Lille, autentisk og næsten hemmelig
Selv om franske La Clusaz har fostret ikke mindre end 10 verdensmestre på ski, er destinationen stadig ukendt for de fleste danskere. Tag med til en snedækket alpeidyl, hvor freeride-ski er i særklasse, og hvor autentisk bistromad, fuldmåne-skiløb og oplevelser for hele familien er prioriteret.
Ski, ski og atter ski.
Glæden ved at suse ned ad kridhvide pister i høj sol dagen lang, og sene eftermiddage og aftener fyldt med hyggelig afterski, god mad og sjovt selskab rangerer højt på listen over mange danskeres ønsker til en ferie i det nye år. Og hvert år pakker omkring 400.000 af os faktisk derfor skitøjet og støvlerne og drager til Sverige, Norge, Østrig, Frankrig eller Italien.
Statistikken viser, at vi tit vender tilbage til steder, vi før har besøgt. Til det velkendte, det trygge, det i vores bevidsthed ”sikre”, men hvorfor ikke prøve noget nyt engang imellem?
Noget større eller mindre måske? I et helt andet land end det sædvanlige? Og med udfordringer der i det nye år også er helt nye?
En tidslomme
Rundt omkring i de førende skilande findes masser af oversete ”perler,” og en af dem kunne være La Clusaz i de franske alper. En lillebitte by med kun godt 1900 sjæle, som bor her året rundt, men som rent faktisk kan byde på både skiløb i topklasse og ditto lokalt liv – så fjernt fra satellitby-atmosfære som noget.
Landsbyen La Clusaz ligger med fly fra Danmark til Geneve kun halvanden time væk. Og fra lufthavnen er der blot en times bilkørsel, til man er midt i den mest nuttede alpeidyl. Med kirke på torvet, små snævre gader, træbeklædte stenhuse, og et skiløb som har været ”spitzenklasse” lige siden 1907. Skiløbet er, om man så må sige, kommet til La Clusaz og ikke omvendt. Og en af verdenslegenderne indenfor freeride-ski er da også både født og opvokset her i byen.
I størrelse rangerer La Clusaz på en destinationsliste kun som Frankrigs 15. største skisportssted. Men byen er velkendt blandt franskmænd som noget aldeles unikt, når det gælder netop off-piste-løb, og selvom stedet ikke hører til de højst beliggende, er her alligevel altid masser af sne.
Dyb, hvid puddersne, som for de dedikerede er en aldeles jomfruelig oplevelse at stå i. Stille, stille og i øvrigt i et terræn, som er pænt bevokset med træer, hvilket gør, at man altid – selv i vejr med dårlig sigtbarhed – kan orientere sig i landskabet.
Skiløb for alle og freeride-ski i top
La Clusaz byder på skiløb for alle. Og på alle niveauer. Som før nævnt freeride i det nærmest uendelige, men også gode og velpræparerede pister til såvel den trænede alpinløber som til nybegynderen. Og til langrendselskeren alene er der 70 kilometer langrendsspor på Confins og Beurregard plateauerne.
Alpeidyllen i La Clusaz råder over i alt 125 kilometer løjper (Clusaz-Manigod), der fordeler sig på 84 forskellige pister: 7 sorte, 29 røde, 30 blå og 18 grønne. 49 lifte bringer folk rundt og op i terrænet, og helt ny i år er en 6 personers stolelift, tillige med et nyt tiltag for de 10-13-årige, der på en speciel skiskole og under kyndig vejledning kan lære/prøve at køre freeride under opsyn. For La Clusaz er også et skisportssted, der har rigtig meget at tilbyde børnefamilier, og er for 16. år i træk kåret med Familiy Plus-mærket, som et af Frankrigs mest familievenlige skisportssteder.
Selve skiområdet i La Clusaz fordeler sig over tre bjergkamme, som ligger ved siden af hinanden. Det ”letteste” område er L´ Etale, og det ”sværeste” er Col de Balme, og herfra kan man man via først en kabinelift og derefter en stolelift pludselig befinde sig i 2600 meters højde og i klart vejr se hele Mont Blanc massivet mod sydøst, og hvis man tør – iøvrigt også stå næsten hele vejen ned ad bjerget.
La Clusaz er en ”rigtig”by med mennesker, som bor og lever her hele året.
