Magisk middelaldercharme i Perugia

Hjertet af Umbriens hovedstad ligger på en bakketop og er pakket med spektakulære bygningsværker og historiens vingesus. Byen kan snildt måle sig med Siena og Lucca i Toscana

Man skal have nerver af stål for at køre op til parkeringshusene under Perugias gamle bydel. Ensrettede gader, vilde sving og smalle veje er ikke optimalt, og man skal virkelig have styr på koblingspunktet i sin bil for ikke at gå i stå undervejs.

Jeg kan ikke anbefale nok, at man finder et parkeringshus og bruger de mange elevatorer og rulletrapper det sidste stykke op til den gamle bydel, som er overskuelig, når først man kommer så langt.

Den gamle bydel er formodentlig ikke større end downtown Hellerup eller Hørsholm, men den gemmer på lige så mange historiske bygninger som de to byer tilsammen.

Vores italienske vært i vores lejede hus syd for Trasimeno-søen havde sagt, at hun ikke forstod, at Perugia står i skyggen af Lucca, Siena, Bologna og måske endda Firenze. Firenze har dog mere at byde på, men den er til gengæld så overrendt af turister, at man kan have svært ved at nyde storheden.

Det er ikke tilfældet i Perugia, selv om byen under vores besøg byder på Umbria Jazz Festival med Diana Krall, Jeff Beck, Tom Jones, Jamie Cullum og danske Kathrine Windfeld.

Det første, jeg overhovedet ser, da rulletrappen stopper, er netop Kathrine Windfelds navn på en farvestrålende plakat. Lidt spøjst, da jeg for nylig interviewede den danske pianist, da hun modtog Ben Webster Prisen.

Corso Vannucci er hovedåren, man altid kan navigere efter. Den brede vej løber gennem det meste af den gamle by, som stort set er bilfri.

Alt spiller under vores besøg. Helt bogstaveligt. Der er livemusik overalt.

På vej mod katedralen støder vi ind i et bryllupsoptog, hvor brudeparret danser hen over de århundreder gamle fliser med et stort blæserorkester og bryllupsgæsterne i hælene. Folk stopper op, klapper og hujer. Det ligner noget fra en filmscene, men det sker lige nu og her.

Hundrede meter derfra går et amerikansk soulband på scenen tæt på Perugias berømte springvand, Fontana Maggiore, på Piazza IV Novembre.

Vi stiller os op på en trappe ved Palazzo dei Priori med udsigt til både scene og springvand, mens vi nyder fortolkninger af Marvin Gayes ”I Heard it Through the Grapevine” og Otis Reddings ”Sitting on the Dock of the Bay”.

På opdagelsesrejse

Der er bagende varmt midt på dagen, men heldigvis masser af isforretninger inden for rækkevidde. Med børn på slæb kan det være bestikkelse, når man skal fra kirke til springvand til akvædukter og endnu en kirke.

Man finder også et væld af chokolade-butikker, hvor man kan købe sig fattig i byens berømte chokolader. Vi nøjes med at købe en pose blandet chokolade, som vi spiser med det samme. Med 40 grader giver det ikke mening at gemme i en rygsæk varm som en rygeovn.

Hver eneste afstikker væk fra Corso Vannucci er en lille opdagelsesrejse. Til skønne torve, hyggelige kroge, spændende specialbutikker og gader, hvor indbyggerne råber til hinanden fra deres klejne terrasser og begynder at pible frem, efterhånden som solen stikker snuden ned bag byens mange tårne.

Jeg efterlader kone og børn på Piazza Giacomo Matteotti og får lov til at tage en time for mig selv i den blå time, hvor lyset er eminent. Perugia skriver sig ind blandt favoritterne af italienske byer med en perfekt kombination af seværdigheder, størrelse og skønhed.

Vejen dertil

Vi prøvede for første gang biltog fra Hamborg til Innsbruck og derfra de sidste 600 kilometer til Umbrien i bil. Fra den dansk/tyske grænse er der sammenlagt tale om en rejsetid på knap 24 timer. Det kan gøres markant hurtigere, hvis man kører hele vejen. Vel at mærke hvis man undgår køer.

Man kan med fordel – tidsmæssigt, ikke økonomisk – flyve til Pisa eller Rom og leje bil. Flyveturen fra Billund eller København tager cirka to en halv time. Men det er blevet voldsomt dyrt at leje bil. Vi kunne konstatere, at det var blevet cirka dobbelt så dyrt at leje bil i 2022 sammenlignet med 2021.

Vi betalte 2200 kroner for et biltog med kupé til to voksne og to børn. Det svarer nogenlunde til, hvad vi ville have brugt på benzin for at køre mellem Hamborg og Innsbruck samt en overnatning på hotel undervejs.

Jeg tager en tur ned og op ad trapperne ved Acquedotto medievale di Perugia, som fører ned til et boligkvarter med bygninger i de smukkeste, sarte farver. Midt på dagen bemærkede man ikke, hvor fotogene de lyserøde, fersken- og okkerfarvede huse er. Men indrammet af en bro og lyst op af blødt lys er det fortryllende.

Man kan gå på stien Via dell’Acquedotto, som er tre kilometer. Den tur har jeg til gode til næste gang, vi skal til Perugia. Måske i maj eller september, hvor chokoladen og isen ikke smelter helt så hurtigt.

Verdens værste burger

Jeg tigger min familie om at spise pizza til aftensmad, men de magter ikke at gå mere, så vi vælger en restaurant, hvor man kan købe burgere. Man kan næsten høre, hvor åndssvagt det lyder, men ene hane i hønsegården ender sjældent med at gale højest.

Vi får serveret fire burgere i kridhvidt brød med en enkelt skive tomat, en næsten færdigstegt bøf og et stykke salat. Det er muligvis den ringeste burger, jeg har spist i mit liv. Jeg tror også, jeg får sagt mindst 10 gange: ”Hvad sagde jeg, vi skulle have valgt pizza.”

Heldigvis koster burgerne kun 12 euro stykket med en næsten bagt kartoffel som sidevogn.

På vej tilbage til parkeringskælderen giver vi os tid til at dvæle ved en af Perugias største attraktioner. Det er den etruskiske undergrund, der gemmer sig under de nyere romerske bebyggelser.

Det er surrealistisk at gå rundt på underjordiske gader og fundere over, at mennesker engang gik her med udsigt til sol, måne og stjerner. Det er også tankevækkende – faktisk en smule skræmmende – at denne underjordiske bydel og de enorme mure skal holde vægten af de store kirker og paladser over os.

Da jeg ikke fik lov at få min vilje med pizzaen, insisterer jeg på at høre Eros Ramazzotti for fuld hammer, mens vi kører ud af Perugia. Vi kører kun forkert to gange, og det er ikke Eros’ skyld.