I munkenes land

Myanmars allerstørste turistattraktioner er de tusindvis af gyldne pagoder, templer og klostre, som ligger spredt ud over det hele. Rejs med til et land, hvor religion og
befolkning hænger så nøje sammen, at det indimellem kan ligne og skabe noget, der minder om politisk magt.

Med militær præcision stiller munkene op før dagens eneste måltid.

Klip, klap, klip, klap. Lyden af bare fødder på den støvede asfalt ledsager både drengene og mændene i de paprikarøde munkekjortler, når de i det tidlige morgengry i Yangon går fra hus til hus for at samle almisser eller mad i deres tiggerskåle.
Sådan ser alle morgener ud i Burma, landet som siden 1989 har heddet Myanmar, og som det i mange år ikke har været politisk korrekt at besøge.
Nu er det ok, for nye valg har givet landet en folkevalgt præsident og dermed skubbet det tidligere militærdiktatur længere væk fra magten, folkehelten Aung San Suu Kyi er løsladt, og demokratiske vinde blæser nu håbefuldt over det land, som i mange år har været en gåde for mange.
For hvad er det for et land, hvor munke har næsten lige så stor indflydelse på magten som et politisk parti, og hvor det at være munk i folkeopfattelsen er lige så selvfølgeligt som at spise, sove og trække vejret?
Svaret ligger i Myanmars gyldne pagoder. Som i titusindvis stikker deres gyldne toppe op overalt i landskabet. Mange steder beklædte med ægte guld fra top til tå og udstyret med ufattelige mængder af ædelsten, glimter de nat og dag og er uafbrudt genstand for en tilbedelse, som er svær for en vesterlænding at forstå.
Men pagoderne er kernen i det hele. Bag de mange lag af ægte bladguld åbenbarer sig nemlig historien om et land og et folk, som er født ind i og stadig lever hele livet ud fra en religiøs livsfilosofi.

Yangon og Shwedagon-pagoden

Den sædvanlige rejse rundt i Myanmar følger næsten altid ruten Yangon, Bagan, U Bein-broen i Amapura, Mandalay, Inlesøen og Kalaw.
Førstnævnte byder på det fantastiske syn af den kæmpemæssige Shwedagon-pagode, som med sin 4,5 tons tunge, ægte, guldbelagte
kuppel ubestridt er Myanmars største helligdom. Beklædt med mere end 5000 diamanter og 2000 rubiner, safirer og topaser signalerer pagoden, at buddhismen i dette land vægtes mere end tungt.
Men stedet er også ”helligt” som politisk samlingssted, for netop her ved pagoden holdt Aung San Suu Kyi – efter sin hjemvenden fra London – i 1988 sin berømte tale til det burmesiske folk.
Dengang, i militærregimets tid, var det forbudt befolkningen at samles i det offentlige rum mere end 5 personer ad gangen, men ved helligdomme var det tilladt at mødes. Og tusinder af burmesere mødtes derfor denne dag og lyttede til Aung San Suu Kyi, som dog allerede året efter var sat i husarrest, og hele landet sat skakmat af et militærdiktatur, som undertrykte, udsultede og solgte ud af landets rigdomme. Kun landets pagoder og tilbedelsen af buddhismen turde generalerne ikke røre.
For at forstå Myanmar – og hvordan det kunne lykkes en flok generaler at undertrykke et helt land så længe – er man nødt til at forstå landets form for buddhisme.
Nogle har ment, at netop samme religion er grunden til, at generalerne kunne tage magten, fordi befolkningen i deres tro var blevet tæt på apatiske og kun gik op i god karma i det næste liv – andre mener, at det netop var og er troen, som gjorde, at selvsamme generaler til sidst måtte bøje sig.
For også generalerne var/er vokset op i den buddhistiske tro – og med alle deres onde gerninger, ville de selv ende med en dårlig karma. Uanset hvilken teori man hælder til, er Theravada-buddhismen, med alle dens gyldne pagode- og tempelmanifestationer, den allerstørste turistattraktion i Myanmar og nøglen til forståelsen af dette forunderlige land.

Solnedgangen over Bagan

Bagan sydvest for byen Mandalay er den burmesiske kulturs udspringskilde. På blot 250 år blev her fra år 1100 bygget mere end 10.000 pagoder til Buddhas ære. Selv om tidens tand og et jordskælv sidste år ødelagde over 170 større og mindre pagoder, er der stadig tæt på 3000 af dem tilbage, og synet er ufatteligt.
Uanset hvor øjet rammer i det flade landskab, fanger det et tempel, en pagode eller en stupa, og rødklædte munke ses overalt. Lydløse varmluftsballoner svæver morgen og aften henover det 40 kvadratkilometer store landskab, og hver aften nyder turisterne solnedgangen over Bagans templer fra de allerhøjeste pagoder. Åndeløst indånder de stemningen, mens solen kaster sit rødgyldne lys over himlen, og mosekonens bryg fugtigt stiger fra den flade jord.
Det var Kong Anawratha, som i 1100-tallet introducerede theravada-buddhismen i Myanmar, og den har været der lige siden. Samme konge indførte også munkesystemet, for hver en munk er et glimt af Budda, og i Myanmar er der derfor ”munkepligt” for alle mænd. På et eller andet tids-punkt i deres liv skal de prøve at leve en tilværelse som munk.

Munkene ved U Bein

Ved den gamle kongeby Amarapura flokkes turisterne for at se den vejrbidte U Bein-bro, som er bygget af teaktræ for 200 år siden.

