På arktisk eventyr højt mod nord
Der findes et land mod nord, som på én gang både fascinerer og forbløffer.
Tag med til Grønland og hovedbyen Nuuk, som formentlig er én af verdens sidste bastioner for eventyrer.
Stik nordøst og ca. 4,5 times flyvning fra Kastrup Lufthavn findes et land ulig mange andre. Her er noget af verdens reneste luft, uspoleret natur så langt øjet rækker, og en oldgammel kultur, der kan spores helt tilbage til 2.500 før Kristus. Vi taler naturligvis om Grønland.
Dette mægtige land – og verdens største ø -er beliggende mellem Ishavet og Atlanterhavet og har siden 1814 haft et stærkt tilhørsforhold til Danmark; først som koloni og senere som amt. Selvom Grønland fik selvstyre i 1979, har Danmark stadig ansvar for bl.a. pengepolitik og udenrigsanliggender, og således bevares indtil videre et kulturelt og politisk bånd, der har været aktivt i mere end tusinde år. Men hvad er Grønland i dag? Efter et nyligt besøg i hovedstaden Nuuk (det gamle Godthåb), blev mine fordomme gjort til skamme; Grønland er så meget mere, end hvad man tror. Jovist, hundeslæder, massive isbjerge og snehvide isbjørne findes her stadig – i den nordlige del af landet, vel at mærke, selvom den globale opvarm-ning også har fået sit tag i denne del af verden. Men kigger man bag facaden, finder man det, de fleste ikke ser; et Grønland i rivende udvikling, et paradoks af nyt og gammelt, barske vidder og ubegribelig skønhed.
Nuuk er med sine små 17.000 indbyggere et godt eksempel på, hvor Grønland er på vej hen. Her har erhvervsrådet i Sermersooq Kommune (på størrelse med Frankrig og beliggende i det nord-østlige Grønland) lanceret kampagnen ’Colorful Nuuk’, der sætter fokus på den enorme diversitet, man oplever her. Der findes et hav af nationaliteter i byen grundet de mange nye tiltag og arbejdspladser, og kulturelle tilbud skyder op som paddehatte på ugentlig basis. Det er ikke kedeligt at bo i Nuuk, tværtimod overraskes man af den hastigt voksende kunst- og iværksætterscene, der præger bybilledet. Kommunen tilbyder en lang række muligheder for folk, der ønsker at starte egen virksomhed, så måske det er her, man bør tage hen, hvis man har en god idé. Alt dette er en del af det nye Grønland, som polarforskeren Knud Rasmussen ikke så, da han voksede op her i slutningen af 1800-tallet.
’Det gode liv’ i Nuuk
Nuuk er muligvis ikke hjemsted for dét Grønland, som mange måske drømmer om at opleve. Her skal man en tur længere op af vestkysten, f.eks. til landets tredjestørste by Illulisat, hvor ovennævnte Knud Rasmussen blev født, men ikke desto mindre, er det stærkt anbefalelsesværdigt at spendere et par dage i byen, som i forhold til størrelsen rummer mange forskellige tilbud for besøgende.
Vi indlogerede os på Nuuks største hotel; det fire-stjernede konferencehotel Hans Egede, som også huser én af Grønlands absolut bedste restauranter, Sarfalik. Sidstnævnte leverer gastronomi på højt plan – det bedste spisested i Grønland, kan man fristes til at sige – og højdepunktet er specialiteter som grindehval, sæl og moskusokse. Det er en fin oplevelse at sidde dér på 5. sal med direkte udsigt til fjeldene Lille Malene og Store Malene, som minder én om naturens vildskab. Den er alle- stedsnærværende, også her i Nuuk. Hans Egede er opkaldt efter den dansk-norske missionær, der grundlagde byen i 1728, men udover navnet er der ikke megen historisk vidnesbyrd at hente i det moderne konferencehotel. Skal det være ekstravagant og en smule mere privat, kan det tilrådes at leje Margrethesuiten – en 180 m2 liebhaverbolig med 5 værelser tæt på Kolonihavnen og med en udsigt over Godthaabsfjorden, der kan tage pusten fra enhver. Nuvel, man betaler en smule mere for at bo her, men hvor ellers får man panoramavinduer, havudsigt og legesyge grønlandshvaler lige udenfor vinduet for 4.800 kr. i døgnet?
