Tysklands svar på Skagen

TYSKLANDS SVAR PÅ SKAGEN

En historisk kunstnerkoloni, lys, vindblæste træer, hvide sandstrande, små fiskerbyer og vidunderlige cykelture i en af Tysklands smukkeste nationalparker. Det oplever man, hvis man besøger halvøen Fischland-Darss-Zingst i Nordtyskland.

Ved første øjekast ligner det bare en masse sorte bundgarnspæle i horisonten. Men kigger man gennem kameraets zoomlinse, viser et andet billede sig: Det er traner. I tusindvis, som er ved at gå til ro på det lave vand. Med kraftige vingeslag, lange lige ben og næb-trompeteren lander de i flokke for natten, og sådan bliver det ved i godt en times tid, indtil solen har farvet himlen rød og tranerne er blevet stille.

Vi er taget til halvøen Fischland-Darss-Zingst. Et smørhul i Nordtyskland – gammelt DDR-land, som med toprenoverede, små, idylliske fiskerbyer og en perle af en nationalpark tiltrækker turister, som er glade for natur, kunst, wellness og kræs for smagsløgene. Og hvor natur-fænomenet med traner i udfordrende parringsdans om foråret og ”sort sol” for traner om efteråret er et highligt for mange, og især for de fugleinteresserede.

Rent faktisk betaler regionen her, landmændene penge for at grave majskolber ned i markerne, sådan at tranerne ”selv” kan finde deres føde, når de både forår og efterår kommer fra eller flyver til ynglepladserne i det nordlige Skandinavien og overvintringsstederne i det sydlige Spanien eller Nordafrika.

Hvide strande og højt serviceniveau

Halvøen Fischland-Darss-Zingst er et oplagt sted for en livsnyder week-end, eller en ferie året rundt – kun en kort tur fra Danmark. Fra havnebyen Rostock nås halvøen på blot en times tid, og indkvarteringsmulighederne er mange og gode – lige som serviceniveauet er højt.

Østersøen præger området med flotte, hvide sandstrande, stejle kyster, uberørte laguner og ikke mindst nationalparken Vorpommersche Boddenlandshaft, hvor man kan cykle i uberørte landskaber i timevis og iagttage et rigt dyre- og ikke mindst fugleliv.

Tilbage i 1800-tallet var Fischland-Darss-Zingst ikke en halvø, men derimod en kæde af små øer, som gennem årene er samlet til eet hele af havets strømme og storme. Bitte små byer, med kun mellem 700 og et par tusind indbyggere ligger her som perler på en snor langs med Østersøens fine strande, og første stop er Dierhagen. Knap nok en by, men til gengæld et feinschmecker-resort af de store.

Her bygget direkte på stranden ligger de to store strandhoteller, Strandhotel Fischland og Strandhotel Dünenmeer, i sin tid bygget af den tyske kommunist-politiker Eric Honecker til afslapning for DDR-toppens partibosser og nu feriested for Tysklands rigeste. I skøn natur og i luksuriøst indrettede feriehuse eller hotelværelser til priser, som må betegnes som ”pæne”. Men er lysten ikke til luksus, er det blot at køre videre. Halvøen har tilbud der kan passe de flestes ønsker, og står der ikke lige bankdirektør på visitkortet, kan fiskerbyen Wustrow tilbyde mindst lige så gode overnatningsmuligheder. I fine gamle huse, i bedste kaptajn-stil. Eller man kan alternativt leje sig ind på byens hotel, Dorinth Strandresort & Spa Ostseebad, som med hyggelige hotellejligheder for hele familien også tilbyder spabehandlinger til både voksne og børn.

For enden af byens hovedgade breder stranden sig milevidt, de klassiske, tyske strandkurve står side om side i deres stribede farvepragt, og herfra kan man også komme videre. Enten med bil, bus eller på cykel – som er et af halvøens mest foretrukne transportmidler.

