“Jeg elsker, at alt kan lade sig gøre”
Langt væk fra Danmark har Lotte skabt sig et liv, hvor hverdag og fritid går ud i et.
Det var ikke planlagt, at Lotte Gudbrand skulle ende med at bosætte sig i USA, da hun for 14 år siden pakkede sit liv i Danmark ned for at flytte til England. Men ud fra drømme og et positivt sind var hun ikke et sekund i tvivl, da muligheden for at flytte til Florida meldte sig.
Lotte Gudbrand
Navn: Lotte Gudbrand, Uddannelse: Uddannet Akademiøkonom, Alder: 40 år
Bosat i: Palm Beach Gardens, Florida med sine 2 sønner
Beskæftigelse: Fotograf, medindehaver af Wstudio · www.wstudioonline.com
Hvorfor Florida?
“Min eksmand Jakob og jeg flyttede til Guildford, England i 2001 i forbindelse med hans arbejde. Efter 6 år fik han tilbudt et job som Vice President for Thermo Fisher Scientic, hvor vi havde valget imellem at flytte til New Jersey eller Florida. Vi har ikke et sekund fortrudt, at vi valgte Florida og elsker begge at være her. Nu hver for sig, men stadig i samme område.”
Hvad kan Florida, udover vejret, som Danmark ikke kan?
“Jeg er vild med mentaliteten, og elsker at ”alt kan lade sig gøre”. I området hvor jeg bor, bruger folk generelt mange penge på at dokumentere deres liv igennem billeder, i modsætning til i Danmark. Dette har været medvirkende til, at jeg karrieremæssigt er kommet godt og hurtig fra start. Jeg føler mig heldig over at min passion er blevet til min forretning, og er taknemmelig for, at jeg har travlt. Jeg elsker strand livet hér og hele stemningen ved Juno Beach, hvor jeg nu er bosat. Her er rig mulighed for at dyrke mine fritidsinteresser inden for yoga, tennis, cykling, og paddleboarding.”
3-5 must see´s i dit nærmiljø?
“Her hvor jeg bor, har man brug for en bil for at komme rundt. I mit nærmiljø er der masser af fantastiske strande og restauranter, men for at opleve noget, skal man køre lidt.
Omkring Palm Beach Gardens og Juno Beach er vores største attraktion helt klart de flotte strande. Udover disse ligger der et skildpaddehospital ved Juno Beach, som især er populært for familier med børn.
For børnefamilier vil jeg anbefale at køre ca. 2 timer nordpå til Disney World med eksempelvis Magic Kingdom, Epcot, Hollywood Studios og Animal Kingdom. Her kan man hurtigt bruge nogle dage. I Orlando findes også Kennedy Space Center, Legoland og Harry Potter World.
USA har generelt et dårligt rygte hvad mad angår, men vi har mange lækre restauranter. Man skal bare vide, hvor de er. I Palm Beach Gardens bør man spise på Coolinary Café. De bedste amerikanske bøffer får man på III Fork eller The Capital Grille gode. I West Palm Beach, Avocado Grill, Lynoras Osteria og Santucci. I Palm Beach spiser de lokale på Buccan, som også har en god bar. Tæt på ligger det eksklusive hotel The Breakers. Publix er vores lokale supermarkedskæde som har gode dagligsvarer. Wholefoods er det bedste sted at handle økologisk og der er netop åbnet en Trader Joe’s, som især er populær i Californien. Herudover er der masser af Italienske supermarkeder, hvor Carmines kan nævnes, som blot ligger 5 minutter herfra.
På vejen til Naples og Sarasota, på den anden side af kysten, kan man køre igennem Everglades og kigge efter alligatorer. Her i Palm Beach Gardens er der dog også masser af alligatorer og lokale natur centre, hvor man kan gå på udkig efter de fascinerende dyr.
Er man af sted uden små børn, er Miami et must. Der er et hav af lækre restauranter, fancy hoteller, barer og natklubber. Det meste foregår omkring Ocean Drive, Lincoln Road og Collins Avenue. Hvis Miami bliver for meget, kan man leje en bil og køre til Key West og slappe af. Key West er det sydligste punkt af USA med dykning, strand og hippie livsstil.”
Var din udlængsel af karrieremæssige grunde eller blot et ønske om nye oplevelser?
“Jeg har altid elsket at rejse og var derfor heller ikke i tvivl om, at det var det rigtige, da vi i sin tid fik tilbuddet om at rejse til England. At det så senere udviklede sig til muligheden for at udleve en af mine drømme om at uddanne mig til fotograf, samt bo og arbejde i USA, har bestemt kun været positivt og udviklende på mange måder.
Jeg kan huske, at jeg, da flyttekasserne var pakket ud, tænkte, at det nu for alvor var op til mig, at få det bedste og meste ud af min situation og mit nye liv udenfor Danmark.
