At være eller ikke at være

At være politiker er ingen komedie. Ikke at være, den rene tragedie. Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) føler sig som en heldig kartoffel. Hun er en erfaren politiker med et langt liv i dansk politik bag sig. Og foran sig. Hvis hun vil, og hvis tilliden, som kræves, fortsætter med at være til stede i det betroede erhverv som folkevalgt politiker. For det kræver et ædelt sind at tåle den vilde skæbnes pileskud og stenkast.

Jeg skal tale med landets indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V). Det ser jeg frem til, men da jeg ankommer til Slotsholmen 10, overvældes jeg af en mærkbar tristesse. Det går op for mig, at sidste gang jeg befandt mig på matriklen, var da jeg var på vej ind til en snak med den nu afdøde Søren Pape Poulsen i Justitsministeriet oppe på 3. sal. Hans abrupte bortgang gør ondt, kan jeg mærke. Som prins Hamlet på Kronborg har Pape Poulsen, som en kronprins på Christiansborg, forladt verdenen og efterladt et land og et politisk landskab i chok. Så med shakespeareske toner af tragedie i mit sind, trænger spørgsmålet om at være eller ikke at være sig på i mine tanker, mens jeg tager plads på ministerkontoret.

Det sætter unægtelig livet i perspektiv. Der bliver sat en tyk streg under, at man skal huske at leve, mens man har livet. Det er vi på tragisk vis blevet mindet om<, siger Sophie Løhde om tabet af Søren Pape Poulsen. Der er jo ingen tvivl om, at det kom som et chok for alle. I starten var det svært at begribe, at det overhovedet var sandt. Hans navn hænger stadig ved hans dør. Det er så uvirkeligt, at han ikke er her. Der er ingen tvivl om, at det har berørt ikke bare mig men alle på Christiansborg. Søren var, udover at være en partileder, et menneske, som var meget let at tale med. Et menneske, som man hurtigt faldt i godt selskab med og kunne tale med mange ting om. Også ting, der overhovedet ikke handlede om politik. Han havde en egenskab at kunne favne og samle på tværs af partierne på Christiansborg. Det er tabet af mere end en kollega.

Sophie Løhde om Søren Pape Poulsens død:

”Det er så uvirkeligt, at han ikke er her”

Jeg sad jo i regering med ham i 2016-2019, så vi har tilbragt meget tid sammen i regeringssamarbejde. Han var bare en person, som man havde stor respekt for og godt kunne lide at være sammen med. Han var decideret godt selskab, og det er jo en vigtig egenskab at have – ikke bare som politiker men som menneske. Det er også derfor, det har berørt så mange, som det har gjort på Christiansborg. Alle har nok følt, at selvom man måske ikke var helt tæt på ham, kendte man ham alligevel lidt.

Work Life Balance blot en drøm

At dø, at sove. At sove, måske drømme. Shakespeare sidder på min skulder og hvisker mig i øret om livets dilemmaer i en balancegang på kanten af afgrunden. Nutidens hektiske travlhed kræver ofre – og refleksion. Work Life Balance. I den ideelle verden holder man fri, når man har fri. Man parkerer arbejdet, mens man nyder sig selv og familien og tiden hjemme. I den ideelle verden. Jeg italesætter den iboende stress, der tilsyneladende ånder i arbejdsmiljøet på Borgen, hvor Work Life Balance-konceptet lader til at være blot en drøm. Sundhedsministeren bekræfter mine tanker om det stressbetonede landskab.

Dansk politik er forbundet med et højt niveau af stress. Ingen tvivl om det. At sidde i regering betyder lange og hårde arbejdsdage i et hårdt politisk miljø. Snakken om et meget stressende arbejdsmiljø på Christiansborg, og i dansk politik generelt, har jo været i gang, da flere fremtrædende politikere har været gået ned med stress. Alex Vanopslagh, Jakob Ellemann, Ida Auken; sygemeldinger, der har været forårsaget af stress. Og hele diskussionen om, hvordan vi kan indrette et bedre arbejdsmiljø, er på alle måder relevant.