Den spirende grønlandske kunstscene kommer blandt andet til sin ret på Nuuks kunstmuseum, der åbnede i 2005. Med en placering i den gamle Adventskirke, blot få minutters gang fra centrum, er der ingen undskyldning for ikke at hive en time eller to ud af kalenderen og gå på opdagelse i en verden, der på én gang forbløffer og fascinerer. Inde bag væggene findes nemlig en imponerende samling af grønlandske kunstværker fra den nu afdøde entreprenør Svend Junge Pedersens private samling, og det yderst vidende og energiske personale tilbyder guidede rundvisninger af ca. en times varighed. Moderne installationer, traditionelle oliemalerier og skulpturer udformet i både metal og hvaltand står side om side og efterlader ingen tvivl hos besøgende. Grønlandsk kunst er på vej frem.
Udover kunstmuseet bør man også aflægge Grønlands Nationalmuseum et besøg. Det er et imponerende arkiv af nyere og ældre fund, der tilsammen danner rammen om Grønlandsk nationalhistorie – og det er absolut ikke kedeligt! Især ét af fundene kan give kuldegysninger hos selv den mest hårdføre arkæolog; en samling 500 år gamle mumier fundet af et brødrepar i 1972. Qilakitsoq- mumierne, som de også kaldes, blev fundet på en gammel inuit boplads på Grønlands vestkyst, og på grund af den tørre luft og de lave temperaturer er mumierne ekstremt velbevarede. I dag kigger de 6 kvinder og 2 børn troligt på én gennem glasruden på nationalmuseet, og det er ikke et syn, man sådan lige glemmer.
Eventyr på de åbne fjorde
En tur til Grønland kræver naturligvis ét eller flere sejladser på de ufatteligt smukke fjorde. I Nuuk er det oplagt at begive sig ud på det vidtstrakte fjordsystem Nuup Kangerlua, også kaldet Godt- håbsfjorden, som strækker sig fra indlandsisen til Labradorhavet. På en solbeskinnet dag kan det tilrådes at begive sig ud på den ca. 30 kilometer brede fjord i selskab med Arctic Boat Charter – en virksomhed, der tilbyder guidede ture langs Grønlands kyster. Der er naturligvis flere muligheder for at komme rundt i fjordene, men Arctic Boat Charter opererer med sikre og ikke mindst komfortable fartøjer, f.eks. skibet M/S Sterna, der har hjemme i Nuuk. Og så er skipper, Eric Palo Jacobsen, en hyggelig vært, der ligger inde med en enorm viden om både Grønland og den fascinerende naturhistorie. På en sådan tur kom jeg på mit livs første dybhavsfiskeri, jeg smagte søpindsvin fanget direkte ved fjordens enorme klippesider, og jeg drak noget af det reneste vand i verden fra ét af de dramatiske vandfald. En sådan tur sætter sig utvivlsomt på nethinden, hvor den bliver for evigt.
Er man til mere action-prægede oplevelser på fjordene og indlandsisen, kan det anbefales at kontakte Touring Greenland, som skræddersyr stort set alle former for oplevelser. Er du til hvalsafari i speedbåd, en tur i hundeslæde over indlandsisen eller til en omgang kajaksejlads? Ønsker du at møde den lokale Inuit-befolkning eller at deltage i et såkaldt ’kaffemik’ (en grønlandsk form for kaffebord)? Mulighederne er uendelige og heldigvis er der masser af hjælp og vejledning at hente hos de etablerede virksomheder i Nuuk, for hvem alt synes at kunne lade sig gøre.
I 2016 blev Grønland udnævnt til at være én af verdens ’hotteste’ rejsedestinationer af rejsemagasinet Lonely Planet, og lige siden har turister fra alle verdenshjørner valfartet hertil. Turismen tager stadig sine spæde skridt, ikke mindst i hovedbyen Nuuk, som byder på uventet livsnyderi i form af gode caféer, smukke fjordblik og lækre, grønlandske specialiteter, men der hersker ingen tvivl om, at den udvikler sig med lynets hast. Turismen er en væsentlig faktor for Grønlands udvikling og overlevelse, men på samme tid kræver den en forøget forståelse for landets værdier og ressourcer.
Grønland er en sjælden diamant – måske én af de sidste af sin slags på jorden – men den kan ikke slibes. Dens utæmmede og rå natur hænger uløseligt sammen med dens ufattelige skønhed. Landet er i sandhed en af de sidste store bastioner for eventyrere og globetrottere med hang til vildskab og udfordringer.
Air Greenland flyver direkte fra København til Kangerlussuaq, hvor man skal skifte for at komme videre til Nuuk. Flyvetiden i alt er ca. 5,5 timer.