de nye metoder, der er kommet til, for at vi kan opnå en fin og opstrammet hud, for eksempel Ultherapy, der gør en synlig forskel.
Hvad er din guilty pleasure?
Der er egentlig ikke nogen af mine pleasures, der er guilty. Jeg sætter ikke begrænsninger for mig selv i mit liv. Jeg spiser, hvad jeg har lyst til, nyder vin når jeg har lyst til det, og jeg kaster mig ud i alle mulige interessante situationer, når jeg føler for det. Så længe jeg holder mig fysisk stærk og mentalt sund, er jeg godt rustet til at nyde livet på alle tænkelige måder.
Hvilke motionsformer sværger du til og hvor ofte træner du?
Jeg styrke- og boksetræner cirka tre gange om ugen, og når jeg er nordpå i weekenderne, hiker eller sprinter jeg med min hund. Om sommeren svømmer jeg, så meget jeg kan i floden eller i havet.
Har du altid kunnet spise, lige hvad du ville?
Jeg har altid spist præcis, hvad jeg har haft lyst. Og netop derfor, har jeg også altid holdt mig aktiv, for jeg insisterer på at kunne nyde min mad. Men det var først i en alder af 35 år, at jeg begyndte på intens boksetræning. Jeg har aldrig været vild med at træne i et fitnesscenter, så jeg var virkelig lettet over at finde en træningsmetode, der var både fysisk og mentalt intens. Boksning er benhårdt og foregår i svedige kælderrum – det er lige mig at træne på den måde.
Får du dine otte timers søvn hver dag, eller …?
Det er sjældent. Jeg ville egentlig ønske, at jeg gjorde det hver nat, men jeg kan godt lide at være sent oppe, og min hjerne vækker mig tidligt. Til gengæld elsker jeg min seng, og bliver som regel liggende et stykke tid i den, efter jeg er vågnet.
Følg mavefornemmelsen, hold dig aktiv og husk den røde læbestift
Helena Christensen har været en travl og beundret kvinde og efterspurgt model siden hun var ganske ung. Hun har set trends komme og gå, skønhedsidealer ændre sig, og været vidne til modens mange luner – og har formået at forblive relevant i alle årene. Vi spurgte den danskperuvianske skønhed hvilke erfaringer, hun har gjort sig over årene.
Hvad har livet lært dig?
Det er egentligt svært at vide, hvad livet lærer dig, fordi du bliver ved med at have spørgsmål som aldrig bliver besvaret. De store fundamentale spørgsmål om, hvad det hele egentligt er til for. Og jeg bliver ved med at ændre mening om mange ting. Måske er det netop det, vi bør lære: at det er i de små glæder, i øjeblikket vi finder rigdom, og at alle gennemgår perioder med sorg og mørke – og at det ikke nødvendigvis lærer dig noget, eller gør dig stærkere, men at det bare er sådan livet er.
Hvilket råd ville du gerne give til dig selv, da du var teenager?
Jeg ville sige: “Bare følg din mavefornemmelse hele vejen igennem!”. Og det er lige præcis det. jeg har gjort
Hvilke råd ville du gerne give til nutidens unge?
Ikke nogen… for når du er helt ung, handler du ud fra øjeblikkets inspiration, og det er netop det, der er så skønt ved den alder. Det sikrer en masse euforiske, intense og komplekse oplevelser. Og det er netop på dét tidspunkt i livet, at vi er helt frie til at føle alle de modsatrettede følelser – på samme tid og uden formaninger.
Hvad er dine bedst tips til at føle sig smuk?
Når jeg omgiver mig med natur og får masser af søvn, føler jeg mig som den bedste version af mig selv. Og så virker en smuk rød læbestift oven i hatten altid.
Hvor og hvornår føler du dig selv mest smuk?
Det er om sommeren, når jeg har været ved havet hele dagen, og har saltvand i håret og sol på kinderne.
Hvordan har skønhedsidealet udviklet sig, i de år du har arbejdet som model?
Jeg føler at alting går i cirkler, så uanset hvilke nye idealer der kommer til, så vender man altid tilbage til det, der var før. Og det skyldes netop, at der ikke er ét decideret skønhedsideal i den verden vi lever i – der er heldigvis rigtigt mange.
Hvilke designere har du følt dig mest set og forstået af?
