What’s Up? Gastronomi November 2024

Slik, sukkerroer og producer af frugt spiller en rolle for maden sammen med nye rammer om uddannelse, privates nødlagre og forståelse for hvordan fordøjelsen virker.

Slikforbrug er steget

På et årti har danskerne fået for vane at spise mere chokolade og flere chips. Det viser en undersøgelse fra Coop Analyse. Man har spurgt, hvilken type slik de medvirkende havde spist det seneste døgn. To ud af fem svarede, at de havde spist chokolade. Hver fjerde havde spist kage, mens én ud af fem havde hygget sig med chips og lakrids. Især forbruget af chokolade og chips er steget siden 2011: Nu spiser 40 procent chokolade inden for et døgn mod 31 procent for 13 år siden. Det er en stigning på 20 procent. Samtidig er forbruget af chips steget fra 12 til 21 procent – altså med 40 procent. Halvdelen af bland-selv-slikket sælges om fredagen, mens lørdag ligger på andenpladsen: Hver femte har spist bland-selv-slik mindst én gang om ugen, men også blandede slikposer er populære. I 2011 syntes én ud af tre, at de spiste for meget slik. I 2024 var det halvdelen. 58 procent af kvinderne og 43 procent af mændene synes i dag, at de spiser for meget sukker. Kun 13 procent havde slet ikke spist slik det seneste døgn, hvor analysen foregik. www.coopanalyse.dk

Ny skole åbner i 2028

I 2028 forventes en ny og anderledes hotel- og restaurantskole at stå færdig ved den ikoniske Aller-bygning i Valby, hvor skolen har haft residens i flere år. Det er en donation på 266 millioner kr. fra Nordea Fonden, som gør 600 million kr.`s projektet muligt. Den nye bæredygtige skole med gastronomisk campus vil få plads til eksperimenterende madhåndværk og en nytænkende fagskole med moderne faciliteter med værkstedsbaseret undervisning, udtaler Hotel- og Restaurantskolens direktør Søren Kristensen. Der skal indrettes laboratorier, køkkenhaver og sociale aktiviteter for lokale borgere, branche og organisationer indenfor. Der bygges på et mindre område på skolens nuværende areal, hvor der i dag findes lagerhaller og skolehave. Skolen vil få orangeri og urtehaver i jordniveau. De nuværende røde bygninger mod Vigerslev Allé og Kjeldgårdsvej vil rumme studie- og ungdomsboliger og bag dem bygges erhverv og familieboliger. Indtil da fortsætter undervisningen i eksisterende bygninger. Den nye skole bliver på 15.000 m2 plus kælder og campusområde. www.hrs.dk

Se fordøjelsen indefra

30 millioner kr. har Experimentarium i Hellerup modtaget fra fire fonde for at kunne opbygge en ny udstilling om menneskekroppen inklusiv fordøjelse og andre livsnødvendige funktioner. Udstillingen ”Oplev din Super-krop!” åbner i 2026 og skal hjælpe børn og unge med at forstå, hvordan krop og adfærd spiller sammen. Det skal blandt andet ske ved at opleve menneskekroppen indefra i mikroskopisk størrelse. Det vil ske ved et sansebombardement, hvor man leger sig til viden om sin krop, som var man på rejse i den. Oplevelsen ska sætte lys på vigtige funktioner, kroppen udfører helt automatisk, og hvordan de kan påvirkes gennem egen adfærd. Der er tale om en både fantasifuld og faktabaseret udstilling om menneskekroppen og dens egenskaber fra huden til organer og immunsystem. Bidragsydere er LEO Fondet, Novo Nordisk Fonden, Lundbeckfonden og Ole Kirk´s Fond. www.experimentarium.dk

18 procent har nødlager

Selv om 37 procent af danskerne synes, at nødlagre til kriser og krige er fornuftige, har kun knapt hver femte husstand et nødlager med blandt andet mad og vand derhjemme til at kunne klare sig uden strøm og indkøb i cirka tre dage. De fleste, som har et nødlager, har skaffet sig det for nylig: Hver fjerde har haft nødlageret i under et år, mens 14 procent har haft det et år. Blandt dem, som ikke har opbygget et nødlager, siger én ud af syv, at de sandsynligvis vil begyndte at opbygge ét i nærmeste fremtid. Af de 18 procent af danskerne, som har opbygget et nødlager i kælder, skab eller haveskur, består indholdet især af madvarer som pasta, ris, dåsemad, mel, gryn og vand på flaske eller dunk. Dertil kommer nødvendigheder som wc-papir, vådservietter og andre artikler til personlig pleje, medicin, lommelygter, batterier, powerbank, stearinlys, førstehjælpsudstyr, gasblus, FM-radio og vigtige papirer. www.coopanalyse.dk

Historie om sukkerroer

De lollandske sukkerroer er nu gået til filmen eller rettere til magasinerne, da Anders And, Rip, Rap og Rup sammen med onkel Joakim i seneste udgave af Anders And & Co.-bladet besøger Sydhavsøerne på jagt efter det lokale landbrugs guld – sukkerroerne. Historien ”Sukkerroer og alt for meget andet” er del af serien ”Jagten på Danmarks skjulte skatte”. I den jagter riganden sin nyeste besættelse, nemlig sukkerroer. I sin desperation efter de dyrebare roer har onkel Joakim valgt at købe øerne. Jagten fører ænderne på en rejse rundt på Lolland-Falster og til øernes seværdigheder og vartegn som Knutborg Safaripark, Middelaldercentret og selvfølgelig en sukkerfabrik. Blandt lokalbefolkningen møder læserne komiker Pelle Lundberg og teaterdirektør Frank Rubæk, der i historien begge har ladet sig andeficere. ”Jagten på Danmarks skjulte skatte” bygger på læsernes forslag til, hvilke områder, Anders And & Co. bør besøge. www.storyhouseegmont.dk

Julemarked blandt frugt

14-15. december kl. 10-15 holder Frydenlund Slotplantage i Vedbæk julemarked. Her kan man varme sig på gløgg samt købe plantagens økologiske specialiteter. Det er blandt andet marmelade af forskellige pæresorter, cider på champagnemetoden, gin, æble- og pæresnaps, likører, dessertvin, most, eddike, honning og paradisæblegele. Ludvig, som er en lokal dreng der sælger juletræer fra sin families hus, kommer traditionen tro også denne gang ved gårdbutikken og sælger ædelgran med fod på i slotsplantagen i den nævnte weekend. Han leverer også træet, når kunden har valgt.  I øvrigt er gårdbutikken åben dagligt kl. 8 til 18, hvis man mangler en julegave i form af en delikatesse eller drik til julebordet. www.frydenlundslot.dk