Hippe Hamborg
Den kan nås på en kort halvdagstur med enten bil eller tog eller en kort flyvetur fra Kastrup. Byen Hamburg, Nordtysklands svar på porten til verden. En by fyldt med unikke oplevelser, moderne og gammel arkitektur, historie, underholdning, shopping og overnatning i verdensklasse. Liebhaverboligen guider her til en af de nyeste og nogle af de bedste oplevelser i Hamburg
Hotellet i Nazi-bunkeren
Sidste skrig i Hamburg, længe ventet på i spænding og det som alle pt. taler om, er det nye luksus hotel, som skal indrettes i en gammel nazi-bunker i Feldstrasse i kvarteret St. Pauli. Selve bunkeren er godt 40 meter høj, bygget af tyk, tyk beton og øverst – oven på taget bliver indrettet en stor, grøn park på taget, som vil være åben for offentligheden. Nazibunkeren, som i 1942 blev bygget på blot 300 dage af tvangsarbejdere fra koncentrationslejre, blev brugt til at skyde fjendtlige fly ned fra og samtidig fungerede den som beskyttelsesrum for op mod af 18.000 af byens borgere. Efter krigen blev den brugt til forskellige kulturelle formål, så som musikstudier og lagerrum og nu indrettes den altså snart til rock-hotel med 136 hippe hotelværelser, flere barer og restauranter, spillesteder og udstillingsrum mv.
Bunkeren i Feldstrasse er den største af flere store ”Hochbunkere” (højbunkere) i Hamburg og omegn, og et fint eksempel på en by, som formår at omdanne byen og landets sorte fortid til noget konstruktivt og meningsfuldt. For bunkerne repræsenterer en del af byens identitet og fungerer som påmindelser om nødvendigheden af fred og bæredygtighed. Flere af Hamburgs bunkere er åbne for offentligheden og tilbyder guidede rundture, som giver et godt indblik i deres historie og anvendelse. Udover bunkeren i Feldstrasse kan man også besøge bunkerne i Wilhelmsburg og andre bunkere i bydele som Altona og Eimsbüttel.
Sejltur i byens sjæl
Intet besøg i Hamburg uden en havnerundfart. For Hamburg er en af verdens største og travleste havne, og en rundfart her er ikke blot en tur på vandet. Derimod er det en rejse gennem byens fortid, nutid og fremtid – fra de historiske lagerbygninger i Speicherstadt til den futuristiske HafenCity, fra travle industriområder og til fredelige, naturskønne udsigter langs Elben – Hamborgs grønne flod.
En af de første seværdigheder på en havnerundfart er som regel bydelen Speicherstadt, som er verdens største sammenhængende lagerkompleks. De imponerende røde murstensbygninger, der strækker sig langs med kanalerne blev bygget i slutningen af 1800-tallet og er nu på Unescos Verdensarvliste. Her kan man se flotte brostensbelagte gader og høre historien om området, som engang var et center for bl.a. kaffe og krydderier, og næste stop på turen er HafenCity. Et super ambitiøst byudviklingsprojekt, som kombinerer moderne arkitektur med historiske elementer, og som er hjemsted for den imponerende Elbphilharmonie, Hamburgs arkitektonisk, meget flotte koncertsal. Spændende er dog også kanalrundfartens tur gennem havnens travle indiustriområder, hvor man kan se de kæmpestore containerskibe blive lastet af gigantisk kraner, og mange ture afsluttes også med en roligere sejllads langs med Elbens bredder med udsigt til grønne parker og velhaverkvarterer. Kort sagt en sejltur i intet mindre end Hamburgs sjæl.
Rejse i tid og teknik
Shopping i Hamborg er godt. Rigtig godt. Men kan kede mange mænd. En tur i Alter Elbtunnel er derfor god for parforholdet, hvis nu man er afsted med den udkårne.
Alter Elbtunel er en ikonisk tunnel, som løber under floden Elben og intet mindre end en vild ingeniørbedrift, som mange mænd vil tænde vildt på. Den første tunnel under Elben åbnede allerede i 1911 og var på det tidspunkt en revolutionerende løsning på de transportudfordringer som Hamburg stod overfor. For at lette trafikken mellem de nordlige og sydlige dele af havneområdet havde byen brug for en pålidelig forbindelse, og med en længde på 426 meter og en dybde på 24 meter under flodens overflade var Elbtunellen en bemærkelsesværdig teknisk præstation for sin tid. Den består af to rør, som oprindeligt blev brugt til både fodgængere og køretøjer, og indgangen til tunnelen er stadig ved Landungsbrücke, hvor man kan tage de oprindelige gamle elevatorer ned til tunnelniveauet. Selve tunnelen er rigt udsmykket med flotte flisemosaikker og de originale historiske lamper som lyser, og tunnelen er åben døgnet rundt for fodgængere og cyklister. For køretøjer – som dog er en sjældenhed – er der begrænsede åbningstider. Det koster ikke noget at gå turen i Alter Elbtunnel, men der kan være køligt. Tunnellen kan let nås med offentlig transport.