Fantastisk cykelområde

I Wustrow og i øvrigt i samtlige byer her ved Østersøen kan man nemlig leje cykler. Både almindelige, men også med anhængertræk til børnecyklen bagpå – eller den nemme løsning – en el-cykel, som giver de knap så lårfaste et velment ekstra skub. Flere helt exceptionelt gode cykelruter går nemlig gennem hele Fischland-Darss-Zingst halvøen og leder helt naturligt videre til en af Nordtysklands mest interessante byer – den lille kunstnerby Ahrenshoop.

Gammel kunstnerkoloni

Ahrenshoop er Tysklands svar på Skagen og var i tidernes morgen verdens ende i området. Der var ingen vej videre, når man først var ankommet til byen, og bl.a. stilheden og det specielle lys lokkede datidens kunstmalere til byen.

Som i Skagen kom de hertil for at skildre naturen og især fiskernes og bøndernes slidsomme liv, og en egentlig kunstnerkoloni udviklede sig og er her stadig den dag i dag.

Byen selv huser kun få indbyggere, et lille samfund, som om vinteren lukker sig om sig selv og sin egen kreativitet. Men i sæsonen er her liv og glade dage. Over 2500 sengepladser tilbydes turisterne, og Ahrenshoop er kendt viden om for sin skønhed sine mange kulturtilbud.

Byen er bygget på ”kanten”af havet. Træerne står skæve og vindblæste, havtorn gror vildt på alle de sandede stier, som leder rundt i den gamle by, og husene er særprægede med flot tækkede tage. Albert Einstein ferierede her i 1918, og byen skabte også, som en af de første i tiden, en skole for kvindelige malere, som dengang i 1800 tallets ellers ikke havde adgang til uddannelse på kunstakademierne.

Spredt over hele året byder Ahrenshoop på malerworkshops, foredrag, skiftende udstillinger, litteraturdage/aftener og naturligvis åbne huse hos byens mange aktivt arbejdende kunstnere.

Det ”nye” kunstmuseum, Ahrenshoop Kunstmuesum, som åbnede i 2013- opført i gyldent metal – bryder med sin anderledes arkitektur byens rum og viser i fine ovenbelyste sale værker fra Ahrenshoops tidligste kunstnerkoloni og op til tiden i dag. Og fortæller i skiftende udstillinger og temaer byens historie skildret gennem tidernes forskellige kunstnere og retninger.

På cykel i Nationalpaken

Mellem byen Ahrenshoop og området Darss og helt ud til halvøens yderste by Zingst, ligger nationalparken Vorpommersche Boddenlandshaft.

Under DDR-tiden var området udlagt til militært område, og lå for det meste stille hen. Og har derfor fået lov at udvikle sit eget vilde og uberørte dyreliv. Råvildt, vildsvin, ørne, gæs, svaner, traner og en masse andre fugle er derfor rigt repræsenteret i landskabets store vådområder og i de store fladstrakte mark- og englandskaber.

Udkigs-skure, hvor jægere og naturelskere kan iagttage dyrelivet, ses mange steder, vandring er oplagt i området, og samtidig er det muligt at cykle gennem hele nationalparken ad gode stier, som fører gennem små, yndige landsbyer, hvor der ofte kan drikkes kaffe eller købes ind på et lokalt grøntsags-marked.

Byen Zingst er halvøens yderste post. En livlig, men relativt nyopført turistby med masser af restauranter og værtshuse, en skøn strandpromenade og fine strandhoteller.  Særlig kendt er byens Zingst også for sin kreative tilgang til fotokunst, og er hvert år vært for adskillige workshops og konkurrencer for foto-interserede.

Bl.a. kan turister i fotohuset Max Hunten Haus leje professionelt fotoudstyr. En oplagt ide, hvis man vil ”forevige” sit ophold på halvøen – eller blot prøve kræfter med virkeligt toplækkert udstyr. Max Hunten Haus arbejder sammen med Nikon, Leica, Olympus og Canon.

Rejsefakta:

Halvøen Fishland-Darss-Zingst ligger godt en times bilkørsel fra den tyske havneby Rostock. Fra Sjælland kan man sejle med Scandlines fra Gedser til Rostock. Se mere på www.scandlines.dk

Halvøens egen hjemmeside www.fischland-darss-zingst.de har oplysninger om næsten alt lige fra overnatning til underholdning.