Forår i Farver!
Glem alt om gråt vejr og haver uden blomster. Holland er altid en smule foran, når det gælder forårets komme, og ikke mindst når det gælder om at vise tulipaner frem. Blomstrende og i millionvis.
Så langt øjet rækker, er der tulipaner. I massevis.
Orange, pink, røde, gule, hvide og såmænd også blå og sorte. I alle mulige former og størrelser, dobbeltbladede, krølbladede, nogle ligner roser, andre igen ligner alt andet end tulipaner, men er det – og overalt er de plantet i fine blomsterbede, der i sig selv og i deres faconer er som kunst ud i havedrømme.
Vi er i Hollands berømte tulipanpark Keukenhof, som hvet forår springer ud i tusindvis af farver, når 7 millioner blomsterløg står i fuldt flor.
En attraktion af de store og hvert år besøgt af blomsterelskende tu- rister fra hele verden. Så det er om at planlægge sin rejse i god tid, hvis man bare én gang i livet vil opleve dette fænomen, som Holland er så kendt for.
Tulipmania
Tulipaner og Holland har hængt uløseligt sammen, lige siden en østrigsk ambassadør i slutningen af 1500-tallet hjembragte en lille blomst ved navn tulipanen fra de tyrkiske bjerge og præsenterede den for hoffet i Wien.
Her var tilfældigvis hollænderen og botanikeren Carolus Clusius ansat, og da han senere vendte hjem, eksperimenterede han intensivt med at dyrke dyrke de små blomsterløg i Hollands muld og udviklede nye typer af den lille, sarte blomst. Successen blev enorm, men endte i det rene økonomiske ragnarok, fordi tulipaner pludselig blev så kostbar en handelsvare, at man samlede, byttede og investerede i dem.
Alene i årene mellem 1634 og 1636 nåede spekulationen op i så ”astronomiske” højder, at et sjældent tulipanløg kunne indbringe ejeren helt op til 90.000 gylden (35.000 kroner), hvilket var rigtig mange penge – dengang. Og visse tulipanløg blev sågar byttet med hele huse, byggegrunde o. lign.
I folkemunde blev spekulationen i tulipanløgene kaldt for Tulipmania. Og allerede i 1637 måtte den hollandske regering sætte en politisk stopper for vanviddet og lave love, der kunne regulere handlen.
Langsomt faldt priserne, og i dag er tulipanløg som bekendt blevet mulige for alle at købe. Men det er stadig Holland, som står for den allerstørste eksport af dem – verden over.
Frans Hals Museet i Haarlem
Især to hollandske byer står i front, når det som turist gælder om at opleve forårets eksplosion af blomstrende tulipaner og andre smukke blomsterløg, som også blomstrer om foråret. Bl.a. de dejligt duftende hyacinter.
Det drejer sig naturligvis om Amsterdam, men også om den lille, hyggelige middelalderby Haarlem, som ligger tæt ved bl.a. Keukenhof-parken.
Haarlem er som en miniudgave af Amsterdam. Her er fine kanaler, gamle huse, vindmøller og et noget roligere tempo end i den myldrende metropol, og det er også her, man finder det særprægede lille Frans Hals Museum, som hver år bl.a har en udstilling om fænomenet Tulipmania.
Frans Hals var en af Hollands mest kendte portrætmalere og indspirerede bl.a Monet, Manet og Van Gogh, men det er nu de mange fine blomsteropsatser på museets Tulipmania-udstilling, som er mest interessante her om foråret.
……………………………………………………………………………………………………………………………….
FACTS
Vil man opleve tulipanernes blomstring i Holland er det en rigtig god ide at booke både fly og hotel i god tid.
• Keukenhof (blomsterparken): www.keukenhof.nl -er åben fra den 24. marts.
• Flora Holland (blomster-auktionen): www.floraholland.com
• Ture i Aalsmeer: www.vvvaalsmeer.nl
• Frans Hals Museum: www.franshalsmuseum.nl
• Haarlem: www.haarlemmarketing.nl
• Amsterdam: www.iamsterdam.com
• Gode sider på dansk: www.AmsterdamBilletter.dk og www.amsterdam.dk
Flere danske rejseselskaber arrangerer også blomsterture med bus i foråret.
Bl.a. Riis Rejser (www.riisrejser.dk), Vitus (vitus-rejser.dk), Gislev Rejser (gislev-rejser.dk) m. fl.
Anbefalelsesværdig frokost-restaurant med Michelin-stjerne i Amsterdam:
Restaurant Bridges: www.bridgesrestaurant.nl
……………………………………………………………………………………………………………………………….
De mange fine blomsteropsatser på Frans Hals museets Tulipmania-udstilling er interessante her om foråret.
I haller så store som 400 foldboldbaner kan turister komme ind og se den travle blomster-auktion.