Jeg lovede mig selv, at jeg aldrig ville se tilbage og fortryde, at vi var rejst til udlandet, selvom jeg kort tid forinden havde sagt farvel til mine bedste venner og familie, samt sagt mit gode job op. Jeg stod med et blankt papir og havde ingen færdig plan for fremtiden. Det føltes en smule skræmmende, men helt sikkert også spændende og på en måde befriende.”
Ud over: Just Do It, har du så tre ting man skal overveje inden man rykker teltpælene op og flytter til udlandet?
“Tanken om at man på forhånd har et job, eller en drøm, man gerne vil udleve et sted uden for Danmark, kan muligvis “lette” processen en smule. Vi ved alle, at det tager tid at bygge et nyt netværk op og jeg vil derfor anbefale, at man laver sin egen strategi, som indeholder egne drømme og mål. Med dette har man fra starten et udgangspunkt, som man kan handle fra. Hertil er det en god idé med et modigt og åbent mindset. Det kommer man rigtig langt med.
Når man får børn i udlandet skal man overveje, at man i fremtiden måske ikke bor og lever det samme sted. Mine drenge er født i England og opvokset i USA. De føler sig danske og taler flydende dansk. Om de nogensinde kommer til at bo i Danmark tvivler jeg på, så det er ikke ligefrem et almindeligt familieliv, vi har skabt. Begge mine sønner har venner fra hele verden hvilke jeg synes er en kæmpe gave. Her i USA er afstandene for eksempel meget store, børnene flytter generelt tidligt hjemmefra og tager ofte på college i en anden stat. Hvad der så bliver af vores, i forvejen, ikke særligt traditionelle familieliv må tiden vise. Det er en af de ting, man som udflytter må lære at navigere i.”
Hvordan ser dit liv anderledes ud nu, i forhold til da du boede i Danmark?
“Mit liv er nu mindre forudsigeligt, end det var da jeg boede i Danmark. Det er spændende og udfordrende, hvilket jeg godt kan lide. Jeg har stadig, efter alle de år, en følelse af at være på ferie, og jeg er helt ligeglad med, om det er lørdag eller mandag.
Jeg laver præcis det jeg elsker, jeg har mine drenge, familie og venner i flere lande. Jeg bor i et skønt hus med pool, tæt ved stranden. Min bolig har jeg indrettet således, at jeg både bor og arbejder her. Halvdelen af mit hus danner ramme om mit studio, så jeg på bedste måde kombinere mit arbejdsliv med mit privatliv. Det fungerer perfekt for mig og mine drenge.
Afstanden til min familie og venner kan naturligvis godt føles svær. I sommers var jeg hjemme i Danmark og fejre min 40 års fødselsdag. Jeg var omringet af mine fantastiske danske venner og veninder og må indrømme, at jeg var ret stolt af, stadig at kunne samle dem, efter så mange år. Facetime med familien og mine danske venner er fantastisk og en god måde at holde sig opdateret på, hvilke er nødvendigt, hvis du ikke vil miste kontakten til dine nærmeste.
Jeg håber, at jeg i fremtiden kan arbejde mere for danske magasiner og tøjfirmaer. Danske virksomheder, der har brug for eksotiske locations, uden at det behøver at koste dem en formue. Det vil samtidig også betyde, at jeg har en arbejdsmæssig relation til Danmark, hvilket jeg ikke har i dag.
Jeg har skabt mig det mest fantastiske liv for mig selv og mine drenge, og jeg fortryder ingen af mine beslutninger om at have rejst ud. Jeg bor tæt på Sydamerika og tænker også, at jeg vil udforske den del af verden de næste år, hvilket jeg ikke havde haft samme mulighed for, hvis jeg boede i Danmark. Udover alle de fantastiske og interessante muligheder jeg hele tiden støder på, har det personligt gjort mig stærkere at flytte ud. En værdifuld ekstra bonus.”
……………………………………………………………………………………………………………………………….
Udenlandsdanskeren
– serie i Liebhaverboligen
Tanken om at flytte sig selv, sin familie og forretning ud over landets grænser har på et tids-punkt nok ramt en del danskere. En ting er tanken, en anden er at handle på idéen og drømmen om at skabe et nyt liv i et andet land. Vi kan forberede os til det meste og forestille os, hvordan det bliver, men når huset er pakket ned, og vi står i vores nye liv, er virkeligheden måske en anden. Har man sin familie med, skal alle have tid til at lande bedst muligt. Alt føles anderledes, og ingenting er, som det plejer. Men med mod og fokus på at vi selv har ansvaret for at få det bedste ud af det, kan det blive en fantastisk ny start uden for Danmark, for dig, din familie og for din virksomhed.
“Udenlandsdanskeren” er en serie med spændende danske personligheder, der af den ene eller anden årsag, har valgt at bosætte sig i udlandet.