What’s Up kultur august 2024

Nyt album og koncert

Den danske indie-gruppe Efterklang kommer med sit syvende studiealbum 27. september og lægger desuden vejen forbi Store Vega på Enghavevej i København 16. november. Det markerer afslutningen på en turné rundt i Danmark, Østeuropa og London. Det nye album er ”Things We Have In Common” samt singlen “Plant” med komponist Mabe Fratti på cello og vokal. Forsanger Casper Clausen fortæller, at sangen er dedikeret til at række ud over os selv og dele vores sårbarhed med andre. De faste bandmedlemmer Mads Bauer, Casper Clausen og Rasmus Stolberg har de seneste 20 år været igennem en kunstnerisk rejse og karriere for Efterklang sammen med et kollektiv af musikere, der samarbejder med bandet på tværs af albums og koncerter. www.efterklang.net www.cityslang.com

Hits udsat for klassisk

19. marts 2025 kan man se og høre Tim Christensen akkompagneret af klassiske musikere fra Danmarks Underholdningsorkester. På Royal Stage i Hillerød sætter sangeren nye toner til sit markante bagkatalog som del af en landsdækkende tour med stof fra en 30 år lang karriere. Det er første gang, Tim Christensen ledsager sine værker med nye harmonier og stemninger, som bringer minder frem især hos midaldrende danskere. Tim Christensen solodebuterede med ”Secrets On Parade” i år 2000 ført an af gennembrudshittet ”Love Is A Matter Of..”. Det viste ny musikalsk retning for kunstneren, som allerede havde skrevet sig ind i dansk musikhistorie i front for rockgruppen Dizzy Mizz Lizzy i 1990´erne. www.royalstage.dk

Lær at forstå drømmene

Du er i frit fald, taber tænderne og spæner uden at nå nogen vegne. Nattens drømme kan bruges til mere, end man lige tror. Det vil forsker i drømme og ubevidst intelligens, Michael Rohde, fortælle om ved et foredrag 11. november i Tivoli Hotel i København. Han mener, at vi kan forstå og udnytte vores drømme til at få vigtig viden om vores mentale og fysiske helbred, hvis vi ellers lærer at lytte og kender betydningen både af de mest almindelige og de totalt surrealistiske drømme. Drømmene skal ses som en slags intuition og mavefornemmelse, som fortæller os, hvis vi lever ude af trit med os selv. Drømme afslører, hvordan vi egentlig har det kropsligt og mentalt, og om vi for eksempel er ved at gå ned med stress, blive syge m.m. Billetter koster 299-374 kr. www.michaelrohde.dk www.tikko.dk

Samling fik grønt mærke

Nivaagaard Malerisamling er udnævnt til Green Attraction og har modtaget miljømærket af samme navn. Det indskriver stedet blandt oplevelses-attraktioner, som gør særlige indsatser for at passe på naturen, og som opfylder kriterier for miljøvenlig drift. Juryen så den grønne tråd i museets klimarenovering, som blandt andet gjorde stedet til det første danske museum med jordvarmeanlæg væk fra energiforsyning med fossile brændsler. Nye ovenlysvinduer, LED-lys og effektive ventilationskanaler indgår også i den klimavenlige renovering. Desuden er gennemført miljøtiltag og nye procedurer for museum, café og butik. Nivaagaard Malerisamling vægter social bæredygtighed med for eksempel fællessang og fællesspisning, tegneundervisning i parken, håndarbejdskredse, åbne familieværksteder samt naturvandringer. www.nivaagaard.dk

Tragedie om depression

31. august har Aveny-T på Frederiksberg urpremiere på ”Hold så kæft Lars”, som er en komisk tragedie om depression og psykisk sårbarhed. Forestillingen, som spiller frem til 21. september og derefter drager på turné, sætter fokus på af aftabuisere skyld og skam ved mental mistrivsel, som er udbredt blandt unge. Den depressive Liv smider sin date Lars ud for at lykkes med endnu et selvmordsforsøg. Men Lars nægter at gå og redder dermed Liv. Et absurd parforhold starter, hvor Lars ved hjælp af humor kæmper for at få Livs livslyst tilbage. Hun kæmper selv for at få fred for den smerte, depressionen fastholder hende i. ”Hold så kæft Lars” er skrevet af Mette Søndergaard Nielsen, som også spiller Liv. Hun har skrevet og medvirket i tv-serier, teater og podcasts og udgør halvdelen af satirekollektivet Flæs. I rollen som Lars ses Anders Budde Christensen. www.aveny-t.dk

Med færøsk inspiration

14.september er der urpremiere på performance-forestillingen ”De fortabte” på grundlag af færøske William Heinesens roman ”De fortabte spillemænd” fra 1950. Musiktrioen Dreamers Circus leverer musikken, mens fem dansere fra Aaben Dans-kompagniet leverer en sansemættet hybrid mellem koncert og danseforestilling. Forestillingen fortsætter til 28. september i den 90 meter lange Hal 9 ved Søjlepladsen, i Rabalderstræde hos museet Musicon i Roskilde. Thomas Eisenhardt iscenesætter i samarbejde med dramaturg Mette Kruse. ”De fortabte” kaster lys over eviggyldige og højaktuelle temaer om menneskets natur og minder os om, at vi kun har én verden og må leve side om side med hinanden og den natur, der omgiver os. www.aabendans.dk

Besøg den historiske hal

Tennisspilleren Leif Sadi Rovsing var dansk tennisstjerne i begyndelsen af 1900-tallet og med til OL i Stockholm i 1912. På trods af sin succes ved danske mesterskaber og deltagelse i VM og Wimbledon blev han i 1917 udelukket fra DBU`s turneringer på grund af sin homoseksualitet. I protest fik Leif Rovsing, som var arving til en større formue, bygget egen tennishal med egen tennisklub på Rygårds Allé i Hellerup. Til sin død som 90-årig i 1977 boede han i huset tilknyttet den okkergule hal med vinrøde vinduesrammer. Hallen, som indvendigt er dekoreret med kunst og træarbejder, er et kunstværk i sig selv. Med The Danish Club kan man 29. august kl. 15-17 få adgang til hallens herligheder. Ved arrangementet fortæller arkitekt René Kural den gribende historie om Rovsing, som han har skrevet bogen ”Out” om. Billetter købes via www.danishclub.dk