”Jeg kan godt forstå, hvis mange er skræmt væk fra at engagere sig i politik – ofte ser man i medierne kun alle de negative sider”

 .Men en af de ting, der gør, at vi kan udholde et så hårdt arbejdsmiljø, og som ikke er synligt for andre, er, at vi også har det godt sammen os politikere – også på tværs af partierne. En særlig dansk værdi, som man ikke ser i ret mange andre lande, er, at vi kan gå ud og spise sammen eller sidde og hygge sig sammen med en fra den modsatte fløj. Og derfor, hvis vi bliver bedre til at tage noget af det med os ind i den måde, vi samarbejder på, at vi også har det godt med hinanden som mennesker, vil vi ikke bare gøre arbejdsvilkårene bedre men måske også være med til at vise omverdenen, at politik også er bedre end sit rygte. Jeg kan godt forstå, hvis mange er skræmt væk fra at engagere sig i politik – ofte ser man i medierne kun alle de negative sider. Men der er altså også en masse fantastiske ting, som ikke får så meget plads, men som er en del af fortællingen om at være i politik både som kommunal- eller landspolitiker.

Aldrig alene

Der skænkes kaffe og te og åbnes mini chokolader. Jeg kigger på væggen, hvor den danske kunstmaler Katrine Ærtebjergs værk Forvandling, forsvinding pryder Løhdes ministerkontor. Motivet er en siddende kvinde, der holder på en gren med gnavere; alt fra odder til hare og mår og rotte. Men også fugle. Sophie Løhde siger, at hun af de dyr, der ses på billedet, nok bedst identificerer sig med den frie fugl.

Jeg synes Katrine Ærtebjerg er helt fantastisk dygtig. Første gang jeg stiftede bekendtskab med værket var, da jeg sad som innovationsminister ovre i Finansministeriet, hvor vi fik lov til at låne det fra Statens Museum for Kunst sammen med et andet meget smukt værk af Ærtebjerg, Hun var aldrig alene. Udover at det var smukt, syntes jeg, det var sjovt at have hængende på ministerkontoret, da man som minister aldrig er alene – selvom man godt nok føler sig meget alene meget ofte.

Hvorfor føler man sig ofte alene som minister?

Fordi det i sidste ende er dig, der træffer beslutningerne. Og jeg er den ærekære type, der står op for mit ansvar fremfor at skyde skylden på alle andre. Du påtager du dig et stort ansvar for godt og dårligt. Nogle gange er der nødvendigvis ikke gode beslutninger men et valg mellem to dårlige, hvor det gælder om at finde den mindst ringe. Så det særlige ansvar, man har som minister, gør, at man kan føle sig meget alene, selvom man er omgivet af mennesker.

Så alene men ikke ensom?

“Netop”

Føler man sig svag i følelsen af at stå alene?

Nej, det gør jeg ikke.

Der er vel heller ikke plads til at være svag?

Nej. Politik er jo også magt. Og bliver magten ikke udfyldt af dig, bliver den udfyldt af andre. Når man er med i en regering, har man jo et ansvar for at udfylde magten. Jeg er den type minister, som ikke bare sidder her på Slotsholmen. Jeg sætter en stor ære i at være ude hos dem, som det hele drejer sig om; patienterne og de mange dygtige ansatte i vores fantastiske sundhedsvæsen – som i øvrigt er bedre end sit rygte.

”Tænk at være så heldig en kartoffel at være minister for det. Det er da det ultimative privilegium”

Masser af ting kan blive bedre, men grundlæggende har vi et fantastisk sundhedsvæsen i Danmark. Det inspirerer mig i mit arbejde at være ude på besøg; at være åben og lyttende, at blive belastet med viden i den bedste mening, værdsætter jeg meget højt. Og jeg ser det som en vigtig del af det at kunne arbejde politisk. Jeg har altid brændt for sundhed og har oparbejdet en meget stor viden omkring vores sundhedsvæsen. Tænk at være så heldig en kartoffel at være minister for det. Det er da det ultimative privilegium.