Den kendte ost Reblochon er ”opfundet” i området. Flere delikatesseforretninger tilbyder lokale specialiteter.
Masser af oplevelser
Freeride, langrend, snesko, snowboard, skøjter og kælk. Alle lyster kan stort set tilfredsstilles i La Clusaz, som altid har imødekommet de krav, der ellers nu i stigende grad stilles til flere og flere skisportssteder – nemlig noget at fordrive tiden med, når man ikke lige står på ski.
I La Clusaz bor man midt i en gammel by, som lever hele året, og derfor er en tur i de små snævre landsbygader også en oplevelse ud i bl.a. fransk gastronomi og delikatesser. Reblochon-osten er hjemmehørende i området, og i byen blander skibutikkerne sig med almindelige dagligvarebutikker og ditto med hjemmelavede delikatesser. Små bagerier, oste- og pølseforretninger sælger lokalt producerede varer, og restaurantlivet er også lokalt. I La Clusaz serverer man fransk bistromad og ovenikøbet til rimelige priser, og hver mandag er det muligt at gå på marked.
For vandhunde og legebørn byder Aravis Aqua Centre på timevis af underholdning i både udendørs og indendørs opvarmede pools, og for dem, der foretrækker steder uden ”børnelarm,” har mange af byens gode hoteller rigelige muligheder for afslappende spa-oplevelser. En aktivitet, som er helt unik for byen, er i øvrigt også ”sporten” Joerging, som handler om at blive trukket på ski – af en hest. Det går stærkt og kan på ingen måde sammenlignes med rolig pony-ridning, som vi kender det, og det er sjovt. Men nok bedst, hvis man ikke er helt spritny på ski…
To gange i foråret er der fuldmåne-skiløb i byen
I fuldmånens skær
Den 3. februar og den 3. marts er helt specielle dage i La Clusaz. Disse datoer er der nemlig dømt fuldmånefest i byen og i bjergene, og helt konkret udmønter det sig i, at man kan stå på ski ned ad Beauregard og Crét du Merle løjperne, som kun er oplyste af månens skær.
Det var turistkontoret i byen, inspireret af fuldmånefesterne i Thailand, der allerede for 15 år siden besluttede at lave noget lignende i byen, og senere på aftenen er der dømt fest med gratis koncert. Gratis koncerter og øvrig kulturel underholdning er der iøvrigt også tit i hele sæsonen. Det sker ved kirkepladsen, som er byens naturlige centrum.
Alle former for ski-sport er tilgængelige i La Clusaz. Også langrend.
Free-ride-skiløb er i top i La Clusaz.
To gode hoteller i La Clusaz:
Hotel Beauregard
Man kan bo både billigt og dyrt i La Clusaz, alt efter om man er en større gruppe, en familie eller blot et par på ski. Men hotel Beauregard er et af de mest autentiske og hyggelige skihoteller i byen. Her er ski in/ski out, og nærmeste lift er blot 100 meter væk fra hotellet, som har fire stjerner. Stedet råder over 95 værelser – opdelt i både dobbeltværelser, familieværelser og værelser med inter-connecting doors, hvor man kan være op til seks personer. Stedet er især godt, hvis man har yngre børn med, og der er både legerum med spil, film og aktiviteter. Indendørs pool, jacuzzi, hammam og sauna er her også.
Se mere på www.hotel-beauregard.fr/en
Hotel Au Coeur du Village
Ønsker man derimod mere luksus, er det fem-stjernede hotel Au Coeur du Village et godt valg. Her er alt, hvad et luksushjerte begærer ud i smukt indrettede suiter – naturligvis udstyret med skabe, der kan tørre det fugtige skitøj. Hotellet ligger ved foden af pisterne, har super lækker spa og indendørs pool og hele to gode gourmetrestauranter med en ret fabelagtig, egen vinkælder. Rigtig romantisk for to.
Se mere på www.hotel-aucoeurduvillage.fr/en
Rejsefakta
Sæsonen i La Clusaz løber fra starten af december til slutningen af april.
Fra lufthavnen i Geneve er der kun en lille times kørsel til La Clusaz.
Man kan leje bil i lufthavnen eller tage en lokal bus fra Geneve.
Alt om La Clusaz, hoteller, skipas, oplevelser osv. kan ses på
www.laclusaz.com.