What’s Up? Kultur November 2024
Eksperimenter med musik og maleri samt udstillinger om fortidens ikoner. Der er en hel del at se frem til.
Juleshow med Burham G
Sammen med Danmarks Underholdningsorkester vender sanger og entertainer Burham G´s juleshow til december tilbage med klassikere som Burham G´s egen julekalendersang ”Tinka” fra 2017 og sange fra det platinsælgende album ”Et barn af jul”. Foruden sangerens egne julesange kan man glæde sig til sælsomme fortolkninger af julehymner som ”Glade jul”, ”Der er noget i luften” og ”Nu er det jul”. Sidstnævnte er den over 30 år gamle temasang fra Nissebanden på Grønland, som Burham G hørte som barn og har et særlig nært forhold til. Koncerten med kunstneren, som er kendt for både følelsesladede ballader og uptempo pophits, kan opleves 4. december på Royal Stage I Hillerød og 8. december i DR Koncerthuset i Ørestad. www.royalstage.dk www.drkoncerthuset.dk
Podcast om padelsport
Den nye podcast ”Bat Boys Padel Podcast” hylder Danmarks hurtigst voksende sport i liga med fodbold og håndbold. Det mener Kim Elgaard og Lasse Bjerregaard, som står bag podcasten om alle kroge og hjørner af padel og kærlighed til sporten. De er ude på at skabe et fællesskab, hvor man kan dele det, padelspillere oplever, når sporten er både fantastisk og frustrerende. Kim Elgaard har været professionel fodboldspiller og er nu sportsansvarlig i Vejle Padel Center. Lasse Bjerregaard er journalist, podcast-producer og radiovært på Skala FM. Begge har skiftet fodbold ud med padel og har allieret sig med Jysk-Fynske Medier og en række kendte gæster, som foruden at være fodboldlegender, komikere og tv-personligheder også er padel-entusiaster. ”Bat Boys Padel Podcast” udkommer hver tirsdag på alle podcastplatforme.
Van Gogh som digital
Oplev en interaktiv rejse gennem Vincent van Goghs liv og hans ikoniske værker. Udstillingen og totaloplevelsen ”Van Gogh – The Immersive Experience” kan ses på Skibsværftet 175 på Refshaleøen. Man træder ind i et ekspressivt, farverigt og autentisk univers hvor bølgende kornmarker, solsikker, stjernenætter og portrætter vækkes til live. Der er mulighed for at opleve den hollandske kunstner og hans mest berømte værker fra et nyt 360-graders digitalt perspektiv. Den flerdimensionelle udstilling indeholder mere end 3.000 skitser, tegninger og malerier, der som interaktive installationer og hologrammer er en rejse gennem kunstnerens sagnomspundne liv, hans maniske sind og farverige værker. Der er også mulighed for at træde ind i en rekonstruktion i fuld størrelse af ”Soveværelset i Arles”. www.refshaleoen.dk www.vangoghexpo.com www.feverup.com
Cello og elektronisk i ét
31. januar udkommer den prisvindende cellist og komponist Josefine Opsahls album ”Cytropia” med en blanding af klassisk cello og moderne elektroniske instrumenter, hvor traditionelle og nye toner smelter sammen i en symfoni. Det er en virtuos hyldest til kombinationen af lydkunst og teknologi med skaberkraft og kreativitet. Albummet forener det, 32-årige konservatorieuddannede Opsahl er bedst til nemlig det akustiske plus det elektroniske. Hun udfordrer musikkulturen ved at undersøge, hvordan klassiske musiktraditioner kan fornyes gennem teknologi og symfoniske klange i selskab med rå, hårdtslående og rytmiske beats. Albummet udgives af det Berlin-baserede pladeselskab Neue Meister. Forud offentliggøres fem singler som en forsmag på det musikalske univers. Der vil også være solokoncert med Josefine Opsahl i DR Koncerthuset 25. april. www.josefineopsahl.dk
Langt forud for sin tid
Fra 6. marts og et halvt år frem viser Nivaagaards Malerisamling en udstilling om den engelske Bloomsbury-gruppe. Den manifesterede sig som stærk faktor i Englands kunstneriske og intellektuelle kredse i begyndelsen af 1900-tallet og var kendt for sine radikale holdninger, antiautoritære livsanskuelse og dengang grænseoverskridende livsstil, der brød med Victoriatidens normer. Gruppen var frontløbere for nutidens debat om køn, identitet m.m. og opstod i 1904 ved ugentlige diskussionsaftener hos søstrene Virginia og Vanessa Stephen. Virginia blev senere forfatter med efternavnet Woolf, mens Vanessa blev maler med efternavnet Bell. Bloomsbury er London-kvarteret, hvor søstrene boede med deres far og stedbrødre, og hvor faderen døde i 1904. Udstillingen er lavet i samarbejde med Charleston, der gennem årtier var hjem og atelier for Vanessa Bell og Duncan Grant. Huset var samlingspunkt for de radikale kunstnere, forfattere og tænkere, der siden blev kendt som The Bloomsbury Group. www.nivaagaard.dk
Fra forhadt til ikon
Fra maj til midt i november næste år viser museet på Frederiksborg særudstillingen med titlen ”Danner af Danmark” om Grevinde Danner (1815-74), som blev symbol på social mobilitet, kvindefrigørelse og kamp mod uretfærdighed. Det er museets første udstilling om grevinden og måden, hun er blevet opfattet på gennem tiden. Via malerier, tegninger, skulpturer, breve, fotos, film og dagbøger giver udstillingen en fornemmelse af denne markante skikkelse, som gik fra at være forhadt i sin samtid til i vores tid at være symbol på opgør med det etablerede på flere fronter. Udstillingen vil fokusere på Grevinde Danner – oprindelig Louise Christine Rasmussen – på tværs af tid. Og på hvordan ændringen af samfundet og dets værdier med tiden blev Danmarkshistorie. www.dnm.dk