What’s Up generel august 2024
Flere køber guldbarre
Guld anses af mange som en værdisikker investering i en usikker tid, og flere i Gentofte investerer i de ædle metal. Det skriver Vores Gentofte. I følge Danmarks Statistik er antallet af gentofteborgere, der investerer i aktier steget med 22 procent på fem år, mens 37 procent flere investerer i investeringsfonde. Investeringsinteressen opleves også hos NordiskGuld, der på landsplan har solgt 97 mere investeringsguld i årets første kvartal sammenlignet med samme kvartal året før. Firmaet giver udtryk for, at mange søger et sikkert aktiv i en økonomisk lidt usikker tid. I følge økonomiprofessor Torben M. Andersen, Aarhus Universitet, har guld medvind af flere grunde: Det har intet løbende afkast, afkastet kommer ved at guldprisen stiger. www.nordiskguld.dk
Flere grønne gevinster
Gentofte kommune har købt Charlottenlund Strandpark, Forstbotanisk Have og Bellevue Strandpark af staten. Derved sikrer kommunen sig fuld råderet over arealerne herunder vedligeholdelse i den ønskede standard. Sammen med de tre områder modtager kommunen 6,3 million kr. til at dække driftsudgifterne på Bellevue Strandpark de kommende syv år. Kommunen drifter allerede de to andre lokaliteter, så her er udgifterne uændrede. Ved Kulturskolerne på Duntzfelts Allé er der også sket noget. Her er indviet en have med bronzeskulpturer af kunstneren Tal R efter en donation fra Ny Carlsbergfondet. Tal R har sammen med to arkitekter skabt en 300 m2 have med fem skulpturer placeret i et grønt terrassemiljø, hvor brugere af skolen og besøgende kan sætte sig i syv forskellige nicher og opleve haven fra flere vinkler. www.gentofte.dk
Højt græs sparer mille
Det sparer en million kr. om året på det kommunale budget, at der er blevet længere i mellem vedligeholdelsen af Hørsholms kommunes veje, parkeringspladser og grønne områder. Klima- og Miljøudvalget har valgt at græsset skal slås med længere mellemrum. Det kommunale græs har derfor denne sommer fået lov at blive mere langhåret, før det blev slået efter en måned, mod tidligere hver uge. Det er slut med tætklippede plæner ved blandt andet Dronningedammen, Hørsholm Kirke og Slotshaven. Dette vil ændre indtrykket af parkerne, samtidig med at slåning vil foregå med en større plæneklipper og efterlade mere synligt græsafklip end tidligere. Veje og parkeringspladser skal fejes to gange årligt mod seks gange før. Skraldespandene i gågaden skal i fremtiden være fulde, før de tømmes, hvorfor resultatet ender på færre tømninger. www.horsholm.dk
Park opkaldt efter Krag
I fremtiden bliver det tidligere Egernvej-anlæg kendt som J. O. Krags Park med indgang fra Drosselvej 39. Parken er opgraderet og indeholder også et skybrudsprojekt: Det kan tilbageholde 3.000 kubikmeter vand, så oversvømmelser i området undgås. Borgmester Michael Vindfeldt (Soc.) siger om projektet: ”Det giver mening at navngive parken efter Jens Otto Krag. Han boede med sin hustru Helle Virkner og deres børn på Egernvej 61, hvor der var officielle middage for fremmede statsoverhoveder. Kvarteret emmer af klassisk Frederiksberg-historie, og det er derfor oplagt at opkalde parken efter den daværende statsminister. Samtidig gør forvandlingen parken til en vigtig del af kommunens samlede skybrudshåndtering”. www.frederiksberg.dk
80’er lyd med kendt DJ
Genoplev 80´erne ved en dansefest på MantziusLive, spillestedet på Johan Mantziusvej ved Birkerød Kirke. Det sker 7. september kl. 20 og flere timer frem, hvor den erfarne discjockey Joakim Hediger tilbyder et glædeligt genhør for dem, som var unge i 80´erne og for alle andre med nostalgisk musiksmag. Den første time vil der være Happy Hour både med og uden alkohol i de drinks, som skal holde publikum kørende på dansegulvet i timevis. Begivenheden er en oplagt anledning til at finde nye venner, møde gamle klassekammerater og måske gense den glemte ungdomskæreste. Billet med gebyr koster 175 kr. www.mantzius.rudersdal.dk www.billetten.dk
Måned fuld af festivaler
August er fuld af københavnske festivaler. Lad os nævne tre eksempler: Copenhagen Opera Festival 16.-25. august er en invitation til nye initiativer fra den internationale talentelite og miljøets etablerede kræfter med koncerter og begivenheder for hele familien på programmet. www.operafestival.dk Golden Days er hovedstadens kunst- og kulturfestival gennem 30 år. I år løber den af stablen 22.-25. august, hvor man kan opleve alt fra C4`s København til viden om det Moderne Gennembrud og mellemkrigstiden. www.goldendays.dk I samme periode indtager Strøm – festival for elektronisk musik – byen med gratis koncerter, den elektroniske scenes store navne, master classes, pop up-fester i Metroen, koncerter i kirketårne m.v. www.strm.dk