Beskedenhedens dygtighed

Den 40-årig Venstre-politiker kommer af en familie, der har været engageret lokalpolitisk. Og det har fyldt meget, siger hun. Det at være med til at tage ansvar for at lave tingene om, hvis man ikke var tilfreds, har præget Sophie Løhdes opvækst. Hamlet brøler i mit baghoved; bukker vi under, når vi konfronteres med skæbnes spydigheder, eller ruster vi os, bevæbnet med mod, mens vi beslutter at bekæmpe de plagefyldte oceaner af uretfærdigheder med strategisk snilde. Løhde lader til at have gjort det sidste.

Jeg kan huske, at mine forældre, som led i min opdragelse sagde, at hvis du er utilfreds med tingene, må du blande dig og gøre noget ved det i stedet for bare at sidde og brokke dig. Men jeg havde aldrig forestillet mig at skulle være i politik. Når jeg siger det, tænker mange, at den må jeg længere ud på landet med. Men helt ærlig; da jeg – og nu tænker jeg i forhold til Folketinget – stillede op, var der jo ingen, der troede på, at jeg vandt. Jeg stillede selvfølgelig op, fordi jeg troede på mig selv og troede på, at jeg havde en chance. Det var der godt nok ikke mange andre, der troede. Men jeg har aldrig lagt en eller anden køreplan for at være i politik i x eller y antal år. Derfor har jeg heller ingen planer for, hvor jeg længe jeg skal være i politik.

”Det handler om at have følelsen af at være hunden, der har fået færten af noget, du ikke kan slippe”

Måske er jeg involveret i politik om fem år. Men om jeg virkelig er det, ved jeg ikke. Jeg kan huske, da min mor valgte at stoppe i politik (Karin Løhde, tidl. borgmester i Birkerød, red.), tænkte jeg; hvorfor stopper du, mor? Midt i en periode? Hun fortalte, at hvis du en dag kan mærke, at det ekstra gear, du får af at være med i politik – også på de sure dage, hvor det hele er træls – forsvinder, så gælder det om at komme hurtig væk og lave noget andet. Ellers bliver man bare en bitter type i politik. Det handler om at have følelsen af at være hunden, der har fået færten af noget, du ikke kan slippe. Kan du ikke længere stå lystbetonet op om morgenen, og ser du det hele mere som en tung pligt end et betroet erhverv, som du brænder for, så tror jeg, det er et alvorligt vink med en vognstang om, at man bør lave noget andet end politik.

 En lortedag i Løhdes hverdag er..?

Jeg fornemmer, at Sophie Løhde elsker sit arbejde. Hun lever det. Derfor bliver jeg nysgerrig på, hvordan en såkaldt lortedag ser ud for en succesfuld politiker som Løhde.

Vækkeuret ringer før kl. 05:00 efter at være kommet hjem over midnat dagen før. Jeg tager på arbejde, hvor hele dagen går med proces i dansk politik; hvor det handler om at mundhugges uden at gøre en forskel, svare på spørgsmål uden at forandre eller forbedre noget, men hvor det udelukkende handler om at stikke hinanden politisk. Det synes jeg er en dårlig dag. Politik går desværre nogle gange lidt langsomt, og jeg er et forholdsvis utålmodigt menneske. Det kan godt være svært for mig, når jeg skal indstille mig på, at der er lang vej fra man træffer en beslutning til forandringen sker. Det synes jeg er svært i politik.

 Hvad gør et utålmodigt menneske som dig så?

Så går jeg i haven og slår græs. Der kan man virkelig se, at man gør en forskel. Jeg vender mig bare om og ser på sporet fra græsslåmaskinen. Jeg elsker at gå i haven. Jord under negle kan på mange måder gøre gode ting.