Broen går tværs over floden Ayeyarwady, og er et leben af sælgere og munke, som haster over til det nærliggende Mahadanyon-kloster, der er hjem for over 1000 munke. Her er det muligt hver dag inden klokken 12 at se munkene spise dagens eneste måltid, for det meste doneret af en rig burmesisk familie – eller blot tilberedt af de fødevarer, som munkene selv fra solopgang har indsamlet i deres tiggerskåle.
Allerede ved 11-tiden begynder munkene at strømme ud af beboelseshukronsene for at tage opstilling i lange rækker. Med nærmest militær præcision stiller de op, både de gamle mænd og de små drenge, og alle står de så næsten ubevægelige, indtil serveringen begynder. Værdigt og langsomt går de hen og får fyldt deres skåle, for derefter at indtage deres pladser i klostrets store spisesale.
I Myanmar starter munkelivet tidligt. For de fleste drenge allerede i 7-års-alderen, hvor de kronrages og kommer i kloster.
Ceremonien kaldes Shin-Pyu og betragtes som en stor dag i enhver drengs liv. For førend man har gennemgået sin Shin-Pyu, er man ikke at betragte som andet end et dyr. For at blive et rigtigt menneske må man trække sig fra det sekulære liv, forlade sin familie for en tid, gå fra dør til dør hver morgen med sin tiggerskål og kun spise ét måltid om dagen. Man skal lære at være ydmyg og modtage alle gaver, selv den mindste som var det den største, og man må ikke eje andet end sin kjortel, sin tiggerskål, et barberblad, en synål, et bælte og en si, som skal sørge for, at man ikke kommer til at sluge noget som helst levende.
Som Buddha selv skal man så i sin munketid gøre gode gerninger, meditere og studere Buddhas lære – og måske, hvis man er flittig nok, selv opnå oplysning. For piger er det dog ikke obligatorisk at studere Buddhas lære, men i Myanmar bliver også mange piger og kvinder munke (nonner). Og thera- vadabuddhismens nonner tæller i dag godt 75.000 piger og kvinder.

Socialt netværk

Den burmesiske munkeorden hedder Sanga. Og er i antal af mennesker lige så stor som Myanmars væbnede styrker, Tatmadaw. 500.000 munke i alt bor i klostre spredt ud over hele landet. De ledes af 10 åndelige ledere og har altid – især under militærdiktaturet – fungeret som landets sociale sikkerhedsnet.
Her har burmeserne undervejs i undertrykkelsesprocessen altid kunnet hente styrke, mad og ikke mindst lærdom. For i perioder har Sanga, når generalerne i sin tid for at straffe befolkningen lukkede skoler og universiteter, været det eneste sted, hvor landets børn kunne få undervisning.
Sangas betydning er og har derfor altid været enorm, når det gælder befolkningens kærlighed. For i klostrene har befolkningen, hvis de var hjemløse, altid kunnet få tag over hovedet, et måltid mad og en værdig tilværelse. Men også for mange fattige familier har munkeordenen i perioder fungeret som et pusterum for børnene. Et ophold i et kloster som munkedreng har lært mange børn at læse og har for andre fungeret som en lille ferie, et pusterum i en økonomisk presset hverdag. For ud over den obligatoriske munketid (Shin-Pyu’en) tilbringer mange af Myanmars børn under opvæksten en tid i et kloster.
I fraværet af en stat, som i årevis ikke fungerede, er Sanga derfor blevet en dybt forankret institution, og almisser til munkene er en selvfølgelighed. En selvforsynende ”karmacyklus”, hvor en befolkning tager vare på sine munke, og munkene tager vare på befolkningen.
Sådan har livet i Myanmar set ud, længere end folk kan huske.
Og derfor var det i sin tid også en magtdemonstration af dimensioner, da munkene under en opstand i 2007 vendte deres tiggerskåle på hovedet og nægtede at modtage almisser fra militæret og folk i regeringen.
For det var om noget – dårlig karma!

………………………………………………………………………………………………………………………….

Rejsefakta

Rejsen til Myanmar kan gøres enten som rundrejse arrangeret af et bureau, eller man kan gøre den på egen hånd. Dog er mange dele af Myanmar ”lukket” land for turister på grund af kampe mellem etniske og religiøse mindretal, som alle nu forsøger at få del i den nye politiske magt. Og derfor kan det være besværligt eller ligefrem umuligt at besøge andre steder – end de, som udgør den ”officielle” turistrute.

Vælger man at rejse på egen hånd, har flyselskabet Emirates (www.emirates.com) de billigste flybilletter på ruten København – Dubai – Yangon.

Hotel/logi bør bestilles hjemmefra – det kan være svært af finde ledige steder ved ankomst, da Myanmar ikke ligefrem ”drukner” i hoteller. De allerfleste hoteller har i øvrigt tilbud om udflugter med lokale guider, især er trekkingture fra den gamle, engelske bjergstation, Kalaw, anbefalelsesværdige. Det samme gælder en tur med nattoget fra Yangon til Mandalay. Tag tog nummer tre, bestil en ”upper-class-sleeping-car” og få en rigtig god, lokal oplevelse fjernt fra den vanlige turiststrøm. Bestil på www.seat61.com og husk madpakke!

Rigtig god læsning om alt – seværdigheder, udflugter osv. findes i Politikens guidebog – ”Turen går til Myanmar” samt Lonely Planets guide-bog om Myanmar.

Vil man læse mere indgående om Myanmar bag turist- attraktionerne kan Mette Holm og Mogens Lykketofts bog fra 2012 – ”Burma Myanmar – fortællinger fra et land i forandring” – stærkt anbefales.

………………………………………………………………………………………………………………………….