Forfatterens fem favoritter

Forfatterens fem favoritter

Forfatter Sara Blædel er aktuel med krimien SÅR – en opfølger til bestselleren Opløst om det fynske politimakkerpar Liam Stark og Dea Torp, der kommer på lidt af en opgave, da et lig med lågeformede sår skåret ind i huden forbindes til en forsvundet ung pige. Her deler forfatteren fem sommerfavoritter.

Favorit sommerdrink?

Mens mange har blikket stift rettet mod Aperol Spritz, Vermouth Orange og Negroni, holder jeg fast i den gode, gamle Kir. Jeg elsker (stadig) den klassiske drink, som jeg lærte at kende, da jeg stod i lære som tjener på hotel Plaza i begyndelsen af 80’erne. Kir har været drukket i Bourgogne i århundreder, og jeg har ladet mig fortælle, at navnet stammer fra en præst og borgmester i Dijon, ’hovedstaden’ i regionen Bourgogne. Min go to-opskrift er 1 del creme de casis (solbærlikør) til 4 dele hvidvin. Hvis det skal være helt korrekt, skal hvidvinen være en Bourgogne Aligoté. Det går jeg nu ikke så meget op i, det vigtige er, at det er en hvidvin med god syre, som giver modspil til den søde solbærlikør. Kir kan både nydes som en aperitif før en sommermiddag, men dur også fint til at tage med ned på stranden og nyde solnedgangen.

Favorit sommermad

For mig er sommermad lig med fjordrejer, og jeg er ikke det mindste afskrækket fra at skulle pille dem selv. Ja, det tager tid, men det er hele umagen værd og med en god flaske på bordet, er det ingen sag. Det er en sommeraktivitet jeg har med mig fra mit barndomshjem, og som jeg stolt fører videre sammen med min søn, Adam. Dengang mine forældre levede, var min mor og jeg klart de hurtigste til pillearbejdet, men vi kom alligevel i mål samtidig, fordi min far bildte os ind, at man sagtens kunne spise dem med skjoldet på. Som regel forbarmede vi os over ham og delte den pillede portion i tre, så vi hver fik en dejlig mad – uden knas. Jeg går meget op i, at den skal være med friskkværnet peber, og jeg har flere peberkværne med forskellige typer af peber til formålet. Brødet skal først og fremmest være godt og uden skorper og en hjemmerørt mayo skader heller ikke. Velbekomme.

Bøgerne, jeg skal læse

Jeg elsker Taylor Jenkins Reids forfatterskab, jeg ryger simpelthen lige igennem hendes bøger. For nyligt udkom de to nyeste Malibu i flammer og Carrie Soto vender tilbage, der fuldender hendes kvartet om fire kvinder i fire karrierer i fire årtier. Den første Evelyn Hugos syv ægtemænd, handler om en fascinerende diva i 60’ernes Hollywood med et turbulent privatliv og store skuespilambitioner, Daisy Jones & The Six om en talentfuld sangerinde på 70’ernes rockscene, Malibu i flammer om en 80’erenes supermodel, der kæmper for at leve med være sin berømte croonerfars datter, og Carrie Soto vender tilbage, om en tennisspiller, der samler ketsjeren op igen for at tilbageerobre sin legendariske status på 90’ernes tennisbaner. Jeg interesserer mig ikke en dyt for tennis, men jeg blev suget lige ind i det der kompetitive miljø, romanen udspiller sig i. Det, Taylor Jenkins Reid kan, er at skabe mangefacetterede kvindelige karakterer, som ikke er ubetingede likable, men som får lov at være fulde og hele mennesker: ambitiøse, talentfulde, frustrerede og frustrerende, charmerende, udspekulerede, sexede, utiltalende. Jeg synes sgu, hun er god!

En krimi skal jeg da også læse – og til ferien har jeg specifikt gemt Joël Dickers Alaska Sanders sagen. Det er en ordentlig moppedreng, og jeg glæder mig til at dykke ned i den.

Sommerforkælelse

Sommeren kan godt være en barsk omgang for håret med sol og saltvand, men nu har jeg endelig fundet det vildeste luksus treat, der er som en vitaminpille til håret. Det er min frisør hos Creademic i Bredgade, Kira og hendes forretningspartner Mark, der sammen har skabt hårplejeserien ’Maginista’, som er fyldt med ekstremt potente ingredienser. De fleste af os går op i om det er den ene eller anden creme eller serum, vi smører på huden, men vil vi have smukt hår, skal vi have fokus på hårbunden. Det er den, vi skal vaske og pleje – ikke længderne. Jeg har et ret vildt garn, og når man har det, vil det gerne bede om god pleje. Jeg er særligt glad for deres shampoo, balsam, hårmaske og en saltvandsspray, der holder formen på håret. Det dufter alt sammen vidunderligt, og giver håret sådan en særlig bounce og elasticitet. Vil du også give dit hår lidt kærlighed, kan du kvit og frit komme ind og få et godt (hovedbunds)råd eller booke tid i deres atelier i Bredgade, hvor de kigger dig dybt i hovedbunden, pakker dig ind i cashmere og lærer dig, hvordan du skal tage dig bedst af lige netop dit hår.

Bedste sommerudflugt

Ingen sommer uden en udflugt til Tegners Museum og Skulpturpark i Dronningmølle. Rudolph Tegner var en dansk billedhugger (f. 1873-1950), som nok er bedst kendt for skulpturen ’Mod Lyset’, der står ved Rigshospitalet på hjørnet af Blegdamsvej og Tagensvej i København. I 1916 købte han området ’Rusland’ mellem Gilleleje og Hornbæk. 34 tønder land, hvor han som det første stillede bronzeskulpturen ’Kong Ødipus og Antigone’, og som med tiden voksede til både et museum og en skulpturpark. Parken er stor og vidunderlig på alle årstider, men om sommeren kan man pakke en picnickurv, og jeg elsker at sidde der midt i den rå natur, omkranset af de kolossale skulpturer.