Opdag Hamburgs kreative by-kvarterer
Hamburg små bykvarterer er rige på charme og kultur og byder på en autentisk oplevelse væk fra den gængse turiststrøm. De fleste kan nås enten til fods eller med offentlig transport på under et kvarters tid og Sternschanze eller Schanze i daglig tale er sådan et kvarter. Engang et arbejderkvarter i en forstad, nu et boheme-kvarter fyldt med kreative sjæle, trendy cafeer, vintagebutikker og street art. Kvarterets epi-center er Schanzenstrasse, hvorfra alt udgår og et besøg i Rote Flora, et tidligere teater og nu et autonomt kulturcenter er et must.
Lige ved siden af Sternschanze ligger Karolinenvirtel – et andet bykvarter, som er kendt for sin blanding af det gamle og det nye. Området er hjemsted for kunstnere, designere og unge entreprenører og byder på et væld af små interessante niche-butikker, cafeer og gallerier. Besøg Flohschanze – det ugentlige loppemarked, hvor man kan finde intet mindre end ALT.
Alsteren – den stor sø midt i Hamburg er byens hjerte og rundt om den ligger også en bred vifte af interessante kvarterer, som man med fordel kan besøge, hvis centrum bliver for turistet. Tæt på Alsteren ligger således også bydelene Pöseldorf og Winterhude. Sidstnævnte er en af Hamburgs mest populære bydele, et elegant kvarter med godt 55.000 indbyggere og kendt bl.a. for sine mange kanaler i husenes baghaver og mange markeder med lokale produkter fra øverste hylde. Pöseldorf er stedet for namedropping, her har mange modedesignere startet deres karrierer, og bydelen er også kendt for at sin legendariske jazzklub, Onkel Pö. Det er især livsstils-eliten, som slår deres folder i Pöseldorf, og en gåtur på den brostensbelagte Milchstrasse er en magnet for byens modemennesker og andre, som gerne vil ses. Smut ud og kig på.
Den historiske gade
Reperbahn – eller Syndens Mile, som det også kaldes i daglig tale, er Hamburgs ultimative forlystelseskvarter. Det ligger i kvarteret St. Pauli og byder på et elektrisk natteliv, kulturelle højdepunkter og en rig historie, der tiltrækker turister fra hele verden. En Reperbahn var nemlig stedet, hvor man i 1600-tallet havde de lange baner, hvor man snoede reb til skibene, men i løbet af det 19. og 20. århundrede udviklede området sig til at være Hamburgs største kvarter for glædespiger. De er her stadig den dag i dag (red light district i Herbertstrasse), men det er et utal af barer og kulturelle klubber, teatre og spillesteder også. Besøg f.eks Grosse Freiheit, en af de mest ikoniske klubber, som bl.a. har været vært for mange berømte bands – herunder The Beatles, der spillede deres første koncerter i Hamburg i begyndelsen af 1960”erne.
Så når mørket falder på, lyser Reperbahn op. Sådan har det været altid, og er det stadig den dag i dag. Men Reperbahn handler ikke kun om vilde nætter og fest. St. Pauili Theater og Oppenrettenhaus tilbyder en bred vifte af mucicalforestillinger og Schmindt Theater er kendt for af cabaret af bedste tyske klasse. Udover underholdning for alle pengene tilbyder Reperbahn også mange rigtig gode spisesteder, både for den store pengepung, men også for den lille. Lokalt liv findes side om side med det mere etablerede.
Undlad heller ikke et besøg i Miniatur Wunderland, som er intet mindre end den største udstilling af modeljernbaner i verden. 1500 m2 er fyldt med kørende miniaturemodeller, som skildrer scenarier og lande fra hele verden. Her kan både voksne og børn se fly lette og lande, se krydstogtskibe og andre fartøjer sejle på rigtigt vand og toge af alle slags køre på de mest utrolige baner. Miniatur Wunderland er Hamburgs mest populære turistattraktioner. En forsmag på herlighederne kan se på en lille video på www..miniatur-wunderland.dk
Info:
Tustistkontoret i Hamburg ligger på Landungsbrücken 4 i St. Pauli. Der findes også en turistinformation på hovedbanegården i byen. Der er åbent hver dag fra 10 – 17 .I Højsæsonen er der åbent til kl 21 på hverdage, lør- og søndage til kl 20. Se også mere på www.hamburg-travel.com og www.germany-travel.