Der er rigtig mange, jeg har elsket at arbejde med. Men de største oplevelser fik jeg nok i de fine gamle designhuse, hvor fantastiske kreationer blev skabt på ens egen krop såsom hos Chanel, Valentino, Dior, Versace, Galliano… listen er lang.
Fik du et nyt syn på din krop og skønhed efter, at du blev mor?
Egentligt ikke. Jeg synes, at gravide kvinder er smukke, men mit syn ændrede sig ikke på krop og skønhed, efter jeg fik min søn. Det var en fantastisk og surrealistisk oplevelse hele processen, men på forunderlig vis, så glemmer du ret hurtigt, at du lige var enorm og havde et lille menneske inden i dig. Du lever fuldstændigt i øjeblikket med dit lille nye barn.
“Det gode ved ansigtsbehandlingerne her hos N’Age er, at de kun bliver bedre og mere effektfulde over tid.”
Selvom Helena Christensen har en international karriere og fast bopæl i New York, har hun opdaget at en af verdens bedste steder at få skønhedsbehandlinger er i hjertet af København. Men hvad har fået en supermodel til at lægge vejen fast forbi Kgs. Nytorv? Det har vi fået åbenhjertige svar på fra Helena selv.
Hvorfor har du valgt at få behandlinger hos N’Age?
Jeg opdagede N’Age gennem et samarbejde om en kampagne. Det har været fantastisk at opleve deres behandlinger på min egen hud. Det er interessant at følge resultaterne på nært hold, og finde ud af, at der er så mange forskellige metoder, hvorpå man kan genoprette spændstighed og få mere glød i sit ansigt.
Hvilke behandlinger sværger du til – og hvorfor?
Jeg har prøvet Ultherapy et par gange, og jeg kan både mærke og se, at det har gjort en tydelig forskel. Da jeg samtidig passer godt på min hud, renser, fugter, skrubber og bruger masker jævnligt, så bliver det virkeligt en vindende kombination.
Er der nogen behandlinger du aldrig ville få?
Det er ikke noget, som jeg rigtig tænker over. Hvis der er et eller andet, som jeg synes lyder interessant og har lyst til at prøve, så gør jeg det. Det gode ved ansigtsbehandlingerne her hos N’Age, at de kun bliver bedre og mere effektfulde over tid.
Du er jo kendt som en “naturlig” skønhed – er du nervøs, når du overgiver dig til en behandler?
Det er netop det, jeg elsker ved N’Age: De behandlinger, som jeg har prøvet indtil videre, har ikke været særligt invasive, så jeg føler mig meget tryg. Jeg får altid en hyggelig sludder med pigerne inden behandling, og så glæder mig bare til at se resultatet.
Hvad er det vigtigste for dig, når du skal have lavet en kosmetisk behandling?
Jeg går efter de behandlinger, der på kort tid giver et stort resultat. Og når man først har fundet en dygtig behandler, så er det bare om at holde godt fast. Det har jeg heldigvis her hos N’Age.
Hvordan var forløbet med din Ultherapy-behandling, og hvordan har du oplevet resultatet?
Det er ikke helt smertefrit, men det er bestemt det hele værd. Følelsen af at huden har fået et løft og en opstramning, gør dig glad og frisk at se på.
Hvad kan du godt lide med Ultherapy-behandlingen?
Du ser en lille forskel efter behandling, og den bliver kun mere og mere synlig med tiden. Det er jo ganske rart at vågne op hver dag, og så bare se en smule bedre ud. Fra to til seks måneder kan man virkelig se forandring i huden, og så kommer komplimenterne helt af sig selv, og det er jo heller ikke sådan at kimse af.
Hvilke behandlinger ville du anbefale til din bedste veninde?
Jeg har allerede anbefalet Ultherapy til en del veninder; og jeg ved, at de også er blevet glade for behandlingerne.
Mine bedste skønhedstips – Helena Christensen deler sine hemmeligheder:
– Jeg elsker en sund hudplejerutine, der omfatter: ansigtsscrub, toner, serum eller olie og så en god ansigtscreme.
– Jeg husker at give hele min krop en jævnlig scrub, så huden forbliver fin, blød og varm – og så hopper jeg i koldt vand lige så ofte, som jeg kan slippe afsted med det.
– Rød læbestift og en 60’er eyeliner sætter altid prikken over i’et i et ethvert look.
Besøg websted: https://nage.dk/