”Politik går desværre nogle gange lidt langsomt, og jeg er et forholdsvis utålmodigt menneske”

Men der er også de dårlige dage, hvor der sker uventede ting, som meget pludseligt ændrer dagsordenen, hvor alt, hvad du havde tænkt, at dagen skulle gå med, må tilsidesættes for at prioritere noget andet. Det sker meget ofte, at den altid tætpakkede kalender må ændres i løbet af dagen, fordi der dukker noget op, der skal håndteres på en eller anden måde. Som da DR afslørede kræftskandalen på Aarhus Universitetshospital. Det var ikke bare en lille mediehistorie. Der var noget grueligt galt, hvilket gjorde, at vi pludselig måtte beskæftige os meget indgående med udfordringer på kræftområdet, selvom vi troede, at det var noget vi skulle beskæftige os med lidt senere. Det viste jo pludselig, at der var nogle sprækker på et område, hvor vi ellers gik og troede, at det egentlig gik meget godt. Danmark har jo oplevet store forbedringer med en stigende kræftoverlevelse, og området er i det hele taget blevet løftet. Men jo altså ikke mere, end at der kan ske noget i hverdagen, hvor man pludselig må tilsidesætte andre ting.

Med SMK-kunsten på væggene og en Hamlet dunkende i både baghoved, skulder og sind, tænker jeg på, hvad kunsten og kulturen betyder for Sophie Løhde, inden jeg forlader ministeriet og slipper min Shakespeare. Om begrebet kunst og kultur ses som en naturlig forankret del af vores selvopfattelse som folk og grundlæggende del af vores identitet.

Kultur handler om, hvor vi kommer fra, hvordan vi er sammen som mennesker, hvilke værdier og normer, der gør sig gældende i vores samfund. Og derfor, når du spørger til min kulturforståelse, vil det være en relativ bred forståelse af, hvad jeg opfatter som kultur. Kultur er for mig mange ting; hvordan vi som private mennesker holder traditioner i hævd og fejrer højtider lige så vel, som det kan handle om musik og teater.

”Frivillige fællesskaber er noget af det fineste, vi kan have sammen med hinanden overhovedet”

 Min bedre halvdel derhjemme er i den grad et kulturmenneske. Han arbejder i en fodboldklub, hvor han er direktør for Brøndby IF. Det er jo også en del af vores kultur. Det kan i den grad samle mennesker, og det repræsenterer nogle enormt vigtige fællesskaber. En klub som Brøndby går meget op i det at være en del af noget i et fællesskab. Frivillige fællesskaber er noget af det fineste, vi kan have sammen med hinanden overhovedet. Det er en ekstrem afgørende del i vores samfund, og det repræsenterer sport på mange niveauer. Der er jo egentlig mange ligheder i fodbold og politik; hvis du har et par dårlige kampe i træk, så er det hele forfærdeligt, strategien må laves om, og folk bør omplaceres. På samme måde er det i politik, hvor der med et par dårlige meningsmålinger sås tvivl om det ene og andet. Er du derimod inde i en god stime, så er det hele bare genialt. Det er meget følelsesbetonet. Der er mange følelser involveret. Det er der jo både i politik og indenfor sports- og kulturverdenen.

Hvad er din seneste kulturelle oplevelse?

Jeg skulle have været til premieren på den nye Matador-musical men blev forhindret. Det havde jeg glædet mig til. Jeg betragter jo mig selv som en af landets største fans af tv-serien Matador. Intet andet kommer i nærheden af Matador. Lise Nørgaard er ubetinget en af mine største idoler<.

Hvilken karakter i Matador identificerer du dig mest med?

Katrine. (Katrine Larsen, Ingeborg Skjerns mor, spillet af Lily Broberg, red.) Hun repræsenterer for mig snusfornuft. Hun er god til at passe på pengene, og så er hun der for andre mennesker. Dermed repræsenterer hun også en stor kærlighed for alle dem, der har det svært og har brug for hjælp. Og så er det selvfølgelig heller ikke for sjov, at hun stemmer Venstre.

Jeg siger tak og rejser mig. På vej ud standser jeg kort i døren og betragter Katrine Ærtebjergs Forvandling, forsvinding en sidste gang. Jeg ved ikke, hvilket dyr jeg er af dem på grenen. Jeg ville nok også forvandle mig til en fugl, tænker jeg, inden jeg laver min forsvinding.