Tag ud i naturen
Vi guider til nogle af Nordsjællands plantager, parker og skovområder, der er et besøg værd til en vandretur eller cykeltur.
Nationalpark Kongernes Nordsjælland
Den imponerende nordsjællandske nationalpark byder på en enestående, varieret natur. Med sine 263 kvadratkilometer er parken den næststørste af Danmarks fem nationalparker – kun overgået af Nationalpark Vadehavet. Kongernes Nordsjælland rummer blandt andet en af Danmarks største skove – nemlig Gribskov, hvor man også finder den største bestanddel af dådyr. Området er kendt for sin meget varierede natur med søer, strandenge, moser og klitlandskab, og cirka 70% af nationalparken har fået status af at være et helt særligt område, hvor man passer på truede og sjældne dyrearter og planter.
Vigtig viden: Nationalparken rummer Esrum Sø og Arresø, der er Danmarks to største søer. Samtidig finder du Kronborg, som en del af nationalparken.
Eventyrlig skov
Tag på en eventyrlig skovtur til Troldeskoven, der er en del af Tisvilde Hegn. Her kan du opleve gamle, krogede og knortede skovfyr, som kan dateres helt tilbage til 1700-tallet. Skoven blev fredet allerede for over 100 år siden og er bestemt et besøg værd. Når du går rundt mellem skovens gamle træer, får du let en følelse af at være i en helt anden verden. Vigtig viden: Det er højst sandsynligt den kraftige vind fra Kattegat, der har formet træerne, dengang de var helt unge. Samtidig har træerne været angrebet af fyrreviklerens larver, som har udhulet træerne og været med til at forme dem på forunderlig vis.
Et stykke af Rusland eller?
Lige ved Rudolph Tegners Museum og Statuepark finder man et smukt og kuperet hedelandskab, der har fået navnet Rusland. Landskabet er fredet og strækker sig over 260 hektar bestående af lyng, enebær og spredte fyrretræer. Tag madkurven og vandreskoene med på tur rundt i landskabet, hvor man fra bakkerne har en smuk udsigt ud over Kattegat.
Vigtig viden: Rusland er også en del af Nationalpark Kongernes Nordsjælland. Det lidt aparte navn bunder i stedets afsides beliggenhed.
Smuk plantage
Lige midt imellem Liseleje, Asserbo og Tisvildeleje finder du Asserbo Plantage, der blev etableret i 1884, som en udvidelse af Tisvilde Hegn. Plantagen er beplantet af utroligt smukke skovfyr og lidt få grantræer indimellem. Interesserer du dig for dyreliv, insekter og planter, er skovbunden rig på det hele. Og der dukker hele tiden nye arter op. Er du helt stille en sen sommeraften, kan du måske endda være heldig at høre den sjældne natravn synge.
Vigtig viden: Træernes formål er at holde på sandet fra kysten, der tidligere gjorde området plaget af sandflugt.
Tag på ø-tur
Har du selv en båd liggende langs kysten, er det oplagt at tage på vandretur på den svenske Ø Hven, der ligger lige ud for Nordsjællands kyst. Øen er kun 4,4 km lang og 2,4 km bred og på blot tre timer kan du have t hvilket er en helt særlig oplevelse. Især på grund af de imponerende, stejle skråninger – eller bakkefald – ned mod havet, omslutter hele øen og som nogle steder er op til 40 meter høje.
Vigtig viden: Du kan sejle til Hven fra København eller Helsingør, hvis du befinder dig på Sjælland